Hvordan skal brylluppet holdes?

I AVISER fra forskellige lande kan man læse beretninger om mange slags bryllupper. For eksempel blev to tyske akrobater viet mens de hang i en trapez højt over torvet i en by. Der var også et par faldskærmsudspringere der kastede sig ud med faldskærm, efterfulgt af en præst som viede dem på det sted hvor de landede.

Sådanne eksempler er måske nok usædvanlige og lagt an på at vække opmærksomhed, men det viser sig dog at flere og flere par som ønsker at gifte sig, lader deres individualitet komme til udtryk på en eller anden måde. Sådanne „individualister“ ser at mange traditionelle bryllupper er yderst formelle og kostbare affærer, hvor vægten lægges på etiketteregler, tilsyneladende endeløse detaljer og vedtagne ritualer, blot for at gøre indtryk på venner og slægtninge. Der er ingen tvivl om at en sådan optagethed af ydre ting ofte afleder opmærksomheden fra den virkelige betydning og glæde der knytter sig til en sådan begivenhed.

Som en protest mod dette har mange inden for de sidste ti år valgt at lade sig vie på en ny måde, en måde hvor de ofte tilsidesætter vedtagne skikke og konservative ældres meninger. De bliver måske gift på en bjergside, på en strandbred eller i en hule, i stedet for i en kirke eller på et borgmesterkontor. Ved en sådan vielse følger parret måske det eksempel man så i en populær film for et par år siden, idet de læser et stykke poesi i stedet for at gentage de traditionelle løfter man aflægger ved ægteskabets indgåelse.a Ved et sådant bryllup nær Los Angeles i Californien fremsagde et par følgende:

„Jeg gør hvad der passer mig, og du gør hvad der passer dig. Jeg er ikke i verden for at leve op til dine forventninger. Og du er ikke i verden for at leve op til mine. Du er dig selv og jeg er mig selv, og hvis vi tilfældigvis finder hinanden er det skønt.“

Du er uden tvivl af den opfattelse at begge disse yderpunkter er uønskede. Du vil sikkert give os ret i at der ikke er nogen grund til at være trælbundet af „etiketteregler“ vedrørende enhver detalje. Men på den anden side vil du nok mene at et bryllup ikke bør være en „gør-det-selv“-forestilling som ikke tager hensyn til andres følelser og ikke stemmer med den værdighed der naturligt knytter sig til en sådan begivenhed.

Hvilken fornuftig handlemåde kan man da vælge midt imellem disse to yderpunkter? Når Jehovas kristne vidner tilrettelægger et bryllup tænker de på hvad der virkelig er nødvendigt og hvordan brylluppet kan foregå på en sømmelig og værdig måde. Det er grunden til at de bryllupper der afholdes i deres rigssale ofte gør et stort indtryk på dem som overværer dem.

Vægten lægges på Bibelen

Selv om Jehovas vidners rigssal først og fremmest er et sted hvor menigheden mødes for at studere Bibelen, afholdes der også somme tider bryllupper der.b Dette er på sin plads, idet Bibelen selv viser at ægteskabet er indstiftet af Gud. — 1 Mos. 2:24.

Som det sømmer sig ved en ceremoni i rigssalen, holdes der et bibelsk foredrag om ægteskabets betydning og mandens og hustruens forrettigheder og ansvar. Ved afslutningen af det opbyggende foredrag kan der så aflægges, et løfte, alt efter hvad den lokale lov kræver.

I El Salvador og visse andre lande kan en vielse ikke finde sted i en religiøs bygning. Den skal udføres af en borgerlig myndighed, og kan for eksempel foregå på rådhuset. I sådanne lande vil Jehovas vidner imidlertid ofte holde et bibelsk foredrag i rigssalen efter den borgerlige vielse. Selv om dette ikke er nødvendigt, er det godt at gøre det. Den dag man bliver gift er en lykkelig dag og et passende tidspunkt til at tænke på de vise råd som ægteskabets Indstifter har givet. — Sl. 119:1.

Ægteskabsløftet

Som omtalt kræver den stedlige lov somme tider at bruden og brudgommen udtaler sig offentligt eller aflægger et løfte i andres nærværelse, og Jehovas vidner retter sig efter loven. Men selv i lande hvor dette ikke kræves, er det ofte skik at parret gentager eller aflægger et ægteskabsløfte.

Førnævnte eksempel fra Californien viser at der endog med hensyn til ægteskabsløftet er en tilbøjelighed til at gøre som man selv vil. Somme tider udformer parret selv deres løfte; i andre tilfælde gør præsten det. I en kirke „viede“ præsten således to lesbiske kvinder med ordene: „Så længe som kærligheden varer.“ En anden præst viede et nøgent par med udtrykket: „Så længe som I kan finde ud af det.“

Som en velgørende modsætning til disse tendenser til at gøre det gudgivne ægteskab mindre ærefuldt, benytter Jehovas vidner den fremgangsmåde at afgive ægteskabsløftet ved at svare ja på følgende spørgsmål:

Henvendt til brudgommen: „Vil du, ———————, ind for Jehova Gud og i nærværelse af disse vidner tage ——————— til ægte og love at du, så længe I begge lever, eller så længe Gud lader den ægteskabelige ordning bestå, vil elske og værne om hende i overensstemmelse med Guds lov for ægtemænd, som den udtrykkes i Den hellige Skrift?“

Henvendt til bruden: „Vil du, ——————— ind for Jehova Gud og i nærværelse af disse vidner tage ——————— til ægte og love at du, så længe I begge lever, eller så længe Gud lader den ægteskabelige ordning bestå, vil elske og respektere ham i overensstemmelse med Guds lov for hustruer, som den udtrykkes i Den hellige Skrift?“

Men hører der mere til et bryllup i en rigssal?

