Resultaterne af menneskers herredømme

KAN man forestille sig nogen regeringsform som menneskene endnu ikke har prøvet? Regeringerne i vor tid er for en stor del et produkt af det man kalder statsvidenskab, en videnskab der giver sig af med at studere de erfaringer menneskene har gjort i deres forsøg på at styre sig selv, med det formål at bringe de bedste metoder i anvendelse.

Som følge heraf skulle vi i det mindste have nogle regeringer der opfylder folks behov og yder det folk forventer af en regering. Men har vi sådanne regeringer? Hvad viser de seneste resultater af menneskers herredømme?

En appel om en verdensregering

New York Times bragte søndag den 21. maj 1972 en helsides erklæring fra en gruppe velkendte borgere i toogtredive lande der underskrev sig som „De første planetborgere“. Denne erklæring med titlen „ET OPRÅB OM MENNESKEHEDEN“ var en anklage mod de bestræbelser menneskenes herredømme op til vor tid har gjort for at tilvejebringe det der er allermest nødvendigt. Erklæringen indeholdt følgende stærke påstande:

„Menneskelivet på vor planet er i fare.

Det er i fare på grund af krige der kan gøre menneskenes bosted til intet.

Det er i fare på grund af krigsforberedelser der ødelægger eller mindsker udsigten til en menneskeværdig eksistens.

Det er i fare fordi man lader hånt om menneskerettighederne.

Det er i fare fordi luften forurenes og vandet og jorden forgiftes.

Det er i fare på grund af den ukontrollerede befolkningstilvækst.“

Hvad var så konklusionen af denne erklæring? Den mundede ud i en appel om i højere grad at støtte De forenede Nationer.

Men giver resultaterne af menneskers herredømme os grund til at sætte vor lid til De forenede Nationer?

Krig

Hvad viser kendsgerningerne med hensyn til den fare vi er i på grund af krig? Har menneskers herredømme gjort fremskridt hen imod at sikre freden?

Det norske videnskabernes akademi har beregnet krigenes hyppighed og omfang så langt tilbage som historien gør det muligt. Det kom til det resultat at „siden 650 f. Kr. har der været 1656 tilfælde af oprustning, hvoraf kun 16 ikke endte med krig. Resten endte med økonomisk sammenbrud for de pågældende lande“.

Da De forenede Nationer havde eksisteret i femogtyve år lavede man en oversigt over hvad organisationen havde udrettet. Philadelphia-bladet Sunday Bulletin for 18. oktober 1970 citerede U Thant, der dengang var De forenede Nationers generalsekretær, for udtalelsen:

„Jeg er meget bange for at vi, skønt vi har været i stand til at nå månen, ofte viser en utrolig kortsynet selviskhed, selvtilfredshed og ligegyldighed når det gælder om at tage de store udfordringer op som vi møder her på jorden.“

Og Lester P. Pearson, daværende premierminister i Canada, opsummerede resultaterne af De forenede Nationers fredsbestræbelser med disse ord: „Freden hviler usikkert på brintbomber. Det er trist at De forenede Nationer ikke har fundet et bedre sted til den.“

Kan menneskers herredømme da virkelig fremvise noget der giver os håb om at det nogen sinde vil indføre fred?

Forurening

En trussel der er lige så alvorlig som krig, er forureningen. Blot for at tage et enkelt eksempel på de enorme problemer man står over for på ethvert område af kampen mod forureningen, kan vi betragte affaldsproblemet. I et sammendrag fra National Civic Review for marts 1972 citerer Reader’s Digest det svar som en snes af De forenede Staters førende eksperter på renovationsområdet har givet på spørgsmålet „Hvor alvorligt er affaldsproblemet egentlig?“ De afslørede:

„Den mængde affald vi samler sammen hvert år er formidabel — 80 milliarder dåser, 38 milliarder flasker, 40 millioner tons papir og kartoner, 180 millioner gamle dæk, 21 millioner større husholdningsapparater, syv millioner bilvrag. Det koster os for øjeblikket 4,5 milliarder dollars om året at skaffe det af vejen — et tal der kan blive fordoblet i løbet af næste generation.“

De farligste af alle affaldsstoffer er sandsynligvis dem der kastes i vandet. Videnskabernes akademi i U.S.A. advarer: „I 1980 vil vi kaste så meget affald i vandet at det kan forbruge al ilten i alle De forenede Staters 22 flodløb.“

