Den, som ikke gifter sig, gør bedre

 1. a) Hvad beviser, at en ugift mand ikke kun halvt om halvt er en mand? b) Hvad slags brud er den eneste, Jesus Kristus nogen sinde vil få?

ÆGTESKABET indebærer glæder og velsignelser, sådan som Gud bestemte, det skulle. På grund af den indbyrdes tiltrækning, han skabte mellem kønnene, er det normalt for manden og kvinden at gifte sig, og det udelukker end ikke kristne, som er i kødet. Guds ord anlægger imidlertid ikke det synspunkt, som nogle stammer og folkeslag gør, nemlig at en mand ikke har nået sin fulde manddom, medmindre han er gift, og at han kun halvt om halvt er en mand, dersom han er ugift. At anlægge et sådant syn ville være at forringe Jesus Kristus, for han døde som jomfru, en ugift mand, i en alder af treogtredive et halvt år. Han døde ugift i overensstemmelse med sin himmelske Faders vilje. Men ved denne selvbeherskelse og lydige handlemåde vinder han en åndelig „brud“, en menighed på 144.000 trofaste efterfølgere, der elsker ham med en kærlighed, som overgår den, en mand nærer for en kvinde eller en ægtemand for sin hustru. Denne åndelige brud, som Faderen forener med sin søn i himmelsk herlighed og skønhed, er den eneste hustru, Jehova Gud har bemyndiget Jesus Kristus til at tage. — Joh. 3:29; Åb. 19:7; 21:2, 9-14.

 2. Hvilke andre eksempler har vi på Guds tjenere, der ikke giftede sig?

² Den unge profet Jeremias lod være med at gifte sig, fordi Jehova Gud som en fader forbød ham at gifte sig og få børn, idet det var „endens tid“ for det jødiske rige under en konge af Davids slægt. (Jer. 16:1-4) Apostelen Paulus benyttede sig ikke af sin „ret til at tage en søster som hustru med overalt ligeså vel som de andre apostle og Herrens brødre og Kefas“. (1 Kor. 9:5) Man må overveje den mest betydningsfulde grund til, at mange kristne i „endens tid“ for denne gamle verden forbliver ugifte, og dersom man forstår den, vil man ikke ringeagte den, men føle dyb respekt derfor.

 3. a) Hvad kan en enke eller enkemand vælge at gøre, og hvorfor kan gifte kristne være åndelige jomfruer? b) Hvad er den eneste vægtige grund til, at nogle forbliver jomfruer?

³ En kristen, der på grund af døden har mistet sin ægtefælle, kan gifte sig igen, men kan også vælge ikke at gøre det. Drejer det sig om en kristen kvinde, og „sover hendes mand hen, er hun fri, så hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren [blot han er i samhørighed med Herren, NW, fodnote]. Men lykkeligere er hun, hvis hun forbliver, som hun er“. (1 Kor. 7:39, 40) Gifte kristne kan stadig bevare sig som åndelige jomfruer ind for Kristus ved ikke at indgå utugtigt venskab med denne verden og dens systemer, der sammenlignes med kvinder: „Dette er dem, som ikke besmittede sig med kvinder; de er i virkeligheden jomfruer.“ (Åb. 14:1-4, NW) Med rosværdig dyd vælger mange kristne jomfruer, hvad enten det er mænd eller kvinder, at forblive ugifte uden dog at aflægge et løfte herom. De forbliver jomfruer, men ikke fordi der er noget kristent bud, der „forbyder ægteskab“ i denne „endens tid“, i disse „sidste tider“. (1 Tim. 4:1-3) Den nye verdens samfund kender ikke et sådant påbud. I overensstemmelse med Skriften giver det mennesker frihed til at gifte sig før Harmagedonslaget. Den vægtigste grund og den største tilskyndelse til at forblive ugift er Guds rige.

