Kapitel 17
En anden indstilling til lydighed
1. Hvorfor lod Jehova babylonierne ødelægge Jerusalem?
I MANGE år før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne, advarede Jehova jøderne om hvad der ville komme og hvorfor. Men i stedet for at adlyde Gud, fulgte de deres eget trodsige hjertes tilbøjelighed. — Jeremias 25:8, 9; 7:24-28.
2. (a) Hvilke goder afhænger af om man adlyder Gud? (b) Hvordan trådte israelitterne ind i et pagtsforhold til Jehova?
2 Jehova tvinger ikke nogen til at tjene ham, men han kræver naturligvis at man adlyder ham hvis man ønsker at opnå hans godkendelse og de velsignelser der følger med. Efter at han havde udfriet israelitterne fra Ægypten sagde han til dem: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Efter at Gud havde forelagt dem sine krav og de havde hørt „pagtsbogen“ blive oplæst, påtog de sig af egen fri vilje de forpligtelser der fulgte med dette forhold til Gud. — 2 Mosebog 24:7.
3. (a) På hvilke måder begyndte israelitterne derefter at optræde oprørsk over for Jehova? (b) Hvorfor er disse begivenheder omtalt i Bibelen?
3 Der gik imidlertid ikke lang tid før de begyndte at vise oprørstendenser. De fornægtede ikke åbent deres tro på Jehova, men i modstrid med hans lov forsøgte mange at blande ægyptiske skikke ind i den rene tilbedelse af Jehova. (2 Mosebog 32:1-8) Senere begyndte nogle at kritisere de mænd Jehova benyttede som sine synlige repræsentanter. (4 Mosebog 12:1-10; 16:1-3, 31-35) Folket som helhed led af menneskefrygt og havde ikke tro nok til at handle efter Guds ord. (4 Mosebog 13:2, 31-33; 14:1-4; Hebræerne 3:17-19) Når nogle fejlede af vanvare og ydmygt angrede det de havde gjort, kunne de blive tilgivet. Men over en periode på 900 år lod folket med overlæg hånt om snart det ene, snart det andet af Guds krav, og ofte mange af dem. Det de gjorde og resultatet heraf er omtalt i Bibelen som advarende eksempler for os. — 2 Krønikebog 36:15-17; 1 Korinther 10:6-11.
4. (a) Hvem var rekabitterne? (b) Hvad havde Jonadab pålagt dem?
4 Efter at jøderne på Jeremias’ tid flere gange var blevet advaret om de sørgelige følger af deres adfærd, fremholdt Jehova et eksempel for dem — rekabitterne. De var ikke-israelitter, efterkommere af den Jonadab der havde vist at han var i fuld overensstemmelse med Jehus nidkærhed for Jehova. Denne Jonadab havde som rekabitternes patriarkalske overhoved befalet dem aldrig at drikke vin eller at bo i huse eller beskæftige sig med landbrug, men at fortsætte med at leve som nomader i telte. På denne måde ville de føre et ædrueligt og nøjsomt liv uden at henfalde til bylivets nydelser og laster, mens de tilbad Jehova sammen med israelitterne som de boede iblandt.
5. Hvordan viste rekabitterne en mønsterværdig lydighed?
5 Eftersom jøderne nægtede at lytte til Jehova, universets Suveræn, kunne man da forvente at rekabitterne ville adlyde deres jordiske forfader? Det gjorde de imidlertid, endda på en mønsterværdig måde. Skønt de havde søgt tilflugt i Jerusalem da de babyloniske og aramaiske hære havde invaderet Juda, var de blevet ved med at bo i telte. Hvor fast var så deres beslutning om ikke at røre vin, i betragtning af at de folk de boede iblandt, gerne måtte drikke vin? Jehova lod Jeremias føre rekabitterne ind i et af templets spiserum, hvor vinbægre blev sat frem for dem, og de blev opfordret til at drikke. De sagde imidlertid nej. Hvorfor? Åbenbart værdsatte de deres forfaders hengivenhed for Jehova og indså at han havde givet dem dette påbud af omsorg for deres velfærd, og derfor adlød de ham. Jehova havde behag i dette gode eksempel på lydighed, der stod i skarp kontrast til jødernes mangel på lydighed mod ham. — Jeremias 35:1-11.
6. (a) Hvem er i dag som rekabitterne? (b) Hvem står som et modbillede til det ulydige Israel?
6 Nogle er i dag som rekabitterne. Det er Herrens „andre får“. I dag er spørgsmålet ikke om de drikker vin eller ej. (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:23.) Det er et personligt anliggende, så længe de ikke drikker for meget eller bliver drankere. (Ordsprogene 23:20; 1 Korinther 6:9, 10) Det der har betydning i dag, er deres gudhengivenhed. I modsætning til kristenheden, der står som et modbillede til det frafaldne Israel, viser de nuværende rekabitter ved deres handlinger at de kender værdien af gudhengivenhed. Hvordan vil dette gavne dem?
7. (a) Hvilket opmuntrende løfte gav Jehova rekabitterne? (b) Hvilket håb indebærer dette for nutidens rekabitterskare?
