Hvordan sande kristne ser på politik
Kristne opfordres til at tage del i politik. Hvad bør den sande kristne gøre? Skal han søge at forandre verden? Eller skal han forandre sig selv, så han bringer sin færd i harmoni med kristendommen?
POLITIK kommer mere og mere i forgrunden, og flere og flere mennesker vender sig til politik, enten ved at de melder sig ind i politiske partier, eller ved at de stemmer på politiske kandidater. I den voksende popularitet omkring politik løfter religionen sin røst. Denne røst taler også politik. Religionen begrænser sig imidlertid ikke blot til at prædike politik; den tilskynder også bekendende kristne til at være aktive i politik, således som pave Pius XII, der, ifølge New York Times den 23. juli 1956, „opfordrede romerske katolikker til at tage aktiv del i politik“. Men selv uden tilskyndelse fra gejstlig side er kristenhedens masser så gennemsyret af politik, at mange af dem går meget mere aktivt op i politik end i religion. Alt dette afføder nogle spørgsmål.
Dog er det sjældent, at folk standser op og spekulerer over spørgsmål som disse: Er det ved at give sig af med politik, at et menneske viser, det er en Kristi efterfølger? Er denne stræben efter at bedre forholdene i verden ved hjælp af politik det eksempel, Jesus og de første kristne efterlod?
Vi kan i historiske værker læse om den stilling, de første kristne indtog over for politik. Bogen Christianity and the Roman Government af E. G. Hardy taler om de første kristne og „deres modvilje mod alle borgerlige pligter og embeder“. En anden bog, On the Road to Civilization, A World History, af Heckel og Sigman, fortæller, at „kristne nægtede at opfylde visse pligter, som var pålagt romerske borgere. . . . De ville ikke modtage politiske embeder“.
Var det urigtigt af disse første kristne ikke at søge at forbedre verden ved at tage del i politik? Hvordan kunne det være det? De havde Kristus Jesus, kristendommens grundlægger, og hans apostle som vejledere.
Kristendommens lærebog, Bibelen, oplyser os om, hvorfor disse første kristne undgik politik. Den viser, at et af kristendommens grundprincipper er afstandtagen fra verden, og de første kristne ændrede deres livsførelse, så de kunne efterleve dette krav, der gjaldt for den rette tilbedelse. Den bibelske skribent Jakob siger: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ At beskæftige sig med politik ville være det samme som at vise verden venskab, og at vise verden venskab ville være det samme som at gøre sig til Guds fjende. Det var grunden til, at de første kristne tog afstand fra politik. — Jak. 1:27; 4:4.
Guds rige ikke en del af denne verden
Men hvorfor skulle sande kristne undgå politik, når de tilsyneladende kunne gøre så meget for at forbedre verden? Svaret er, således som Bibelen viser, at sande kristne ikke skal forfægte eller prædike, at demokrati, socialisme, kommunisme eller nogen anden regeringsform indført af mennesker er et middel til at afhjælpe vanskelighederne i verden. De kristne forkynder en himmelsk regering, Guds rige, og det rige er ikke en del af denne verden. Jesus sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Var mit rige en del af denne verden, så ville mine ledsagere have kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke af denne kilde.“ — Joh. 18:36, NW.
Guds kongerige er ikke bare en samfundsreform. Det er den regering, der skal styre universet. For at bane vej for Guds riges universelle styre skal, som Bibelen viser, denne verdens politiske regeringer tilintetgøres. Undergangen kommer ikke fra mennesker, men fra Gud. Profeten Daniel kundgør: „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
De første kristne var derfor varsomme med at blande sig i politik. De vidste, at Guds rige har fået til opgave at fjerne alle politiske regeringer, og at enhver, som beskæftiger sig med politik, dermed bliver Guds fjende og således mærket til undergang. Med kraft og energi prædikede de første kristne verdens sande håb, Riget. De påpegede det komplet nytteløse i at sætte sin lid til jordiske herskere. Apostelen Paulus skrev: „Dog, visdom taler vi blandt de fuldvoksne, men en visdom, der ikke stammer fra denne verden, ej heller fra denne verdens herskere, som mister deres magt.“ Vi lever stadig under det, Bibelen kalder den „nuværende, onde verden“, eller som New World Translation siger: den „nuværende onde tingenes ordning“. Snart vil denne verdens herskere imidlertid blive tilintetgjort i den truende Harmagedonkrig. De, som står på venskabelig fod med verden, vil erfare samme skæbne som den. — 1 Kor. 2:6; Gal. 1:4.
