Hvordan kan andre hjælpe?

„HVIS der er noget jeg kan gøre, må du endelig sige til,“ siger vi måske til en ven eller slægtning der lige har mistet en de holdt af. Og vi mener det virkelig. Vi ville gøre hvad som helst for at hjælpe. Men ringer den efterladte til os og siger: „Jeg har tænkt på noget du kan gøre for at hjælpe mig“? Nej, som regel ikke. Det er altså os der skal tage initiativet hvis vi skal være til hjælp og trøst for en der sørger.

Et bibelsk ordsprog lyder: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 15:23; 25:11) Det kræver visdom at vide hvad man skal sige og hvad man ikke skal sige, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Her følger nogle få bibelske forslag som nogle efterladte har fundet nyttige.

Lyt: ’Vær hurtig til at høre,’ siges der i Jakob 1:19. Noget af det der kan hjælpe den sørgende mest er at man tager del i hans sorg ved at lytte. Nogle efterladte har måske brug for at tale om den afdøde, om ulykken eller den sygdom der forårsagede døden, eller om deres følelser efter dødsfaldet. Spørg derfor: „Har du lyst til at tale om det?“ Lad det være op til dem selv. En ung mand fortæller følgende om dengang hans fader døde: „Det var en stor hjælp for mig når andre spurgte hvad der var sket og lyttede opmærksomt til svaret.“ Lyt derfor tålmodigt og deltagende, uden at føle at du nødvendigvis skal komme med svar eller løsninger. Lad dem give udtryk for alt hvad de har lyst til at fortælle.

Trøst: Forvis den sørgende om at han har gjort alt hvad der stod i hans magt (eller sig noget andet positivt som du ved er sandt). Fortæl ham at hans følelser — det være sig sorg, vrede, skyldfølelse eller andre følelser — slet ikke er unormale. Fortæl ham om nogle du kender som har forvundet et lignende tab. Sådanne „liflige ord“ er „lægedom for knoglerne“, siges der i Ordsprogene 16:24. — 1 Thessaloniker 5:11, 14.

Vær til rådighed: Stil dig til rådighed, ikke blot i de første par dage mens mange venner og slægtninge er til stede, men i månederne derefter når andre er vendt tilbage til deres daglige rutine. Derved viser du dig som en ven i trængselstider. (Ordsprogene 17:17) „Vore venner sørgede for at vi var optaget om aftenen så vi ikke behøvede at tilbringe alt for megen tid alene derhjemme,“ fortæller Teresea, hvis barn døde ved en bilulykke. „Det hjalp os til at overvinde den følelse af tomhed vi havde.“ Årsdage, som for eksempel bryllupsdage eller dagen for dødsfaldet, kan i årevis være en vanskelig tid for de efterladte at komme igennem. Hvorfor ikke markere sådanne datoer i din kalender så du om nødvendigt kan være til rådighed og støtte de pågældende?

Tag et passende initiativ: Er der ærinder der skal besørges? Er der brug for at nogen tager sig af børnene? Har besøgende venner og slægtninge behov for et sted at bo? De der lige har mistet en i døden er sædvanligvis så chokerede at de ikke engang ved hvad de selv skal gøre, for slet ikke at tale om at fortælle andre hvordan de kan hjælpe. Vent derfor ikke til du bliver spurgt hvis du ser et reelt behov; tag selv initiativet. (1 Korinther 10:24; jævnfør Første Johannesbrev 3:17, 18.) En kvinde der har mistet sin mand fortæller: „Der var mange der sagde: ’Hvis der er noget jeg kan gøre for dig, må du endelig sige til.’ Men en af mine veninder spurgte slet ikke. Hun gik lige ind i soveværelset og trak det snavsede sengetøj af den seng hvor min mand døde, og sørgede for at det blev vasket. En anden tog spand og vand og nogle rengøringsmidler og rensede gulvtæppet dér hvor min mand havde kastet op. Nogle få uger senere kom en af menighedens ældste over til mig i sit arbejdstøj og med sit værktøj og sagde: ’Jeg ved at der må være et eller andet der trænger til at blive repareret. Hvor er det?’ Jeg er ham virkelig taknemmelig fordi han reparerede en dør der hang, og fordi han ordnede nogle elektriske installationer!“ — Jævnfør Jakob 1:27.

