Udviklingen af treenighedslæren i trosbekendelserne

SANDSYNLIGVIS tror de fleste kirkegængere i dag at det var Jesus Kristus og hans apostle der udformede treenighedslæren. Professor E. Washburn Hopkins forklarer imidlertid i sin bog Origin and Evolution of Religion, side 336, følgende: „For Jesus og Paulus var treenighedslæren åbenbart ukendt; i hvert fald siger de ikke noget om den.“ De udformede ikke nogen trosbekendelse der definerede en treenighed.

Ordet „treenighed“ findes ikke engang i Bibelen. Man kan heller ikke i Bibelen finde sådanne udtryk som „een Gud i en trehed“ eller „Faderens og Sønnens og Helligåndens guddom er een“ eller „af Faderens væsen“. Tværtimod taler Bibelen om Kristus som „Guds Skabnings Begyndelse“, og siger at „Gud er Kristi hoved“. (Åb. 3:14, dansk oversættelse af 1907 og svensk oversættelse af 1917; 1 Kor. 11:3) Det nye katolske leksikon New Catholic Encyclopedia siger derfor om treenighedslæren: „Den er ikke, som vi allerede har set, direkte eller umiddelbart Guds ord.“ — Bind 14, side 304.

Ukendt for de første kristne

Begrebet ’tre personer i een Gud’ blev heller ikke udviklet straks efter Jesu og apostlenes død. Dette gør professor i kirkehistorie James Arthur Muller fra den episkopale kirke opmærksom på: „Denne mangel på et udformet dogme om treenigheden er et udtryk for den teologiske opfattelse i det andet århundrede. I Justinus Martyrs skrifter fra omkring år 150 understreges Sønnens før-menneskelige tilværelse, men i forholdet til Faderen omtales han som ’nummer to’.“ — Creeds and Loyalty, side 9.

Selv henimod slutningen af det andet århundrede taler den kendte kirkefader Irenæus om Kristus som underordnet Gud og ikke lige med Gud. — Se Irenæus’ skrift mod kætterne, anden bog, kapitel 28, afsnit 8.

Treenighedslæren var således ukendt for de første kristne. Det var faktisk først omkring 400 år efter Kristi død eller endda senere at begrebet ’tre personer i een Gud’ blev endeligt udformet af kirkens mænd og indført i kirken.

Den apostolske trosbekendelse

Nogle vil måske sige: „Er det da ikke apostlene selv der har skrevet den apostolske trosbekendelse? Og findes treenighedslæren ikke i denne trosbekendelse?“

I århundreder har man hævdet at de tolv apostle skrev denne trosbekendelse, og man troede fromt på det. Men det er blevet bevist at dette er forkert. Kendsgerningerne viser at „den apostolske trosbekendelse“ blev udformet af mænd der levede flere hundrede år efter apostlene!

The Faith of Christendom, som indeholder en engelsk oversættelse af trosbekendelserne og er redigeret af B. A. Gerrish, siger: „Den kan altså slet ikke være skrevet af apostlene selv; vi har ingen grund til at tro at trosbekendelsen som bærer deres navn forelå tidligere end fem hundrede år efter deres tid.“a Undersøg den apostolske trosbekendelse, som vi gengiver den her:

Vi ser altså at der her intet siges om at Gud, Jesus Kristus og den hellige ånd er „een Gud“. Men i de år da den apostolske trosbekendelse blev formuleret opstod der stor uenighed angående Kristi natur. Hvordan var hans forhold helt nøjagtigt til Gud? Var han underordnet og adskilt fra Gud, eller var Jesus Gud selv?

Den nikænske trosbekendelse

Ved begyndelsen af det fjerde århundrede hævdede nogle kirkefolk, også den unge ærkediakon Athanasios, at Jesus og Gud var en og samme person. I modsætning hertil hævdede mænd som presbyteren Arius i overensstemmelse med Bibelen at Jesus var skabt af Gud og var underordnet sin Fader. I 325 e.v.t. indkaldte den romerske kejser Konstantin til et kirkemøde i Nikæa i Lilleasien for at finde en løsning på disse stridsspørgsmål. På dette møde stillede den hedenske kejser Konstantin sig på Athanasios’ side. Af den grund blev de synspunkter som Arius gav udtryk for, erklæret for kætteri skønt de var velbegrundede ud fra Bibelen.