Jesus ønskede, at hans efterfølgere skulle leve og ikke gå til grunde sammen med denne onde verden. Derfor opfordrede han dem indtrængende til ikke at have med politik at gøre, men at holde sig adskilt fra verden. Han foregik dem selv med det rette eksempel og levede altid op til sine ord. Han sagde: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Joh. 17:16, NW.
Ved en lejlighed ønskede folkemængden i Galilæa, at Jesus skulle kaste sig ud i politik. Folket så, at Jesus var retfærdig og viis, og de forstod, at han ville være den ideelle politiske hersker. De har måske syntes, at Jesus bortødslede sine muligheder ved at forkynde et fremtidigt rige, når han kunne oprette et rige der og da. Hvordan reagerede Jesus over for mængdens enstemmige krav: „Da Jesus nu mærkede, at de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge, trak han sig atter tilbage op i bjergene, ganske alene.“ Jesus sagde nej tak til politik! — Joh. 6:15.
Ret dig selv ind efter kristendommens norm
Indstillingen hos denne folkemængde giver os et begreb om, hvad masserne i dag søger at gøre med kristendommen. Den føromtalte folkemængde var ikke virkelig interesseret i at indrette livet efter kristendommen. Jo vist var de interesserede i de goder, der fulgte med kristendommen, men næppe i kristendommen selv. De ræsonnerede som så: Hvis han vil give os brød og fisk, bedre huse, kortere arbejdstid, højere løn og midler til at gøre vort arbejde lettere og vor fritid længere, så lad os følge ham og gøre ham til vor hersker. Af selviske grunde ønskede de Jesus til konge; de ønskede, at Jesus skulle lave om på kristendommen. Men Jesus foretog ingen ændringer ved det krav, kristendommen stiller — kravet om afstandtagen fra verden — for at behage mennesker. Hvis de ville være Kristi efterfølgere, måtte de forandre sig selv, så de kom til at passe til kristendommens mål.
Der er ikke megen forskel på menneskemassernes indstilling i dag. Følgelig er massernes kristendom blevet en fortyndet tro, en tro, der er blevet besmittet, firet på og forandret efter de menneskers luner, som ikke brød sig om kristendommens oprindelige krav. Skønt Bibelen klart fremholder det kristne krav om afstandtagen fra verden, forandrer de fleste, der kalder sig kristne, hurtigt dette krav efter deres eget hoved. Men den sande kristne forandrer ikke kravet; han forandrer sig selv for at opfylde kravet. Bibelens befaling lyder: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldstændige vilje.“ — Rom. 12:2, NW.
At tage del i verdens politik ville være det samme som at lade sig forme efter denne tingenes ordning. Den kristne må, hvis han skal være en sand kristen, forandre sig i overensstemmelse med Guds „velbehagelige og fuldstændige vilje“. Når et menneske lærer Guds krav at kende, er det dette menneske, der må forandre sig, og ikke kravene, der skal forandres. „I skulle aflægge den gamle personlighed, som svarer til jeres tidligere adfærd, og som fordærves ved sine bedrageriske lyster.“ Forandringen hos et sådant menneske hidfører en ny personlighed, der ikke er formet efter denne verden, men efter Guds vilje: „I skulle . . . iføre jer den nye personlighed, der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed.“ — Ef. 4:22-24, NW.
Den, der ifører sig en „ny personlighed“, kan ikke længere være en del af denne verden. Han må nøje følge i Kristi Jesu fodspor, og Jesus sagde om sine efterfølgere: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af det, der er dens eget, men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 17:16; 15:19, NW.
„Ikke en del af verden“ er det standpunkt, de sande kristne indtager. Det vil ikke sige, at man afholder sig fra at omgås andre mennesker i verden og lever som eneboer eller trækker sig tilbage i et klosters afsondrethed. Nej, Jesus blev ikke munk for at holde sig uplettet af verden. Han udførte et forkyndelsesarbejde, besøgte folk i deres hjem, og dog afholdt han sig fra at slutte venskab med verden. Jesus ønskede ikke at have lod og del i denne verden, for han vidste, at denne verdens politiske magter er af „denne verdens hersker“ og underlagt ham, „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen. „Hele verden er i den Ondes vold.“ — Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4, NW; 1 Joh. 5:19.