 4. Hvordan gør nogle sig til gildinger for Guds riges skyld?

⁴ Jesus omtalte sådanne frivillige jomfruer som nogle, der har gildet sig selv. Efter at han havde fortalt sine disciple, at ægteskabsbrud var det eneste grundlag for skilsmisse, som Gud anerkendte, sagde hans disciple besindigt: „Stiller sagen sig sådan for manden i forholdet til hustruen, så. er det ikke rådeligt at gifte sig.“ Som en kommentar til denne udtalelse sagde Jesus: „Ikke alle mennesker giver rum for det ord, men kun de, der har gaven. Thi der er gildinger, der er født således fra moders liv, og der er gildinger, der er gildede af mennesker, og der er gildinger, der har gildet sig selv for Himmelrigets skyld. Lad den, der kan give rum for det, give rum for det.“ (Matt. 19:10-12, NW) De gør sig ikke til gildinger ved i fysisk forstand at lade sig kastrere som den religiøse Origenes, der skrev den berømte Hexapla-udgave af det „Gamle Testamente“ i det tredje århundrede. De gør det ved at give rum for det i deres hjerter, idet de villigt beslutter sig til fysisk at bevare sig i den ugifte, enlige stand, ligesom en gilding, der ikke kunne gifte sig. Det, der afholder dem fra at gifte sig, behøver ikke at være et løfte om at leve i cølibat, ej heller selvkastration eller en eller anden fysisk defekt, men det er deres overvældende ønske om at give sig selv så helt som muligt i tjenesten for Guds rige, og det så meget mere nu, da Riget er blevet oprettet i himlene i 1914, og „denne gode nyhed om Riget“ skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, fordi den absolutte ende for denne dømte verden stadig kommer nærmere.

 5. Hvordan får man gaven at forblive ugift?

⁵ Som Jesus selv sagde, giver ikke alle kristne rum for ordet om det tilrådelige i ikke at gifte sig under de nuværende usikre, ufuldkomne og fordærvede forhold. Det er kun dem, der „har gaven“. En „gave“? Ja, men den består ikke i at være født som gilding eller i en eller anden mirakuløs kraft fra Gud. Den forret at forblive ugift er en gave, som Gud tilbyder alle ugifte mænd og kvinder, der bliver hans søns, Jesu Kristi, efterfølgere. Men det er ikke alle, der gør brug af denne gave; ikke alle giver rum for den. Der er dog mange, der tager alle de omstændigheder og forhold, der vedrører dem som kristne, op til overvejelse, heri også indbefattet deres muligheder og tjenesteforrettigheder i forbindelse med Riget. De ser fremad for at blive klar over, hvad en bestemt handlemåde eller et eventuelt livsløb sammen med en anden ville føre til. De vejer den gifte stand og dens pligter og begrænsninger mod den ugifte stand og dens muligheder, altsammen med henblik på Jehovas dyrebare „skat“, tjenesten. Efter at de alvorligt har studeret spørgsmålet, træffer de en forstandig afgørelse, tager en fast beslutning om at forblive, som de er, ugifte. Derpå undgår de at blive inddraget i noget, der kunne forpligte dem til at forlade deres ugifte stand.

 6. a) Hvorledes udfylder de ugifte tomrummet, og hvilke velsignelser fører det med sig? b) Hvordan styrker de sig til den kurs, de har sat?

⁶ For at udfylde det tomrum, som de naturligt nok vil føle, fordi de ikke har nogen elsket ægtefælle, lægger de planer om og stræber efter at fylde deres liv med al den tjeneste for Gud, de kan, om muligt ved at blive heltidstjenere og påtage sig alle de forpligtelser med hensyn til tjenesten, som de kan overkomme. Når de således er fuldt optaget af den guddommelige tjeneste, vil deres hjerte og deres opmærksomhed være fæstet på det presserende arbejde, der nu skal udføres i den korte tid, der er tilbage. Ved at stille sig til rådighed på denne måde bliver de belønnet med glæder og velsignelser, der opvejer alt det, som deres kød til tider vil forsøge at overbevise dem om, at de mangler, fordi de ikke har en kristen ægtefælle. Selvbeherskelse er en af Guds ånds frugter, en af de betydningsfulde ting, enhver kristen må besidde foruden kundskab, tro og dyd. For at blive i deres ugifte stand opdyrker de derfor især denne del af åndens frugt, selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23 og 2 Pet. 1:5, 6, NW) De styrker og befæster denne særligt retningsbestemte selvbeherskelse ved at betragte de fordele, de nyder som følge heraf, og de uønskede ting, som de derved undgår. Desuden lægger de planer og træffer foranstaltninger for i fuldt mål at nyde deres ugifte stand og få størst mulig gavn af den. Det er ikke selvisk. Det er ikke at berøve en eller anden af det modsatte køn en ægteskabelig ret, men det er at glæde sig over noget, som de er berettiget til, mens de lader ægtepar glæde sig over det, som disse har ret til. At de forbliver ugifte, sker først og fremmest for at behage og prise Jehova Gud og i hans riges interesse.