Derfor fulgte en ’eksperimenteren med ord og en afslibning af sætninger’ for at få skabt en trosbekendelse der kunne bruges som våben imod dem der hævdede at Kristus havde en begyndelse og ikke var af samme væsen som Faderen. I sin oprindelige form var den nikænske trosbekendelse tydeligt nok rettet mod Arius. Den sluttede med denne udtalelse, som dog senere blev fjernet fra trosbekendelsen:

„Men dem, der siger: ’Der var en Tid, da han ikke var til’ og ’Før han blev født, var han ikke til’ og ’Han er blevet til af intet’ eller siger, at han er af en anden Hypostase eller Væsen, eller at Guds Søn er skabt eller foranderlig eller underkastet Ændringer, dem fordømmer den almindelige Kirke.“c

Det er også værd at lægge mærke til at den oprindelige trosbekendelse som blev skrevet i Nikæa, ikke tilskriver den hellige ånd personlighed. Det gør imidlertid senere tilføjelser, tilføjelser som man mener blev gjort på kirkemødet i Konstantinopel i 381. Trosbekendelsen fra kirkemødet i Nikæa i 325 med de senere ændringer lyder:

Den der omhyggeligt læser denne trosbekendelse vil se at treenighedslæren endnu ikke er fuldt udformet. Faderen og Sønnen hævdes at være af samme væsen, og den hellige ånd kaldes „Herre . . . som levendegør“, men der siges ikke at disse tre er „een Gud“. Der skulle yderligere ’eksperimenteren med ord og afslibning af sætninger’ til.

Den athanasianske trosbekendelse

Først i den athanasianske trosbekendelse er treenighedslæren endeligt udformet. Som De husker var Athanasios den unge ærkediakon som på fremtrædende måde støttede de synspunkter som blev fremsat i den nikænske trosbekendelse. Var det ham der skrev trosbekendelsen der bærer hans navn?

Det har man troet i århundreder, men det er nu afgjort bevist at han ikke skrev den. I bogen The Faith of Christendom hedder det på side 61: „I det syttende århundrede beviste den hollandske G. J. Voss at den athanasianske trosbekendelse ikke kunne tilskrives Athanasios. På grundlag af indre vidnesbyrd hævdes det at dokumentet stammer fra perioden mellem år 381 og 428.“

Der er imidlertid ikke noget sikkert bevis for at trosbekendelsen stammer fra en så tidlig periode. Henvisninger til bekendelsen i dens endelige form foreligger først flere hundrede år senere! Således siger John J. Moment i sin bog om trosbekendelserne rent ud: „Athanasios havde været død i fem hundrede år da den [trosbekendelsen] dukkede op.“ (We Believe, side 118) Læg nu mærke til hvordan den athanasianske trosbekendelse beskriver treenigheden:

„. . . vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed, idet vi hverken sammenblander personerne eller adskiller væsenet. Faderens person er nemlig en, Sønnens en anden og Helligåndens igen en anden. Men Faderens og Sønnens og Helligåndens guddom er een, deres herlighed er lige stor og deres majestæt lige evig. Som Faderen er, sådan er Sønnen og sådan Helligånden: Faderen er uskabt, Sønnen er uskabt, Helligånden er uskabt. Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig. Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre, som er evige, men een, som er evig, ligesom der ikke er tre, som er uskabte, eller tre, som er umålelige, men een, som er uskabt, og een, som er umålelig. På tilsvarende måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig og Helligånden almægtig, og dog er der ikke tre, som er almægtige, men een, som er almægtig.

På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud. På samme måde er Faderen Herre, Sønnen Herre og Helligånden Herre, og dog er der ikke tre herrer, men een Herre. Thi ligesom den kristelige sandhed nøder os til at bekende hver enkelt person for sig som Gud og Herre, således forbyder den almindelige tro os at tale om tre guder eller tre herrer.

Faderen er ikke dannet eller skabt eller født af nogen. Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet og heller ikke skabt, men født. Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet og heller ikke skabt og født, men udgående fra dem. Der er altså een Fader — ikke tre fædre, een Søn — ikke tre sønner, een Helligånd — ikke tre helligånder. Og i denne trehed er der intet, som er tidligere eller senere — intet, som er større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store. Følgelig må i alle ting, som allerede ovenfor sagt, både treheden æres i enheden og enheden i treheden. Den, der vil frelses, må derfor mene således om treenigheden.“

Det var således flere hundrede år efter Jesu Kristi død at treenighedslæren blev endeligt udformet. Som teologen N. Leroy Norquist udtrykte det blev den udformet af mænd som „eksperimenterede . . . med ordene og afsleb sætningerne, indtil de havde beskrevet forholdet mellem de de ’personer’ i treenigheden på en sådan måde at de til sidst kunne sige: ’Tror du ikke dette, er du ikke en sand troende.’“

På denne måde blev altså det gudsbegreb dannet som man nu har i de fleste kirker.

