„Ske din vilje på jorden“, 23. del

Før den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 foreslog den amerikanske præsident Wilson dannelsen af et Folkenes Forbund. Før åbningen af fredskonferencen i Paris i 1919 vedtog Kristi kirkers Fællesråds eksekutivkomité i Amerika en erklæring, hvori det hed at det foreslåede forbund var „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Eksekutivkomiteen nedsatte desuden en særlig kommission der officielt skulle forelægge den nævnte erklæring ved fredskonferencen, hvis åbning i Paris var nær forestående.

32. Hvorfra ved vi at den særlige kommission forelagde erklæringen ved fredskonferencen i Paris?

³² Forelagde denne særlige kommission erklæringen ved fredskonferencen i Paris efter at denne var åbnet den 18. januar 1919? I årsrapporten som udfærdigedes af Kristi kirkers Fællesråd i Amerika for kalenderåret 1919 forekommer på side 11 følgende passage:

På fredskonferencen i Paris blev en af Fællesrådet udsendt kommission modtaget af regeringsembedsmænd, hvem man forelagde eksekutivkomiteens vedtagelser, som den skulle meddele fredskonferencen.

33. Hvilke andre skridt tog Kirkernes Fællesråd i retning af at gøre Folkeforbundet til en afgud?

³³ Men der blev også taget andre skridt. Fredstraktaten blev underskrevet den 28. juni 1919. I The Federal Council Bulletin [Meddelelser fra Fællesrådet] for juni 1919 stod der på side 94 i en artikel, „Resolutioner vedtaget af Kristi kirkers Fællesråd ved ekstraordinær samling i Cleveland, Ohio, 6.-8. maj 1919“:

I Social retfærdighed

VEDTAGET: At vi udtrykker vor taknemmelighed for oprettelsen af det Folkenes Forbund hvorom der opnåedes enighed på fredskonferencen i Paris, og højtideligt lover at yde vor bistand med henblik på dets ratifikation i De forenede Staters senat, samt at gøre vort yderste for at det må have held og fremgang.

34. Hvorledes viste rådets bestræbelser sig at være forgæves?

³⁴ Men alle deres anstrengelser var forgæves! De forenede Staters senat godkendte aldrig fredstraktaten og den dermed forbundne Folkeforbundspagt. Kirkernes Fællesråds støtte gjorde ikke Folkeforbundet til en succes, lige så lidt som den støtte det fik fra de religiøse organisationer inden for den britiske del af det syvende verdensrige gjorde det. Folkeforbundet kunne ikke forhindre den anden verdenskrig, ej heller at atombomben blev taget i anvendelse. Rent formelt blev det opløst den 10. januar 1946.

35. Hvad udgjorde den erklæring som blev forelagt ved fredskonferencen i Paris i virkeligheden imod Guds rige, og hvad gjorde kristenhedens kirker sig skyld i mod det foregivne Guds tempel?

³⁵ Ikke blot Guds profetiske ord, men også de historiske kendsgerninger afslører med al tydelighed at Folkeforbundet ikke var et jordisk billede af Guds rige med rod i evangeliet, men en gudsbespottelig, menneskegjort forfalskning af Guds rige. Det var et afguderisk „billede af dyret“, det politiske dyr som den store drage, Satan Djævelen, havde givet „sin kraft og sin trone og stor magt“. (Åb. 12:3, 4, 7-9, 13-17; 13:1, 2) Den erklæring som Kirkerådets eksekutivkomité vedtog i Atlantic City og ved sin særlige kommission forelagde ved fredskonferencen i Paris i slutningen af januar 1919, var en ryggesløs bespottelse af det sande Guds rige. Den var en falsk profeti som vildledte verden, en afskyelig afguderisk dyrkelse af et dyrisk „billede“. Kristenhedens religiøse ledere og den syvende verdensmagts politikere og allierede opstillede ved deres handlemåde i januar 1919 en vederstyggelighed, noget der var afskyeligt i Jehovas øjne. Eftersom kristenhedens kirker hævdede at være Guds tempel, bragte de i virkeligheden et vederstyggeligt afgudsbillede ind i det religiøse tempel.

36. Hvem efterlignede kristenhedens kirker herved, og hvad opstilledes med den syvende verdensmagt som redskab?

³⁶ Ved at opstille denne „ødelæggelsens vederstyggelighed“ efterlignede kristenhedens religiøse præsteskab dem som i året 33 (e. Kr.) forkastede Jesus Kristus og som råbte til den romerske statholder Pontius Pilatus: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:15) Den syvende verdensmagt blev her det redskab hvormed „denne tingenes ordnings gud“ opstillede „ødelæggelsens vederstyggelighed“. (Matt. 24:15) Denne begivenhed er et vigtigt punkt i forbindelse med udregningen af de profetiske tider.