 7. Hvilke gode eksempler har vi på sådanne, som forbliver ugifte, og hvorfor skal man ikke have ondt af dem?

⁷ Der er for eksempel hundreder af kristne kvinder, der ugifte er rejst til fjerne egne som missionærer. Den stedlige befolkning undrer sig over, hvordan de formår at leve ugifte, og de indfødte gifte kvinder er muligvis tilbøjelige til at have ondt af disse missionærer, fordi de mener, de går glip af meget og følgelig må have det svært. Men ved hjælp af Jehovas ånd giver de sig selv helt og fuldt i missionærtjenesten og erfarer ubeskrivelige glæder. Man behøver ikke at have ondt af dem. Mens de muligvis har ondt af mange af de indfødte kvinder, fordi de er gift under de nuværende omstændigheder, har de ikke ondt af sig selv, men føler som Jeftas datter.

 8, 9. a) Hvordan så Jeftas datter på det løfte, hendes fader havde afgivet vedrørende hende? b) Hvilke velsignelser modtog hun, og hvilke velsignelser opnår man i dag i den ugifte stand?

⁸ Havde hun ondt af sig selv, dengang hendes fader, dommeren Jefta, bragte nyheden om, at det løfte, han havde aflagt for at vinde sejr i slaget, forpligtede ham til at indvi hende til et liv i ugift stand, optaget af heltidstjenesten i Jehovas hus? Døm selv ud fra hendes svar: „Min fader, dersom du har åbnet din mund for Jehova, så gør med mig efter det, der udgik af din mund, nu da Jehova har fuldbyrdet hævnen over dine fjender, Ammons sønner.“ Hun havde virkelig noget at sørge over, og hun begræd også den jomfrustand, som hun skulle indvies til i opfyldelsen af Jeftas løfte, men kun for en kort tid, to måneder i ensomhed sammen med sine medfølende veninder.

⁹ Derefter overgav hun sig til heltidstjenesten i Jehovas velsignede hus. Hun døde ugift og uden noget håb om at nyde det ægteskabelige liv i Guds nye verden, når hun bliver oprejst fra de døde. Men hvilken beretning efterlod hun sig ikke til hævdelse af Jehovas retmæssige overhøjhed over himmelen og jorden! Og mens hun levede som jomfru i Guds hus, blev hun regelmæssigt opmuntret til at være trofast over for sine forrettigheder, der knyttede hende så nær til Gud. „Fra år til år plejede Israels døtre at drage op for at prise gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.“ (Dom. 11:34-40, NW) At forblive ugift for Guds sags skyld, ikke ved at lukke sig inde i et eller andet kloster, men ved at forkynde Rigets budskab offentligt og fra hus til hus, medfører Guds godkendelse og vinder anerkendelse hos dem, som er indviet til Gud. I Bibelen omtales missionæren Filips fire døtre anerkendende som „jomfruer, der profeterede“. — Ap. G. 21:8, 9, NW.

„Enhver har sin egen gave fra Gud“

10, 11. a) For hvem er det bedst at forblive ugift? b) For hvem er det bedst at gifte sig?

¹⁰ Ægteskabet har sine glæder, tilfredsstillende forrettigheder, og disse er en gave fra Gud. Den ugifte stand har ligeledes sine særegne forrettigheder og muligheder, som er en gave fra Gud. Hvilken gave ønsker du? Da Paulus drøftede dette spørgsmål, skrev han: „Men jeg ønsker, at alle mennesker var som jeg [idet han ikke havde en søster med som hustru]. Men enhver har sin egen gave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden måde.“ Paulus vender derpå sin opmærksomhed fra de gifte kristne og deres ægteskabelige gave og fortsætter med at anbefale sin egen uafhængige stilling til dem, der ikke har nogen ægtefælle. Han siger: „Nu siger jeg til de ugifte [jomfruer] og enkerne, at det er godt for dem, at de vedbliver at være som jeg. Men har de ikke selvbeherskelse, så lad dem gifte sig, thi det er bedre at gifte slig end at være optændt af lidenskab.“ — 1 Kor. 7:7-9, NW.

