De indsamledes nyttige gerninger
1. Hvorfor behøver vore gerninger ikke at ende så ulykkeligt som beskrevet i den foregående artikel, og hvilken vej er blevet åbnet for os så vort liv kan blive til evig gavn og nytte?
MEN behøver nu vore gerninger i den nuværende onde verden, hvor synden og døden råder, at ende så ulykkeligt som ovenfor beskrevet, så vi med rette burde foragte muligheden for at leve? Er det givet at vort liv skal leves til ingen nytte og være en blot og bar jagen efter noget så uhåndgribeligt som vinden? Nej, ikke såfremt vi ophører med at tjene denne verden og i stedet arbejder for Guds nye verden. At arbejde for den nye verden betyder at tjene Jehova Gud, og at arbejde for ham er aldrig nytteløst. Det er et arbejde som det er værd at beskæftige sig med, uanset hvor megen forfølgelse og modstand man møder som følge af et sådant gudfrygtigt arbejde. Vi kan ikke komme nogen vegne uden Gud. Mennesker er ufuldkomne, er umiskendeligt henfaldne til synd og lever under den himmelske domstols fordømmelse og er derfor døende. De kan gøre hvad de vil, de kan arbejde så hårdt de vil uden Gud, men disse forhold vil altid stille sig hindrende i vejen, vil altid på forhånd dømme deres arbejde til ulykke. Af sig selv kan de ikke slippe ud af denne blindgyde. Men Jehova Gud har lagt og åbnet en vej ad hvilken vort liv får en mening og kan tjene et ædelt formål og blive til evigvarende gavn og nytte. Denne vej kommer man ad gennem Samleren Jesu Kristi rige.
2. Hvilket arbejde er en gave fra Gud, og hvad var Guds hensigt vedrørende menneskets arbejde?
2 Lad os have i erindring, at arbejde, det vil sige arbejde i Guds tjeneste, er en gave fra Gud. Gud satte det retskafne menneske i Edens have for at det skulle arbejde. Det var ikke Guds hensigt at dette arbejde skulle være nytteløst og ende ulykkeligt med døden efter at mennesket var blevet fordrevet fra sit rette arbejdssted. (1 Mos. 2:7, 8, 15) Det var Guds hensigt at mennesket skulle være lykkeligt i sit arbejde, skulle se og nyde resultaterne deraf og give frugterne af sit arbejde videre til sine børn.
3. Hvad forpligter tilbedelsen af Gud os til at gøre, og hvilken gunst med hensyn til Guds gave til os bliver os til del?
3 Dersom det fuldkomne, retskafne menneske konstant arbejdede lydigt med det af Skaberen tildelte arbejde, ville det tilbede Gud. Og at tilbede Gud er aldrig nytteløst og bringer aldrig ulykke. Det betyder evigt liv under Jehova Guds universelle eneherredømme. Vi må huske at det hebraiske ord der undertiden oversættes med „tilbedelse“ eller „dyrkelse“ i virkeligheden betyder „tjeneste“. (2 Kong. 10:20-23; 2 Mos. 12:25, Lindberg: gudstjeneste) Hvis vi arbejder i Guds tjeneste, tilbeder vi ham. Er vi dovne og ugidelige tilbeder vi ikke Gud, vi efterligner ham ikke. Selve det at mennesket blev skabt i Guds billede og i hans lighed, stiller fordring til mennesket om at det skal arbejde, og ikke arbejde forgæves, eftersom den store Samler, Jesus, engang udtalte: „Min Fader er vedblevet med at arbejde indtil nu, og jeg vedbliver med at arbejde.“ (Joh. 5:17, NW) Også Salomon sagde: „Jeg så alt [den sande] Guds arbejde, hvorledes menneskene ikke er i stand til at finde ud af det arbejde der er gjort under solen; hvor meget menneskene end vedbliver at arbejde ihærdigt med at søge, vil de dog ikke finde ud af det. Og selv om de siger at de er vise nok til at kende det, vil de ikke være i stand til at finde ud af det.“ (Præd. 8:17, NW) I alle den nye verdens evigheder vil menneskene bestandigt granske i forsøg på at finde ind til den inderste kerne i Guds værk, men de vil ikke være i stand til det. En stor gunst bliver os til del hvis vi forstår og påskønner at Gud har et nyttigt arbejde vi skal gøre, og dersom vi finder ud af hvad dette arbejde består i og derpå sammen med Gud arbejder på det. Det er ingen unyttig gave.
