Hvorfor det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ vedtog en resolution
„Det tilsvor de Jehova med høj røst“ — 2 Krøn. 15:14, NW.
1. Hvorfor er det til gavn for en nation at den enigt og i trofasthed og gudsfrygt vedtager en resolution?
DET ER gavnligt for en nation at den som én mand, i trofasthed og gudsfrygt tiltræder en resolution. Intet tjener bedre end dette til at forene nationen i en retfærdig bestræbelse der vil være til varig gavn for hele folkets vel samt ære og ophøje Gud. Han, Skaberen af mennesket og af menneskets jordiske hjem, overser ikke en sådan national handling. Sikkert er det at han vil vise sin værdsættelse ved at velsigne og beskytte folket og give det den nødvendige guddommelige støtte til at det kan fuldbyrde sin gudfrygtige beslutning.
2. Hvornår fandt en sådan national handling sted i fortiden, og efter hvilken mirakuløs sejr?
2 For mange år siden fandt en sådan national handling sted som et gavnligt eksempel for os i dag. Den fandt sted i Asas, kongen af Jerusalems, femtende regeringsår, i det tiende århundrede før den kristne tidsalder. Ætioperen Zera drog med en million krigere op gennem Ægypten og truede med at ødelægge Judas rige. I det kritiske øjeblik påkaldte kong Asa Jehova, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Asa blev bønhørt, og fjenderne af Jehovas rige i Jerusalem blev selv udslettet.
3. Hvilken forsikring blev der givet kong Asa da han vendte hjem efter sejren, og hvilken resolution vedtog folket derefter i Jehovas tempel?
3 Da kong Asa vendte tilbage fra denne mirakuløse sejr, gik profeten Azarja ham i møde og sagde beroligende: „HERREN [Jehova] er med Eder, når I er med ham; og hvis I søger ham, lader han sig finde af Eder, men forlader I ham, forlader han også Eder! . . . Men I, vær frimodige og lad ikke hænderne synke, thi der er løn for Eders gerning.“ Denne stærke ansporelse fik kong Asa til at sende bud efter alle de israelitter der loyalt tjente ham som Jehovas salvede konge, og han samlede dem i Jehovas tempel i Jerusalem. Foruden at de bragte ofre til Jehova, deres Gud, forenede den samlede nation sig i vedtagelsen af en resolution. Herom læser vi: „Derpå sluttede de en pagt om at søge HERREN [Jehova], deres fædres Gud, af hele deres hjerte og hele deres sjæl; og enhver, der ikke søgte HERREN [Jehova], Israels Gud, skulle lide døden, være sig lille eller stor, mand eller kvinde. Det tilsvor de HERREN [Jehova] med høj røst under jubel og til trompeters og horns klang. Og hele Juda glædede sig over den ed, thi de svor af hele deres hjerte og søgte ham af hele deres vilje; og han lod sig finde af dem og lod dem få ro til alle sider.“ — 2 Krøn. 15:2-15.
4. Hvilken form for ofre bringer Jehovas vidner i dag, og hvilket enestående indlæg hørtes den sjette dag under deres internationale stævne i New York i 1958?
4 Disse kødelige israelitter der var forenet om denne svorne resolution, må have talt hundreder tusinder, for på én dag ofrede de syv hundrede stykker kvæg og syv tusinde får. I dag bringer en rest af den ny nation af åndelige israelitter lovprisningsofre og kristne gerninger til den samme Gud. Hundreder tusinder af mennesker med god vilje og med fårets sindelag, mennesker fra alle jordens egne, har sluttet sig til denne åndelige rest i dens tilbedelse af Gud. Fra 27. juli til 3. august i år stævnede delegerede eller repræsentanter for disse Jehovas vidner sammen i og omkring Yankee Stadium og det nærliggende Polo Grounds i New York. Programmet for den sjette dag, fredag den 1. august, indeholdt blandt eftermiddagens andre begivenheder foredraget „Hvorfor dette stævne bør vedtage en resolution“, holdt af vice-præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, umiddelbart efterfulgt af resolutionen som blev forelagt af samme selskabs præsident, der talte over temaet: Stævnet vedtager en resolution. Dette enestående punkt på dagens program blev fremholdt for tilhørerne på og omkring Polo Grounds kl. 13.30, og for en endnu større tilhørerskare inden for og uden for Yankee Stadium kl. 15.30. Som optakt til resolutionens forelæggelse sagde vice-præsidenten følgende:
[Illustration på side 510]
N. H. Knorr