„Denne gode nyhed om Riget“

 1. Hvilke spørgsmål melder der sig i forbindelse med menneskenes fremtidshåb?

HVAD er dit fremtidshåb? Er det at leve nogle få år på denne jord og håbe at erfare et vist mål af glæde og lykke, inden døden kommer og gør en brat ende på det hele? Nærer du noget håb om liv efter døden? Hvad bærer fremtiden i sit skød for menneskeheden i almindelighed? Vil en eller anden katastrofe i sidste ende ødelægge jorden og alt, hvad der lever på den?

 2. a) Hvordan besvarer mennesker forskellige steder disse spørgsmål? b) Hvad er det fornuftigste at gøre, hvis man vil have et sikkert fremtidshåb, og hvorfor er det det?

² Mennesker forskellige steder på jorden vil besvare disse spørgsmål forskelligt. Der findes mange religioner og mange divergerende meninger om, hvilken fremtid der venter menneskeheden. Nogle har draget deres egne slutninger med hensyn til, hvordan deres fremtid vil forme sig. Det fornuftigste vi kan gøre, hvis vi ønsker at have et sikkert fremtidshåb, er at finde ud af, hvad der er den højeste og almægtige Guds hensigt med menneskene og denne jord, der er deres hjem. Eftersom han har skabt mennesket, står det ham frit for at råde over vor skæbne, og det har han også gjort. De, der behager Skaberen, vil have en lykkelig fremtid i vente, og denne lykkelige fremtid blev forkyndt for menneskene af Skaberens særlige udsending, Jesus Kristus. Han kaldte sit gode budskab „denne gode nyhed om Riget“. — Matt. 24:14.

 3. Hvor finder vi den nødvendige oplysning, der sætter os i stand til at forstå denne gode nyhed, og hvorfor kun der?

³ Hvad er „denne gode nyhed“? For at forstå, hvad det er for en nyhed, og hvad det er for et rige, der her tales om, er det nødvendigt at kende noget til den Højestes hensigter og handlemåde med menneskeheden. Oplysning herom finder vi i en bog, nemlig i Bibelen. Han, som skabte solen, månen og stjernerne, vor jordklode og alle underne på den: fiskene, fuglene, dyrene, træerne, blomsterne og mennesket selv, kunne naturligvis også skabe en bog. Da det er Skaberens agt, at denne oplysning skal ud til hele verden på en sådan måde, at den enkelte selv kan dømme om det, han får at vide, må der foreligge en skriftlig beretning som bevisgrundlag. Der findes kun een skriftlig beretning om Skaberens hensigter med menneskene og jorden, og det er Bibelen, den hellige bog, som Gud har bevaret ned gennem tiderne, og som er oversat til hundreder af sprog. I denne bog finder vi svarene på alle spørgsmål vedrørende vort liv her på jorden og vedrørende vort fremtidshåb.

 4. Hvilke vigtige spørgsmål besvarer Bibelen blandt andet for os, og hvad må vi nu gøre?

⁴ Hvem er Gud? Hvordan og hvorfor skabte han mennesket? Hvorfor er der ondskab og nød på jorden? Hvornår vil disse ting ophøre? Hvilken fremtid venter der menneskene og jorden, og hvad må man gøre for at opnå liv fra Gud? Alle disse og mange andre spørgsmål får vi svar på i Bibelen. Bibelen er Guds ord, og gennem dette ord åbenbarer han sig selv og sine hensigter for os. (Joh. 17:17; 2 Tim. 3:15-17) Lad os kigge i denne bog og stifte bekendtskab med dens indhold.

Den sande Gud

 5. Hvad må vi anerkende vedrørende Gud, såfremt vi ønsker at opnå liv, og hvorfor er det forkert at lave et billede af Gud og tilbede det?

⁵ Der er kun een sand Gud, der er den almægtige og den højeste, Skaberen, som „har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem“. (Ap. G. 4:24) Enhver, som ønsker at opnå liv, og det indbefatter også hans ypperste søn, Kristus Jesus, må anerkende hans overhøjhed og underlægge sig ham. (1 Kor. 15:28) Gud er usynlig for det menneskelige øje, „aldrig har nogen skuet Gud“. (1 Joh. 4:12) Det er grunden til, at det er uret for mennesker at søge at lave et billede af Gud og tilbede det. Han kan ikke sammenlignes med nogen. Han har ikke sin lige. Om ham skrev profeten Esajas i det 40. kapitel, versene 18 og 25: „Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans lige?“ Han er kilden til alt liv, og det er derfor ham vi må se hen til i håb om at opnå evigt liv i fremtiden.

 6. Hvorfor har Gud et navn, hvad er hans navn, og hvorfor bør vi kende ham ved hans navn?

⁶ For at adskille sig fra de mange falske guder, mennesker tilbeder, har den almægtige Gud sit eget navn. Dette navn er Jehova. Salme 83:19 siger ifølge Kalkars oversættelse: „Så skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har højhedsret over hele jorden.“ Skal vi være sande tilbedere af Gud, må vi kende ham ved hans navn Jehova.

Kristus Jesus

 7. Hvem er den ypperste af Guds skabninger, og hvorfor blev han kaldt Ordet?

⁷ Den ypperste af Guds skabninger er hans søn, der kom ned på jorden og fik navnet Jesus. Bibelen viser, at han havde levet som en åndeskabning i himmelen forud for sit komme til jorden. Dengang hed han Ordet, det vil sige, han var Jehovas talsmand over for alle andre skabninger, der blev til. — Joh. 1:1; Kol. 1:16; Åb. 19:13.