„Ødelæggelsens misgerning“

37. Hvad er knyttet til denne „ødelæggelsens vederstyggelighed“, og hvad fik Daniel gennem engelen at vide om den?

³⁷ Imidlertid er der til „ødelæggelsens vederstyggelighed“ også knyttet en „misgerning“. Daniel beretter at en engel stillede et spørgsmål om den: „Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: ’Hvor lang tid gælder synet om, at det daglige offer ophæves ødelæggelsens misgerning opstilles, og helligdommen og hæren nedtrampes?’ Han svarede: ’2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen [atter fremstå i sin rette tilstand, RS]!’“ — Dan. 8:13, 14.

38. Hvilke spørgsmål opstår vedrørende „ødelæggelsens misgerning“, og hvorfor er det nødvendigt at kende svarene?

³⁸ Det „daglige offer“ ophævedes da de omtalte „een tid og to tider og en halv tid“ nåede deres højdepunkt den 7. maj 1918.a Det var henimod slutningen af januar 1919 at „ødelæggelsens vederstyggelighed“ blev opstillet for at blive tilbedt. Men på det tidspunkt var „ødelæggelsens misgerning“ endnu ikke blevet begået, og derfor var tiden endnu ikke inde til at begynde at tælle de 2300 aftener og morgener. Hvori bestod denne „misgerning“ da? Hvornår blev den begået og af hvem? Jehovas vidner gør opmærksom på følgende kendsgerninger:

39. Hvorledes påbegyndtes vidnearbejdet efter den første verdenskrig? Hvad åbenbaredes angående Folkeforbundet, og hvilket skridt tog Jehovas vidner i den anledning?

³⁹ Den 26. marts 1919 blev Watch Tower Bible & Tract Society’s bestyrelsesmedlemmer og skribenter løsladt mod kaution fra forbundsfængslet i Atlanta, Georgia.b Den følgende dag begyndte Selskabets bestyrelsesmedlemmer at udforme planer for organiseringen og udførelsen af Jehova Guds helligdomsskares vidnearbejde i efterkrigstiden. Dette resulterede i en storslået genoplivelse af Jehovas hellige folk. Han udgød sin styrkende ånd over dem så de både forstod hvilket arbejde han forventede af dem og rustede sig til at udføre det. Fra 1.-8. september samme år afholdt de i Cedar Point, Ohio, et stævne. Her opridsede den tidligere fængslede præsident for Selskabet det frygtløse vidnearbejde som skulle udføres fra da af og indtil den universelle Harmagedonkrig. Profetierne blev klarere, og i Selskabets officielle organ, The Watch Tower, for 1. januar 1921, side 12, påpegedes det at Folkeforbundet var den „ødelæggelsens vederstyggelighed“ som var forudsagt af Jehovas profet Daniel. (Matt. 24:15) Næste år afholdtes et endnu større internationalt stævne, atter i Cedar Point, Ohio. Gennem en resolution som blev vedtaget her søndag den 10. september 1922 blev jordens nationer, som gav det vederstyggelige Folkenes Forbund deres stemme, råbt an og gjort opmærksom på Guds erklæring om at det ville blive en fiasko.c

40. Hvad markerede det andet Cedar Point stævne begyndelsen til, og hvad fandt sted i London?

⁴⁰ Dette andet Cedar Point stævne markerede begyndelsen til en række årlige stævner af verdensvid betydning. Det femte afholdtes i London, det verdensomspændende Britiske Imperiums hovedstad. Til stede var delegerede fra Englands partner, det anglo-amerikanske verdensrige, og fra andre lande.

41. Hvad vedtoges ved dette stævne fredag eftermiddag, og hvad havde det femte punkt at sige til denne verdens herskere?

⁴¹ Stævnet åbnedes tirsdag den 25. maj 1926 og varede til og med den følgende mandag, den 31. maj. Selskabets præsident forelagde ved afslutningen af sit foredrag over Esajas, kapitel 49, fredag eftermiddag, en resolution med titlen „Et Vidnesbyrd til de regerende i Verden“. Den henledte opmærksomheden på det ansvar der påhvilede alle som indtog styrende stillinger, fordi alle tidernes tegn vidnede om at Guds rige var oprettet i himlene i 1914. I det femte punkt i resolutionen hed det dernæst at trods disse afgørende beviser og til trods for at det var i modstrid med Bibelen „forsøgte de handelsmæssige, politiske og kirkelige Herskere paa Jorden at fastholde deres Herredømme over Menneskene ved at gribe til den Nødhjælp, som gaar under Navnet ’Nationernes Forbund’, og som paa gudsbespottelig Maade blev betegnet som ’det politiske Udtryk for Guds Rige paa Jorden’. Den virkelige Ophavsmand og Fader til Nationernes Forbund er Djævelen, Satan, denne onde Verdens Gud, og han opfandt dette Forbund som et sidste fortvivlet Forsøg paa at fastholde Menneskene i sit Bedrag og under sit Vælde, saa de ikke skulle vende sig til den sande Gud. Efter syv Aars besværlige Anstrengelser fra deres Side, som støtter dette Forbund, for at bringe Menneskene Fred og rolige Forhold, bliver det praktisk talt indrømmet fra alle Sider, at Nationernes Forbund er et fuldstændigt Fejlgreb, og at det kun kan vare en ganske kort Tid, inden det helt vil opløses. . . .“