Lykkeligt, værdigt og personligt

En journalist har skrevet: „Det amerikanske bryllup er en genspejling af vore mest fremherskende interesser: kærlighed og penge, iblandet store doser romantik og ambitioner.“ Dette gælder også tit i andre lande. Kristne i alle lande lægger imidlertid vægt på den bibelske, åndelige side af brylluppet. Det hjælper dem også til at være mådeholdne og ligevægtige og at ’lade deres rimelighed blive kendt for alle’. — Fil. 4:5, NW.

Betyder det at alle bryllupper i rigssalen ligner hinanden, eller at de er triste eller ligefrem spartanske? Nej, slet ikke. Disse bryllupper er værdige og dog glædelige begivenheder, akkurat som bryllupper på Bibelens tid. (Sl. 45:14-16; Es. 62:5; Åb. 19:7, 8) Ofte bærer brudeparret en særlig klædedragt, rigssalen er pyntet med blomster og der spilles god musik fra den sangbog som bruges i rigssalen og hvis temaer er hentet fra Bibelen; alt dette bidrager til at gøre det til en festlig sammenkomst.

Personlig smag gør også bryllupperne forskellige. På Bibelens tid var bruden iført festklæder og bar forskellige smykker. (Es. 49:18; 61:10; Åb. 21:2) Bryllupper i rigssalen kan ligeledes afvige fra hinanden hvad sådanne ting angår. Bruden kan for eksempel være iført en særlig brudekjole, eller hun kan vælge en kjole som det også vil være passende at have på ved festlige lejligheder senere hen.

Der kan også være forskel på hvem der medvirker ved brylluppet. I Libanon har bruden og brudgommen sædvanligvis begge en nær ven der tjener som ledsager. (Matt. 25:1; Joh. 3:29) De der udvælges til at være meget nære ledsagere ved denne lykkelige lejlighed, er i regelen åndelige brødre og søstre som også håber at tjene Jehova for evigt. Det kan også være skik og brug at forældre medvirker i bryllupsceremonien. Men hvis der ikke stilles nogen juridiske krav, kan parret tilrettelægge denne del af brylluppet efter deres personlige smag.

På samme måde kan bruden og brudgommen afgøre om de for eksempel vil udveksle ringe, komme ind i rigssalen på en bestemt måde, byde på forfriskninger et andet sted efter brylluppet, og så videre. De kender de lokale skikke, men behøver ikke slavisk at følge traditionen.c Det er vigtigere at de holder et lykkeligt, værdigt bryllup som alle de tilstedeværende finder glædeligt og åndeligt opbyggende.

Hvem må bruge rigssalen?

Man kan naturligvis ikke indvende noget imod at Jehovas vidner bliver viet i et privat hjem eller på et sted hvor der forrettes borgerlige vielser. Men hvis de er interesseret i at holde brylluppet i rigssalen, bør de henvende sig til menighedens udvalg, bestående af tre ældste som er ansvarlige for sådanne ting.

Disse ældste vil forvisse sig om at begge de vordende ægtefæller er bibelsk fri til at gifte sig og har et godt omdømme i menigheden. De vil også af parret få at vide hvordan de har tænkt sig at ceremonien skal foregå. Udvalgets medlemmer anerkender at folks smag er forskellig, og de ønsker ikke at påtvinge nogen deres egen smag. Dog vil de forvisse sig om at intet af det der tilrettelægges, vil kunne vække anstød eller forstyrre menighedens fred og enhed. — 1 Kor. 1:10; 14:33.

I overensstemmelse med Bibelens klare vejledning om at man kun bør ’gifte sig i Herren’, tilskynder Jehovas vidner naturligvis ikke nogen kristen til at indgå ægteskab med en som endnu ikke er døbt og tjener Jehova. (1 Kor. 7:39) Hvis nogen ikke følger dette bibelske råd, vil han eller hun uden tvivl blive udsat for mange problemer og megen sorg, hvilket andres erfaringer har vist. (Neh. 13:25-27) Men vil man tillade at et sådant bryllup holdes i rigssalen?

Det må tilsynsmændene i udvalget afgøre. I ét tilfælde drejer det sig måske om en kristen der lige har lært Guds ords sandheder at kende og som gerne vil gifte sig med en som han eller hun allerede var forlovet med inden sin dåb. I et andet tilfælde kan omstændighederne være helt anderledes. Hver situation må derfor bedømmes enkeltvis. Eftersom disse ældste kender forholdene og ved hvordan menigheden sikkert vil reagere, kan de afgøre hvad der tjener alles interesser bedst.

I visse tilfælde er der par som endnu ikke er blevet Jehovas vidner men som studerer Bibelen med Jehovas vidner, og som har ønsket at der blev holdt et bryllupsforedrag i rigssalen. I Danmark har der for eksempel været et par som ønskede at få holdt et bryllupsforedrag i rigssalen nær brudens hjem, før de rejste til hans fædreland, Spanien. De ældste som havde tilsyn med menigheden gav tilladelsen. De kunne se at parret virkelig gjorde fremskridt med hensyn til at blive kristne, og skønnede at parret og dets venner og slægtninge kunne høste gavn af den bibelske vejledning som blev givet i foredraget.

Hvis du har lejlighed til at overvære et bryllup i en rigssal, vil du derfor finde at det er en glædelig, værdig, lykkelig og åndeligt opbyggende begivenhed. Der vil måske være visse træk som genspejler de lokale skikke. Andre ting vil sandsynligvis være et udtryk for brudgommens og brudens personlige smag. Men du vil også høre et gavnligt og opbyggende foredrag om ægteskabet, udarbejdet på grundlag af Guds inspirerede ord.

[Fodnoter]