 8. Er Jesus og Jehova Gud een og samme person, og er de jævnbyrdige? Hvad sagde Jesus om dette?

⁸ Jesus og Jehova Gud er ikke een og samme person, og Jesus er heller ikke Guds lige. Jehova alene er den Højeste. Derfor sagde Jesus om Jehova: „Faderen er større end jeg.“ (Joh. 14:28) Han har altid været lydig og er stadig lydig mod sin Fader i himmelen, og han har altid været forenet eller eet med Gud i hans retfærdsgerninger. Fordi de var i indbyrdes harmoni, kunne Jesus sige: „Jeg og Faderen, vi er eet.“ (Joh. 10:30) Dermed mente han ikke, at de var een person. Det ville have været dåragtigt at sige noget sådant, for senere bad Jesus til sin Fader og sagde: „Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil.“ — Matt. 26:39; sammenlign dette med Johannes 17:20-22.

 9. Hvad er Jesus nu blevet hersker over, og hvad lærte han sine efterfølgere at bede om?

⁹ Jesus er Guds ypperste og højt elskede søn, og han er blevet konge i Guds rige, der vil indføre retfærd og fred i en ny verden. Da han var her på jorden, lærte han sine disciple at bede om dette rige og rette deres bøn til Jehova, deres himmelske Fader. „Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Inden vi går over til at drøfte, hvorfor Jesus kom til jorden som menneske og døde, og hvorfor hans forkyndelse af Riget var en god nyhed, vil vi kaste blikket tilbage til den tid, da Gud skabte det første menneske i Edens have.

Synd, død og Djævelen

10. Hvordan blev den første mand og den første kvinde til, og hvad fik de befaling om?

¹⁰ Oprindelig skabte Gud den første mand og den første kvinde, Adam og Eva. De var fuldkomne, og Gud satte dem i en paradisisk have i et område af jorden, der kaldtes Eden. Han befalede dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den.“ De skulle også herske over alle andre skabninger på jorden. — 1 Mos. 1:27-31.

11. Hvordan blev deres lydighed sat på prøve, og hvilken skabning forledte dem til at handle som de gjorde?

¹¹ Hvis de var trofaste og lydige mod Skaberen, ville de leve for evigt på en fredfyldt jord, omgivet af alt, hvad deres hjerte kunne begære. De var fuldkomne på sind og legeme, men de havde endnu ikke været sat på prøve; derfor gav Gud dem lejlighed til at bevise deres lydighed imod ham under prøve. Han gav Adam en befaling og sagde: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) Viste de sig trofaste under denne prøve? Bibelens beretning siger nej. I 1 Mosebog, det 3. kapitel, skildres der, hvordan den første kvinde overtrådte Guds befaling, og dernæst, hvordan manden gjorde det, idet de spiste af frugten på det forbudte træ. Hvem førte dem bag lyset? Beretningen taler om en slange, men der må have været en eller anden usynlig og overmenneskelig magt bag slangens handling. Om lidt skal vi se, hvem denne usynlige magt var.

12. Hvad skete der med Adam og Eva, efter at de havde syndet, og hvilken usynlig magt stod bag slangen i Edens have?

¹² I sin befaling om frugten på dette træ sagde Gud til Adam: „Den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Nu lod Gud derfor straffen komme over dem. Først forviste han Adam og Eva fra Edens have, og fra da af begyndte de at dø, og til sin tid døde de helt og vendte tilbage til det støv, hvoraf de var taget. Deres ulydighedshandling mod Gud, deres oprør mod hans befaling, førte til deres død, og da alle deres børn blev født efter, at de havde syndet, trængte synden og døden igennem til alle deres efterkommere og følgelig også til os. „Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Den usynlige magt bag slangen, der forledte dem til oprør mod Gud, var derfor ansvarlig for deres død, og han var en morder. Jesus identificerede denne morder for os i sine ord til nogle af den Ondes efterfølgere: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ (Joh. 8:44) Det var altså Satan Djævelen, der var den usynlige magt bag slangen i Eden, og han er den store oprører mod Gud og hans hensigter.

13. a) Hvordan blev Djævelen til? b) Hvem fortalte sandheden om, hvad det ville føre til at spise af den forbudte frugt, og hvordan har Djævelen forsøgt at underbygge det, han sagde til Eva?

¹³ Djævelen var oprindelig en af Guds åndelige sønner, og som sådan var han fuldkommen. Men han gav hovmod og begær efter at blive Gud lig grobund i sit hjerte, og det førte til, at han gjorde oprør og fik Adam og Eva til at følge sig. Han ønskede at være den Højeste lig, og at skabninger skulle tilbede ham og ikke Gud. (Ez. 28:14, 15, 17) Måden, hvorpå han fik Adam og Eva til at følge sig, var ved at fortælle en løgn. Du husker, at Gud sagde, at hvis det første menneskepar spiste af den forbudte frugt, skulle de dø, mens derimod Djævelen sagde gennem slangen: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ (1 Mos. 3:5) Hvem talte sandt? Gud eller Djævelen? Døde Adam? Beretningen siger, at han gjorde: „Således blev hans fulde levetid 930 år, og derpå døde han.“ (1 Mos. 5:5) I et forsøg på at fastholde sin første løgn udbredte Djævelen den tanke, at når mennesket dør, er det kun tilsyneladende, at det kun er legemet, der dør, mens et eller andet inden i ham, en sjæl eller ånd, lever videre, idet den fødes igen i et andet menneske eller i et dyr, eller også drager den til en eller anden åndeverden. Er det sandt? Hvad sker der, når et menneske dør?