Antaget af de fleste

Nu tvivler De måske på at Deres kirke virkelig anerkender disse trosbekendelser. Det er sandt at der er en tendens til ikke engang at forsøge at lære kirkemedlemmerne dette uklare gudsbegreb. Men det vil ikke sige at kirkerne har forkastet trosbekendelserne. Tværtimod fastholder næsten alle kirker stadig dette forvirrende gudsbegreb.

At den romersk-katolske kirke gør dette, siges tydeligt i The Catholic Encyclopedia i artiklen „Treenigheden“. Efter at have citeret en del af den athanasianske trosbekendelse siger dette leksikon: „Dette lærer kirken.“

Den engelske kirke godkender også den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse. Den protestantiske episkopale kirke gør det også, idet den forklarer at den „på ingen måde vil fjerne sig fra [den engelske kirke] med hensyn til noget væsentligt lærepunkt“.

De lutherske kirker antager også disse trosbekendelser.d Den lutherske kirke i Amerika siger i sin forfatning, artikel 2, afsnit 4: „Denne kirke accepterer den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse som sande udtryk for kirkens tro.“ Noget lignende siges i forfatningen for en anden amerikansk kirke, United Church of Christ: „Den har som sin egen tro det som den historiske kirke har udtrykt i de gamle trosbekendelser . . .“

Presbyterianerne godkender den nikænske trosbekendelse, og det gør de fleste store metodistkirker også. Disse trossamfund antager officielt treenighedsbegrebet. Skønt baptistkirkerne i almindelighed ikke tiltræder trosbekendelser, har en generalsekretær for den amerikanske baptistkonference om den athanasianske trosbekendelse udtalt: „Jeg er overbevist om at de fleste amerikanske baptister i det væsentlige er enige med dens indhold.“

Det er sandt at der er visse kirker i kristenheden som ikke officielt antager nogen trosbekendelse, men alligevel holder de fleste af dem fast ved det treenighedsdogme som trosbekendelserne har udformet. Således skriver John J. Moment om den athanasianske trosbekendelse i sin bog We Believe følgende: „Dens stereotype definitioner er fortsat blevet accepteret af protestanterne, mere eller mindre bevidst, som normen for den rette tro.“

Et ubibelsk begreb

Guds ord er imidlertid direkte imod begrebet ’tre personer i een Gud’. Bibelen siger at Gud er „evighedernes konge“, han har ikke haft nogen begyndelse og får intet endeligt. (1 Tim. 1:17; Sl. 90:2) Men Bibelen siger at Jesus, ulig sin evige Fader, er „Guds Skabnings Begyndelse“. (Åb. 3:14, dansk oversættelse af 1907 og svensk oversættelse af 1917) At Jesus og Gud ikke er identiske eller ligestillede ses også af at Jesus efter opstandelsen fra de døde af Gud blev „højt ophøjet“. (Fil. 2:9) Hvis Jesus før han blev ophøjet havde været ligestillet med Gud, kunne han ikke være blevet yderligere ophøjet, for det ville have gjort ham mere ophøjet end Gud. Det er således åbenbart at de kristne i det, første århundrede ikke havde treenighedslæren!

Bibelens lære er klar. Jehova er den almægtige Gud som „har skabt alle ting“ (Åb. 4:11) Jesus Kristus er „Guds Søn“ ikke den almægtige Gud selv. (Luk. 1:35) Og den hellige ånd er ikke en person men Guds aktive kraft som personer kan blive fyldt med. (Ap. G. 2:4) Det er åbenbart at kirkerne ikke har lært folk disse bibelske sandheder. Det er derfor vigtigt, hvis De ønsker at behage Skaberen, at De skiller Dem fuldstændig ud fra disse trossamfund. — Åb. 18:4.

„Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.“ — Åb. 18:4, 5.

[Fodnoter]

[Illustration på side 486]

Den hedenske romerske kejser Konstantin indkaldte i 325 e.v.t. til et kirkemøde i Nikæa. Dér påvirkede han deltagerne således at den nikænske trosbekendelse med dens treenighedslære blev vedtaget