Lad os påskønne den værdifulde hellige tjeneste

„Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Matt. 4:10.

1-4. (a) Hvilke former for tjeneste har mange regnet det for en ære at vie sig til, og hvordan er sådanne mennesker blevet betragtet af verden? (b) Hvilken situation befinder menneskeheden sig alligevel i?

I ÅRHUNDREDER har mænd og kvinder regnet det for en stor ære at tjene en eller anden værdig sag, en sag med et ædelt formål.

² Millioner af mennesker har tillagt det at tjene den politiske stat den allerstørste betydning. De der er faldet i krig for deres fædreland siges at være faldet på „ærens mark“.

³ Andre har sat sig ud over deres eget lands grænser og viet sig til at tjene hele menneskeheden, uden hensyn til nationalitet eller race. De har brugt deres evner og midler, ja endog ofret deres kræfter og helbred, for at gavne menneskeheden. For nogle har målet været at finde frem til sygdomsbekæmpende midler, for andre at bedre forholdene for fattige og undertrykte. Folk har prist sådanne mænd og kvinder som „humanister“ og „filantroper“, og man har æret mindet om de mest fremtrædende iblandt dem ved at rejse monumenter over dem og ved at opkalde offentlige bygningsværker eller gader efter dem.

⁴ Men alle disse menneskers indsats til trods er ingen nation på jorden i dag fri for alvorlige problemer. Mange lande undergraves af kriminalitet og korruption, og de bestående ordninger i de fleste af dem befinder sig i en konstant krisetilstand. Som et hele må menneskeslægten betragtes som syg, rådvild og døende. — Matt. 9:36; Rom. 8:22.

 5. Hvilken tjeneste er af interesse for Kristi Jesu sande disciple, og hvad kan de være aldeles overbevist om?

⁵ Sande kristne bør også nære et stærkt ønske om at yde en tjeneste, for tjeneste ligger selve kernen i kristendommen nær. Men den tjeneste vi som kristne er optaget af, overgår, hvad ære og værdighed angår, enhver anden tjeneste mennesker har mulighed for at yde. Det kan godt være den koster os en hel del — tid, anstrengelser og ofre, ja måske endda livet. Den vil ikke indbringe os nogen hæder fra denne verden; ingen vil rejse monumenter over os eller beære os med at opkalde gader efter os. Men ét ved vi: Den er det værd. Vi ved nemlig, og er aldeles overbevist om, at vi kan tage del i den ædleste, den skønneste tjeneste — den der vil medføre det største og varigste gode, et altomfattende gode. Det er tjenesten for vor store Skaber, Jehova Gud, i sandhed en hellig tjeneste. Ligesom „den herlige kundskab om Gud ved Kristi ansigt“, er denne tjeneste en herlig skat. — 2 Kor. 4:6-10, 16-18.

Hvorfor så ophøjet?

 6. Nævn en grund til at den hellige tjeneste er højt hævet over enhver anden tjeneste vi kunne tage del i.

⁶ Hvorfor bør vi anse denne hellige tjeneste for så højt hævet over enhver anden tjeneste vi kunne tage del i? Som det første kunne nævnes at den vil bidrage til at folk af alle racer og nationaliteter oplever en virkeliggørelse af det menneskene altid har længtes efter men aldrig opnået — verdensfred, og frihed for sult, fattigdom, sygdom og undertrykkelse. Men ikke nok med det; den vil også medføre at de erfarer noget de fleste ikke engang turde håbe på — frihed for selveste døden. — Rom. 8:18-21; Hebr. 2:15.

7-9. (a) Hvordan viste Guds søn at han satte den hellige tjeneste højere end enhver verdslig tjeneste? (b) Hvordan understreger dette en endnu vægtigere grund til at skatte den hellige tjeneste så højt?

⁷ Intet menneskeskabt styre, ingen filantropisk eller humanistisk bestræbelse kan hidføre nogen af disse ting. De kan aldrig indføres uden om Gud og hans hensigt. Det var derfor Guds søn, Jesus Kristus, nægtede at lade sig vælge til konge over sit hjemland af begejstrede folkeskarer som satte pris på hans evner til at yde humanitær hjælp og tilvejebringe store goder. (Joh. 6:15, 25-27) Det var også derfor han afslog et tilbud om at få herredømme over alle regeringer her på jorden, for den der fremsatte tilbudet lod fuldstændig Gud ude af billedet. Prisen for at tage imod det var i virkeligheden en tilbedelseshandling, ikke rettet imod Gud men mod den der havde fremsat tilbudet. Jesus svarede: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ — Matt. 4:8-10.