14. Advarede Gud Adam om, at det kun var hans legeme, der skulle dø? Hvilke skriftsteder viser, hvorvidt den afdødes sjæl er i live et eller andet sted eller ej?

¹⁴ Dengang Gud sagde, at Adam skulle dø, hvis han var ulydig, sagde han intet om, at det kun var legemet, der skulle dø, og at hans sjæl skulle leve videre andetsteds. Han sagde ganske tydeligt: „Den dag . . . skal du VISSELIG dø.“ Mærk dig de følgende skriftsteder fra Bibelen, der klart viser, at når et menneske dør, så er han fuldstændig død og ikke i live et eller andet sted. „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ (Sl. 146:3, 4) „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.“ (Præd. 9:5, 10) „Se, alle sjæle er mine; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ez. 18:4.

15. Farer et menneskes sjæl ved døden straks til en eller anden usynlig verden? Hvilket grundlag har den slags læresætninger?

¹⁵ Når et menneske dør, farer hans sjæl altså ikke straks til himmelen, den farer heller ikke til noget pinested, der kaldes „helvede“, og den afdødes sjæl kommer heller ikke igen som en „ånd“ eller et genfærd for at vise sig for sine slægtninge. Alle sådanne lærdomme bygger på Satans første løgn om, at mennesket ikke skulle dø, og han har fået mange til at tro på den for at holde mennesker nede i frygt og vende dem bort fra den sande forståelse af Guds hensigter.

16. Hvad er folk blevet forledt til at tro vedrørende de såkaldte „ånder“ og vedrørende åndemanere eller medier? Hvad siger Bibelen om udøvelse af trolddomskunst?

¹⁶ Mange mennesker er blevet vildledt til at tro, at sygdom skyldes de afdødes „ånders“ indflydelse, og derfor henvender de sig til åndemanere, der påstår, at de kan formilde „ånderne“. Der findes åndemanere eller medier, der hævder, at de kan komme i forbindelse med de døde og videregive budskaber fra dem til de levende, eller at det er ved disse afdødes ånders hjælp, de har fået deres overnaturlige evner. En sådan tro bygger ligeledes på Djævelens løgn, og han har gjort alt for at give denne tro næring, for at menneskene skulle få den opfattelse, at når de dør, dør de i virkeligheden ikke. Bibelen advarer specielt mod enhver form for trolddomskunst. „Der må ingen findes hos dig, som lader sin søn eller datter gå igennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver, der øver sligt, er HERREN [Jehova] vederstyggelig, og for disse vederstyggeligheders skyld er det, at HERREN din Gud driver dem bort foran dig.“ — 5 Mos. 18:10-12.

17. Hvad sker der, når et menneske dør? Hvilken foranstaltning har Gud truffet for den døende menneskeslægt?

¹⁷ Den nøgne sandhed er den, at når et menneske dør, er han død, uden bevidsthed og ved altså intet. Men, vil du sige, så har vi jo ingen fremtidsudsigter, for hvis et menneske ved sin død går ned i graven og alting er forbi, hvad håb er der så? Det er som svar på disse spørgsmål, at Bibelen henleder vor opmærksomhed på Jehovas vidunderlige og barmhjertige foranstaltning for menneskeslægten, nemlig

Genløsningen

18. Hvad er en genløsning? Hvordan tilvejebragte Gud en genløsning for menneskeheden, og hvilken gavn høster de deraf, som tror på den?

¹⁸ En genløsning er noget, der løser, noget, der bringer udfrielse, noget, der betales for at udfri fra trældom. I Bibelen betyder genløsning Guds foranstaltning til at udfri menneskene fra synd og fra død, der er en følge af synd, og vi læser derfor i Mattæus 20:28: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Jehova Gud har ved at sende sin søn Jesus Kristus til jorden gennem ham og ved hans død tilvejebragt en løsesum. Mennesker, som tror på denne foranstaltning, og som tjener Gud trofast, kan få livet i gave og blive udfriet fra nedarvet synd og fra evig død, der skyldes synd. I Romerne 6:23 læser vi: „Thi syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“

19. Hvad var nødvendigt, for at løsesummen kunne betales, og hvordan blev den værdifulde sum bragt til veje ved Jesu medvirken?

¹⁹ Som vi allerede har set, kom synden og døden ind i verden, dengang Adam gjorde oprør mod Gud. Adam satte livet som fuldkomment menneske på en paradisisk jord til både for sig selv og for sine efterkommere. På grundlag af løsesummen tilbagekøbte Kristus Jesus det forspildte, nemlig det fuldkomne menneskeliv med dets rettigheder og jordiske fremtidsudsigter. Guds lov i 5 Mosebog 19:21 krævede lige for lige, altså måtte der ofres et fuldkomment menneskeliv for det, som var gået tabt. Intet menneske på jorden, som var en efterkommer af synderen Adam, kunne erlægge denne løsesum, fordi hvert eneste af dem var under syndens og dødens fordømmelse som følge af arven fra Adam. De kunne ikke ofre et fuldkomment menneskeliv, for de ejede ikke et sådant. Kun Gud kunne tilvejebringe løsesummen, og han gjorde det ved at overføre sin enbårne, himmelske søns liv til Marias, en jødisk jomfrus, moderskød. (Matt. 1:23) Uden bistand af nogen jordisk fader blev Jesus født på mirakuløs vis. På denne måde arvede han ikke fordømmelsen, der hvilede over Adam. Barnet Jesus voksede op og blev en fuldkommen mand, og han ejede således den værdi, et fuldkomment menneskeliv, der kunne bruges som løsesum.