7 På grund af deres troskab fik rekabitterne et løfte som har stor profetisk betydning for os der lever i dag. Jehova sagde til dem: „Fordi I har adlydt jeres forfader Jonadabs bud og bliver ved med at holde alle hans bud og at handle efter alt hvad han har påbudt jer, derfor, således har hærstyrkers Jehova, Israels Gud, sagt: ’Jonadab, Rekabs søn, vil aldrig komme til at mangle en mand til alle dage at stå for mit ansigt.’“ (Jeremias 35:18, 19) De var blandt dem der overlevede Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Og den skare de er et billede på vil overleve den kommende ødelæggelse af kristenheden og hele den øvrige del af den verden der går sine egne veje og nægter at anerkende Jehovas suverænitet.
HVORFOR DET KAN VÆRE SVÆRT AT VISE LYDIGHED
8. Hvorfor har mange svært ved at vise lydighed?
8 Mange har svært ved at lære at vise lydighed. De er vokset op i en verden hvor alle „følger deres eget hoved“. De tiltales måske af det de lærer om livet under Guds rige. Men hvis deres tankegang er præget af stolthed, kan det være at de stejler over nogle af Guds krav eller tager anstød af den måde de fremføres på. (Ordsprogene 8:13; 16:18) Dette var et problem for Na’aman, aramæernes hærfører på profeten Elisas tid.
9. (a) Hvordan gik det til at Na’aman drog ned til Elisa? (b) Hvad forventede han, men hvad skete der?
9 Na’aman led af spedalskhed. Men en lille israelitisk pige som aramæerne havde taget til fange, gav frimodigt udtryk for sin tro på at han ville blive helbredt hvis blot han tog ned til Jehovas profet Elisa. Tilskyndet af dette rejste Na’aman til Israel. Med heste og stridsvogne kom han til Elisas hus. Na’aman var en fremtrædende person, og han forventede at Elisa ville komme ud til ham og udføre en ceremoni hvor han påkaldte Jehova og bevægede sin hånd frem og tilbage over det sygdomsramte sted indtil det var helbredt. Men Elisa sendte blot et sendebud ud til ham, med en besked om at han skulle gå hen og bade sig syv gange i Jordanfloden. — 2 Kongebog 5:1-12.
10. (a) Hvordan reagerede Na’aman? (b) Hvad fik ham til sidst til at adlyde? (c) Hvad var resultatet?
10 Na’amans stolthed var såret. Han drog rasende bort. Men efter at hans tjenere havde ræsonneret med ham, ydmygede han sig i tro. „Da tog han ned og dykkede sig syv gange i Jordan, efter den sande Guds mands ord, og hans kød heledes og blev som kødet på en lille dreng, og han blev ren.“ Na’aman blev overbevist om at Jehova er den eneste sande Gud, og på trods af sin første reaktion indså han at Elisas anvisninger var fra Gud. — 2 Kongebog 5:13-15.
11. (a) I hvilke henseender skildres ’de andre får’ ved Na’aman? (b) Hvad må vi alle lære?
11 Finder du nogle af Na’amans karaktertræk hos dig selv? Ligesom andre ikke-israelitter der lagde tro for dagen, anvendes Na’aman i Bibelen som et billede på ’de andre får’ der tager den sande tilbedelse op. Eftersom de er født i synd, var de alle engang åndeligt syge. De har alle måttet søge hjælp hos Jehovas salvede tjenerskare og lydigt handle efter det som denne „træl“ har lært dem ud fra Guds ord. (Mattæus 24:45) Nogle af dem har i begyndelsen ikke værdsat alle de bibelske råd og anvisninger de har fået — som for eksempel at de må overvære menighedens møder regelmæssigt, holde sig adskilt fra verden og underkaste sig den kristne vanddåb. De er måske veget tilbage for at indvi sig og lade sig døbe fordi de ikke har brudt sig om at skulle „sige nej til sig selv“ for at følge Kristus. I nogle tilfælde har de kritiseret den måde de ansvarshavende i menigheden har givet vejledning på. Men hen ad vejen må alle som ønsker at høre til Herrens „andre får“, lære betydningen af at vise ydmyghed og en lydighed der udspringer af kærlighed. — Jakob 4:6; Mattæus 16:24.
BUD DER GAVNER OS
12, 13. (a) Hvorfor er det gavnligt for os at adlyde Jehovas bud? (b) Giv eksempler som belyser dette.
12 Efterhånden som vi lærer Jehova og hans veje bedre at kende, indser vi sandheden i følgende ord som han henvendte til sine tjenere i fortiden: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud!“ (Esajas 48:17, 18) Jehova ønsker inderligt at hans folk skal undgå ulykke og bevare livet ved at give agt på hans bud. Han ved hvordan vi er indrettet og hvad der vil bringe os sand lykke. Han advarer os mod en adfærd der kunne fordærve os eller skade vort forhold til andre.