4. Hvem må vi samles under i dag, hvilket skridt må vi derefter tage, og hvordan bør vor indstilling til dette skridt være?
4 For at vende os bort fra nytteløse, frugtesløse gerninger, denne verdens døde gerninger, der ender i ulykke, skrev Salomon Qohéleths, Samlerens, bog. For i vor tid at komme bort fra den „ulykkelige beskæftigelse som Gud har givet menneskenes børn“ i denne dødsdømte gamle verden, må vi samles af den større Salomon, den regerende konge Jesus Kristus, ved at lytte til hans røst, hans visdom, der kommer til udtryk i Guds skrevne ord. Gennem ham må vi nærme os Jehova Gud og overgive os fuldt og helt til ham i tro og kærlighed. Vi må omhyggeligt overveje hvad dette skridt betyder, og alt hvad det vil kræve at vi skal være og gøre. Vi skal ikke forhastet give Gud et indvielsesløfte, lige så lidt som vi unødigt skulle opsætte at give Gud et løfte om at tjene ham og gøre hans vilje til evig tid. Men når vi først har afgivet et sådant højtideligt, uigenkaldeligt løfte, skal vi holde det, for ikke at tage det forfængeligt og ende i ulykke. Vi skal derfor mene det, når vi lover Jehova Gud en uforbeholden indvielse gennem Jesus Kristus. Lad ikke det ene ubesindige og dåragtige ord lægge sig til det andet; hjertet må være med i det du siger.
5. Hvad siger Salomon om mundens brug når man aflægger et løfte, og hvordan bør man lægge gudsfrygt for dagen når man har aflagt et løfte?
5 „Skynd dig ikke hvad din mund angår; og dit hjerte, lad ikke det forhaste sig med at fremsige et ord for [den sande] Guds åsyn. For [den sande] Gud er i himlene, men du er på jorden. Det er derfor at dine ord må være få [idet du ikke lover mere end du kan stå ved]. For en drøm kommer visselig som følge af en overflod af beskæftigelse [i denne verden], og en tåbes røst som følge af en overflod af ord [talt i ubesindighed, følelsernes, men ikke forstandens tale]. Lige meget hvornår du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det, for der er ingen glæde ved [vidtløftige] tåber. Hold hvad du lover. Det er bedre at du ikke lover, end at du lover og ikke holder det. Tillad ikke din mund at få dit kød til at synde, og sig heller ikke over for engelen at det var en fejltagelse. Hvorfor skulle [den sande] Gud opfyldes af vrede på grund af din røst [under aflæggelsen af et løfte] og være nødt til at ødelægge dine hænders arbejde? Thi på grund af overflod [af beskæftigelse] kommer der drømme, og der er idelig tomhed når ord er mangfoldige [i et ubesindigt løfte]. Men frygt [den sande] Gud.“ — Præd. 5:2-7, NW Præ 5:1-6.
6. Hvorfor bør man undgå at blive borte fra menigheden eller isolere sig, når man har aflagt et løfte og er blevet indsamlet under Kristus?
6 Når man er blevet ført ind under den regerende konge Jesus Kristus idet man har afgivet et løfte til Gud, må man holde sammen i et fællesskab med alle de andre der tilbeder Gud. Den der har aflagt et sådant løfte, skal ikke isolere sig eller lade noget holde ham borte fra menigheden. Ordsprogene 18:1 (NW) advarer os: „Den der isolerer sig, søger sin egen selviske længsel; han farer frem mod al praktisk visdom.“ Han vil finde selviske påskud for at blive borte, for at retfærdiggøre sig selv, men da vil han handle uklogt og forringe sine muligheder for at holde sit løfte; ja faktisk handler han stik imod sit løfte om at gøre Guds vilje. Han berøver sig selv den hjælp som Gud kun giver gennem sit forsamlede folk, og han kan være vis på at falde i ulykke.
7. Hvad sagde de to samlere om fællesskab, og hvorfor har de der har aflagt et løfte for Gud ikke råd til at blive borte fra menighedens sammenkomster?