¹¹ De, der næsten fortæres af lidenskab, har ikke den opdyrkede gave, selvbeherskelsen, som Jesus omtalte. På grund af den „fremherskende utugt“ i denne fordærvede verden var det og er det bedre for dem, der er optændt af lidenskab og distraheres af kønsdriften, at opgive deres ugifte stand eller deres enkestand og beskytte sig mod utugt ved at få en lovformelig ægtefælle. I harmoni hermed skrev Paulus angående „unge enker“ i menigheden: „Den, som søger sanselig tilfredsstillelse, er død, skønt hun lever. . . . når deres kønsdrifter kommer mellem dem og Kristus, ønsker de at gifte sig og bringer dom over sig, fordi de har ignoreret deres først udtrykte overbevisning. På samme tid lærer de også lediggang, føjter omkring til hjemmene, ja ikke alene lediggang [i forkyndergerningen], men også at være sladdervorne og at blande sig i andre folks sager og tale om ting, de ikke skulle. Derfor ønsker jeg, at unge enker skal giftes, føde børn, styre hus og ikke give modstanderen anledning til spot. I virkeligheden er nogle allerede blevet vendt bort for at følge Satan.“ — 1 Tim. 5:6, 11-15, NW.

12, 13. Hvilket eksempel satte Anna for unge enker, og hvilken belønning fik hun?

¹² Den måde, hvorpå „unge enker“ kan undgå at følge Satan ved at hengive sig til utugt eller misbruge tid og kræfter, består i at gå så meget som muligt op i Guds direkte tjeneste. Som et opmuntrende eksempel kan de tage Anna, en profetinde af Asers stamme. „Hun var meget højt oppe i årene; efter sin jomfrutid havde hun levet syv år med sin mand og var nu en enke på fireogfirsindstyve år.“ Hvordan anvendte hun sin tid, hvordan brugte hun sine evner?

¹³ På denne måde: „Hun veg ikke fra helligdommen, men tjente Gud med faste og bønner nat og dag.“ Undlod Gud at belønne hendes lange enkestand? Nej, og i hendes alderdom blev hendes enkestand kronet med den forret at se den lovede Messias som barnet Jesus. Josef og Maria havde bragt ham til templet, hvor hun tjente Gud. „Hun trådte til i den samme stund og lovpriste Gud og talte om barnet til alle, som ventede Jerusalems forløsning.“ (Luk. 2:36-38) Det er således muligt at bevare sin enkestand i lang tid, og gør man det, vil den liflige belønning i Jehovas tjeneste ikke udeblive. — 1 Tim. 5:3-5, 9, 10.

14. Hvilke fordele har de ugifte fremfor de gifte?

¹⁴ For nitten hundrede år siden udtalte Paulus, at „den resterende tid er begrænset“, og at „denne verdens skueplads forandres“. (NW) Det er grunden til, at han skrev: „Men jeg vil gerne, at I skal være fri for bekymringer,“ og rådede de gifte kristne til ikke at lade deres ægteskabelige forrettigheder gå forud for deres åndelige muligheder og forpligtelser. I sin behandling af spørgsmålet om bekymringer viser han nu de fordele, der er ved at være fri for de ægteskabelige bånd og pligter: „Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru; og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes hun kan tækkes sin mand. Jeg siger dette til jeres eget bedste, ikke for at lægge snare for jer, men for at I må leve sømmeligt og ufravendt holde jer til Herren.“ (1 Kor. 7:29-35) Dette råd var til personlig gavn for de kristne for nitten hundrede år siden. Det er ikke mindre nyttigt for os nu, efter at Riget blev født i himlene i 1914 e. Kr., og den tid, der er tilbage af „endens tid“ for denne gamle verden, er blevet forkortet med mere end fyrretyve år, så der ikke synes at være ret langt igen.

15, 16. Hvem har frihed til at gifte sig inden for den nye verdens samfund, og hvem gør klogt i at forblive ugift for Guds riges skyld?

