Guds krav til tjenerne

 1. Hvordan viser tjenerne med glæde deres kærlighed til hyrden?

EFTERHÅNDEN som Herren samler flere og flere får ind i sin fold, sørger han rigeligt for alle deres behov ved at indsætte tjenere, som i kærlighed hjælper hjorden på den måde, Herren anviser. Denne teokratiske fremgangsmåde fremholdes i bibelen. Man vil huske, at apostelen Peter fik et meget kraftigt indtryk i hjerte og sind af, hvor nødvendigt det var for ham at vise sin kærlighed til Kristus ved at røgte og sørge for Herrens får. Peter glemte aldrig den sandhed, thi tredive år senere formanede han indtrængende andre af Herrens tjenere til ligeledes at bevise deres kærlighed ved at vogte „fårene“. Peters brev såvel som Kristi direkte befalinger til tjenerne i almindelighed er blevet bevaret til belæring og vejledning for dem, der har særlige pligter i den teokratiske organisation nu i vor tid. Tjenerne gør derfor vel i både at studere dette råd og efterfølge det i praksis. „Når I ved dette, er I salige, om I gør det.“ — Johannes 13:17; Filipperne 4:9.

 2. Hvem er de „ældste“, som Peter formaner til at vogte hjorden?

² „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste“, er de ord, hvormed Peter begynder sit råd. (1 Peter 5:1) Ordet „de ældste“ (græsk: presbyterous, de ældre) hentyder ikke til „valgte ældste“, som er valgt ved en eller anden forsamlings offentlige afstemning efter en hidsig politisk kampagne. Peter henvender sig til de ældre i den kristne vækst, til dem, der er modne og velbevandret i den teokratiske lov og de organisationsmæssige krav. Det er ikke nødvendigvis dem, der er gamle i legeme og sind, eller dem, der har været meget lang tid i sandheden, men derimod dem, der er modne i åndelig vækst og udvikling. Skønt Timoteus var en ung mand, måske knap en snes år gammel, var han ikke desto mindre moden i åndelig vækst, og derfor ældste. Det er sådanne modne mænd, der vælges til de mere ansvarsfulde pligter som tjenere blandt Herrens „får“. Hvad enten du er udnævnt til at varetage Rigets interesser som kredstjener i en forsamling af Herrens folk eller som assistent for en tjener og må tage vare på andre organisationsmæssige enkeltheder, gør du vel i at give særlig agt på, hvad Peter siger; thi han taler som din medældste, som en fuldt moden Herrens tjener.

 3. Hvordan bør disse ældste påtage sig deres pligter som tjenere?

³ „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer, over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ (1 Peter 5:1-3) I, som er tjenere, skulle ikke tage imod udnævnelsen „af tvang“, „som om den blev påtvunget jer“ (En Amer. Overs.), „modstræbende“ (Weymouth), „fordi I bliver tvunget“ til at gøre det. (20. Århundredes Nye Testamente) Påtag jer derimod pligten som tjenere „af fri vilje“, med iver og årvågenhed, glade og lykkelige over den forret at tjene på en hvilken som helst måde, Herren vil bruge jer. De, der søger en tjeners stilling, søger efter noget godt. De må også tage imod de pligter, der følger med den. — 1 Timoteus 3:1.

 4. Hvad bør de gøre, som føler sig uskikkede? Og hvem skal de huske på?

⁴ Men hvad nu, hvis en, der udnævnes til tjener, føler, at han ikke har evner til at udføre pligterne? Hvad skal han så gøre? Svaret er lige til: Tag imod udnævnelsen som fra Herren, og bed om, at Guds ånd og kraft må være over dig og hjælpe dig til at udføre gerningen trofast og dygtigt. Husk, at Jehovas vrede blev optændt mod Moses, da han protesterede og sagde, at han var uskikket til udnævnelsen. Da Moses blev udnævnt af Gud som en særlig tjener og vidne, der skulle træde frem for den ugudelige farao i Ægypten, svarede han i hovedsagen: Hvem? Jeg, Herre? Jeg kan ikke tale! Send en anden. (2 Mosebog 4:10-14) Husk også Jeremias. Da han blev udnævnt af Herren til tjener og profet, rakte han hænderne afværgende i vejret og råbte: O, Herre, jeg er jo kun et barn. Jeg kan ikke tale. Det er bedre at sende en anden. (Jeremias 1:6, 7) Deres indvending, at de var uskikket til den tildelte gerning, var i begge tilfælde ensbetydende med at sige til Herren, at han havde begået en fejl ved at vælge dem.