7 Den store Samler sagde: „Dér hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem.“ (Matt. 18:20, NW) Fortidens samler, Salomon, erklærede: „To er bedre end én, fordi de får god løn for deres møje [sammen]. Thi dersom den ene skulle falde, kan den anden rejse sin fælle op. Men hvordan vil det gå den som falder når der ikke er en anden til at rejse ham op? Og, når to ligger sammen vil de visselig blive varme; men hvorledes kan en alene holde sig varm? Og hvis nogen kan overmande den ensomme, kunne to holde stand imod ham. Og en tretvundet snor kan ikke let rives over.“ (Præd. 4:9-12, NW) Alle der er samlede til Jehovas åndelige tempel for at tilbede ham der, er bundet af ét og samme løfte. De må alle i fællesskab holde deres løfte, idet de kærligt bistår hinanden med at holde det, så ingen skal blive overmandet af Satan Djævelen og hans verden. Derfor har de slet ikke råd til at blive væk fra menighedens møder og andre sammenkomster. De må opbygge deres følelse af at høre sammen, af at tilhøre hinanden, af at de er afhængige af hinanden og behøver hinanden
Tiden er inde til at arbejde for Riget
8. Hvad sagde vor Samler om hvordan vi kommer til ham, og hvilke grunde giver Salomon for at vi holder kongens befalinger?
8 Den der samler os sammen når vi aflægger et løfte til Jehova, er den herskende konge Jesus Kristus, som sagde: „Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham.“ (Joh. 6:44) Jehova drager os til sin salvede konge for at vi kan følge i dennes fodspor og tjene ham. Når vi giver Jehova et løfte, så aflægger vi for hans åsyn ed på at vi vil støtte hans Salvedes rige, for hans konge er den leder han har givet os. Under udførelsen af det vort løfte byder os gøre, må vi adlyde Jehovas salvede konges befalinger. Samleren siger: „Jeg [siger:] ’Hold kongens egne befalinger, og det af hensyn til eden til Gud. Forhast dig ikke, at du skal gå bort fra hans åsyn. Stå ikke i noget ondt. For alt hvad han finder behag i, vil han gøre, eftersom kongens ord er den styrende magt; og hvem kan sige til ham: „Hvad gør du?’“ Den som holder befalingen, vil ikke komme til at kende til noget ulykkeligt, og det vise hjerte vil vide både tid og dom. For der findes en tid og dom for hver en sag, fordi menneskenes ulykke hviler overvældende på dem.“ — Præd. 8:2-6, NW.
9. Hvordan har Jehova skabt alt velordnet til dets tid med hensyn til Riget og dets proklamation?
9 Samleren siger træffende: „For alt er der en fastsat tid, ja en tid for hver en sag under himmelen: Jeg har set den beskæftigelse som Gud har givet menneskenes børn at være optaget af. Alt har han skabt velordnet til dets tid.“ (Præd. 3:1, 10, 11, NW) Jehova fastsatte et bestemt tidspunkt for udløbet af de syv „hedningetider“; og i året 1914 indtraf den fastsatte tid da han ville lade Riget træde i kraft under ledelse af sin salvede konge. Senere, også på et af ham fastsat tidspunkt, nemlig i foråret 1918, kom han til sit åndelige tempel ledsaget af sit kongelige sendebud, Jesus Kristus, for at begynde domsarbejdet. Det næste der måtte indtræffe til Jehovas fastsatte tid, var at fårene der hørte til den „lille hjord“ og derpå de der hørte til den „store skare“ skulle samles sammen. Dernæst kom tidspunktet da fårene skulle udføre et bestemt, afsluttende arbejde, nemlig at forkynde det oprettede rige i den ganske verden og advare hele menneskeheden om denne gamle verdens endeligt. I sin profeti om denne verdens ende gav Jesus Kristus, den nu fungerende konge, befaling til os om at gøre Rigets oprettelse kendt: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:14, NW.
10. Hvordan lægger vi visdom for dagen med hensyn til kongens befaling, vort løfte og vor nægtelse af at udfordre Jehovas konge?
