Hvad siger Bibelen?
Hvad er materialisme?
MENNESKET er født med evnen til at beskæftige sig med åndelige anliggender og med et behov for at tilbede Gud. Ikke desto mindre blev mennesket skabt af materielt stof og med evnen til at glæde sig over materielle ting. Nogle kristne har i overflod af materielle goder. Er det i sig selv et tegn på materialisme og et bevis på at man ikke er åndeligsindet? Eller omvendt: hvis man er fattig, er man så generelt mindre materialistisk og mere åndeligsindet?
Det at være rig er ikke nødvendigvis det samme som at være materialistisk. Læg mærke til følgende bibelske eksempler der belyser hvad materialisme virkelig er, og hvordan man kan undgå de farer der kunne ødelægge ens åndelige helbred.
De havde store rigdomme
På Bibelens tid var der blandt Guds tjenere en del rige som nød stor anseelse i samfundet. Tag for eksempel Abraham. Han „var overordentlig velforsynet med hjorde, med sølv og med guld“. (1 Mosebog 13:2) Job havde ry for at være „større end alle Østens sønner“ på grund af sin store besætning af hjorde og sine mange tjenestefolk. (Job 1:3) Nogle af Israels konger, deriblandt David og Salomon, blev enormt rige. — 1 Krønikebog 29:1-5; 2 Krønikebog 1:11, 12; Prædikeren 2:4-9.
I den første kristne menighed fandtes der nogle som var velhavende. (1 Timoteus 6:17) Tag for eksempel Lydia, „en purpurhandlerske fra byen Tyatira, som dyrkede Gud“. (Apostelgerninger 16:14) Farvestoffet purpur, og klæde indfarvet med det, var kostbart og som regel forbeholdt de velhavende og ansete i samfundet. Så sandsynligvis har Lydia selv været forholdsvis velhavende.
I modsætning hertil var der på Bibelens tid også nogle af Jehovas tjenere der var meget fattige. På grund af naturkatastrofer, ulykker og død blev nogle familier tvunget ud i fattigdom. (Prædikeren 9:11, 12) Det må have været svært for dem der led nød, at se andres velstand. Men det ville have været forkert af dem at betragte de rige som materialistiske, eller at konkludere at de fattige tjente Gud mere helhjertet. Hvorfor? Lad os se på hvad der er den grundlæggende årsag til materialisme.
Kærlighed til penge
Et leksikon definerer materialisme som „en livsopfattelse der lægger vægt på materielle goder, og som anser disse for at være de vigtigste i livet“. Materialisme udspringer derfor af vores ønsker, det vi sætter højest, og det vi fokuserer på i livet. Det viser de to følgende bibelske eksempler med al tydelighed.
Baruk, der var sekretær for Jeremias, blev alvorligt irettesat af Jehova. Højst tænkeligt var Baruk fattig på grund af forholdene i Jerusalem og sin nære tilknytning til den upopulære Jeremias. Alligevel sagde Jehova til ham: „Men du søger dig store ting. Søg dem ikke.“ Måske var Baruk begyndt at blive materialistisk og alt for optaget af andres rigdom og materielle tryghed. Jehova mindede Baruk om at Han ville udfri ham fra Jerusalems kommende ødelæggelse, men Han lovede ikke at ville bevare Baruks ejendele. — Jeremias 45:4, 5.
Jesus brugte en illustration med en mand som også var meget optaget af materielle ting. Denne mand levede for sine rigdomme i stedet for at bruge dem til at udvide sin tjeneste for Gud. Den rige mand sagde: „Jeg vil rive mine forrådshuse ned og bygge nogle større, . . . og jeg vil sige til min sjæl: ’Sjæl, du har mange gode ting liggende til mange år; gør dig det behageligt, spis, drik, vær glad.’“ Jesus fortsatte: „Men Gud sagde til ham: ’Du ufornuftige, i denne nat kræves din sjæl af dig. Hvem skal så have de ting du har oplagret?’ Således går det den der samler sig værdier, men ikke er rig hos Gud.“ — Lukas 12:16-21.
Hvad kan man lære af de to beretninger? De hjælper os til at se at en der er materialistisk, ikke nødvendigvis er det fordi han ejer meget, men fordi han sætter det materielle over alt andet. Apostelen Paulus siger: „Men de der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Timoteus 6:9, 10) Det er beslutningen om at ville være rig og kærligheden til det materielle der giver problemer.
Selvransagelse nødvendig
Kristne vil — uanset deres økonomiske situation — omhyggeligt undgå materialismens snare. Rigdommens magt er bedragende og kan ødelægge ens åndelige helbred. (Mattæus 13:22) Uden at tænke over det begynder man måske at fokusere på det materielle frem for det åndelige — med sørgelige konsekvenser til følge. — Ordsprogene 28:20; Prædikeren 5:10.
Kristne må derfor ransage sig selv for at finde ud af hvordan de bruger deres liv, og hvad de prioriterer højest. Uanset om man har lidt eller meget i materiel henseende, vil de der er åndeligsindede, bestræbe sig for at følge Paulus’ formaning om ikke at sætte deres håb „til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem“. — 1 Timoteus 6:17-19.