 5. Hvad viser, at tjenerne ikke behøver nogen akademisk uddannelse?

⁵ Kun få af Herrens tjenere har akademisk uddannelse eller er uddannet og velskikket til at udføre de pligter, der påhviler tjenere i Herrens organisation. (1 Korinter 1:26-29) Mange er landmænd, tømrere, fiskere og fabriksarbejdere af profession og uddannelse. Men husk på, at Noa blev ikke udvalgt til sit særlige arbejde, fordi han var skibsbygger af profession. Moses blev ikke udvalgt, fordi han var en fremragende taler, der kunne overtale og overvælde den mægtige farao med kunstfærdig veltalenhed. Apostlene blev ikke udnævnt som Herrens særlige sendebud og tjenere, fordi de havde eksamen fra det teologiske fakultet ved en stor rabbinerskole. Moses og David og Amos var kvægavlere af profession. (2 Mosebog 3:1; Salme 78:70-72; Amos 7:14, 15) Peter og Andreas og andre af apostlene var uddannet som fiskere. (Markus 1:16-20) Lukas havde fået uddannelse som læge. (Kolossenserne 4:14) Og Jesus, Herrens højeste tjener, var kun tømrersvend af uddannelse, før han blev salvet. (Mattæus 13:55) I hvert enkelt af de nævnte tilfælde var det Jehovas hellige ånd eller virkekraft og styrke, der satte dem i stand til at påtage sig og udføre de pligter, der påhvilede dem i deres nye stilling som Herrens særlige tjenere. De udviklede de gaver, de fik, og Herren velsignede dem. Den samme Guds hellige ånd vil være over enhver Herrens tjener nu i tiden, hvis han villigt tager imod sin udnævnelse og flittigt arbejder for trofast at udføre de pligter, der påhviler ham.

 6. Hvilket motiv bør tjenerne ikke have under deres arbejde med „fårene“? Hvorfor ikke?

⁶ Peter advarede dem, der er tjenere blandt Guds hjord, mod at tage imod udnævnelsen „for skammelig vindings skyld“, „ikke af simpel kærlighed til vinding“ (1 Peter 5:2, En Amer. Overs.), „ikke i håb om ussel vinding“. (Knoxs Ny Overs.) Tjenerne i Guds hjord skal ikke klippe hjorden eller sørge for sig selv i stedet for at røgte hjorden. De må ikke plyndre hjorden som tyve, der bryder ind „for at stjæle og slagte og ødelægge“. (Johannes 10:10) De må ikke indtage samme stilling eller følge samme syndige handlemåde som kristenhedens vindingsyge præsteskab, der misbruger og ødelægger „fårene“, spreder hjorden og tilmed plyndrer og opæder enkers huse for at tilfredsstille deres vellystige og griske begærlighed. (Mattæus 23:14; Markus 12:40; Lukas 20:47) Tag ikke fejl: Hvis en tjener i Herrens fold ville røve fra sine brødre eller på nogen måde følge en sådan ugudelig handlemåde, ville den gode hyrdes hellige engle kaste den værdiløse usling ud så hurtigt, at han ville komme til at skære tænder. Hvis han ikke angrede, ville hans endelige skæbne blive den samme som de falske hyrders: Evig undergang. — Mattæus 13:41, 42.

 7. Hvorfor bør tjenerne ikke herske over hjorden?

⁷ Det er derfor, at Peter også formaner sine medtjenere til ikke at opføre sig som „herrer“ over Guds arv, som de anmassende sekteriske hyrder gør over for deres hjorde. „Ikke dominere over dem, der er i jeres varetægt, men vær eksempler for hjorden“, er apostelens gode råd. (1 Peter 5:3, Rev. Stand. Overs.) Er du som tjener opblæst i dit eget omdømme? Din stilling og dit ansvar kan naturligvis ikke på nogen måde sammenlignes med Moses, der stod i spidsen for en stor nation eller en forsamling af mennesker, som taltes i millioner. Hvorfor skulle så din vurdering af dig selv pustes op, når der siges: „Den mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden.“ (4 Mosebog 12:3) Hvis nogen tjener tror, at han er betydningsfuld og burde placeres på en piedestal over sine brødre for at ses op til og beundres, så bør han læse, hvad Paulus skrev: „Mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv.“ (Galaterne 6:3) Lad ikke tjenerstillingen gå dig til hovedet. Vær ikke en dominerende formand eller en hård diktator over „fårene“. Glem ikke, at „fårene“ tilhører en anden. Det er ikke dine „får“. Det er „mine får“, siger den gode hyrde, og han kalder sine får ved navn, og „de kender hans røst“. Derimod kender de ikke den fremmedes røst; og hvis du taler til dem i en kommanderende tone, med en fremmeds røst, svarer de ikke. (Johannes 10:3-5) Sagtmodighed og ydmyghed er altså den lov, der skal råde i Herrens fårefold; og alle, som er i den, også tjenerne, må adlyde den lov. Alle må efterligne det fuldkomne eksempel på sagtmodighed og ydmyghed, som Kristus, overhyrden, fremviste. „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde. Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd.“ — 1 Peter 5:5, 6.