13 De der har fulgt hans advarsel mod utugt og ægteskabsbrud, er blevet forskånet for de følelsesmæssige problemer, de sygdomme og de uønskede svangerskaber umoraliteten medfører. (1 Korinther 6:18; Hebræerne 13:4) Ved at følge en vejledning som den der findes i Andet Korintherbrev 7:1, har de undgået at blive afhængige af tobak og andre stoffer der kunne skade deres helbred og føre til en for tidlig død. Hans bud om at de skal ’afholde sig fra blod’ har hjulpet dem til at sætte hele deres lid til ham som den alle deres udsigter til fremtidigt liv afhænger af, og det har samtidig beskyttet dem mod frygtelige sygdomme der kan overføres ved blodtransfusion. — Apostelgerninger 15:28, 29.
14. Hvordan gavner det os at søge Riget først i stedet for at engagere os unødigt i verden?
14 Så længe vi er i verden, er vi nødt til at have en vis berøring med den. Men Jehova advarer os om ikke at knytte vore forhåbninger til den, ikke at gøre os til en del af den. Han ved hvad fremtiden rummer for verden. Hvor tåbeligt ville det ikke være at bruge livet på at opbygge noget som Gud vil rive ned! De der gør dette, vil oven i købet komme til at dele skæbne med den verden de har knyttet deres liv til. Hvor gavnligt er det da ikke at følge Jesu råd: Søg Guds rige! Lad det komme først i dit liv! — 1 Johannes 2:17; Mattæus 6:33.
15. (a) Hvad må vi lære at gøre hvis vi gerne vil opnå det Adam mistede? (b) Hvordan vil Jehova tale til os i tusindårsriget?
15 Jehova ved fuldt ud hvad vi behøver, og han forbereder nu sit folk til at leve i sin retfærdige nye tingenes ordning. Adams ulydighed førte til ufuldkommenhed, tab af det evige liv og udvisning af Paradiset. Hvis vi ønsker at være blandt dem der opnår det Adam mistede, er det indlysende at vi må høre efter når Gud taler. Og hvordan vil han tale til os i de kommende tusind år hvor menneskeheden bliver ført frem til fuldkommenhed? Gennem det messianske rige. Vil denne regering også have synlige repræsentanter på jorden? Ja. Der vil i Kongens tjeneste være „fyrster på hele jorden“. (Salme 45:16; jævnfør Esajas 32:1, 2.) Ved i kærlighed at adlyde disse fyrster vil menneskene vise at de underlægger sig deres himmelske konge.
16. Hvorfor er lydighed mod de ældste en beskyttelse nu, og hvordan er det en god forberedelse til livet i Guds nye orden?
16 Som en forberedelse til den tid tilbyder Jehova nu undervisning gennem sin synlige teokratiske organisation. I de enkelte menigheder har han sat erfarne mænd som i åndelig forstand er ældste. De forestår afholdelsen af menighedens møder og fører an i forkyndelsen af budskabet om Riget. De hjælper alle som ønsker at tjene Jehova, til at se hvordan de kan følge Bibelens principper i deres liv, og de advarer kærligt mod snarer og faldgruber der kunne skade ens forhold til Gud. Jehovas vidner i hele verden har også erfaret at det ofte har været livreddende at følge de ældstes anvisninger under voldsomt uvejr, jordskælv eller udbrud af uroligheder. Menigheden tilhører ikke de ældste; den tilhører Gud. De ældste gør ikke krav på at være inspirerede. Men som Bibelen viser, bruger Gud dem til at føre an, og lydighed mod dem vidner om respekt for den ordning Jehova bruger for at forberede sine tjenere til at overleve og komme ind i hans nye orden. — Apostelgerninger 20:28; Hebræerne 13:17.
17. Hvad bør tilskynde os til at være lydige?
17 Denne lydighed udspringer dog ikke udelukkende af et ønske om at overleve den kommende verdensødelæggelse. Der ligger langt mere bag. Hvilket? Værdsættelse af livet og af alle de foranstaltninger Gud har truffet for at vi kan bevare det. Taknemmelighed for de gaver han har givet os for at gøre livet rigere for os — det at vi kan ræsonnere, at vi kan opfatte skønhed og åndelige værdier, og at vi kan kende og tilbede Skaberen. Vor lydighed er også motiveret af Guds store kærlighed, der tilskyndede ham til at give sin egen søn for at denne kunne ofre sit liv så vi kunne få mulighed for at leve evigt.
18. Hvordan vil vi betragte lydighed mod Gud og hans organisation når vi har lært ham godt at kende?
18 For dem der har lært Gud godt at kende, er lydighed ikke en ubehagelig pligt. Deres nøjagtige forståelse af hans hensigter og krav, og de gode resultater de har opnået ved at følge disse krav, siger dem klart at det eneste rimelige og fornuftige er at gøre tingene på Guds måde. De erkender at det er en beskyttelse for dem. Det er også en måde hvorpå de kan vise deres kærlighed til Gud. De finder stor glæde ved at adlyde ham. — 1 Johannes 5:3; Salme 119:129.
[Illustrationer på side 135]
Nogle må, som den spedalske Na’aman, overvinde stolthed