HÅND

Den yderste del af armen. Det hebraiske ord for „hånd“ omfatter undertiden håndleddet; for eksempel bruges det i denne betydning i 1 Mosebog 24:22, 30, 47 og i Ezekiel 16:11, hvor der tales om armbånd der sættes på en kvindes „håndled“, egentlig „hænder“, og i Dommerne 15:14, hvor der tales om båndene der smeltede af Samsons „hænder“. Da hånden anvender og styrer armens kraft, bruges ordet „hånd“ ofte billedligt om ’anvendt magt’. (2Mo 7:4; 13:3; 5Mo 2:15; Lu 1:66) Eftersom menneskehånden er meget bevægelig og udfører mange forskellige arbejder, bruges den i Bibelen i mange symbolske udtryk til at betegne forskellige handlinger.

Det mest almindelige hebraiske ord for „hånd“ er jadh; ordet kaf gengives undertiden med „hånd“, men betyder egentlig „håndflade“. (Job 22:30, fdn.) Det almindeligste græske ord for „hånd“ er cheir.

Håndbevægelser og deres betydning. Med hænderne gestikulerede man og udtrykte dermed forskellige ting. Man løftede dem i bøn, som regel med håndfladerne vendt bønfaldende mod himmelen (2Kr 6:12; Ne 8:6); løftede dem under aflæggelse af en ed (1Mo 14:22); berørte munden med hånden som en hilsen (Job 31:27); klappede i hænderne af glæde eller for at give sit bifald til kende (2Kg 11:12), eller som tegn på vrede eller foragt (4Mo 24:10; Job 27:23; Na 3:19); truede med hånden (Es 10:32); holdt hænderne på hovedet eller på lænderne som tegn på sorg eller smerte (2Sa 13:19; Jer 30:5, 6); vaskede dem i vand som tegn på ceremoniel renhed eller uskyld, eller for at befri sig for et ansvar. — Mt 15:1, 2; 27:24; jf. Sl 26:5, 6; 51:1, 2; se KROPSLIGE UDTRYKSMIDLER.

Brugt billedligt og symbolsk. Hånden blev undertiden brugt som et billede på personen selv, som for eksempel når Prædikeren siger: „Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har.“ (Præ 9:10a) Det kunne også betegne et menneskes generelle indstilling eller handlemåde (1Mo 16:12), eller sigte til det at hvert menneske skal stå til ansvar for sine handlinger. — 1Mo 9:5; Ez 3:18, 20.

Moses lagde ofrene på præsternes hænder ved indsættelsesceremonien, hvorved han symbolsk ’fyldte deres hænder’ med myndighed og magt til at beklæde præsteembedet. — 3Mo 8:25-27, 33; se FYLDE HÅNDEN MED MYNDIGHED.

Jehova forsikrede Jakob om at hans søn Josef ville ’lægge sin hånd på hans øjne’, det vil sige lukke dem når han var død. (1Mo 46:4) Denne forret tilkom som regel den førstefødte. Derfor var disse ord ikke blot en forsikring til Jakob om at hans elskede søn Josef ville forblive i faderens nærhed i dennes sidste leveår, men var åbenbart også et udtryk for at førstefødselsretten, som Ruben forspildte, ville overgå til Josef.

Der siges billedligt om Gud at han bruger sine „hænder“, det vil sige anvender sin kraft når han udretter noget, for eksempel i forbindelse med: skabelsen (Sl 8:6; 102:25); udslettelsen af hans fjender (Es 25:10, 11); udfrielsen af hans folk (2Mo 7:4, 5); gunstbevisninger og magtudfoldelser over for dem der søger ham (Ezr 8:22); materiel omsorg (Sl 104:28; 145:16) og tilbud om hjælp (Es 11:11). Elihu erklærede at de mægtige forsvinder „uden at nogen løfter en hånd“, og stenen i Nebukadnezars profetiske drøm blev revet løs fra et bjerg, men „ikke med hænder“. I begge tilfælde betød det at det ville ske ved Jehovas magt og ikke ved menneskers indgriben. — Job 34:1, 20; Da 2:34, 44, 45.