Er det kun én nation der har dette problem? Editorial Research Reports for 1. december 1971 advarer:

„Det store spørgsmål for FN-konferencen [i Stockholm i juni 1972] og for alle senere forsøg på at standse den verdensomspændende forurening, er om bekymringen for miljøet er kommet for sent til at gavne ret meget. Er mennesket i virkeligheden gået for vidt til at det kan lade sig gøre at vende om? Kan nationerne i den nuværende krise træffe de vanskelige politiske afgørelser der er nødvendige for at gennemføre et verdensomspændende samarbejde? Mindre end en fuldstændig international indsats synes at være uden værdi. Verden har ét fælles økosystem; det er sådan at ingen nation alene kan rense sit miljø. Atmosfæren fører industriforurening og sprøjtegifte ud over hele jorden. Praktisk talt hver eneste international vandvej er forurenet.“

Synes De at denne beretning er opmuntrende, at den indgyder tillid til menneskers styre?

Lovløshed

Lovløsheden er endnu en nedbrydende faktor som ingen regering har kunnet standse. Denne kræftlignende plage breder sig med foruroligende hast over hele jorden. I nogle lande er forbryderverdenen faktisk som en konkurrerende undergrundsregering. Kriminaliteten er blevet kaldt „en verdensomspændende epidemi“, „en international tragedie“.

I verdens rigeste land, De forenede Stater, blomstrer kriminaliteten frodigt. Den koster nu nationen 51,1 milliard dollars om året, hvilket svarer til over 5 procent af bruttonationalproduktet på en billion dollars. Og lovløsheden hører ikke kun „gangsterverdenen“ til. Et enormt beløb (otte milliarder dollars om året) stjæles af folk i overordnede stillinger og af betroede funktionærer.

Voldsforbrydelserne og berigelsesforbrydelserne er virkelig frygtindgydende. Det bliver til stadighed farligere at færdes på gaderne i De forenede Staters byer, og en undersøgelse viser at faren for overfald er stigende næsten overalt.

Tal fra F.B.I. viser at kriminaliteten i De forenede Stater er steget elleve gange så hurtigt som befolkningen. Antallet af alvorlige forbrydelser (mord, voldtægt, røveri, alvorlige overfald, indbrudstyveri, automobiltyveri og andre former for tyveri [på halvtreds dollars og derover]) er steget med 148 procent, fra 2.014.600 i 1960 til 4.989.700 i 1969.

I London, der længe har været kendt for ikke at have kriminalitet på gaderne, foruroliges indbyggerne nu over at tilfældene af voldtægt, røveri og overfald er steget. En særlig politipatrulje er blevet stationeret i undergrundsbanen på grund af faren for forbrydelser. „Der er ikke sikkert i Birmingham om natten,“ har en politibetjent sagt. Voldshandlingerne i Storbritannien er steget fra 26.000 i 1966 til 41.000 i 1970. I andre lande er situationen den samme.

Hvilke tegn er der på at regeringerne kan klare disse problemer?

Narkotikaproblemet

Stofmisbruget er blevet kaldt „den værste sygdom i Amerikas historie“, og det er det også godt på vej til at blive i andre lande. Det har haft en stor andel i den hurtigt voksende lovløshed. Art Linkletter, som er kendt fra radio og fjernsyn i De forenede Stater og hvis egen datter var offer for stofmisbrug, holdt den 14. september 1971 en tale i New York for et særligt publikum fra De forenede Nationer, og bad heri indtrængende regeringerne om at skride til handling. Hans tale gjorde det meget klart at menneskers herredømme i visse retninger havde undladt at dække folks behov og opfylde deres håb og ønsker. Han spurgte:

„Hvis en tom, pinefuld tilværelse driver folk til at tage stoffer, hvordan kan vi da ændre denne tilværelse? Hvorfor er der så mange selvmord i verden? Hvorfor kommer så mange til at stå over for en personlig krise som de ikke kan se i øjnene, løse og overvinde? Hvorfor er stofmisbrug så ofte en del af det tragiske billede?“

I sin afsluttende appel anførte Linkletter at menneskers herredømme havde sigtet mod de forkerte mål. Han sagde:

„For menneskeslægtens skyld må De forenede Nationer nå ud til dem der er i vanskeligheder. Vor verden sønderrives af store meningsudvekslinger, men resultatet er ligegyldigt hvis vore børn går tabt. Vore videnskabsmænd planlægger vor færd i rummet, men vi behøver ikke at tage ud på turen hvis vi lader en verden i pine bag os.“