Det står derfor nu klart, at venskab med verden er fjendskab med Gud! Denne verden styres af Guds ærkefjende, Djævelen. Denne verdens venner må følgelig være Guds fjender. Hvordan kan kristne blande sig i verdens politik og vente at få Guds godkendelse? Det kan de ikke! „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.“ — 1 Joh. 2:15.
Kristus Jesus ejede i sandhed Faderens, Jehovas, kærlighed. Til hver en tid holdt han sig uplettet af verden. Selv da han fik tilbudt herredømmet over denne verden, viste Jesus det fra sig og bevarede sin kærlighed til Faderen og holdt fast ved sin kristne afstandtagen fra denne verden. Bibelen fortæller os: „Atter tog Djævelen ham med til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: Alle disse ting vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og udføre en tilbedelseshandling over for mig. Så sagde Jesus til ham: Gå bort, Satan! Thi der står skrevet: Det er Jehova din Gud, du skal tilbede.“ — Matt. 4:8-10, NW.
Verden og dens politik dømt til undergang
Djævelen havde magten over alle verdens riger på Jesu tid, og han har den stadig. Men snart skal „denne verdens hersker“ fjernes og den nuværende onde tingenes ordning for bestandig høre op. Sande kristne viser, at de er Kristi efterfølgere, ikke ved at prøve at lappe på den gamle verden eller hidføre bedre forhold i den ved hjælp af politik, men ved at forkynde den gode nyhed om det rige, der skal tilintetgøre den gamle verden. Ganske uden hensyn til hvor mange stemmer herskerne i denne tingenes ordning kan hverve sig, er den dog dødsdømt. Om der var aldrig så mange politiske kampagner, og aldrig så mange navnkristne gik ind for politik, om politikere og gejstlige opsendte aldrig så mange bønner for denne verden, ville det dog ikke redde den fra den sikre undergang. „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Joh. 2:17.
Når denne verden rammes af Harmagedonkrigens fortærende ild, vil alle jordens herskere og deres tilhængere, ligegyldigt hvilken politisk ideologi eller religiøs tro de bekender sig til, stå som modstandere af Jehovas kongernes Konge og herrernes Herre, Kristus Jesus. Beretningen i Åbenbaringens bog siger: „Og jeg så dyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham, som red på hesten, og mod hans hær.“ De politiske magter vil lide nederlag i kampen mod Kristus Jesus og hans himmelske hærskarer og blive kastet i „ildsøen, som brænder med svovl“, den evige undergangs gehenna. — Åb. 19:19-21.
Når denne onde tingenes ordning er fejet bort og Satan Djævelen fjernet, vil en ny retfærdsverden tage sin begyndelse under Riget. Riget vil skænke menneskeheden en fuldkommen regering, og ikke det alene, men også mulighed for evigt liv. De, der overlever Jehovas krig „på Guds, den Almægtiges, store dag“, vil glæde sig over en retfærdig ny verden, der vil udgøre „én verden“. Der vil kun være én regering, en himmelsk regering. Politik vil høre fortiden til. Politik, der har skilt mennesker af alle religioner og fået mennesker af samme religion til at slå hinanden ihjel for politiske systemers skyld, vil for tid og evighed være bandlyst. — Åb. 16:14.
Du kan selv komme til at nyde godt af denne retfærdige regerings eller dette riges evige velsignelser, for dette rige vil samle hele jorden under sit styre. For at opnå dem må man forandres, så ens livsførelse harmonerer med kristendommens krav, og det største af disse er befalingen om, at vi ikke skal være en del af denne verden.
I dag holder de kristne Jehovas vidner sig i lighed med Jehovas vidner i kristendommens første tid uplettet af verden. Samvittighedsfuldt afstår de fra at tage del i denne verdens politik, ja selv fra at vælge. De ved, at deltagelse i politik ikke alene er omsomst, men vil nedkalde Guds misbilligelse. Det sande kristne syn på politik vil hjælpe dig til at holde dig uplettet af denne onde tingenes ordning og vinde evigt liv under den nye verdens fuldkomne regering efter Harmagedon slaget.