Er der grund til at nære tvivl angående Jesus?

UDFØRTE Jesus fra Nazaret virkelig mirakler? Blev han oprejst fra de døde som hans disciple forkyndte? Har han overhovedet levet? Det lader til at mange i dag ikke med sikkerhed kan besvare sådanne spørgsmål. Hvorfor ikke? Fordi de nærer tvivl angående Jesus. I Ordbog over det Danske Sprog defineres tvivl som „en tilstand af uvished, usikkerhed m.h.t. rigtigheden, virkeligheden, sandheden af noget“. Men er en sådan tvivl berettiget i forbindelse med Jesus? Lad os se.

Hvordan tvivlen om Jesus blev sået

I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede fremstillede visse tyske teologer Jesus som „en fiktiv person i urkirken“. Tvivlen om hvorvidt Jesus virkelig var en historisk person førte i begyndelsen af dette århundrede til en disput blandt de lærde der kom offentligheden for øre, og som stadig påvirker folk. En nylig undersøgelse i Tyskland har for eksempel vist at 3 procent af de adspurgte tror at Jesus „aldrig har levet“ men at „apostlene har opdigtet ham“. Ja, den tvivlens sæd som blev sået i begyndelsen af dette århundrede, har altså også i dag frugtbar grobund i folks hjerter.

Hvorfor er det forkert at drage den slutning at Jesus er en „opdigtet“ person? Den bibelkyndige Wolfgang Trilling giver denne kommentar: „Striden om hvorvidt Jesus har levet, eller med andre ord hvorvidt han er en historisk person eller blot en myte, er afgjort. Spørgsmålet er blevet besvaret på videnskabelig vis og på en sådan måde at i det mindste alvorligt tænkende mennesker ikke længere ser problemet som et stridspunkt.“ Ikke desto mindre er der stadig nogle der betvivler at Jesus har levet. Lad os derfor undersøge hvordan man kan bevise at Jesus er en historisk person samt fjerne enhver tvivl om ham.

Vidnesbyrd der fjerner tvivlen

Den vanærende henrettelse af Jesus som en foragtelig forbryder er „det mest overbevisende argument over for dem der betvivler at Jesus virkelig har levet,“ siger Trilling. Hvorfor? Fordi henrettelsen „besværliggjorde og endda hindrede udbredelsen af den nye tro blandt jøder og ikkejøder“. (Jævnfør Første Korintherbrev 1:23.) Når både jøder og hedninger syntes at Kristus, eller Messias, var blevet henrettet på en forsmædelig måde, ville apostlene næppe have opdigtet hændelsen. Ægtheden af Jesu død bliver desuden bekræftet som en historisk begivenhed både i de fire evangelier og af den romerske historiker Tacitus samt i den jødiske Talmud.a

Andre begivenheder i Jesu liv bliver også betragtet som indre vidnesbyrd om evangelieberetningernes troværdighed. Ville Jesu disciple for eksempel have opdigtet at han kom fra Nazaret, en tilsyneladende ubetydelig by? Eller er det sandsynligt at de ville have fundet på at Judas, en betroet medarbejder, ville forråde Jesus? Virker det realistisk at tro at de selv ville have digtet beretningen om de feje disciple der lader Jesus i stikken? Det er bestemt ulogisk at tro at disciplene skulle have konstrueret så ufordelagtige og detaljerede oplysninger, for derefter at forkynde dem vidt og bredt. Derudover havde Jesus sin helt egen måde at undervise på. Jødisk litteratur fra det første århundrede indeholder intet som tåler sammenligning med hans illustrationer. Hvilken anonym person kunne nogen sinde have „opdigtet“ et mesterværk som Bjergprædikenen? Disse argumenter er alle med til at bekræfte at evangelierne er pålidelige beretninger om Jesu liv.

Der er også ydre vidnesbyrd om at Jesus har levet. De fire evangelier giver en specifik og omhyggelig detaljeret historisk beskrivelse af Jesu tid. Steder såsom Betlehem og Galilæa, fremtrædende enkeltpersoner og grupper som for eksempel Pontius Pilatus og farisæerne, såvel som jødiske skikke og særegenheder, var ikke blot fantasifostre. De udgjorde en del af livet i det første århundrede, og oplysningerne er blevet bekræftet af ikkebibelske kilder og af arkæologiske fund.

Der er derfor overbevisende vidnesbyrd, både indre og ydre, om at Jesus er en historisk person.

Der er imidlertid mange som tvivler på at Jesu mirakler har fundet sted. Ifølge førnævnte undersøgelse tror kun et fåtal af kirkegængerne i Tyskland fuldt og fast på at Jesu mirakler og hans opstandelse „virkelig har fundet sted“. Men er denne tvivl berettiget?

Hvorfor nogle drager Jesu mirakler i tvivl

I Mattæus 9:18-36 fortælles der hvordan Jesus mirakuløst helbredte syge, oprejste døde og uddrev dæmoner. Hugo Staudinger, der er professor i historie, siger: „Det er ganske enkelt usandsynligt, og fra et historisk synspunkt umuligt, at disse enestående hændelser er et produkt af en livlig fantasi.“ Hvorfor? Fordi de første evangelier blev nedskrevet på et tidspunkt hvor de fleste øjenvidner til disse mirakler stadig var i live. Ifølge Hugo Staudinger bliver dette yderligere bekræftet af at de jødiske modstandere „aldrig benægtede at Jesus udførte usædvanlige ting“. Hvis vi ser bort fra alle andre beviser og kun baserer vor afgørelse på dette ydre vidnesbyrd, må vi afgjort komme til den slutning at Jesu mirakler har fundet sted. — 2 Timoteus 3:16.