Underernæring

Robert S. McNamara, præsident for Den internationale Bank for Genopbygning og økonomisk Udvikling, tegner et billede af en underernæret verden der skulle få en til at indse at menneskers herredømme ikke er i stand til at give menneskeheden de nødvendige forudsætninger for lykke. I en tale som han holdt for Verdensbank-gruppens bestyrelse i Washington, D.C., den 27. september 1971, sagde han at underernæringen er udbredt i de ikke så gunstigt stillede lande, og at den er en af hovedårsagerne til den høje dødelighed blandt småbørn og derfor en af de største hindringer for menneskelig udvikling.

„Og dog,“ nævnte McNamara, „trods vidnesbyrdene om at der kan udrettes meget ved hjælp af blot en relativt lille udgift pro persona, er der næppe et eneste af udviklingslandene der er ved at rette en samlet indsats mod problemet.“

McNamara fortsatte med at påpege at småbørnsdødeligheden er enorm i de fattigere lande. For eksempel er der i Indien store områder hvor 150 til 200 pr. tusind levendefødte børn dør i løbet af det første leveår.

I Den forenede arabiske Republik er dødeligheden blandt børn mellem et og to år mere end 100 gange så stor som i Sverige. — Vital Speeches of the Day, 15. oktober 1971.

Og en kendt videnskabsmand har ifølge Det Bedste for april 1969 udtalt: „Vi må se, en chokerende kendsgerning i øjnene: I kampen for at skaffe føde nok til jordens befolkning har vi allerede lidt et nederlag, der må føre til en katastrofe. . . . det [er] allerede for sent at forhindre, at antallet af mennesker, der dør af sult, vil stige stærkt — og hurtigt!“

Fattigdom og forsorg

En grundlæggende årsag til underernæring er fattigdom, et problem der hidtil ikke har kunnet overvindes eller løses, selv ikke i de rigeste lande. Dr. John E. Reilly, medlem af Det oversøiske Udviklingsråd, beretter:

„Ifølge Verdensbanken var det årlige indkomstniveau i udviklingslandene i 1968 følgende: Asien 110 dollars, Afrika 130 dollars, Latinamerika 370 dollars, Mellemøsten 330 dollars. Dette kan sammenlignes med gennemsnitsindkomsten i De forenede Stater på 4000 dollars, Canada 2500 dollars, Tyskland 1900 dollars, England 1800 dollars.“

Dr. Reilly fortsætter med at sige at der i landene med de lave indkomster er millioner som lever på halvdelen af gennemsnittet. Er verdens regeringer, måske ved hjælp af De forenede Nationer, ved at overvinde denne triste situation? Nej, for dr. Reilly siger: „Man frygter for at millioner af menneskers reelle levestandard vil være lavere i 1971 end den var i 1960.“ Han fortsætter:

„Dette giver et kort rids over forholdene i udviklingslandene, men det giver ikke det fuldstændige billede af den udbredte sult, fattigdommen, de manglende uddannelsesmuligheder, den ulige fordeling af rigdommen, de omfattende sygdomme, for ikke at tale om den politiske undertrykkelse.“

Selv i verdens mest velstående land, De forenede Stater, er der hele byer som står over for en økonomisk krise på grund af de overhåndtagende forsorgsudgifter. I 1970 lå forsorgsudgifterne på 12,8 milliarder dollars.

Økonomer ser ingen vej ud af denne situation, hævder økonomen Procter Thomson fra Claremont Men’s College i Californien. Han påpeger at efterhånden som der i en velfærdsstat bliver bevilget flere og flere penge til forsorg, vil de der modtager hjælp, stille krav der svarer til bevillingerne. Derfor siger han at „fattigdom forfølger samfundet som en skygge følger en løbende mand“.