Eksempler for hjorden i opførsel og virksomhed

 8. Hvilke krav vedrørende tilsynsmænd skrev Paulus om til Timoteus?

⁸ Paulus fremsætter i sine breve til Timoteus og Titus de krav, som tjenere og tilsynsmænd i den teokratiske organisation må opfylde. „En tilsynsmand [græsk: episkopos] bør derfor være uangribelig, een kvindes mand, ædruelig, sindig, værdig, gæstfri, dygtig til at lære fra sig; ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar, ikke pengekær [ikke begærlig efter ussel vinding]; en mand, som styrer sit hus godt, og som på fuldt værdig måde holder sine børn til lydighed.“ (1 Timoteus 3:2-4) Paulus fortsætter: „Dersom en mand ikke forstår at styre sit eget hus, hvordan skulle han da kunne sørge for Guds menighed? Han må ikke være en nyomvendt [ikke en begynder eller en, der nylig er blevet interesseret], for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens dom. Han bør også have godt lov blandt dem, som er udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og falde i Djævelens snare.“ (1 Timoteus 3:5-7) Nej, den, der udnævnes til tilsynsmand, skal ikke være en, som nylig er blevet interesseret, men hellere en, som viser vækst og modenhed, en, der er fuldt indviet til Gud og hans tjeneste, og altså en, som er døbt med vanddåben.

 9. Hvilke krav skrev han til ham om med hensyn til menighedstjenere?

⁹ Efter at have opregnet de egenskaber, som tilsynsmænd i Herrens hjord må have, påpeger Paulus dernæst over for Timoteus, at også assisterende tjenere skal nå op til den samme høje målestok med hensyn til åndelighed og opførsel. „Menighedstjenere [græsk: diakonos, tjenstgørende, altså tjenere i Guds hjord] bør ligeledes være værdige mænd, der ikke er tvetungede, ikke forfaldne til megen vin, og ikke søger skammelig vinding; mænd, der med ren samvittighed bevarer troens hemmelighed. Også disse skal først prøves; derefter kan de blive menighedstjenere, hvis der ikke er noget at klage på dem. Drejer det sig om kvinder, bør de ligeledes være værdige, ikke sladderagtige, men ædruelige og tro i alt. [Føbe, der var en sådan kvinde, var udnævnt til tjener i menigheden i Kenkreæ. (Romerne 16:1 og hilsenerne i slutningen af romerbrevet)] En menighedstjener skal være een kvindes mand og styre sine børn og sit hus godt. Thi de, som har tjent vel, vinder sig en smuk stilling og megen frimodighed i troen på Kristus Jesus.“ — 1 Timoteus 3:8-13.

10. Hvilke krav skrev han til Titus om med hensyn til tilsynsmænd?

¹⁰ I vejledningen i sit brev til Titus gav apostelen Paulus et lignende råd angående dem, der kunne gives ansvaret for at sørge for Guds hjord på øen Kreta. „Når jeg efterlod dig på Kreta,“ skriver Paulus, „var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig: det skal være en mand, der ikke er noget at klage på, een kvindes mand, med troende børn, som ikke er i vanry for udsvævelser eller er genstridige. Thi en tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende; han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.“ — Titus 1:5-9.

11. I hvilke henseender skulle tjenerne være eksempler for hjorden?

¹¹ Hvis tjenere skal kunne være rette eksempler for deres brødre i Guds menighed, må de bestandig frembringe „åndens frugt“, som er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed“. (Galaterne 5:22) „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang vil give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden.“ (2 Timoteus 2:24, 25) „Vær et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed! Læg vægt på at oplæse Skriften, formane og lære, indtil jeg kommer. Forsøm ikke at bruge den nådegave, du har. . . . Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ (1 Timoteus 4:12-16) Timoteus fulgte dette råd, og Paulus praktiserede selv det, han prædikede; og derfor kunne Paulus henlede tessalonikernes opmærksomhed på, hvordan han og Timoteus og Silvanus havde været rette eksempler iblandt dem. „I ved jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi har ikke ført et uskikkeligt liv iblandt jer. . . . Men vi ville, at I skulle have et forbillede i os til efterfølgelse.“ — 2 Tessaloniker 1:1; 3:7-9.

