Hvorfor skal vi indvi os til Gud?

HVAD vil det sige at indvi sig til Gud? Er de som gør det at regne for virkelighedsfjerne tåber? Hvad med dem som tøvende holder sig tilbage; handler de klogt? Hvorfor skal vi indvi os til Jehova Gud?

At indvi vil sige „helt at overgive til tjenesten for eller tilbedelsen af et guddommeligt væsen, eller til et helligt formål. Formelt eller reelt at sætte til side til en bestemt brug, en bestemt tjeneste eller til et bestemt formål“. (Webster) Man kunne faktisk sige at alle er indviede, enten til Gud, til sig selv, til en anden skabning, eller til en eller anden sag. De som nu er indviet til Gud har ikke altid været det.

De som i dag indvier sig til Jehova Gud efterligner det viseste og ædleste menneske der nogen sinde har vandret på jorden, nemlig Jesus Kristus, Guds søn. Til Guds fastsatte tid indviede Jesus sig til at gøre sin Faders vilje. Han sagde ved den lejlighed: „Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.“ Hvorfor indviede Jesus sig? Fordi der „i bogrullen“ var skrevet at han ville gøre det, og han var fast besluttet på at „opfylde alt, hvad ret er“. — Hebr. 10:9, 7; Matt. 3:15.

Hvorfor var det Guds vilje med Jesus at han skulle indvi sig? Hvorfor er det hans vilje at enhver skal indvi sig? Først og fremmest fordi det er ret, ærligt og retfærdigt. Jehova Gud, den store Suveræn, kan med rette udtale: „Jeg Jehova din Gud er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ Da det er ham der har skabt os, skænket os livet, ejer han os som han ejer den jord vi bor på, og derfor påhviler det os som en pligt at tjene hans formål med os. — 2 Mos. 20:5, NW.

I kraft af sin overhøjhed og almagt kunne Gud sagtens tvinge alle sine fornuftbegavede skabninger til at tilbede sig. Men han sætter en ære i at kunne stille sine skabninger frit så de kan vælge om de vil samarbejde med ham og tjene hans formål eller ej, og han er rede til at tage følgerne af deres valg, eftersom han ved at mange vil vælge forstandigt. Men da det er hans hensigt at have et ordensbundet, harmonisk, produktivt og kærlighedspræget univers, kan han ikke i det uendelige tolerere dem som modstår hans hensigter. Retfærdighed og sømmelighed kræver at vi indvier os til Gud og viser ham absolut hengivenhed som vor Enehersker og Skaber.

Visdommens vej

For det andet er indvielse visdommens vej, både med henblik på det nuværende og det fremtidige liv: „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, da den har løfte for livet nu og det som skal komme.“ (1 Tim. 4:8, NW) De som ønsker at leve deres liv uden at indvi sig til Gud er som den der køber en bil men nægter at lytte til enhver vejledning i hvordan bilen skal behandles, som om en sådan vejledning var en ubeføjet begrænsning af hans rettigheder som bilejer. Eller de er som bilejeren der ignorerer alle færdselsregler ud fra den begrundelse at han lever i et frit land og bilen er hans ejendom. Alle sådanne ville i dårskab ignorere deres Skabers lærebog og hans „adfærdsregler“. Det er den vej 99,9 procent af jordens befolkning følger, og det er derfor verden er fuld af forvirring, elendighed og ondskab. De forstandige vil undgå alt dette nu ved at indvi sig til Gud. — Jer. 8:9.

Intet vi ejer har større værdi end netop livet, især et liv i lykke. Indvielse er derfor visdommens vej, for „syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv“. Som Moses bød israelitterne at vælge livet ved at elske Jehova, sådan må også vi vælge, idet vi „adlyder [Guds] røst og hænger ved ham“, for af ham afhænger vort liv og vore dages tal. — Rom. 6:23; 5 Mos. 30:19, 20.