Befolkningseksplosionen

Med det nuværende befolkningsniveau er regeringerne nær ved at måtte give op. De har problemer til alle sider, og hver en udvej synes at ende blindt. Dette er slemt nok, men nu synes den stigende befolkningstilvækst at dødsdømme deres planer for fremtiden. I en rapport udarbejdet af Victor-Bostrom-fondet for Det internationale forbund for Familieplanlægning siger Rudolph Peterson, administrerende chef for De forenede Nationers Udviklingsprogram:

„Den kolossale tilvækst i verdens befolkning kaster en mørk skygge over alle vore bestræbelser for at fremme den internationale udvikling. At forbedre livsbetingelserne i lande hvor befolkningen fordobles hvert 20. år, er et sisyfosarbejde; det er som til stadighed at rulle en stor sten op ad et bjerg, hvorfra den blot ruller ned igen.“

Og A. H. Boerma, generaldirektør for De forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), kommer med denne betimelige appel:

„Jeg behøver ikke dvæle ved den kendsgerning at den nuværende hæmningsløse stigning i folketallet på jorden spænder verdens store problemer — sult, fattigdom og arbejdsløshed — til bristepunktet. Jeg behøver ikke beskrive de rædsler det kan medføre, og det er ikke min opgave i detaljer at fortælle hvad der bør gøres. . . . Men fra denne talerstol vil jeg gerne appellere til alle implicerede om at anerkende behovet for at holde folketallet nede.“

Hvad kan man altså sige om resultaterne af menneskers herredømme? Har det virkelig løst blot et enkelt af de problemer der forhindrer menneskeheden i at leve sammen i fred og i frihed for nød, frygt, sult, fattigdom og lovløshed? Har menneskers herredømme givet folk det de virkelig ønsker sig af en regering?

Hvad er der i vente hvis menneskene fortsat skal styre jorden? Hvert enkelt problem — forurening, krig, sult, narkotikamisbrug, eller et hvilket som helst andet af de mange problemer — kan i sig selv udløse en verdensomspændende katastrofe. Samlet udgør de en kompliceret situation som menneskers visdom og bestræbelser ikke har kunnet forenkle, og endnu mindre løse.

Er tiden ikke inde til at søge råd på højere sted, ja, at lytte til den Gud der behersker universet? Han har i sinde at overtage herredømmet over jorden, og vor stillingtagen til hans herredømme vil betyde liv eller død for os. Kun han kan løse de problemer menneskers herredømme har skabt.

Hvad Guds herredømme vil bringe

I sit ord, Bibelen, viser Gud Jehova at hans magtovertagelse vil fjerne alle de nuværende, utilstrækkelige regeringer, og at det vil ske inden for vor generation. (Dan. 2:44; Matt. 24:34) Det vil blive til gavn for jorden og dens beboere.

For længe siden har Jehova nemlig i sit ord lovet at løse de alvorlige problemer menneskene nu kæmper forgæves med. Hans herredømme vil ’gøre ende på krig til jordens grænser’, det vil ’ødelægge dem der lægger jorden øde’, og resultatet vil blive en forureningsfri jord, idet der oprettes paradisiske tilstande. — Sl. 46:10; Åb. 11:18; Es. 65:21, 22; Mika 4:4.

I denne nye orden vil lovløsheden ikke få lov at vinde indpas igen. (Sl. 37:9-11) Aldrig mere vil der være brug for politi og fængsler. Enhver der banker på ens dør vil være en ven. Der vil være fuldstændig frihed for frygt. Da vil det gælde bogstaveligt at „trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer dem“. — Ez. 34:28.

Underernæring og sygdomme vil høre fortiden til, for der vil være mad nok til alle. (Es. 25:6) Bibelen siger direkte at Gud er den der „giver de sultne brød“. (Sl. 146:5-7) At menneskenes grundlæggende behov bliver opfyldt under Guds herredømme, skildres også med disse betagende ord: „[Gud] skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Åb. 21:4.

Stillet over for så vidunderlige fremtidsudsigter vil mange uvilkårligt spørge: Men kan man nu også tro på det? Hvilken garanti har vi for at det er sandt? Hvordan kan vi vide at Gud er til? Det vil blive behandlet i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 172]

Krig

Historien viser at oprustning altid er endt med krig eller økonomisk sammenbrud

[Tekstcitat på side 173]

Forurening

„Det store spørgsmål . . . er om bekymringen for miljøet er kommet for sent til at gavne ret meget.“

[Tekstcitat på side 174]

Narkotika

Stofmisbrug er en „sygdom“ som er en af hovedårsagerne til den stigende kriminalitet.

[Tekstcitat på side 175]

Fattigdom

„Fattigdom forfølger samfundet som en skygge følger en løbende mand.“

Forsorgsudgifter pr. år i U.S.A. — 12.800.000.000 dollars

[Grafisk fremstilling på side 174]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Lovløshed

Antallet af alvorlige forbrydelser i U.S.A. er fra 1960-1969 steget elleve gange så hurtigt som befolkningen.

Befolkning

Lovløshed