20. Hvorfor led Jesus offerdøden, og hvordan kunne han frembære værdien af genløsningsofferet? Hvor, og for hvem?

²⁰ Da Johannes Døber så Jesus nærme sig, sammenlignede han ham med et offerlam, idet han sagde: „Se Guds lam, som bærer [borttager, fodnote] verdens synd.“ (Joh. 1:29) Det fuldkomne menneskeliv, som Jesus gav hen i døden, er den værdi, der tilvejebringer en løsesum. Tre dage efter sin død blev Jesus oprejst, og fyrretyve dage senere steg han op til himmelen. Han tog ikke sit menneskeliv igen, da han blev oprejst, for han blev oprejst som en åndeskabning. (1 Pet. 3:18) Da han steg op til himmelen, frembar han for Gud værdien af sit fuldkomne menneskeliv som et offer, der kunne borttage synder. — Hebr. 9:24, 26.

21. Hvem høster gavn af genløsningen, og hvordan kommer man til at tro på den?

²¹ Hvem er det, der høster gavn af genløsningen? Svaret er: Kun de, som tror. Johannes 3:36 siger: „Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.“ Adam var en forsætlig synder og blev med rette dømt til døden, og han vil altså ikke få gavn af genløsningen. Andre forsætlige oprørere mod Jehova vil heller ikke få gavn af denne barmhjertige foranstaltning. For at mennesker kan blive frelst fra døden, der er en følge af syndens virkninger, må de skaffe sig kundskab om Guds barmhjertighed ved Kristus Jesus, og derpå må de tro på den foranstaltning, han har bragt til veje. En sådan tro kommer gennem studiet af Guds ord, der gør rede for Guds genløsningsforanstaltning. De må erkende, at de er syndere og under dødens fordømmelse som Adams efterkommere. De må forstå nødvendigheden af en genløsning.

22. Hvad åbnede genløsningsforanstaltningen mulighed for, og hvor vil dette håb blive realiseret?

²² Genløsningsforanstaltningen åbnede muligheden for håb om evigt liv. På grundlag af genløsningen ville nogle få liv i himmelen, andre på jorden, viser Bibelen. Lad os se, hvad den har at sige om dette fremtidshåb om liv.

Himmeriget

23. a) Hvordan bruger Bibelen ordet „himmel“ eller „himle“? b) Hvorfor besluttede Gud at indsætte et nyt styre over jorden, og hvem og hvor mange vil udgøre dette nye styre?

²³ Når ordet „himmel“ bruges som betegnelse for visse fornuftbegavede skabningers hjem, hentyder det til de åndelige regioner. Det er i disse regioner, Gud bor med sine hellige engle. Ordet „himle“ bruges også som fællesbetegnelse for herskere, der er højere og mægtigere end mennesker, for åndemagternes usynlige styre over jorden. Oprindelig havde Satan myndighed over menneskene på jorden og udgjorde således de usynlige „himle“ eller var deres usynlige og direkte hersker. Det var, mens han endnu var den „skærmende kerub“, og før han syndede. Da den skærmende kerub gjorde oprør, besluttede Gud at indsætte et nyt himmelsk styre over jorden: Det skulle kaldes „Himmeriget“. (Matt. 3:2) Dette himmerige blev billedligt skildret ved Zion, Israels folks hovedstad, det folk, der engang var Guds udvalgte folk. Himmeriget eller Zion skulle bestå af prøvede skabninger, der ville bevare deres retskaffenhed lige til døden som Kristi Jesu trofaste efterfølgere. I Åbenbaringen, det 7. og det 14. kapitel, begrænses deres antal til 144.000, et meget lille tal sammenlignet med jordens befolkning. Dengang Jesus var her på jorden, begyndte han at udvælge dem, som skulle forenes med ham i dette himmerige. Han sammenlignede dem med får og sagde: „Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ (Luk. 12:32) Fra Jesu tid og til nu har udvælgelsen af Himmerigets medlemmer fundet sted, og i dag, efter at den har stået på i nitten århundreder, findes der stadig en lille rest af de 144.000 på jorden.

24. Hvordan bliver de kaldt til det himmelske rige, og hvornår vil Riget være fuldtalligt?

²⁴ De, som udgør denne Himmerigets skare, er „kaldet“ ved hjælp af Jehovas ord og hans ånd, det vil sige, at de gennem Jehovas ord får kendskab til dette håb om at tjene i det himmelske rige, og ved hjælp af sin ånd, der virker på dem, gør Jehova dem til sine åndelige sønner og overbeviser dem om, at dette håb gælder dem. I Romerne 8:16, 17 læser vi: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.“ (Se også Joh. 3:3-5) Når de sidste medlemmer af rigsskaren fuldender deres jordiske løbebane trofaste, til døden, vil deres opstandelse fra døden til liv i himmelen gøre det himmelske rige, bestående af de 144.000 med Kristus Jesus som konge, fuldtalligt. Det vil herske over alle andre skabninger i himlene og over dem, som opnår liv på jorden.

25. Hvem får bemyndigelse til at prædike „denne gode nyhed om Riget“, og hvorfor er det en god nyhed?

²⁵ De, som hører til denne skare, og som endnu befinder sig på jorden og derfor i kødet (resten), har bemyndigelse fra Gud til at forkynde „denne gode nyhed om Riget“. Og hvor glædelig er ikke denne nyhed om Riget! Det er dette himmelske rige, der skal knuse alt oprør og genindføre fred og retfærdighed i universet. Det vil ødelægge Satan og alle hans håndlangere. Under Rigets retfærdige regering vil Skaberens oprindelige hensigt blive fuldbyrdet; jorden vil blive befolket med mennesker, der vil tjene, prise og ære deres kærlige Gud. Alt dette vil hævde og herliggøre eller rense Jehova Guds navn, ord og hensigter. Det vil vise, at han er den Højeste. Da det er Himmeriget, der vil udvirke alt dette, betyder det, at Riget er af større betydning end noget som helst andet, og at læren om dette rige er den vigtigste lære i Bibelen.