¹⁵ Husk, at det ikke er forbudt nogen fri kristen at gifte sig, hvad enten han er tilsynsmand, tjener i menigheden eller menighedsforkynder, enkemand eller ungkarl. Den ugifte stand påtvinges ikke en eneste kristen, som kan tillade sig at gifte sig. Men den, der for Guds riges skyld formår at udvise tilstrækkelig selvbeherskelse og på rette måde indretter sin tilværelse med det for øje ikke at indgå ægteskab i denne „nuværende onde tingenes ordning“, kan gøre det, idet han giver afkald på andre tiltrækkende ting for at kunne give rum for denne gave. „Lad den, som kan give rum for det, give rum for det,“ sagde Jesus. Men dersom han ikke kan gøre det og mener, en forandring er bedre, kan han gøre det. Paulus skrev:

¹⁶ „Men dersom nogen mener, at han handler uret mod sin jomfruelighed, hvis han er over sin første ungdom, og det må være sådan, så lad ham gøre, som han ønsker; han synder ikke. Lad dem gifte sig. Men dersom nogen i sit hjerte står fast og ikke er nødsaget dertil, men har rådighed over sin egen vilje og i sit hjerte har taget den beslutning at bevare sin jomfruelighed, han gør vel.“ — 1 Kor. 7:36, 37, NW.

17. Hvad havde de, som forblev ugifte på Paulus’ tid, ikke håb om?

¹⁷ Dengang Paulus skrev dette, var der nitten hundrede år til Harmagedonslaget, som vil blive efterfulgt af ægteskabelige privilegier for Herren Jesu „andre får“, der overlever slaget. De trofaste kristne, der dengang døde ugifte, havde således ikke noget håb om et fremtidigt ægteskab på jorden, for de håbede på i en himmelsk opstandelse at blive en del af Kristi åndelige brud. På den tid kunne den ugifte stand derfor ikke indbefatte tanken om en blot og bar udsættelse af ægteskabet på jorden til efter Harmagedon.

18. Hvad kan der siges om den, som gifter sig, og hvorfor kan man alligevel sige, at den ugifte stand er bedre?

¹⁸ Den kristne, der nu gifter sig nitten hundrede år senere, i denne endens tid, fordi han føler, det er nødvendigt, „synder ikke“. På samme måde vil den kristne, der bevarer sin jomfrustand, gøre „vel“. Ikke desto mindre vil de forrettigheder, der bliver følgen, vise sig at være forskellige, og det fik Paulus til at skrive: „Altså både den, der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab, gør vel, men den, der ikke giver den hen i ægteskab, gør bedre.“ En bedre vej stod også åben for de enker, der kunne gifte sig igen. Når en kvindes mand sover hen i døden, „er hun fri til at gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren. Men hun er lykkeligere, hvis hun forbliver, som hun er,“ og ikke atter binder sig til en ny mand, så længe som han lever og er hende tro i denne verden. Vi kan være forvisset om, at den ugifte stand er den bedre vej, den lykkelige vej, for dette råd var et udtryk for apostelen Paulus’ mening, og han mente afgjort også, at han havde Guds ånd på det tidspunkt, da han skrev dette. — 1 Kor. 7:38-40, NW.

Ægteskab efter Harmagedon

19. a) Hvornår blev det første gang offentliggjort, at ægteskabet blandt menneskene skulle fortsætte efter Harmagedon, og hvad ophæver det ægteskabelige bånd? b) Hvilken velsignelse og befaling blev der givet dem, som overlevede Vandfloden?

¹⁹ Så langt tilbage som i 1885 har The Watchtower over for sine læsere hævdet, at ægteskabet blandt menneskene vil fortsætte, efter at Harmagedonslaget har ødelagt denne gamle frafaldne verden, og lige så længe som Gud vil det for at opfylde hans oprindelige formål med denne jord, at den skal „bebos“ af hans retfærdige jordiske sønner og døtre.a Døden ophæver det ægteskabelige bånd. Harmagedon vil ikke ophæve de gifte Jehovas vidners ægteskab, som overlever sammen, lige så lidt som den verdensomspændende vandflod ophævede Noas ægteskab med hans hustru eller deres tre sønners ægteskaber med deres hustruer. Men efter at de var kommet ud af den beskyttende ark og på ny havde taget tilbedelsen af Jehova op på jorden, velsignede han dem og sagde til dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!“ Noa havde allerede fået tre sønner, og nu fik disse sønner befaling om at blive frugtbare, hver ved den ene hustru, han havde. I dette profetiske drama er Noa et billede på Evigheds-Faderen Jesus Kristus, og Noas hustru et billede på Kristi åndelige brud.

