Jesus Kristus — en historisk person
DER er skrevet mange bøger som betvivler pålideligheden og ægtheden af Bibelens beretninger. Et yndet angrebsmål er især evangeliernes beretninger om Jesu liv. Hvad skal vi tro? Har Jesus virkelig eksisteret? Er det billede evangelierne giver af ham, troværdigt?
Mange skeptikere er af samme opfattelse som afdøde Albert Schweitzer. Han mente at den Jesus evangelierne fremstiller — en mand som sagde han var Messias, forkyndte Guds rige og til sidst ofrede livet for sin gerning — var „en litterær opfindelse, gjort af de første evangelister“. Endvidere mente han at Jesus var en religiøs fanatiker som prædikede universets umiddelbart forestående ødelæggelse og at man ikke véd om han var „en virkelig historisk personlighed“. Efter at være nået til denne slutning opgav Schweitzer sin løbebane som præst og professor i teologi og kastede sig over studierne igen, denne gang medicin, og blev læge.
Nogle skeptikere går endog så vidt som til at bestride at der i det hele taget har eksisteret en person som Jesus. Hvilke vidnesbyrd har vi da om at Jesus virkelig har eksisteret?
Det jødiske vidnesbyrd
Først er der det vidnesbyrd som de første talmudiske skrifter afgiver. Den kendte jødiske lærde Joseph Klausner siger, efter en grundig undersøgelse af deres vidnesbyrd, at „de første talmudiske beretninger“ om Jesus bekræfter ’både Jesu eksistens og hans personlighed i almindelighed’. — Jesus of Nazareth, side 20.
Jesus nævnes også to gange hos Josefus, den jødiske historieskriver i det første århundrede. Et af disse steder er omstridt, da det her lyder som om Josefus er kristen. (Jødernes oldtidshistorie, 18. bog, kap. III, 1. afsnit) Men som Klausner og andre lærde påpeger, er det urimeligt at mene at Josefus slet ikke har nævnt Jesus når han har en omfattende beskrivelse af Johannes Døber. Desuden fortæller Josefus senere at „en Bror til Jesus, den saakaldte Kristus, en Mand ved Navn Jakob“ blev ført frem for et synedrium af dommere. (Jødernes oldtidshistorie, 20. bog, IX, 1, ifølge Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, s. 105, 106) De lærde hævder med rette at dette tyder på at der tidligere har været sagt noget om Jesus; for hvorfor ellers identificere en ukendt Jakob som hans broder? De mener derfor at Josefus helt sikkert har fortalt om Jesus og hans gerning, men at en anden og senere hånd har slettet beretningen.
De romerske historikeres vidnesbyrd
Man kan ikke forvente at de romerske historikere ville have meget at sige om en tilsyneladende lille religiøs bevægelse i det fjerne Palæstina. I bedste fald kunne vi forvente at finde nogle få sparsomme henvisninger, og det er da også tilfældet. Således fortæller den romerske historiker Tacitus om at Nero kastede skylden for Roms brand på dem som „almuen kaldte kristne. Disse mennesker havde dette navn efter Kristus, som under Tibers regering blev henrettet ved landshøvdingen Pontius Pilatus“. — Den ældre romerske Kejsertid, Cornelius Tacitus’ Årbøger, bind 2, bog XV, kapitel III, 2, siderne 258, 259.
Flere andre romerske forfattere, deriblandt Plinius den Yngre, Seneca og Juvenal, omtaler også de kristne.
The Encyclopædia Britannica siger derfor med rette om de første jødiske og hedenske forfatteres vidnesbyrd: „Disse beretninger, som er uafhængige af hinanden, viser at selv kristendommens modstandere i oldtiden ikke tvivlede på at Jesus var en historisk person, hvilket første gang og på utilstrækkeligt grundlag blev bestridt af adskillige forfattere i slutningen af det 18., gennem det 19., og i begyndelsen af det 20. århundrede.“ — 1974-udgaven, bind 10, side 145.
En uforglemmelig beretning
At Jesus er en historisk person bekræftes ikke blot af kilder som de ovennævnte, men også af evangelierne selv. Hvordan? Den kendte engelske nationaløkonom og filosof fra det nittende århundrede, John Stuart Mill, har sagt: „Hvem af hans disciple, eller af deres proselytter, ville have kunnet finde på de udtalelser der tillægges Jesus, eller ville have kunnet finde på det livsløb og den personlighed evangelierne åbenbarer? I hvert fald ikke fiskerne fra Galilæa.“ I samme retning går følgende udtalelse af amerikaneren Theodore Parker: „Skal vi lade os fortælle at denne mand aldrig har levet, at hele beretningen er løgn? Lad os antage at Platon og Newton aldrig har levet. Hvem har så skrevet deres værker og tænkt deres tanker? Der skal en Newton til at skabe en Newton. Hvem kunne have skabt en Jesus? Ingen uden en Jesus.“
Den engelske filosof David Hartley siger træffende noget tilsvarende: „Hvis vi sammenholder denne skikkelses [Jesu] transcendente storhed med den indirekte måde hvorpå den skildres, . . . er det umuligt at de skulle have fabrikeret den — at de ikke har haft originalen for øje . . . Hvordan skulle jævne og ulærde mennesker kunne overgå de største genier, såvel i fortid som nutid, i at tegne en personlighed? Og hvordan er det gået til at de har tegnet den indirekte? Dette er et stærkt vidnesbyrd om [beretningens] ægthed og troværdighed.“
Hans enestående personlighed
Et endnu stærkere vidnesbyrd om Jesu Kristi historiske eksistens er den omstændighed at den indflydelse han øver og har øvet, ikke er afhængig af hans fysiske tilstedeværelse på jorden. Mens den indflydelse som så mægtige herskere som Nebukadnezar, Alexander den Store og Julius Cæsar øvede, for længst er borte, lever den indflydelse Jesus Kristus øvede, stadig videre. Der er millioner som stadig følger hans lære.