At „ligge lidt mere med foldede hænder“ bringer fattigdom over den dovne. (Ord 6:9-11) Den dovne beskrives som værende for træt til at føre sin hånd tilbage til munden efter at have stukket den i fadet. (Ord 26:15) Den forsømmelige, der „arbejder med ugidelig hånd“, lider savn, mens „den flittiges hånd“ gør rig. — Ord 10:4.

Af andre hebraiske udtryk hvori ordet „hånd“ indgår, kan nævnes: at ’lægge sin hånd sammen med nogen’ betyder at gøre fælles sag med dem (2Mo 23:1; 1Sa 22:17); ’ved en eller andens hånd’ betyder under vedkommendes ledelse (2Mo 38:21) eller ved hjælp af vedkommende (2Mo 4:13; 3Mo 8:36; 10:11); at ’hånden ikke rækker’, eller at ’hånden ikke når hen til noget’, betyder at man ikke har tilstrækkelige økonomiske midler (3Mo 14:21, fdn.); ’hvad hånden når til’, betyder hvad man har råd til (4Mo 6:21); ’sværdets hånd’ betyder sværdets magt eller vold (Job 5:20); ’tungens hånd’, tungens magt eller vold (Ord 18:21, fdn.); at ’finde håndens liv’ betyder at ens kraft genoplives (Es 57:10); at ’lukke hånden’ for sin broder vil sige at være for nærig til at hjælpe ham. — 5Mo 15:7.

Jehova sagde at israelitterne skulle binde hans ord „som et tegn på [deres] hånd“ (5Mo 6:6-8; 11:18), hvilket betød at de stadig skulle huske det og have det for øje. Ligeledes havde han Zion indridset på sine håndflader (Es 49:14-16), et udtryk for at han aldrig ville glemme det. En lignende betydning havde det løfte Jehova gav de eunukker der holdt fast ved hans pagt. Han ville give dem „et mindesmærke“ (el.: „et sted“; ordr.: „en hånd“) i sit hus. (Es 56:4, 5, fdn.) Når nogle som tilbad Gud, i symbolsk forstand skrev på deres hånd: „Tilhører Jehova,“ betød det at de var hans trælle. (Es 44:5) På samme måde er dét at nogle har ’vilddyrets mærke’ skrevet på deres højre hånd, et symbol på at de giver „vilddyret“ og dets „billede“ deres opmærksomhed, hengivenhed og aktive støtte, eftersom hænderne bruges til at udføre arbejde med til gavn for den man tjener. — Åb 13:16, 17; 14:9, 10; 20:4.

Håndspålæggelse. Man brugte at lægge hænderne på en person eller et dyr i forskellige øjemed. Det almindeligste formål var ved håndspålæggelse at udnævne eller udpege en person eller et dyr for at tilkendegive at personen eller dyret var godkendt til et bestemt formål. Da præsterne i Israel højtideligt blev indsat i deres embede, lagde Aron og hans sønner hænderne på hovedet af tyren og de to væddere der skulle ofres, og godkendte dermed at disse dyr blev ofret til gavn for dem for at de kunne blive Jehova Guds præster. (2Mo 29:10, 15, 19; 3Mo 8:14, 18, 22) Da Moses på Guds bud udnævnte Josua til sin efterfølger, lagde han sin hånd på Josua, der som følge deraf blev fyldt med „visdoms ånd“ så han kunne lede Israel på rette måde. (5Mo 34:9) Man lagde hænderne på en person som tegn på at vedkommende modtog en velsignelse. (1Mo 48:14; Mr 10:16) Jesus Kristus lagde hænderne på nogle af dem han helbredte, eller rørte ved dem med hænderne. (Mt 8:3; Mr 6:5; Lu 13:13) Den hellige ånds gave blev i visse tilfælde skænket nogle ved at apostlene lagde hænderne på dem. — Apg 8:14-20; 19:6.