10 Samleren opfordrer os til at handle i visdom og holde kongen Jesu Kristi egen befaling og især gøre det af hensyn til den ed vi har aflagt ind for Gud i forbindelse med vort løfte til ham om at gøre hans vilje. Vi har givet ham vort ord derpå; vi vover ikke at blive menedere; vi kan ikke bryde vort ord. Hvad vi over for den højeste Gud har lovet og givet vor ed på, er vi også forpligtede til at holde ved at udføre den befaling som hans konge, der sidder på Jehovas trone, udsteder. Vi kan ikke bare gå vor vej fra kongen i en fornægtelse af ham og således lade hånt om vore pligter over for Riget. Det ville være en slet handlemåde. Vi kan ikke slutte os til herskerne i denne verden i deres udfordring til Jehovas konge med ordene: „Hvad gør du?“ Hverken de eller vi kan hindre kongen i at gøre „alt hvad han finder behag i“; og det han har behag i i øjeblikket, er at få denne gode nyhed om Guds rige forkyndt på hvert et sted for folk af alle slags. Kongens ord er den styrende magt. Det vil blive efterkommet og bliver efterkommet nu uanset udfordringen fra hele Satans verden.
11. Hvad vil vi indsamlede vide og se dersom vi har visdom i hjertet, og hvad må vi som følge heraf gøre for at undgå verdens ulykke?
11 Selv om nogle mennesker der kalder sig kristne ikke ønsker at deltage i forkyndelsen af Riget fordi det kræver en indsats og afstedkommer forfølgelse, vil forkyndelsen af den gode nyhed dog ikke sagtne eller standse. Den vil fortsætte alligevel, uden dem der trækker sig tilbage, fordi forkyndelsen foregår i lydighed mod kongens befaling, og hans befaling er „den styrende magt“. Såfremt vi der er samlet sammen har visdom i hjertet, vil vi vide at forkyndelsen af Riget er blevet tilrettelagt af Gud til at skulle finde sted i denne „endens tid“ inden Harmagedonslaget. Vi vil forstå at den fastsatte tid dertil er nu, og at retten er sat for at dømme alle menneskenes handlinger, også dem vi gør. Vi ønsker at han skal afsige en gunstig dom over os. Derfor vil vi holde den befaling han udsteder gennem sin konge. Når vi gør det, skal vi ikke komme til at kende noget af det ulykkelige der nu stiller sig hindrende i vejen for menneskene i denne verden og gør dem skuffede og desillusionerede, og som vil nå sin katastrofale udfoldelse ved Harmagedon.
12. (a) Hvis tid bør vi nu stille vor egen tid ind efter, og hvordan gør vi det? (b) Hvad skulle vi ikke søge et påskud for, og hvorfor ikke?
12 Vi lever nu i alle tiders tid. I overensstemmelse med vort løfte skulle vi nu stille vor tid ind efter Guds tid. Lad os gøre os klart at hans tid nu er inde til forkyndelsen af frelsens kongelige budskab. Lad os også forvisse os om at vi gør netop den gerning der er berammet til denne tid. Gør vi det, vil vi udføre et nyttigt arbejde. Gør vi det forkerte arbejde i denne den vigtigste af alle tider, ender det med en ulykke. Det betyder at vi kaster os ud i den „største tomhed“. Alt hvad der ligger uden for det af Gud fastsatte arbejde i den nuværende tid „er tomhed“, som et menneske ikke vil få spor udbytte af til trods for al sin møje nu. (Præd. 1:2, 3, NW) Lad os derfor tage imod „Guds gave“ i form af det arbejde han tilbyder os, at vi må udføre det nu. Lad os ikke søge efter påskud til ikke at være med til at benytte denne „Guds gave“ fordi vi bedømmer tingene efter deres ydre som måske forekommer os ufordelagtigt. „Den der kigger efter vinden, vil ikke så, og den som ser på skyerne, vil ikke høste.“ (Præd. 11:4, NW) Selv om tingene i vore øjne ser utiltalende ud, så lad alligevel dette være vort motto: Fremad med arbejdet! „Så din sæd om morgenen, og lad ikke dine hænder hvile førend aften, for du ved ikke hvor dette vil falde heldigt ud, enten her eller der, eller om de begge vil være lige gode.“ (Præd. 11:6, NW) Måtte vi dog ikke spilde tiden; måtte vi ikke være lade nu da vi har vor største chance.
13. Hvorfor bør vi bruge alle de kræfter vi formår, i Rigets tjeneste, og hvilken betimelig advarsel giver samleren i denne henseende de unge mennesker?