⁸ Heri ligger der en endnu vægtigere grund til at skatte denne hellige tjeneste så højt — tænk på hvem den udføres for. Mennesker der lever i lande som styres af en monark, regner det for noget stort og ærefuldt hvis de udnævnes til en stilling hvor de med stolthed kan sige: „Jeg er i hans (eller hendes) Majestæts tjeneste.“ Hvor langt mere ophøjet og ærefuld at kunne sige: „Jeg tjener himmelens og jordens Skaber, den Allerhøjeste, universets Suveræn.“

⁹ Ja, den tilfredshed det giver os at vide hvor meget vor hellige tjeneste gavner og vil gavne menneskeheden, overgås langt af den tilfredshed det giver at vide at vi med denne tjeneste bringer den højeste Guds navn ære. I betragtning af alle de kærlige gerninger han har gjort i fortiden og dem vi skal erfare i fremtiden, er han den der fremfor nogen fortjener vor hengivne og taknemmelige tjeneste. Vi skylder ham vort liv og alt hvad vi ejer og glæder os over. — Sl. 104:1, 14, 15, 24.

10. Hvilken storslået belønning skulle tilskynde os til at udføre denne hellige tjeneste?

¹⁰ I påskønnelse af vor tjeneste lover Gud os — ikke monumenter der med tiden forfalder — men liv, liv i en retfærdig ny orden med fred, sundhed og lykke. Han lover at en stor skare mennesker uden tal af alle nationer og folk skal overleve den store trængsel som hastigt nærmer sig, og derpå træde ind i en ny orden som han selv skaber. Apostelen Johannes fik den forret i et profetisk syn at se dem der skal overleve, og han skrev om dem i Åbenbaringen 7:14, 15: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel.“

11, 12. (a) Hvem i dag mener om sig selv at de udfører hellig tjeneste? (b) Hvilke forhold rejser tvivl om deres påstand?

¹¹ Hvordan kan vi være sikre på at vi yder den rette hellige tjeneste som Gud godkender? Nærved en milliard mennesker står nu som medlemmer af kristenhedens kirker. De mener selv de tjener Bibelens Gud. Millioner af kødelige, omskårne jøder opretholder deres synagoger og rabbinere og mener om sig selv at de følger den rette gudsdyrkelses vej. Milliarder andre tjener de ikke kristne religioners guder rundt omkring i verden.

¹² Det er alt sammen rigtigt, men når vi betragter de religiøse forhold og den moral der vinder frem i det ene land efter det andet, må vi spørge os selv om der ikke er noget galt med deres synspunkter. Hvor ser vi beviset på at de har ladet sig rense ved troen på „Lammets blod“ og er indtrådt i det discipelforhold som uadskilleligt knytter sig til troen? Har de afholdt sig fra at blive en del af verden, bevaret sig uplettet af umoralitet, løgn og tyveri, og hjælper de personligt andre til at forstå Guds ord og nye disciple til at yde Jehova, den almægtige Gud, hellig tjeneste? — Joh. 15:27 til 16:3; Apg. 24:13, 14.

13, 14. Hvorfor er det så vigtigt at vide hvori den hellige tjeneste består?

¹³ Det er nødvendigt for os alle at kende det rette svar, for hvis disse religiøse mennesker tager fejl, vil den vej de følger kun føre til skuffelse for dem. Og alt tyder på at dette snart vil ske.

¹⁴ I den kommende trængselstid vil Jesus Kristus kun beskytte og begunstige dem der, i lighed med ham selv, yder Gud ren og hellig tjeneste. Han sagde: „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ (Matt. 7:22, 23) En fejlagtig tjeneste kan ikke kaldes en „hellig tjeneste“, og det er ikke ved en sådan tjeneste man overlever den tilstundende store trængsel der går forud for Guds nye retfærdige orden.