42. Hvorledes blev denne resolution forelagt en offentlig forsamling, og hvilken modtagelse fik den?

⁴² Denne resolution blev ikke blot vedtaget med begejstring af Jehovas hellige folks forsamling den nævnte fredag, men den følgende søndag aften blev den tillige forelagt en offentlig tilhørerskare som fyldte Royal Albert Hall til sidste plads. Herefter holdt Selskabets præsident en fremragende tale som støttede og uddybede resolutionen. Folkeforbundet blev afsløret for alles øjne, ikke blot som „ødelæggelsens vederstyggelighed“, men også som den „ottende“ konge i Åbenbaringen 17:11, hvor Det britiske Imperium er den syvende „konge“ og den som i første række støtter Folkenes Forbund. „Lad England udtræde af det i morgen, og det vil øjeblikkelig synke i grus,“ erklærede Joseph F. Rutherford under begejstret bifald. Efter foredragets afslutning, som beskrev de velsignelser der venter menneskene under Guds rige, rejste hele tilhørerskaren sig som én mand og gav således udtryk for at den stod på den netop beskrevne Guds regerings side.

43. Hvem fik forelagt dette vidnesbyrd, og hvorledes blev „ødelæggelsens misgerning“ begået?

⁴³ Med undtagelse af Daily News, som anvendte en hel side på en omtale af resolutionen og det offentlige foredrag, fortav Londonaviserne den følgende dag ganske den tids største og mest betydningsfulde nyhed.d Imidlertid blev særtryk af den pågældende side i Daily News for den 31. maj 1926 spredt vidt og bredt, og resolutionen blev offentliggjort over hele jorden. Vidnesbyrdet blev aflagt over for jordens nationer; Folkeforbundet blev afsløret som det det virkelig var, og ansvaret blev placeret hvor det hørte hjemme. Men den syvende verdensmagt og jordens øvrige politiske magter agtede ikke på Vidnesbyrdet. De vendte sig ikke fra „ødelæggelsens vederstyggelighed“ for at støtte Guds proklamerede rige. Deres fortsatte tilbedelse af „dyrets billede“ nåede et dramatisk højdepunkt den 8. september 1926 da Tyskland atter blev optaget i de agtværdige nationers familie, nemlig ved dets indtræden i Folkeforbundet. Hvad betød denne hånlige afvisning af Jehovas budskab om Folkeforbundet som det af Djævelen udtænkte, menneskegjorte surrogat for Guds rige under Kristus? Den betød en „misgerning“ imod Gud, en „ødelæggelsens misgerning“ som forfærder og forbløffer alle der længes efter og beder om Guds lovede rige ved hans Kristus. Hvilken afskyelig adfærd fra denne verdens nationers side!

44. Fra hvornår kan vi derfor tælle de 2300 aftener og morgener, og hvornår afsluttes de?

⁴⁴ Hvis vi accepterer dette som opfyldelsen af profetien om „ødelæggelsens misgerning“ eller „der fører til ødelæggelse“, hvornår skulle helligdommen da „retfærdiggjøres“ (Kalkar), „faa Oprejsning“ (Buhl), blive „renset“ (AS, AV, LXX), „komme til sin ret igen“, eller „atter fremstå i sin rette tilstand“ (RS)? Det skulle ske „2300 aftener og morgener“ efter den misgerning der var så forfærdelig og som med sikkerhed ville føre til ødelæggelse. Hvis vi anvender den bibelske regel for udregning af profetiske tidsperioder, således som allerede påpegete, hvor et profetisk år på 360 dage er den grundlæggende enhed, ville 2300 aftener og morgener andrage seks år, fire måneder og tyve dage, idet hver dag består af en aften og en morgen. (1 Mos. 1:5, 8, 13, 19, 23, 31) Tæller vi nu fra åbningen af det internationale stævne i London den 25. maj 1926 vil vi se at de 2300 aften- og morgendage bringer os til den 15. oktober 1932.