Skønt i sin tid en mand med stor magt måtte Napoleon alligevel indrømme at Jesus ved sin personlighed øvede en ganske enestående indflydelse. Han sagde: „Alexander, Karl den Store og jeg selv har haft en usædvanlig magt til at øve indflydelse på og befale over mennesker. Men for os har vores tilstedeværelse været nødvendig. . . . Hvorimod Jesus Kristus har øvet indflydelse på og befalet over sine undersåtter uden at være synligt og legemligt nærværende i atten hundrede år.“ Og igen: „Alexander, Cæsar, Karl den Store og jeg selv har grundlagt imperier, men hvad grundlagde vi vort genis frembringelser på? På magt. Jesus Kristus alene grundlagde sit rige på kærlighed.“
Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der levede i det attende århundrede, skrev om Jesus: „Hvilken ophøjethed i hans grundsætninger! Hvilken dybde af visdom i hans taler! Hvilken åndsnærværelse, hvilken skarpsindighed, hvilken præcision i hans svar! Hvilken evne til at beherske sine følelser! Hvor er den mand, hvor er den filosof, der kunne leve sådan og dø sådan, uden svaghed, og uden at stille sig selv til skue?“
Her i vor tid har den hinduiske vismand Mahatma Gandhi, ’fader’ til den indiske nation, engang sagt til Lord Irwin, den tidligere engelske vicekonge i Indien: „Når Deres og mit land kan mødes om de læresætninger som Jesus opstillede i denne bjergprædiken, vil vi have løst ikke blot vore egne landes problemer, men hele verdens.“ Et lignende vidnesbyrd om Jesu bjergprædiken har den amerikanske psykiater James Tucker Fisher afgivet da han, henimod slutningen af sin livsgerning, skrev at Bjergprædikenen langt overgik alt hvad verdens filosoffer, psykologer og digtere kunne frembringe.
Hvad med Jesu mirakler?
Måske mere end noget andet i evangelierne har Jesu mirakler været en anstødssten for mange. Ja, hvis miraklerne var blevet fremstillet som ganske dagligdags hændelser, kunne der nok være grund til at rejse indvendinger. Men sådan fremstilles de ikke. Evangelierne fremstiller miraklerne som usædvanlige hændelser der bekræfter at Jesus var Guds søn. Der siges således: „Jesus gjorde rigtignok også mange andre tegn i disciplenes påsyn, ting som ikke er skrevet i denne skriftrulle. Men dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn.“ (Joh. 20:30, 31) Naturligvis var det ikke tilstrækkeligt at Jesus blot påstod at han var Guds søn. Han måtte også kunne bevise det. Og hvordan kunne han bedre gøre det end ved at udføre mirakler?
Nogle fremfører det argument at miraklerne er imod naturens love. Om dette siger videnskabsmanden Victor Hess, der opdagede den kosmiske stråling: „Det er undertiden blevet sagt at natur’lovenes’ ’uomgængelighed’ er uforenelig med . . . miraklerne. Det er ikke rigtigt. . . . Mange af vore fysiske love er kun udformet på grundlag af et statistisk materiale. De gælder for gennemsnittet af en lang række tilfælde. Men de har ingen gyldighed for det enkelte tilfælde. . . . Må en videnskabsmand nødvendigvis tvivle på miraklerne? Som videnskabsmand svarer jeg med et eftertrykkeligt nej. Jeg ser ingen grund til at den almægtige Gud, som har skabt os og alting omkring os, ikke — hvis det behager ham — midlertidigt skulle kunne ophæve eller ændre begivenhedernes naturlige, almindelige forløb.“ — The Faith of Great Scientists, redigeret af W. Howey, side 10.
En yderligere bekræftelse på ægtheden af Jesu mirakler er den virkning de havde på dem der var vidne til dem. Som dr. W. Paley viser, „tilbragte de et liv i hårdt arbejde, farer og lidelser, som de frivilligt påtog sig som en bekræftelse på de beretninger de videregav, og udelukkende som en følge af deres tro på disse beretninger; og . . . de antog også nye leveregler ud fra det samme motiv“. — The Works of William Paley, side 300.
Vi kommer ikke uden om det. På grundlag af ovennævnte vidnesbyrd kan vi, hvis vi tænker objektivt, kun komme til én konklusion. Og det er at ikke blot har Jesus fra Nazaret virkelig eksisteret, men beretningen om ham, som den findes i Bibelen, giver os billedet af den historiske Jesus.