12. Hvilken formaning giver Vagttaarnet da tjenerne?

¹² Tjenere, følg overhyrdens eksempel med hensyn til jeres opførsel! Efterlign apostlene! Vis jeres brødre det rette eksempel både i ord og gerning! Vær trofaste, standhaftige, regelmæssige, rolige, alvorlige, tænksomme, ydmyge, sagtmodige, fredsommelige, sandhedskærlige, pålidelige, oprigtige. Fremfor alt, vis kærlighed. Søg efter Herrens „andre får“, som er tabt, i kærlighed, med stor barmhjertighed, ømhed og langmodighed, og når I finder dem, så giv dem føde. Føde er det, der betyder noget. Som vismanden siger: „Hold svig og løgneord fra mig, giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød.“ (Ordsprogene 30:8) Den nødvendige føde, som er tilvejebragt af den gode og retfærdige hyrde, er Guds åbenbarede ord. Og hvis nogen spiser det, er der lovet ham evigt liv. (Johannes 6:68) „Den retfærdiges mund er en livsens kilde.“ „Den retfærdiges læber nærer mange.“ (Ordsprogene 10:11, 21) Giv ikke blot næring til de åndeligt skindmagre „får“, I finder på arbejdsmarken; men, tjenere, giv også føde til og hav omsorg for hjorden, som I er en del af. „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken den hellige ånd satte jer som tilsynsmænd.“ — Apostlenes Gerninger 20:28.

13. Hvordan kan tjenerne vise sig som sande hyrder, ikke lejesvende?

¹³ Herrens udvalgte tjenere er ikke lejesvende. De er sande hyrder og vogtere for „fårene“. Lejesvende bryder sig ikke om „fårene“, og hvis ulveagtige dyr trænger ind for at lemlæste og dræbe, løber de for at redde deres eget skind. (Johannes 10:12, 13) Men de sande hyrder kæmper for fårene, ikke imod dem, og ligesom den gode hyrde er de endog villige til at sætte livet til for fårene. (Johannes 10:11) Ligesom overhyrden er de trofaste tjenere villige til at sætte deres brødres ve og vel over deres egne behageligheder. Når de er villige til at sætte livet til for brødrene, er de endnu mere villige til at forlade deres egen vej for at hjælpe de svagere med deres problemer. Hvis forkyndere skaber byrder for sig selv og for tjenerne, så vil tjenerne tilbyde at hjælpe dem, som det måtte synes bedst under de foreliggende forhold, ikke modstræbende, men med glæde og af kærlighed til de svagere brødre. (Galaterne 6:1, 2) I modsætning til kristenhedens lejesvende og falske hyrder vil tjenerne i den teokratiske organisation åndelig talt styrke de svage, helbrede de syge, forbinde de sårede, føre de vildfarne tilbage og søge efter de tabte lam. (Ezekiel 34:4) Det er Guds vilje, at ikke et eneste lam skal fortabes. — Mattæus 18:10-14.

14. Hvorfor kræves der så meget af tjenerne? Hvad bliver belønningen?

¹⁴ Hvis alt det synes at være for meget at forlange af tjenerne, så er det, fordi der er blevet givet dem meget af Herrens hånd i retning af forrettigheder i hans tjeneste. Regelen er, at den, hvem meget er blevet givet, af ham vil der blive krævet meget mere til gengæld. (Lukas 12:48) Kom i hu, at som tjenere har I ansvar ind for den store hyrde og overhyrden, og den tjeneste, I yder jeres brødre, regnes som ydet mod Herren. „Fårene“ er Herrens. Vær derfor ikke træge tjenere eller unyttige slaver, for at I ikke skal blive kastet ud, ikke blot ud af stillingen som tjenere, men også „ud i mørket udenfor“ uden yderligere lejlighed til at opnå livet. (Mattæus 24:48, 51; 25:26) Trofasthed i udførelsen af sine pligter er, hvad der bringer gode resultater, resultater i form af belønninger, belønninger nu og i de kommende tidsaldre både til tjenerne og til hjorden. Så længe tjenere og „får“ bliver ved at „høre“ deres Mesters røst og følger ham, vil der være gensidig fryd og glæde, og der vil blive gjort hurtige fremskridt hen imod den herlige nye verden med evig fred og fremgang, hvor der ingen vilde dyr er, ingen afsvedne marker og ingen udtørrede vandløb. Hvilken salig lod er ikke vor nu! Hvilke storslåede udsigter der ligger foran os! Med røster og hjerter forenet i taknemmelighed og lovprisning til Jehova synger vi: „Vi, dit folk og den hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din pris fra slægt til slægt!“ — Salme 79:13.

(The Watchtower, 15. april 1950)

Hvor elskelige er dine boliger, Hærskarers Jehova! Salige de, der bor i dit hus, end skal de love dig. — Sela. Salig den, hvis styrke er i dig, . . . Thi Gud Jehova er sol og skjold, Jehova giver nåde og ære; dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt. Hærskarers Jehova, salig er den, der stoler på dig. — Salme 84:2, 5, 6, 12, 13.