Bibelens 21. bog — Prædikerens Bog
Skribent: Salomon
Skrevet i: Jerusalem
Fuldført: Før år 1000 f.v.t.
1. I hvilken hensigt blev Prædikerens Bog skrevet?
PRÆDIKERENS BOG blev skrevet i en ædel hensigt. Som leder af et folk der var indviet til Jehova havde Salomon ansvaret for at holde sine undersåtter sammen i trofasthed over for deres indvielse. Han søgte at røgte dette ansvar ved hjælp af de vise råd i Prædikerens Bog.
2. Hvordan udtrykkes dette formål i bogens hebraiske navn, som derfor er mere træffende end det græske og det danske navn?
2 I Prædikeren 1:1 omtaler han sig selv som „den der samler menigheden“. Det hebraiske ord er Qohæʹlæth, og i den hebraiske bibel har bogen dette navn. Den græske Septuaginta gengiver titlen med det græske ord Ekklēsiastēsʹ, der betyder „et medlem af en ecclesia (menighed; forsamling)“. Imidlertid kan Qohæʹlæth mere træffende gengives med „samleren“, og dette er også en mere passende betegnelse for Salomon. Den viser hvilket formål han havde med at skrive bogen.
3. I hvilken betydning var Salomon en samler?
3 I hvilken betydning var kong Salomon en samler, og hvad var formålet med hans samlingsarbejde? Han samlede sit folk, israelitterne, og deres venner, de midlertidige indbyggere. Han samlede dem alle om tilbedelsen af sin Gud, Jehova. Tidligere havde han bygget Jehovas tempel i Jerusalem, og ved dets indvielse havde han sammenkaldt dem og samlet dem om tilbedelsen af Gud. (1 Kong. 8:1) Nu søgte han ved hjælp af Prædikerens Bog at samle sit folk til nyttige gerninger og lede dem bort fra denne verdens tomme, nytteløse gerninger. — Præd. 12:8-10.
4. Hvordan kan det fastslås at Salomon har skrevet bogen?
4 Skønt Salomon ikke specielt nævnes, viser adskillige skriftsteder tydeligt at han har skrevet bogen. Samleren præsenterer sig selv som „Davids søn“ der blev „konge over Israel i Jerusalem“. Dette kan kun sigte til Salomon, for hans efterfølgere i Jerusalem var kun konger over Juda. Den der samler menigheden skriver desuden: „Jeg har øget min visdom langt mere end nogen der var før mig i Jerusalem, og mit hjerte har set megen visdom og kundskab.“ (1:1, 12, 16) Dette passer på Salomon. Prædikeren 12:9 fortæller os at „han overvejede og udforskede og ordnede mange ordsprog“. Kong Salomon udtalte 3000 ordsprog. (1 Kong. 4:32) Prædikeren 2:4-9 fortæller om skribentens byggeprogram, hans vingårde, haver og parker, vandingsanlæg, erhvervelse af tjenere og tjenestepiger, hans rigdom af sølv og guld, og så videre. Alt dette passer på Salomon. Da dronningen af Saba så Salomons visdom og velstand, sagde hun: „Halvdelen er ikke blevet mig fortalt.“ — 1 Kong. 10:7.
5. Hvor og hvornår må Prædikerens Bog være skrevet?
5 Bogen viser at den er skrevet i Jerusalem, idet den siger at samleren var konge „i Jerusalem“. Den må være skrevet før år 1000 f.v.t., et godt stykke inde i Salomons 40 år lange regeringstid, efter at han havde beskæftiget sig med de talrige forehavender bogen omtaler, men før han henfaldt til afgudsdyrkelse. På det tidspunkt ville han have vundet sig et omfattende kendskab til det slid denne verdens mennesker har, og deres stræben efter materiel vinding, og på det tidspunkt ville han stadig have ejet Guds gunst og have været inspireret af ham.