45. Hvad påpegede Vagttårnsselskabets officielle talerør den nævnte dato?

⁴⁵ Hvorledes blev Jehovas „helligdom“ retfærdiggjort, hvorledes fik den oprejsning, kom til sin ret igen eller fremstod atter i sin rette tilstand på dette tidspunkt? Undersøg Jehovas vidners officielle talerør, The Watchtower, for den nævnte dato. Bemærk side 319. Her bringes den resolution som New York kredsen af Jehovas vidner vedtog den 5. oktober 1932. Den krævede at menighedsorganisationen blev renset, at den atter fremstod i Jehovas helligdomsskares rette tilstand. Hvorledes? Ved at organisationen befriedes for de „valgte ældste“ eller de ældste der var blevet udvalgt til ældsteembederne ved håndsoprækning blandt menighedens medlemmer ved et almindeligt demokratisk valg, i stil med de politiske valg i det gamle Grækenland og i den demokratiske anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt.

46, 47. (a) Hvilken fremgangsmåde havde menighederne anvendt ved besættelsen af stillingerne som ældste, og hvad var resultatet heraf blevet? (b) Hvilken resolution forelagde The Watchtower til vedtagelse?

⁴⁶ I årtier havde Jehovas helligdomsskares menigheder valgt mænd til stillingerne som ældste ved håndsoprækning. Dette skyldes selvfølgelig at man havde misforstået den i De kristne græske Skrifter beskrevne apostolske fremgangsmåde i det første århundrede.f Men da Guds tid nu var inde dertil fremkom i The Watchtower artiklen „Jehovas organisation“, 1. del i nummeret for 15. august 1932 og 2. del i det følgende nummer for 1. september. Den gjorde det klart at ordningen med „valgte ældste“ var en efterligning af det demokratiske element i denne verden og derfor uren og ikke teokratisk, ikke underlagt den store Teokrat som styrer sin helligdom ovenfra. Denne demokratiske form for valg af ældste havde haft til følge at der blandt dem som blev udnævnt til disse stillinger var mange der ikke var virkelig modne eller åndeligt voksne, som ikke mente at de stod en overordnet myndighed til regnskab, som var overbevist om deres egen store betydning for menigheden, som mente at de var sat til at dirigere menigheden og at de først og fremmest havde ansvar over for den menighed som havde givet dem deres stemmer. Denne slags „ældste“ havde i høj grad hæmmet det verdensomfattende vidnearbejde som Watch Tower Bible & Tract Society’s tjenesterepræsentant i hver enkelt menighed havde opmuntret til. Artiklen „Jehovas organisation“ sluttede med at forelægge en resolution til vedtagelse i alle menigheder. Heri hed det blandt andet:

⁴⁷ „Vi erklærer os derfor indforstaaet med, at der ikke er noget bibelsk Grundlag for at vælge Ældste i Menigheden, og vil ikke mere herefter vælge nogen til Stillingen som Ældste, men vi forstaar, at alle Guds salvede er Ældste i den Betydning, Bibelen tillægger dette Ord, og de er alle den Højestes Tjenere. . . . en Arbejdsdirektør, der foreslaas af os og udnævnes af Selskabets Repræsentant her i Landet. Denne Arbejdsdirektør skal være Medlem af Kredsens Arbejdsudvalg.“

48. Hvad var derfor den meddelelse som The Watchtower bragte i sin udgave for 15. oktober 1932, og hvorledes var dette i overensstemmelse med betydningen af de „fire og tyve ældste“ og de „syv stjerner“?

⁴⁸ Denne resolution blev vedtaget af Jehovas vidners menigheder over hele jorden. Meddelelsen herom i The Watchtower for den 15. oktober 1932 ved udløbet af de 2300 aftener og morgener var Jehovas officielle kundgørelse gennem hans synlige meddelelseskanal om at hans helligdom af salvede „levende stene“ var blevet renset og retfærdiggjort og havde fået oprejsning. Den var atter fremstået i sin rette tilstand både hvad angik afskaffelsen af de demokratisk valgte „ældste“ og med hensyn til den teokratiske udnævnelse af menighedstilsynsmanden. De fire og tyve ældste som apostelen Johannes i sit himmelske syn så kronet og siddende på troner rundt om Gud den Allerhøjestes trone, var så sandelig ikke „ældste“ der på demokratisk vis var valgt af menighederne på jorden nedentil. Det var „ældste“, udvalgt af universets Suveræn på grund af deres vækst til fuld kristen modenhed og deres prøvede uangribelighed. De „syv stjerner“ som Johannes så i den herliggjorte Jesu Kristi højre hånd og som symboliserede Jehovas salvede helligdomsskares menigheders „engle“ eller tilsynsmænd, var afgjort også fuldvoksne „ældste“, udvalgte og under opsyn, ikke af menigheden efter den syvende verdensmagts demokratiske fremgangsmåde, men af den teokratiske organisations øverste overhoved ved Jesus Kristus. (Åb. 1:16, 20; 2:1; 4:4, 10, 11) Da Jehovas tid var inde dertil blev resten af helligdomsskaren på jorden retteligt bragt i overensstemmelse med denne teokratiske regel.

(Fortsættes)

[Fodnoter]