Hvad „hellig tjeneste“ vil sige

15, 16. Hvordan adskiller det græske ord latreuʹo (’at yde hellig tjeneste’) sig fra ordet diakoneʹo?

¹⁵ Bibelen giver os grundlaget for at afgøre hvori den hellige tjeneste består som kan give os Guds godkendelse og beskyttelse. Det græske ord Jesus brugte da han tilbageviste fristelsen, er udsagnsordet latreuʹo. (Matt. 4:10) Det er forskelligt fra udtrykket diakoneʹo, som gengives „at tjene“. Hvilken forskel er der?

¹⁶ Begge ord sigter til tjeneste, men mens diakoneʹo ofte bruges om en tjeneste af personlig art som det ene menneske yder det andet (Luk. 12:37), kan latreuʹo, som det forekommer i Bibelen, kun anvendes om den tjeneste der ydes Gud eller, som i nogle få tilfælde, om den tjeneste der ydes dem der anses for guder, de falske guder. — Apg. 7:42; Rom. 1:25.

17, 18. (a) Hvad siger apostelen Paulus om en „hellig tjeneste“ i førkristen tid? (b) Skal de kristnes hellige tjeneste ydes et bestemt sted, og er den forbeholdt en særlig klasse i menigheden?

¹⁷ Bibelen lader os forstå at „hellig tjeneste“ ydet på jorden og rettet mod den sande Gud, ikke tog sin begyndelse med Kristus Jesus og kristendommens grundlæggelse. Det viser apostelen Paulus i Hebræerbrevet 8:5, hvor han skriver at de israelitiske præster ydede „hellig tjeneste som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“ når de tjente ved tabernaklet og bragte ofre til Gud. — Hebr. 9:1, 6; 10:2; 13:10.

¹⁸ Men må de kristnes hellige tjeneste så kun ydes et bestemt sted eller bestemte steder? Og er den forbeholdt en særlig klasse eller gruppe, ligesom det gamle Israels præsteskab? Nej, for selv blandt israelitterne var det ikke kun dem der var udnævnt til at tjene ved tabernaklet man forventede skulle deltage i en hellig tjeneste. Det var hele det israelitiske folks forret og pligt. — 2 Mos. 3:12; Apg. 7:6, 7; Rom. 9:4.

19, 20. Hvorfor kunne apostelen Paulus sige at Israels tolvstammefolk på hans tid ’intenst ydede Gud hellig tjeneste nat og dag’?

¹⁹ Da apostelen Paulus talte sin sag for kong Agrippa, sagde han at ikke alene Levis stamme og det aronitiske præsteskab men hele det kødelige Israels „tolvstammefolk“ på daværende tidspunkt stadig håbede på opfyldelsen af Guds løfte til deres forfædre. Og hvordan tilkendegav israelitterne at de nærede dette håb? Det gjorde de, som Paulus sagde i Apostelgerninger 26:7, „ved intenst at yde [Gud] hellig tjeneste nat og dag“. Men hvordan ydede de denne tjeneste?

²⁰ Profetinden Anna var en af dem der, ifølge Lukas 2:37, „aldrig var borte [hvorfra?] fra templet, hvor hun nat og dag ydede hellig tjeneste [hvordan?] med fasteperioder og bønner“. Hun deltog trofast og regelmæssigt i alle grene af den offentlige tjeneste i templet. Ikke alle jøder boede i Jerusalem, og nogle kunne derfor ikke komme så ofte i templet. Men alle jøder i Israel kunne — som Paulus sagde — ’tjene dag og nat’ ved at vise nidkærhed for Lovpagten og dens forskrifter, ved at betale tiende af deres avl til tempeltjenesten, ved at bringe ofre og ved deres morgen- og aftenbønner; desuden kunne de gøre det ved regelmæssigt at møde op i synagogerne, hvor Guds ord blev drøftet.a

21, 22. Hvorfor er den hellige tjeneste i dag ikke baseret på en lovpagt og dens ofre?