6. Hvilke indvendinger er blevet rejst angående bogens inspiration, og hvordan kan de gendrives?
6 Hvordan kan vi være sikre på at Prædikerens Bog er „inspireret af Gud“? Nogle vil måske betvivle at den er inspireret, eftersom den ikke en eneste gang nævner Guds navn, Jehova. Den tilskynder imidlertid tydeligt sine læsere til at tilbede den sande Gud og bruger gentagne gange udtrykket ha’Ælohīmʹ, „Guden“ eller „den sande Gud“. En anden indvending kunne måske rejses fordi der ikke er nogen direkte citater fra Prædikerens Bog i de andre bibelbøger. Den lære og de principper der fremholdes i bogen, er imidlertid fuldstændig i harmoni med den øvrige del af Bibelen. Clarkes Commentary, bind III, side 799, siger: „Bogen, der kaldes Kohelet eller Prædikerens Bog, er altid blevet godtaget af både den jødiske og den kristne kirke som skrevet under inspiration af den Almægtige; og den er altid blevet anset for med rette at være en del af den hellige kanon.“
7. Hvilke forudsætninger havde Salomon som gjorde ham fortrinligt egnet til at skrive Prædikerens Bog?
7 Den „historisk-kritiske bibelforskning“ har hævdet at Prædikerens Bog ikke er skrevet af Salomon og heller ikke er en ægte del af „hele Skriften“, idet dens sprog og dens filosofi skulle være af en senere dato. Kritikerne ignorerer det forhold at Salomon, både gennem sin udvikling af den internationale handel og industri og gennem rejsende embedsmænd, kom i kontakt med folk i andre lande og derfra kan have fået megen oplysning. (1 Kong. 4:30, 34; 9:26-28; 10:1, 23, 24) Som F. C. Cook skriver i sin Bible Commentary, bind IV, side 622: „Den store hebraiske konges daglige beskæftigelse og foretrukne interesser må have ført ham langt uden for den sfære som hebræernes liv, tænkemåde og sprog i almindelighed omfattede.“
8. Hvad er det stærkeste argument for at Prædikerens Bog er kanonisk?
8 Men er det overhovedet nødvendigt at henvende sig til kilder uden for selve bogen for at fastslå at den er kanonisk? En undersøgelse af bogen selv vil ikke blot vise at den er i harmoni med sig selv, men også at den er i harmoni med den øvrige bibel, som den afgjort er en del af.
BOGENS INDHOLD
9. Hvad iagttager den der samler menigheden med hensyn til menneskenes slid?
9 Tomheden i menneskets liv (1:1–3:22). De indledende ord angiver bogens tema: „’Fuldstændig tomhed!’ sagde den der samler menigheden, ’fuldstændig tomhed! Alt er tomhed!’“ Hvad gavner menneskets slid og slæb? Generationer kommer og går, naturens kredsløb gentager sig, og „der er slet intet nyt under solen“. (1:2, 3, 9) Samleren lader sit hjerte søge og udforske visdommen i menneskenes ulykkelige slid, men han finder at hvad enten det er visdom eller tåbelighed, store bedrifter eller hårdt arbejde, spisen eller drikken, så er alt „tomhed og jag efter vind“. Han kommer til at ’hade livet’, et liv i ulykke og stræben efter rigdom. — 1:14; 2:11, 17.
10. Hvad er Guds gave, men hvilket endeligt får synderen?
10 Der er en fastsat tid til alting — ja, Gud har ’frembragt alt smukt til rette tid’. Han ønsker at hans skabninger skal nyde livet på jorden. „Jeg er kommet til den erkendelse at der ikke er noget bedre for dem end at fryde sig og udrette noget godt i deres liv; og også at hvert menneske bør spise og drikke og nyde godt af al sin møje. Det er Guds gave.“ Men ak! Den syndige menneskehed har samme endeligt som dyrene: „Som den ene dør, sådan dør den anden; og alle har samme ånd, så mennesket har ingen fordel fremfor dyrene, for alt er tomhed.“ — 3:1, 11-13, 19.
