TRIUMFTOG

En procession til fejring af en militær sejr. Det græske ord thriambeuʹō, der betyder „føre i triumftog“, forekommer kun to gange i Bibelen, og det i to forskellige symbolske sammenhænge. — 2Kor 2:14; Kol 2:15.

Nationernes triumftog. Ægypten, Assyrien og andre nationer fejrede deres militære sejre med triumftog. Under den romerske republik var en af de største æresbevisninger senatet kunne tildele en sejrende hærfører, at lade ham fejre sin sejr med et bekosteligt triumftog med al tænkelig pomp og pragt.

Den romerske procession bevægede sig langsomt gennem Rom ad Via Triumphalis op til Jupitertemplet på toppen af Capitolium. Forrest gik der musikere som spillede og sang sejrssange. De blev fulgt af unge mænd som førte offerdyrene. Dernæst fulgte åbne kærrer læsset med bytte og store fladvogne med modeller eller afbildninger af kampscener eller ødelagte byer og templer, måske kronet med en figur af den besejrede anfører. De konger, fyrster og hærførere der var blevet taget til fange i krigen, blev ført med i lænker, sammen med deres børn og tjenestefolk, og ofte blev de ydmyget ved at man klædte dem nøgne.

Så fulgte hærførerens stridsvogn, udsmykket med elfenben og guld, behængt med laurbærkranse og trukket af fire hvide heste eller, i nogle tilfælde, af elefanter, løver, tigre eller hjorte. Sejrherrens børn sad ved hans fødder eller kørte i en særskilt vogn bag ham. Romerske konsuler og magistrater fulgte efter til fods, dernæst kom løjtnanter og militærtribuner sammen med den sejrende hær — alle var prydet med laurbærkranse og belæsset med gaver og sang sange til ære for deres anfører. Blandt de forreste var præsterne og deres medhjælpere, der førte det vigtigste offerdyr, en hvid okse, med sig.

Efterhånden som processionen bevægede sig gennem byen, strøede befolkningen blomster foran sejrherrens vogn, og langs hele ruten blev der brændt røgelse på tempelaltre. For de sejrrige soldater betød denne søde duft ære, forfremmelse, velstand og en mere tryg tilværelse. Men for de fanger der ikke blev benådet, og som ville blive henrettet når processionen var til ende, betød den død. Dette kaster lys over det billede Paulus bruger i 2 Korinther 2:14-16.

Nogle hærførere blev æret ved at man byggede triumfbuer for dem. Titusbuen i Rom står således som et minde om Jerusalems fald i år 70. (BILLEDE, bd. 2, s. 536) Titus fejrede sin sejr over Jerusalem med et triumftog hvori han var ledsaget af sin fader, kejser Vespasian. Nogle triumfbuer tjente som byporte, men de fleste blev blot rejst som mindesmærker. Buernes form har måske repræsenteret det underkastelsens åg som fangerne blev tvunget til at bære.

Kristnes deltagelse i triumftog. Det var sådanne eksempler og datidens almenviden Paulus hentede sin sammenligning fra da han skrev til korintherne: „Tak til Gud som altid fører os i triumftog i samfund med Messias.“ (2Kor 2:14-16) Her bliver Paulus og hans medkristne fremstillet som Guds hengivne undersåtter „i samfund med Messias“. De skildres som sønner, højtstående officerer og sejrende soldater i Guds følge under et storslået triumftog, ombølget af vellugtende røgelsesdufte.

I Kolossenserne 2:15 anlægges en anden synsvinkel. Her skildres de fjendtlige regeringer og myndigheder under Satan som nøgne krigsfanger i et triumftog. Sejrherren Jehova afklæder dem fuldstændig og fremstiller dem som besejrede til offentlig skændsel. De er blevet besejret „ved hjælp af marterpælen“. Jesu død på marterpælen skabte ikke alene grundlag for at fjerne ’det håndskrevne dokument’ der er nævnt i vers 14, Lovpagten, men gjorde det også muligt for de kristne at blive udfriet fra trældom under de sataniske mørkets magter.

Andre optog. Bibelen omtaler også andre optog hvor store folkemængder drog i procession for at fejre særlige begivenheder. David beskriver Jehovas sejrstog fra Sinaj til det hellige tempelområde i Jerusalem med Guds stridsvogne, fanger, sangere og musikere samt forsamlede skarer der velsigner Israels Hellige. (Sl 68:17, 18, 24-26) Et processionstog indgik også i festlighederne da Jerusalems genopbyggede mure blev indviet på Nehemias’ tid. (Ne 12:31) I Salme 118:27 omtales desuden en ’festprocession’ som øjensynlig fandt sted under den årlige løvhyttefest.