Vis gæstfrihed: „Glem ikke gæstfriheden,“ siges der i Bibelen. (Hebræerne 13:2) Vi bør især huske at være gæstfri over for dem der sørger. I stedet for at sige: „Kom når som helst du har lyst,“ så fastsæt en dato og et tidspunkt. Giv ikke alt for let op hvis den sørgende afslår. Måske skal der blot venlig opmuntring til. Det kan være at indbydelsen blev afslået fordi han eller hun var bange for at miste kontrollen over sine følelser for øjnene af andre. Eller den efterladte vil måske få skyldfølelse over at tage del i selskabelighed lige i øjeblikket. Men husk Lydia, en gæstfri kvinde der er omtalt i Bibelen. Efter at være blevet inviteret hjem til hende sagde Lukas: „Hun ligefrem pressede os.“ — Apostelgerninger 16:15.

Vær tålmodig og forstående: Bliv ikke overrasket over det den sørgende kan finde på at sige i begyndelsen. Husk at han eller hun måske er vred eller lider af skyldfølelse. Hvis et følelsesladet udbrud rettes mod dig, vil det kræve indsigt og medfølelse ikke at tage det ilde op. „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed,“ anbefaler Bibelen. — Kolossenserne 3:12, 13.

Skriv et brev: Værdien af et kondolencebrev er ofte noget der overses. Hvilke fordele har det at skrive et opmuntrende brev eller et kort? Cindy, hvis moder døde af kræft, svarer: „En af mine venner skrev et dejligt brev til mig. Det var en stor hjælp for mig fordi jeg kunne læse det igen og igen.“ Brevet behøver ikke at være langt, men det man skriver må komme fra hjertet. (Hebræerne 13:22) Man kan give udtryk for at man føler med vedkommende og at man har særlige minder om den afdøde, eller man kan skrive om hvordan ens liv er blevet påvirket af den der nu er død.

Bed med den sørgende: Undervurdér ikke værdien af bønner for og sammen med den sørgende. Bibelen siger: „En retfærdigs bøn har megen kraft.“ (Jakob 5:16) Når han hører dig bede for ham kan det måske hjælpe ham til at overvinde negative følelser som for eksempel skyldfølelse. — Se Jakob 5:13-15.

Hold dig ikke borte fordi du ikke ved hvad du skal sige eller gøre: ’De vil sikkert helst være alene i øjeblikket,’ siger vi måske til os selv. Men er sandheden den at vi holder os væk fordi vi er bange for at komme til at sige eller gøre noget forkert? Hvis venner, slægtninge eller trosfæller undgår den efterladte, kan det få vedkommende til at føle sig endnu mere ensom, og dermed øge smerten. Husk at enkle ord og handlinger ofte er det der virker bedst. (Efeserne 4:32) Alene det at du er til stede kan virke opmuntrende. (Jævnfør Apostelgerninger 28:15.) Teresea fortæller følgende om den dag hendes datter døde: „I løbet af en time var forhallen på hospitalet fyldt med vore venner; alle de ældste og deres hustruer kom. Nogle af kvinderne kom med curlere i håret, andre kom i deres arbejdstøj. De smed alt hvad de havde i hænderne og kom. Mange gav udtryk for at de ikke vidste hvad de skulle sige, men det var også lige meget, for de var hos os.“

Pres ikke nogen til at lade være med at sørge: „Så, så, græd nu ikke,“ har vi måske lyst til at sige. Men måske er det bedre at tilskynde til at lade tårerne få frit løb. „Jeg tror det er vigtigt at lade den sørgende vise sine følelser og få luft,“ siger Katherine med sin mands død i tanke. Undgå tendensen til at fortælle andre hvordan de skal føle. Og mén ikke at du skal skjule dine egne følelser for at beskytte deres. Bibelen anbefaler derimod at man ’græder med dem der græder’. — Romerne 12:15.