20. Hvem vil regulere indgåelse af ægteskab efter Harmagedon, for hvem, og med hvilket resultat?

²⁰ Efter Harmagedon vil de overlevende ægtepar stadig være bundet til hinanden i deres ægteskabspagt. De, der overlever i en anden stand, som enkemænd, enker, mandlige og kvindelige jomfruer, vil få den forret at gifte sig. Om der blandt de overlevende vil blive et ulige antal af mænd og kvinder, der kan gifte sig, er ikke noget, der behøver at bekymre os nu. Indgåelse af ægteskab vil da blive reguleret af Evigheds-Faderen, som Jehova Gud bruger til at udkæmpe Harmagedonslaget og til at knuse den store slanges, den onde ægteskabsødelæggers, hoved. Evigheds-Faderen Jesus Kristus vil således have udfriet sine jordiske børn gennem Harmagedonslaget, akkurat ligesom Jehova udfriede Noa og hans familie gennem Vandfloden, og ligesom han udfriede israelitterne fra Ægypten og gennem det Røde Hav. Ligesom alle disse udfriede tilhørte Jehova Gud, sådan vil alle, der overlever Harmagedon, tilhøre deres udfrier, Jesus Kristus. Som Evigheds-Fader for sine jordiske døtre vil han — efter som det behager ham — lade dem gifte sig med dem, han udvælger. På den måde vil der ikke blive truffet noget dårligt valg af ægtefæller, og ingen vil blive skuffet efter ægteskabet.

21, 22. Hvilke forhold vil der til den tid råde for ægteskabet?

²¹ Ingen af dem, der får en brud, skal betale en brudesum til Evigheds-Faderen. Da de alle er hans børn og alle har samme Fader, kan de, efter hans behag, gifte sig med hinanden uden hensyn til tidligere race eller farve. Ægteskabet vil da blive rigt velsignet med børn født af retfærdige forældre, idet Gud ikke vil forøge smerterne i forbindelse med barnefødsler, men handle anderledes med mødrene, end han gjorde med Eva, der tog initiativet til at spise af den forbudte frugt og derpå lagde pres på sin mand for at få ham til at spise og synde. — 1 Mos. 3:16.

²² Til den tid vil ægtemænd og hustruer trofast samarbejde for at blive i det paradis, som da vil være genoprettet på jorden ved deres og deres børns arbejde og ved Jehovas velsignelse gennem Evigheds-Faderen, Jesus Kristus. Mænds og hustruers rette plads i ægteskabet vil derfor blive respekteret og de gensidige forpligtelser overholdt. Dette vil også blive lettere for dem og give dem større glæde, alt efter som de, foruden at have Guds ånds hjælp, mere og mere nærmer sig den menneskelige fuldkommenhed. — Luk. 23:43.

23. Hvilke yderligere forrettigheder vil de andre får, som overlever Harmagedon, få del i?

²³ Befolkningen af jorden med deres børn og børnebørn vil foregå under fuld hensyntagen til den kommende opstandelse. Jesus sagde, at alle de, der er i mindegravene, til sin tid skulle høre Evigheds-Faderens, røst og komme frem i en opstandelse med rige muligheder for evigt liv i menneskelig fuldkommenhed på jorden. (Joh. 5:28, 29, NW) Ved siden af de ægteskabelige forrettigheder vil de „andre får“, der overlever Harmagedonslaget, også få betroet tjenesteforrettigheder i forbindelse med opstandelsen af de døde, og disse forrettigheder vil fortsætte, selv efter at formålet med ægteskabet er blevet fuldbyrdet, og børnefødslerne på jorden er hørt op, og mænd er løst fra pligten til at skænke deres hustruer børn. — Ap. G. 24:15.

24. Hvilket himmelsk og jordisk bevis vil der foreligge for, at ægteskabet er en fuldkommen succes?

[Fodnote]