Liv på jorden

26. Hvor har de sagtmodige håb om at opnå liv ifølge Salme 37:11, 29? Hvordan bekræftes dette af den bøn, Jesus lærte sine efterfølgere at bede?

²⁶ For længe siden skrev salmisten profetisk: „De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred. De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ (Sl. 37:11, 29) Jesus citerede senere hen denne salme, i Mattæus 5:5, og han bekræftede således, at dette håb om evigt liv på jorden er sandt. Nogle religiøse organisationer stiller liv enten i himmelen eller i evig pine i et brændende helvede op som menneskenes fremtidsudsigt. Som vi har set, finder tanken om evig pine ikke støtte i Bibelen, og den begrænser heller ikke håbet om et fremtidigt liv i fred og lykke til himmelen. Under det himmelske rige (hvortil kun et begrænset antal er kaldet) vil et ubegrænset antal opnå et fuldkomment menneskelivs velsignelser her på jorden. Det er grunden til, at Jesus lærte sine efterfølgere at bede til Gud: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.

27. Hvad slags mennesker bliver nu udskilt og givet håb om liv på jorden, og hvordan omtalte Jesus dem i sin egenskab af hyrde?

²⁷ Kaldet til den himmelske arv er ved at være slut, men Bibelen viser klart, at Jehova nu udskiller en stor skare mennesker og stiller dem på sin højre side som et tegn på sin gunst. Det er mennesker, der har fårets egenskaber, som ønsker at tjene ham, og hvis håb står til et liv på en paradisisk jord under det himmelske rige. I egenskab af hyrde talte Jesus om disse andre får i Johannes 10:16: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde.“

28. a) Hvilke forandringer må der finde sted, for at menneskeheden kan opnå de lovede velsignelser? b) Hvad går den gode nyhed ud på i dag?

²⁸ Men inden menneskeheden kan opnå disse velsignelser, må der ske store forandringer, ikke sandt? Thi før fred og retfærdighed kan blomstre frem, må ondskab, ødelæggelse, sygdom og død ophøre på jorden. Hvornår og hvordan vil det ske? Bibelen viser, at alt dette vil indtræffe efter Kristi Jesu andet komme og hans riges oprettelse i himmelen. Nu går denne gode nyhed ud på, at Kristus Jesus er kommet igen, at Guds rige er oprettet og hersker i himmelen, og at Satan, hans onde engle og hans synlige tjenere på jorden snart vil blive tilintetgjort i Harmagedonslaget. Hvordan kan vi vide dette?

Jesu nærværelse i kongemagt

29. Sker Jesu andet komme synligt for mennesker? Hvilke kendsgerninger og skriftsteder er bestemmende for svaret?

²⁹ Når Jesus sagde, at han ville komme igen, mente han ikke dermed, at han ville komme igen i menneskeskikkelse og ville kunne ses af alle på jorden. Han har givet sit jordiske liv hen som en løsesum og kan ikke tage dette liv tilbage. Da han kom til jorden første gang, var det en ydmygelse for ham. (Hebr. 2:9) Men under sin anden nærværelse kommer Jesus ikke som et menneske, der er „ringere end englene“, men han kommer som en åndeskabning i stor herlighed. (Matt. 25:31) Hans komme i kongemagt er altså usynligt for mennesker på jorden. Inden han forlod jorden, sagde han til sine disciple: „Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere.“ (Joh. 14:19) Jesus er nu blevet sin Faders „udtrykte billede“ og bor derfor sammen med sin Fader i et lys, som „intet menneske har set, ej heller kan se“. (Hebr. 1:3; 1 Tim. 6:16) Jesu andet komme eller hans nærværelse kan ikke ses med bogstavelige øjne, men kun med hjertets eller forstandens øjne. — Ef. 1:18.

30. Ved hjælp af hvad skulle jordens indbyggere forstå, at Jesus atter var nærværende og indsat som konge?

³⁰ Som bevis for sin nærværelse i kongemagt forudsagde Jesus visse iøjnefaldende begivenheder, der tilsammen skulle udgøre et stort „tegn“. Når jordens indbyggere så disse synlige beviser, der udgjorde „tegnet“, og forstod deres betydning, ville de vide, at Jesus havde tiltrådt sit kongedømme i himmelen og altså var nærværende som konge i det længe lovede rige. Hvori skulle dette „tegn“ bestå?

31. Hvilket spørgsmål stillede Jesu apostle vedrørende hans komme, og hvad sagde Jesus skulle være veernes begyndelse?

³¹ Dette spørgsmål opstod også i Jesu apostles sind, for de spurgte: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?“ (Matt. 24:3) Som svar sagde Jesus: „Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse.“ — Mt 24 Versene 7 og 8.

32. Hvordan fik denne forudsigelse om „veernes begyndelse“ sin opfyldelse, og hvad forudsagde Jesus om de forhold, der fulgte efter?