Vær ikke hurtig til at råde dem til at skille sig af med den afdødes tøj eller andre personlige ejendele før de er parate til det: Vi føler måske at det ville være bedre for dem at skille sig af med effekter der vækker minder, fordi vi tror at de vil forlænge sorgen. Men det er ikke sikkert at talemåden: ’Ude af øje, ude af sind,’ passer i dette tilfælde. Den efterladte har måske brug for langsomt at give afkald på den afdøde. Husk Bibelens beskrivelse af patriarken Jakobs reaktion da han blev forledt til at tro at hans søn Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. Efter at man havde vist Jakob Josefs blodplettede kjortel, „sørgede [han] over sin søn i mange dage. Og alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han vægrede sig ved at lade sig trøste.“ — 1 Mosebog 37:31-35.

Sig ikke: ’Du kan få et andet barn’: „Jeg følte mig såret når folk sagde at jeg kunne få et andet barn,“ fortæller en moder der har mistet et barn. Man mener det måske godt, men for forældrene kan ord der antyder at det døde barn kan erstattes, føles som „sværdhug“. (Ordsprogene 12:18) Et barn kan aldrig erstattes, for hvert barn er noget særligt.

Undgå ikke nødvendigvis at omtale den afdøde: „Mange ville end ikke nævne min søn Jimmys navn, eller tale om ham,“ mindes en moder. „Jeg må indrømme at det sårede mig lidt.“ Skift derfor ikke nødvendigvis emne når den afdøde omtales. Spørg den efterladte om han eller hun har lyst til at tale om den afdøde. (Jævnfør Job 1:18, 19 og 10:1.) Nogle efterladte sætter pris på at høre venner fortælle om hvilke særlige egenskaber hos den afdøde der fik dem til at holde af vedkommende. — Jævnfør Apostelgerninger 9:36-39.

Vær ikke for hurtig til at sige: ’Det var det bedste’: Det virker ikke altid ’trøstende på de modfaldne sjæle’ at prøve at finde noget positivt ved dødsfaldet. (1 Thessaloniker 5:14) En ung kvinde fortæller følgende om sin moders død: „Andre sagde: ’Nu lider hun ikke mere’ eller: ’Nu har hun omsider fået fred.’ Men det var slet ikke dét jeg havde lyst til at høre.“ For de efterladte kan sådanne kommentarer antyde at de ikke bør være kede af det eller at det ikke er så stort et tab. Men de føler måske dyb sorg fordi de savner den afdøde utrolig meget.

Måske er det bedst ikke at sige: ’Jeg forstår hvordan du har det.’ For gør du virkelig det? Kan du for eksempel på nogen mulig måde vide hvad en fader eller en moder føler når et barn dør, hvis du aldrig selv har stået i den situation? Og hvis du har været ude for noget lignende, må du huske at andre måske ikke nærer præcis de samme følelser som du gjorde. (Jævnfør Klagesangene 1:12.) Men hvis det synes på sin plads, kan det måske på den anden side være til gavn for de efterladte at du fortæller hvordan du selv kom over sorgen. En kvinde hvis datter var blevet slået ihjel, fandt det trøstende at moderen til en anden pige der var død, fortalte hende hvordan hun igen havde fået en normal tilværelse. Hun siger: „Den døde piges moder begyndte ikke sin beretning med: ’Jeg ved hvordan du har det.’ Hun fortalte blot hvordan tingene var for hende og lod mig forholde mig til det som jeg selv ville.“

Det kræver medfølelse, dømmekraft og stor kærlighed af dig at hjælpe nogen der har mistet en de holdt af. Vent ikke på at han eller hun skal komme til dig. Sig ikke blot: „Hvis der er noget jeg kan gøre . . .“ Find selv ud af hvad der skal gøres, og tag så et passende initiativ.

Der er stadig nogle spørgsmål der mangler at blive besvaret: Hvad med Bibelens håb om en opstandelse? Hvad kan det betyde for dig og for dem af dine kære der er døde? Hvordan kan vi være sikre på at der er tale om et pålideligt håb?