11. Hvilke vise råd giver den der samler menigheden de gudfrygtige?
11 Vise råd til dem der frygter Gud (4:1–7:29). Salomon priser de døde lykkelige fordi de er fri for „al den undertrykkelse der begås under solen“. Så fortsætter han med at beskrive forskellige former for tomt og ulykkeligt arbejde. Han giver også kloge råd om at „to er bedre stillet end én“ og at ’en tretvundet snor ikke hurtigt rives over’. (4:1, 2, 9, 12) Han giver gode råd om Guds folks sammenkomster: „Vogt dine fødder når du går hen til den sande Guds hus; og træd . . . frem for at høre.“ Vær ikke hastig når du taler for Guds ansigt, lad „dine ord være få“ og hold hvad du lover Gud. „Frygt den sande Gud.“ Når den fattige bliver undertrykt, så husk at „en der står over den højtstående vogter på ham, og der er nogle der står over dem begge“. Han bemærker at tjenerens søvn er sød, mens den rige er for bekymret til at sove. Også den rige er kommet nøgen til verden, og til trods for al sin møje kan han ikke tage noget med sig ud af verden. — 5:1, 2, 4, 7, 8, 12, 15.
12. Hvilket råd gives vedrørende livets alvorlige spørgsmål, og om fordelen ved visdom i forhold til penge?
12 En mand modtager måske rigdom og herlighed, men til hvad nytte er det at han lever „to gange tusind år“ hvis han ikke nyder det gode? Det er bedre at lægge sig de alvorlige spørgsmål om liv og død på sinde end at komme sammen med tåber „i det hus hvor man fryder sig“, ja det er bedre at høre på den vises irettesættelse, for som den knitrende lyd af „tornekviste under gryden, sådan er tåbens latter“. Visdommen er gavnlig. „For visdom er en beskyttelse som penge er en beskyttelse, men fordelen ved kundskab er at visdommen holder sine ejermænd i live.“ Hvorfor er menneskenes vej da blevet så ulykkelig? „Den sande Gud har frembragt menneskene retskafne, men de har fundet på så mange planer.“ — 6:6; 7:4, 6, 12, 29.
13. Hvad tilråder samleren, hvad priser han, og hvad siger han om det sted hvor mennesket går hen?
13 Alle får samme endeligt (8:1–9:12). „Hold kongens befaling,“ tilråder samleren; han gør desuden opmærksom på at det er fordi dommen over den onde gerning ikke eksekveres hurtigt at „menneskesønnernes hjerte [er] fuldstændig besluttet på at handle ondt“. (8:2, 11) Selv priser han fryden, men nævner samtidig noget ulykkeligt: Uanset om mennesker er retfærdige eller ugudelige går de samme sted hen — til de døde! „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting . . . Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ — 9:5, 10.
14. (a) Hvilken praktisk visdom understreger den der samler menigheden? (b) Hvad er enden på sagen?
14 Praktisk visdom og menneskets forpligtelse (9:13–12:14). Den der samler menigheden taler om andre onder, som for eksempel „tåbelighed . . . i mange høje stillinger“. Han fremsætter også mange ordsprog om praktisk visdom, og han erklærer at selv „ungdom og livsmorgen er tomhed“, medmindre man giver agt på den sande visdom: „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.“ Ellers vil man i alderdommen blive lagt i graven til akkompagnement af ordene fra den der samler menigheden: „Fuldstændig tomhed! . . . alt er tomhed!“ Selv har samleren bestandig undervist folket og givet det kundskab, for „de vises ord er som pigkæppe“ der ansporer til rette gerninger; men med hensyn til verdslig visdom siger han advarende: „Der er ingen ende på de mange bøger der frembringes, og hengiver man sig meget til dem, udmattes kødet.“ Så bringer den der samler menigheden bogen til dens storslåede højdepunkt, idet han opsummerer alt hvad han har drøftet vedrørende tomhed og visdom: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre. For den sande Gud vil bringe hver en gerning for retten, hver en skjult gerning, om den er god eller ond.“ — 10:6; 11:1, 10; 12:1, 8-14.