³² Ifølge dette skulle begyndelsen til det store tegn være en verdenskrig. I årene fra 1914 til 1918 var tredive nationer i krig med hinanden, og denne krig blev derfor kaldt den første verdenskrig. I dens kølvand fulgte der pest og hungersnød, og disse ting fortsatte med at bringe veer og elendighed over jorden, selv efter at den første verdenskrig var ophørt. Ja, der døde flere af pest, end der blev dræbt i krigen de fire år, den varede. Siden 1914 har der også været flere jordskælv end nogen sinde før i historien, og disse rystelser har voldt stor skade på liv og ejendom. Dog sagde Jesus: „Alt det er kun veernes begyndelse.“ Lige siden den første verdenskrig har veerne fortsat og omfattet en anden verdenskrig, endnu frygteligere end den første. Nu knuges verden af angst for en tredje krig, i hvilken man vil tage endnu mere grufulde ødelæggelsesvåben i brug. Hungersnød og jordskælv hjemsøger stadig menneskeheden. Folkene føler sig utrygge, og alle er ængstelige for fremtiden. Jesus gav en ypperlig skildring af disse forhold, der udgør en del af det tegn, han profeterede om. Han sagde, at „på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige“. — Luk. 21:25, 26.

33, 34. I hvilket år begyndte Jesus at herske som konge, og hvilke begivenheder indtraf der i himmelen efter Rigets fødsel?

³³ Alle beviserne giver således til kende, at Jesus tiltrådte sin kongemagt og begyndte sit herredømme fra himmelen i året 1914. Men hvorfor skulle denne vidunderlige begivenhed ledsages af veer og sorger på jorden? Åbenbaringen, det 12. kapitel, giver os svar på spørgsmålet.

³⁴ Satan, der er Jehova Guds ærkemodstander, havde indtil da frihed til at færdes blandt Guds skabninger i himmelen. Satan ønskede ikke, at Riget skulle begynde sit herredømme eller „fødes“, som det symbolske sprog i Åbenbaringen, det 12. kapitel, udtrykker det. Satan ønskede herredømmet over jorden for sig selv, og ved den tid, da Jehova befalede sin søn, Kristus Jesus, at herske, opstod der uvægerligt en kamp mellem det nyfødte rige og Satan. I Åbenbaringen 12:7-10 læser vi: „Der blev kamp i himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i himmelen. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige: Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.“

35. Hvorfor fortsætter veerne på jorden, og hvorfor sagde Jesus, at vi dog ikke burde miste alt håb ved synet af disse forhold?

³⁵ Skønt denne sejr over Satan fik himlene til at fryde sig, gjorde den ikke ende på hans indflydelse på jorden. Han fik nu sit virkefelt begrænset til jorden, og vel vidende, at hans tid var ved at udløbe, gjorde han sit yderste for at vende jordens indbyggere bort fra Jehova. I Åb 12 vers 12 står der: „Glæd jer derfor, I himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ Dog burde synet af disse forhold ikke få os til at miste alt håb, for de er netop tegnet på, at det længe lovede rige er oprettet i himlene. Det betyder, at Satans tid er kort, og at han og alle hans håndlangere snart vil blive tilintetgjort i det sidste slag, Harmagedonslaget, og derfor sagde Jesus: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ — Luk. 21:28.

36. Hvilken del af „tegnet“ forudsiges i Mattæus 24:14, og hvordan har du selv erfaret dets opfyldelse?

³⁶ Der er en anden del af tegnet, som vi endnu ikke har nævnt, og det er den del, der henvises til i Mattæus 24:14: „Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ (NW) Vi ser altså, at mens verden plages af veer og ængstes for fremtiden, skulle der ifølge profetien være mennesker, som gik omkring og prædikede blandt alle nationerne, og de skulle prædike „denne gode nyhed om Riget“. De skulle fortælle folkene om det oprettede rige. Denne del af tegnet får sin opfyldelse nu, og du har selv set det. Er ikke en eller anden kommet til dig og har fortalt dig om Riget? Ud over hele verden, i over 150 lande og på øerne i verdenshavene, prædiker Jehovas vidner på over hundrede sprog den gode nyhed om det oprettede rige.

37. Hvilken anden del af „tegnet“ har fået sin opfyldelse på grund af forkyndelsen af Riget?

³⁷ På grund af deres trofasthed i denne forkyndelse af Riget er Jehovas vidner blevet bitterlig forfulgt i alle lande. Også dette forudsagde Jesus: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ — Matt. 24:9.

38. Hvad er formålet med forkyndelsen, og hvad bliver de, som lytter agtpågivende, og de, som nægter at lytte, sammenlignet med?

³⁸ Formålet med denne forkyndergerning er at advare og hjælpe dem, som er ret indstillet over for Jehova, og som ønsker at tilbede ham og således undgå den ødelæggelse, der skal komme over Satans verden, for at de kan opnå liv i en ny, retfærdig verden. Dem, som lytter til budskabet og tror på det, sammenlignede Jesus med får. Dem, som forkaster budskabet og kæmper imod det, sammenlignede han med bukke. Forkyndelsen af Riget er derfor årsag til en adskillelse i verden: på den ene side samles fårene, på den anden side bukkene. „Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ — Matt. 25:31-33.

Enden på denne tingenes ordning

39. a) Hvad beviser opfyldelsen af „tegnets“ forskellige dele? b) Hvad vil enden på denne „tingenes ordning“ sige?