Udnævnelse til en tjeneste. I den kristne menighed foretog man udnævnelse af modne mænd til at varetage en ansvarsfuld opgave eller stilling i menigheden ved at de som var bemyndigede til det, lagde hænderne på dem. (Apg 6:6; 1Ti 4:14) På grund af den indflydelse som disse udnævnte mænd kunne øve, og det eksempel de satte, gav apostelen Paulus Timoteus følgende formaning: „Vær ikke hurtig til at lægge hænderne på nogen, og vær ikke delagtig i andres synder.“ Det betød at Timoteus ikke skulle udvælge en mand uden at have taget hans kvalifikationer i betragtning, for at man ikke skulle risikere at han ikke skuldrede sit ansvar på rette måde og Timoteus således måtte bære en del af skylden for de vanskeligheder dette medførte. — 1Ti 5:22.

Den højre hånd. Den højre hånd havde stor symbolsk betydning. Det mishagede Josef da Jakob lagde hænderne over kors for at lægge højre hånd på Efraim, der var Josefs yngste søn. Men Jakob gjorde det med vilje, nemlig for at give Efraim forrangen frem for Manasse. (1Mo 48:13-20) At stå eller sidde ved en herskers højre hånd betød at man havde den vigtigste stilling næst efter herskeren selv (Sl 110:1; Apg 7:55, 56; Ro 8:34; 1Pe 3:22), eller at man nød herskerens bevågenhed eller gunst. (Mt 25:33) Jesus skildres i synet i Åbenbaringens Bog med de syv menigheders syv stjerner i sin højre hånd, det vil sige at alle de ældsteråd som de syv stjerner symboliserer, nyder hans gunst og helt er underlagt hans myndighed, magt og ledelse. — Åb 1:16, 20; 2:1.

At Gud griber fat i en persons højre hånd, betyder at han giver vedkommende styrke. (Sl 73:23) For krigeren var den højre hånd almindeligvis den hånd hvormed han svang sværdet, og den var ikke beskyttet af skjoldet, som han holdt i venstre hånd. Derfor stod eller kæmpede en ven ved hans højre hånd for at beskytte og forsvare ham. Dette forhold bruges billedligt om den hjælp og beskyttelse Gud yder dem der tjener ham. — Sl 16:8; 109:30, 31; 110:5; 121:5.

Prædikeren siger: „Den vises hjerte er ved hans højre hånd, men tåbens hjerte er ved hans venstre hånd.“ Med andre ord motiveres den vise til at følge en vej der er god og gavnlig, mens tåben er tilbøjelig til at følge en dårlig vej. — Præ 10:2.

Retninger. De hebraiske ord for „højre hånd“ (hebr.: jamīnʹ) og „venstre hånd“ (hebr.: semo’lʹ) oversættes også med henholdsvis „syd“ og „nord“. (1Mo 14:15; Sl 89:12) Retningerne blev angivet ud fra den synsvinkel at man stod med ansigtet mod øst; syd lå da til højre, og nord til venstre. — 1Sa 23:19, 24.

Andre betydninger. Det hebraiske ord for „hånd“, jadh, bruges også i betydningen „side“, især i udtrykket „ved siden af“, der også kan forstås som „langs med“, for eksempel langs med en flod. (2Mo 2:5; 1Sa 4:13, 18; Ne 3:4, 5, 7) Desuden bruges det i betydningen „kyst“ (4Mo 24:24) og i betydningen „tap“, nemlig de tapper der var i panelrammerne til tabernaklet. (2Mo 26:17) Ordet kaf bruges om ’fodsål’ (1Mo 8:9), om de bægre („skåle“, DA92) der blev brugt i tabernaklet og templet (2Mo 25:29; 4Mo 7:84, 86; 2Kg 25:14), og om hofteskålen og slyngens greb, det vil sige hulningen hvor stenen blev lagt. (1Mo 32:25, 32; 1Sa 25:29)

En „håndfuld“ kan i overført betydning stå for blot en lille smule (1Kg 17:12) eller en beskeden mængde (Præ 4:6), alt efter sammenhængen. Foruden de ovennævnte forekommer jadh og kaf i nogle få betydninger til. — Se ARM; HÅNDVASKNING; TOMMELFINGER.