HVORFOR DEN ER GAVNLIG
15. Hvordan skelner Salomon mellem ulykkeligt slid og nyttige gerninger?
15 Prædikerens Bog er ikke pessimistisk. Den er tæt besat med skinnende juveler af guddommelig visdom. Når Salomon opregner de mange forehavender som han betegner som tomhed, indbefatter han ikke opførelsen af Jehovas tempel på Morijas Bjerg i Jerusalem, og heller ikke den rene tilbedelse af Jehova. Han omtaler ikke Guds gave, livet, som tomhed, men viser at menneskene har fået livet for at glæde sig over det og udrette noget godt. (3:12, 13; 5:18-20; 8:15) Det er dem der ignorerer Gud der har det ulykkelige slid. En fader samler måske rigdom sammen til sin søn, men en katastrofe ødelægger det hele og der bliver ikke noget tilbage til ham. Det ville have været langt bedre at sørge for en varig arv af åndelige rigdomme. Det er en ulykke at eje en mængde og ikke være i stand til at nyde det. Ulykken indhenter alle de verdslige rige når de ’går bort’ i døden uden at kunne tage noget med sig. — 5:13-15; 6:1, 2.
16. Hvordan harmonerer Qohæʹlæth, Prædikerens Bog, med Jesu lære?
16 I Mattæus 12:42 sagde Kristus Jesus med sig selv i tanke at her var „mere end Salomon“. Eftersom Salomon var et billede på Jesus, kan vi vente at Salomons ord i bogen Qohæʹlæth er i harmoni med Jesu lære. Vi finder da også mange lighedspunkter. Jesus understregede for eksempel hvor omfattende Guds værk er, da han sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Joh. 5:17) Salomon omtaler også Guds værk: „Og jeg så alt hvad den sande Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det der gøres under solen; hvor meget mennesket end arbejder med møje for at søge, finder det dog ikke ud af det. Og selv om én siger at han er så viis at han ved det, kan han dog ikke finde ud af det.“ — Præd. 8:17.
17. Hvilke andre lighedspunkter er der mellem Jesu ord og Salomons ord?
17 Både Jesus og Salomon tilskyndede sande tilbedere til at komme sammen. (Matt. 18:20; Præd. 4:9-12; 5:1) Jesu omtale af „afslutningen på tingenes ordning“ og „nationernes fastsatte tider“ er i harmoni med Salomons erklæring om at „der er en tid til hvert et forehavende under himmelen“. — Matt. 24:3; Luk. 21:24; Præd. 3:1.
18. Med hvilke advarsler er Jesus og hans disciple i overensstemmelse med Salomon?
18 Frem for alt er Jesus og hans disciple i overensstemmelse med Salomon ved at advare imod materialismens snarer. Visdommen er den sande beskyttelse, for den „holder sine ejermænd i live“, siger Salomon. „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift,“ siger Jesus. (Præd. 7:12; Matt. 6:33) I Prædikeren 5:10 står der: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt. Også det er tomhed.“ Ganske tilsvarende er det råd Paulus giver i Første Timoteusbrev 6:6-19 over temaet: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ Der findes andre lignende paralleller mellem skriftsteder i Prædikerens Bog og Bibelens græske skrifter. — Præd. 3:17 — Apg. 17:31; Præd. 4:1 — Jak. 5:4; Præd. 5:1, 2 — Jak. 1:19; Præd. 6:12 — Jak. 4:14; Præd. 7:20 — Rom. 3:23; Præd. 8:17 — Rom. 11:33.
19. Med hvilke lykkelige fremtidsudsigter kan vi samles i tilbedelsen af Jehova i dag?
19 Guds riges styre ved hans elskede søn, Jesus Kristus, som efter kødet var en efterkommer af den vise kong Salomon, vil indføre en ny ordning på jorden. (Åb. 21:1-5) Hvad Salomon skrev for at vejlede sine undersåtter i sit forbilledlige rige, er af meget stor betydning for alle som nu sætter deres håb til Guds rige ved Kristus Jesus. Under dets styre vil menneskene leve efter de samme vise principper som samleren fremholdt, og de vil for evigt kunne glæde sig over den Guds gave som en lykkelig tilværelse er. Nu er tiden inde til at samles i Jehovas menighed for at tilbede, så vi til fulde kan erfare de glæder som livet under hans rige vil bringe. — Præd. 3:12, 13; 12:13, 14.