Vi kan ikke tillade os at vakle eller nøle. Vi lever på en tid der kan sammenlignes med den på hvilken Noa levede, og den er snart udløbet! Hvis vi opsætter det vil vi måske ikke overleve den gamle verdens forudsagte undergang i Harmagedonslaget. Hvis vi er vise vil vi hastigt redde os ud af denne onde gamle tingenes ordning ved at indvi os til at gøre Guds vilje. — Matt. 24:15-21, 37-39; Åb. 18:4.

Kærlighed til Gud vil få os til at indvi os til ham. Hans ord fortæller os at han er kærlighed. Det var kærlighed der fik ham til at skabe os. Kærlighed fik ham også til at skåne menneskeslægten da den fortjente at blive udryddet for sit oprør. Og det var kærlighed der fik Gud til at give sin søn som et offer der kunne borttage verdens synd. — Joh. 1:29; 3:16; 1 Joh. 4:8.

Da Gud således har vist os så uendelig stor kærlighed burde vi til gengæld vise taknemmelighed og påskønnelse. Det er grunden til at han befaler os at elske ham af hele vort hjerte og sind, vor sjæl og styrke. Da alt jo allerede tilhører Gud kan vi intet give ham; vi kan kun give udtryk for vor kærlighed og påskønnelse ved at skænke ham vor kærlighed, vort hjerte. Dersom vi elsker ham vil vi indvi os til ham og blive hans villige trælle. Som vi læser: „Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud.“ — 1 Joh. 5:3.

Lige siden oprøret i Eden har Satan, udfordret Jehova Gud til at sætte mennesker på jorden der ville forblive trofaste mod ham under prøver. (Se Job, kapitlerne 1 og 2.) Ved at indvi os til Gud stiller vi os på hans side i stridsspørgsmålet og ærer ham som den der er værdig til tilbedelse og i stand til at få sine skabninger til at yde ham uselvisk tjeneste. Med vor indvielse giver vi agt på hans opfordring: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ Vi ser altså at retfærdighed, visdom og kærlighed i forening tilskynder os til at indvi os; et tredobbelt bånd der skulle knytte os til Jehova Gud og hans tjeneste. — Ordsp. 27:11.

Indvielseskrav

Når man skal foretage en oprigtig indvielse må man vide hvad man gør og det kræver forberedelse. Vi må have „et smukt og godt hjerte“ og være os vort åndelige behov bevidst. Dernæst må vi tilegne os kundskab om Guds ord, udøve tro på Jehova Gud, på hans ord og på Jesus Kristus som vor frelser og genløser. Efterhånden som vi gør fremskridt i kundskab og forståelse vil vi vokse i tro og kærlighed, og nå til at vi ønsker at indvi os til Gud. — Matt. 5:3, NW; Luk. 8:15.

Guds ord formaner os til at beregne omkostningerne. Ikke således at forstå at vi skal bestemme os til om vi vil eller ikke vil indvi os — der er kun ét svar på det spørgsmål — men vi må forstå hvad det betyder så vi er rede til at „give afkald på, hvad [vi] har“, om nødvendigt. Når vi skal træffe beslutning om at indvi os til Gud skal vi ikke lade os påvirke af venner, af stemninger, af menneskefrygt eller af nogen anden ydre faktor. — Luk. 14:25-33.

Har vi først indviet os til Gud må vi leve op til vor indvielse. „Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.“ Det allerførste krav er at vi i vidners påsyn bekræfter vor indvielse ved at lade os døbe „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. (NW) Derefter må vi bestandig søge Guds rige først. — Præd. 5:4; Matt. 28:19, 20; 6:33.

Vi må til stadighed tage næring til os fra Guds ord, komme sammen med hans folk og bestræbe os for at bære åndens frugter, der er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. Vi må også holde os adskilt fra den gamle verdens politik, handelsvæsen og hykleriske religioner, da vi ved at enhver „der gerne vil være verdens ven, gør sig . . . til Guds fjende“. Endvidere må vi aktivt tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget så meget som vi har lejlighed og evne til. — Gal. 5:22, 23; Jak. 4:4; Matt. 24:14.