Skønt „de fleste tyskere er overbeviste om at Jesus helbredte syge“, er mange i tvivl om hvor kraften til disse helbredelser kom fra. En kendt tysk teolog har for eksempel offentligt udtalt at Jesus udførte sine helbredelser ved at påvirke sindslidende gennem suggestion. Men lyder denne forklaring fornuftig?

Overvej disse eksempler. Markus 3:3-5 fortæller at Jesus kurerede en mand hvis ene hånd var vissen. Men er en vissen hånd en sindslidelse? Afgjort ikke. Dette mirakel blev derfor ikke udført gennem suggererende påvirkning. Men hvordan kunne Jesus så udføre mirakler? Professor Staudinger indrømmer: „Hvis der ikke er nogen love der kan forklare det og hvis man ikke fuldstændig benægter Guds eksistens, så kan man ikke udelukke muligheden for at Gud, hvis magt overgår menneskers, er i stand til at udføre hidtil uhørte ting.“ Ja, ved hjælp af ’Guds magt’ kunne Jesus bogstaveligt helbrede syge. Der er derfor ingen grund til at betvivle ægtheden af hans mirakler. — Lukas 9:43; Mattæus 12:28.

Opslagsværket The American Peoples Encyclopedia siger at hvis det største af alle mirakler — Jesu opstandelse — har fundet sted, falder alle de andre mirakler der er omtalt i evangelierne „inden for mulighedernes grænse“. Men blev Jesus virkelig oprejst fra de døde?

Blev Jesus oprejst fra de døde?

Lad os først betragte et stærkt omstændighedsbevis for Jesu opstandelse — den tomme grav. At Jesu grav blev fundet tom blev hverken modsagt af hans samtidige eller af hans modstandere. (Mattæus 28:11-15) Et bedrag ville hurtigt være blevet opdaget. Det førnævnte opslagsværk konkluderer med rette: „Der er aldrig blevet fremført nogen anden gyldig forklaring på den tomme grav end den bibelske udtalelse: ’Han er ikke her; han er opstået’ (Matt. 28:6).“

Nogle har indvendt at det kun var Jesu disciple som overalt forkyndte at han var den opstandne Messias. Det er også rigtigt. Men var troværdigheden af deres budskab ikke fast forankret i historiske kendsgerninger, især Jesu død og opstandelse? Jo, det var den. Apostelen Paulus var klar over denne forbindelse da han skrev: „Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud at han har oprejst Messias.“ — 1 Korinther 15:14, 15; jævnfør Johannes 19:35; 21:24; Hebræerbrevet 2:3.

I det første århundrede kunne mange velkendte personer bevidne at de havde set Jesus i live efter hans død. Blandt dem var de tolv apostle og Paulus, samt mere end 500 andre øjenvidner.b (1 Korinther 15:6) Bemærk også grunden til at Mattias opfyldte kravene til at efterfølge den troløse apostel Judas. Apostelgerninger 1:21-23 siger at Mattias havde været vidne til Jesu opstandelse og til tidligere begivenheder i forbindelse med Jesus. Hvis Jesu liv og opstandelse var pure opspind, ville et sådant krav for udnævnelse have været fuldstændig meningsløst.

Eftersom der var så mange i det første århundrede som med egne øjne havde set Jesus, hans mirakler, og hans død og opstandelse, bredte kristendommen sig forholdsvis hurtigt i det romerske rige, trods de førnævnte hindringer. Hans disciple var villige til at udholde vanskeligheder, forfølgelse og endda døden for overalt at forkynde om opstandelsen og den grundlæggende sandhed der stammer fra den. Hvilken sandhed? At hans opstandelse kun var mulig på grund af Guds kraft. Men hvorfor oprejste Jehova Gud Jesus fra de døde? Svaret på dette spørgsmål kan fortælle os hvem den historiske person Jesus er.

På Pinsedagen stod apostelen Peter frem og sagde til de forbavsede jøder i Jerusalem: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører. David steg nemlig ikke op til himlene, men han siger selv: ’Jehova sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’ Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ (Apostelgerninger 2:32-36) Ja, Jehova Gud gjorde Jesus fra Nazaret „til både Herre og Kristus“. Er det berettiget at betvivle Jesu plads i denne del af Guds hensigt?

Hvorfor betvivle Jesu nuværende stilling?

Hvordan kan man fjerne enhver tvivl om Jesu person og stilling? Ved at erkende at han var en sand profet. Han forudsagde de forhold vi oplever i dag — krige, hungersnød, jordskælv, kriminalitet og mangel på kærlighed. Derudover forudsagde han at ’den gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; hvorefter enden ville komme’. (Mattæus 24:3-14) Opfyldelsen af disse profetier viser at Jesus er den opstandne Kristus, som usynligt hersker ’midt blandt sine fjender’ og som snart vil indvarsle Guds nye verden. — Salme 110:1, 2; Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:1-5.

Som aldrig før har menneskeheden nu et akut behov for en Frelser med overmenneskelig visdom. Hvorfor skulle vi betvivle at Jesus er den der med rette er udvalgt til at være menneskehedens Frelser? Johannes, der var vidne til Jesu opstandelse og hans betagende mirakler, har skrevet: „Endvidere har vi selv set og vidner om at Faderen har udsendt sin søn som verdens Frelser.“ (1 Johannes 4:14; Jævnfør Johannes 4:42.) Ligesom vi ikke har noget grundlag for at betvivle rigtigheden af at Jesus har levet, hans mirakler, død og opstandelse, har vi heller ikke nogen grund til at betvivle at Jehova Gud har indsat ham på tronen som retmæssig Konge ved sin højre hånd. Jesus fra Nazaret er afgjort Konge i Guds rige og „verdens Frelser“. — Mattæus 6:10.

[Fodnoter]