³⁹ Vi ser altså alle de forskellige dele af det tegn, Kristus Jesus omtalte, blive opfyldt: Verdenskrig, hungersnød, pest, verdensvid ængstelse, veer over jorden, „denne gode nyhed om Riget“ bliver forkyndt, forkynderne af det gode budskab bliver forfulgt, og folkene deles i to skarer. Opfyldelsen af dette tegn beviser ikke alene, at Kristus Jesus regerer i himmelen, men også at enden på denne „tingenes ordning“ eller denne verden er for hånden. (Matt. 24:3) Det vil ikke sige enden på vor bogstavelige jord, for Bibelen siger: „Jorden står til evig tid.“ (Præd. 1:4) Det, der ophører, er den onde verden, hvis gud er Satan, idet han, hans onde dæmoner og alle hans tilhængere på jorden skal blive fjernet. (2 Kor. 4:4) Således vil jorden blive renset for al ondskab.

40. Hvilken afgørende krig må endnu udkæmpes, og hvorfor vil Guds tjenere ikke tage del i den?

⁴⁰ Satan er stadig fast besluttet på at bevare sin stilling som „denne verdens gud“, og der må derfor udkæmpes endnu en kamp mellem ham og Jehova, og den kamp kommer i Harmagedonslaget. (Åb 16:14-16) Det vil ikke være nødvendigt for Guds tjenere på jorden at tage del i denne kamp. Kristus Jesus drager i spidsen for Jehovas himmelske hærskarer i dette sidste angreb på Satan og hans organisation og tilintetgør dem i bund og grund og udfrier de lydige blandt menneskeheden til liv i en ny retfærdighedens verden. (Åb. 19:11-16) Det er kun ved, at der bliver gjort ende på denne tingenes ordning, at verden kan blive ondskaben kvit og fred og retfærdighed få de rette vækstbetingelser. Kun den almægtige Gud, Jehova, formår dette.

41. Hvad forkynder Jehovas vidner foruden at forkynde om de velsignelser, der er i beredskab for dem, som elsker Gud, og hvorfor gør de det?

⁴¹ Har menneskene haft held med sig i deres bestræbelser for at fjerne ondskaben og uretfærdigheden på denne jord? Har de kunnet indføre enhed og harmoni blandt nationerne, der er splittet som følge af de forskellige sprog, racer og religioner? Nej, det har de ikke. „Denne gode nyhed om Riget“ omtaler det eneste varige hjælpemiddel. Dette gode budskab omtaler også verdens ende, så derfor taler Jehovas vidner ikke bare om de velsignelser, Jehova har i beredskab for dem, som elsker og tjener ham, men også om hans tilintetgørelsesdomme over dem, som står ham imod og er onde og gudløse. Bemyndigelsen fra HERREN Gud går ud på, at de skal komme med „glædesbud til ydmyge, . . . udråbe et nådeår fra HERREN, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger“. — Es. 61:1, 2.

42. Hvad vil snart forsvinde for bestandig, og hvilke forhold skal som forudsagt råde blandt dem, som vender sig til Gud nu?

⁴² Ja, det er godt nyt at vide, at ondskab, umoral, kiv og strid, sygdom og sorg snart skal forsvinde for evigt. I sin omtale af de forhold, der skal råde blandt dem, som vender sig til Jehova Gud i denne endens tid for den nuværende tingenes ordning, siger den bibelske beretning: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt hærskarers HERRES mund har talet.“ (Mika 4:3, 4) Der vil ikke alene råde fred mand og mand imellem, men også blandt mennesker og dyr. „Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af HERRENS kundskab.“ — Es. 11:6-9.

43. Hvordan bekræfter salmistens bøn for Kongens søn, hvad der her er blevet sagt?

⁴³ Den retfærdige konge Kristus Jesus, Evighedskongens, Jehova Guds, søn vil have al magten, og de, som da lever på jorden, vil nyde godt af hans retfærdige styre. Derfor bad den inspirerede salmist: „Gud, giv kongen din ret, kongesønnen din retfærd, så han dømmer dit folk med retfærdighed og dine arme med ret! Da bærer bjerge og høje fred for folket i retfærd. De arme blandt folket skaffer han ret, han bringer de fattige frelse, og han slår voldsmanden ned. Han skal leve så længe solen lyser og månen skinner, fra slægt til slægt.“ — Sl. 72:1-5.

44. Hvordan kan du komme til at leve i en sådan fuldkommen verden, og hvad sagde Jesus, du skulle gøre, når du fik øjnene op for „tegnet“?

⁴⁴ Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter! Kunne du tænke dig at leve i en sådan fuldkommen verden? Det kan du komme til, hvis du har fårets særpræg: ydmyghed og villighed til at følge hyrden, og hvis du følger den gode hyrde, Kristus Jesus, og stiller dig på Jehovas side ved at tro på „denne gode nyhed om Riget“. Med de forhold, der skal råde i den nye verden, for øje kan fårene give agt på Kristi Jesu ord, som han fremholdt, efter at han havde omtalt tegnet på sin nærværelse: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig. Sandelig siger jeg jer: denne slægt skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.“ (Luk. 21:28, 32) Ja, du kan være et af „fårene“ blandt denne generation eller slægt, disse får, der skal udfries under det endelige Harmagedonslag og leve videre på en renset jord. Hvad må man gøre for at være blandt Herren Jesu „andre får“ og opnå hans velsignelse? Vi vil betragte de skridt, Bibelen viser, vi må tage.

Indvielse

45. Hvad må der først ske, inden vi kan gøre det, Gud kræver af os?

⁴⁵ Inden vi kan gøre det, som Gud kræver af os, må vi lære ham at kende, tilegne os kundskab om hans hensigter og tro på ham og på hans søn, Kristus Jesus. Kundskab er troens grundvold, og den rette kundskab finder vi i Bibelen. Jehova har draget omsorg for, at de ydmyge på jorden på denne dag kan få hans ord at høre, idet han lader sine vidner gå omkring og forkynde „denne gode nyhed om Riget“ og hjælpe de retsindige til at studere Guds ord og således tilegne sig den kundskab, der fører til liv for dem. „Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ — Rom. 10:17.