13 Måtte vi ikke spilde vore kræfter på en ulykkelig beskæftigelse. Den tid hvori vi kan anvende vore kræfter i Rigets tjeneste nu inden Harmagedon er begrænset. Måtte vi anvende alle de kræfter vi formår, i Rigets tjeneste. Særlig de unge har muligheder i denne forbindelse. Hvis de klatter deres ungdom væk på ørkesløse, ulykkelige forehavender, vil Gud til sin tid dømme dem for det. Samleren advarer: „Glæd dig, unge mand, i din ungdom, og lad dit hjerte gøre dig godt i dine ungdomsår, og gå frem ad dit hjertes veje og efter de ting dine øjne har set. Men vid, at på grundlag af alle disse vil [den sande] Gud bringe dig for dommen. Fjern derfor ærgrelse fra dit hjerte, og værg dit kød for ulykke, thi ungdom og livets vår er tomhed.“ — Præd. 11:9, 10, NW.
14. (a) Hvad siger samleren at det unge menneske bør gøre for at værge sig for ulykke og undgå at spilde sin ungdom og livsvår? (b) Hvorfor vil de fleste børn i dag ikke få lejlighed til at nå alderdommens år efter en spildt ungdom?
14 Hvorledes kan en ung mand eller kvinde værge sig for ulykke, skåne sit hjerte for ærgrelser og undgå at spilde sin ungdom og livsvår? Samleren giver svaret: „Husk nu din store Skaber i dine ungdomsår, før de ulykkelige dage begynder at komme, eller de år er begyndt da du vil sige: ’Jeg har ingen behag i dem’; . . . før sølvsnoren er borte, og den gyldne skål bliver knust, og krukken ved kilden brydes itu og vandhjulet til cisternen er blevet splintret. Så vender støvet tilbage til jorden netop som det engang var, og ånden selv vender tilbage til [den sande] Gud som gav den.“ (Præd. 12:1-7, NW) Det er en foruroligende kendsgerning at de fleste drenge og piger af i dag ikke vil få lejlighed til at spilde deres ungdom eller livsvår og nå til alderdommens ulykkelige dage, hvor livet er blevet ørkesløst for dem. Til Guds fastsatte tid vil ulykken ramme dem i Harmagedons universelle krig mens de endnu befinder sig i deres bedste år, fordi de ikke huskede på deres store Skaber og tjente ham med nyttige gerninger.
15. Hvorfor behøver vi ikke at begynde at eksperimentere, og hvad vil vi undgå dersom vi giver agt på Salomons inspirerede ord?
15 Her har vi nu taget samlerens ord under overvejelse. Vi har fået at vide hvad den „største tomhed“ er, og hvad den „ulykkelige beskæftigelse“ er. Vi behøver ikke at begynde at eksperimentere for at finde frem til det gennem erfaring. Salomon har med alle sine midler og muligheder som konge foretaget alle de påkrævede eksperimenter og forklaret os resultaterne af sine forsøg. Vi vil undgå den største tomhed og spare os selv for ulykke ved at give agt på hans inspirerede visdomsord.
16. (a) Hvilken slutning kommer vi til, og hvilken færd må blive konsekvensen af denne slutning? (b) Hvilken dom vil blive fældet over nyttige gerninger?
16 Nu da vi sammen med ham har overvejet alle de ting der er værd at gøre, hvilken slutning kommer vi så til, og hvilken færd må blive konsekvensen af denne slutning? Det fremgår af samlerens ord: „Sagens slutning når alt er blevet hørt, er: Frygt [den sande] Gud og hold hans befalinger. For det er menneskets hele [forpligtelse]. For [den sande] Gud selv vil bringe hvert et arbejde for dommen med hensyn til alt hvad der er skjult, om det er godt eller ondt.“ (Præd. 12:13, 14, NW) Vi kan intet skjule for Guds øje og holde det uden for dom. Vor pligt er derfor stillet klart op. Både i vort privatliv, vort skjulte liv, og i det liv der kan iagttages af alle mennesker, skal vi vise gudsfrygt ved at holde Guds befalinger. Da vil vore gerninger være nyttige og få en gunstig dom af Gud, og vi vil vinde evigt liv sammen med hans velsignede indsamlede folk i hans kommende, retfærdige, nye verden. — Præd. 8:12, 13, NW.