46. Hvad vil det sige at have tro? og hvad vil det sige at indvi sig?

⁴⁶ At et menneske har tro vil sige, at han på grundlag af den bibelkundskab, han har erhvervet sig, har en sikker forvisning om, at Gud er til, og at han belønner dem, som oprigtigt søger ham, og at Bibelen er sand og er menneskets sikre rettesnor. At have tro betyder også at anerkende Jesus som frelser og genløser. En sådan tro får et menneske til at gøre en forandring i sin livsførelse. Han vender sig bort fra at følge verden i dens ondskab og fra at tilfredsstille sine egne selviske ønsker og gør i stedet for Guds vilje. Da han erkender, at han kan takke Gud for alt, hvad han ejer, og at den eneste måde, hvorpå han kan behage Gud, er ved at tjene ham, indvier han sig til at gøre Guds vilje. Det vil sige, han går ind på at gøre, hvad som helst Guds ord pålægger ham. Jesus sagde: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors [sin marterpæl, NW] op og følge mig!“ — Matt. 16:24.

47. Hvordan bekender man sin indvielse for andre i overensstemmelse med Jesu eksempel og belæring?

⁴⁷ Jesus indviede sig til at gøre sin Faders vilje, og han bekendte sin indvielse offentligt. Hvordan? Ved at han lod sig døbe i vand. Han bød sine efterfølgere, at de skulle gå hen og gøre disciple blandt alle folkeslagene, „idet I døber dem i Faderens og Sønnens og helligåndens navn“. (Matt. 28:19) Enhver, som går ind på at gøre Guds vilje, må lade sig døbe. — Sl. 40:9; Mark. 1:9-11; Hebr. 10:7.

48. Hvad udretter dåben, og hvordan bør den foregå?

⁴⁸ Hvad udvirker dåben, og hvordan bør den foregå? Jesus blev døbt på den måde, at han blev helt nedsænket i Jordanflodens vand. Dåben bør foregå på samme måde i dag, ved total nedsænkning i vand. Denne dåb renser ikke den, der døbes, for synd. Det er ikke formålet med de kristnes dåb. At man nedsænkes under vandet symboliserer, at den, som døbes, dør bort fra sin forrige livsførelse. Han giver af sig selv afkald på sin egen vilje for at gøre Guds vilje. Når han atter kommer op af vandet, er det et billede på, at han kommer frem for at gøre Guds vilje.

49. Hvad må den, som har indviet sig og ladet sig døbe, dernæst gøre for at være blandt dem, som Jehova bryder sig om at have i den nye verden?

⁴⁹ Den, som har indviet sig og ladet sig døbe, må fra da af trofast tjene Jehova Gud. Han må fortsætte med at studere Guds ord for at få at vide, hvad der er Guds vilje, og han må stole på, at Jehovas ånd vil styrke ham til trofast at gøre denne vilje. Hans håb står nu til Jehovas nye verden. Han vil ønske at komme sammen med andre, der har samme tro, og at komme regelmæssigt i en af Guds folks menigheder. For at opnå Jehovas endelige godkendelse må han være trofast mod ham lige til Harmagedon og fortsætte dermed i den nye verden. Hvis du ønsker at være blandt disse mennesker, må du vise, at du er af den slags, som Jehova vil bryde sig om at have i sin nye verden.

50. Hvad bør vi undgå at skikke os lige med, og hvilken personlighed bør vi iføre os? Hvordan?

⁵⁰ Apostelen Paulus formaner os i Romerne 12:2: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det velbehagelige og fuldkomne.“ Vi kan altså ikke længere være som folk i denne verden, der er gennemsyret af stridbarhed, misundelse og had, af uredelighed og tyvagtighed, af løgn og mord, af urenhed og umoral. „For disse synders skyld kommer Guds vrede. I dem vandrede også I engang, da I levede jeres liv i dem. Men nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund. Lyv ikke for hverandre, da I jo har afført jer det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes til sand erkendelse efter hans billede, der skabte det.“ — Kol. 3:6-10.

51. a) Hvilke anvisninger får de kristne tjenere? b) Hvilken forandring vil en livsførelse i overensstemmelse med Bibelens principper forårsage i hjemmet for mænd, hustruer og børn?

⁵¹ En kristen adskiller sig fra verden i alle sine handlinger. I denne verden ser vi mennesker gå deres arbejdsgivere under øjnene og undlade at yde dem trofast tjeneste. Men Bibelen formaner: „I trælle! vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer, ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren. Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker.“ (Kol. 3:22, 23) Når du følger Bibelens principper i dit hjem, vil du erfare, at der også vil finde en forandring sted der. Tænk på, hvor mange hjem der er blottet for fred og harmoni, hvor mænd tyranniserer deres hustru, eller hvor hustruer er uregerlige og ikke viser respekt for deres mand! „I hustruer! skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt.“ (Kol. 3:18-20) Ja, børnene skal også lære at leve i harmoni med den nye verden allerede nu, og det kan de gøre ved at være lydige mod deres forældre, der er blevet kristne, og som opdrager dem til at tjene Gud.

Afslutning

52. a) Hvad har vi her lært om Gud, om årsagen til synd og død og foranstaltningerne til at udfri menneskeheden? b) Hvorfor er dette godt nyt, og hvad bør du nu gøre med dette gode budskab?