²¹ Er en „hellig tjeneste“ for Gud i dag baseret på en sådan lovpagt og dens ofre? Nej, for som apostelen erklærede var alt dette kun „en billedlig gengivelse og en skygge“ af noget større der skulle komme. (Hebr. 8:5) Og ifølge Hebræerbrevet 9:9, 10 sagde han at ofringerne ved tabernaklet var „lovbestemmelser vedrørende kødet, og de var pålagt . . . indtil den fastsatte tid til at bringe forholdene i den rette orden“. — Se også Filipperbrevet 3:3.

²² Tiden til at „bringe forholdene i den rette orden“ kom med Kristus Jesus. Han var opfyldelsen af Lovens ’skygger’. (Hebr. 10:1-4) Som Guds lam „frembar [han] sig selv som et dadelfrit offer til Gud“, idet han gav sit liv som det fuldkomne offer der ikke skal bringes gang på gang. Og ifølge apostelens ord i Hebræerbrevet 9:14 er det Kristi blod der, på grund af vor tro, kan „rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud“.

Mønsteret for den kristne hellige tjeneste

23. Hvorfor blev mange jøder som ydede hellig tjeneste nat og dag alligevel ikke beskyttet af Gud da Jerusalem faldt?

²³ Den tjeneste som mange af jøderne på Paulus’ tid uafladelig ydede, skaffede dem ikke guddommelig beskyttelse så de kunne overleve den voldsomme trængsel der kom over Jerusalem i det første århundrede, en trængsel som Guds søn havde forudsagt. Hvorfor ikke? Paulus sagde om dem: „De har nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab.“ (Rom. 10:2) De indså ikke at Kristus Jesus opfyldte bibelprofetierne, og de forstod ikke at Gud ved ham nu satte standarden for al fremtidig tjeneste for Gud. De tabte den kendsgerning af syne at hjertet er nøglen til at behage Gud, og de lukkede deres hjerter for Guds ledelse og førerskab. (5 Mos. 10:12-14, 16; Matt. 15:8) Hvis vi vil undgå de alvorlige følger dette fik for dem, må vi lære alt hvad vi kan om Guds søn nu, så vor tjeneste for Gud kan være antagelig.

24, 25. (a) Hvordan satte Kristus Jesus normen for hellig tjeneste? (b) På hvilke måder viste han inderlig medlidenhed med folk?

²⁴ Angående sit komme til jorden sagde Jesus Kristus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Han vidnede om sandheden ved frimodigt at tale den, ja de sidste tre og et halvt år af sit liv var han optaget af at forkynde den gode nyhed om Guds rige overalt i Israel. Men det var ikke nok for ham at tale om sandheden. Han måtte leve den. Han måtte bevise Guds ords sandfærdighed ved at gøre alt det Guds ord forudsagde om ham og ved at leve et liv der ville hjælpe andre mennesker til at kende og forstå hans Fader og hans Faders veje og normer. (Joh. 1:14, 18) Han trådte varsomt på alle sine veje for at ingen skændsel skulle falde på Guds navn, som han altid helligede fremfor alt. — Matt. 6:9.

²⁵ Jesus havde, ligesom sin Fader, en dyb og inderlig medlidenhed med de mennesker der levede dengang. Bibelen siger at „da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Matt. 9:36) Han trøstede dem med den gode nyhed om Riget. Og han hørte ikke til dem der bare talte eller holdt foredrag, nej han gjorde noget for sine tilhørere og viste dem medmenneskelig omsorg. Da han havde talt til en stor folkeskare som var draget ud for at høre ham, sagde han: „Jeg har inderligt ondt af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og de har ikke noget at spise; og hvis jeg lader dem gå fastende hjem, vil de blive helt udmattede på vejen.“ Så bespiste han dem mirakuløst. (Mark. 8:2, 3) Da en spedalsk i tro sagde at Jesus kunne helbrede ham hvis blot han ville, svarede Jesus: „Jeg vil,“ og han helbredte ham straks. — Mark. 1:40, 41.

26. Hvad var den væsentligste grund til at Jesus udførte disse humanitære gerninger?

²⁶ Hvorfor gjorde Jesus alt dette for at lindre folks lidelser? Var det simpelt hen fordi han var humanist eller filantrop? Nej, han gjorde disse fysiske og materielle gode gerninger for at folk kunne få et sikkert grundlag for at tro at den gode nyhed virkelig var fra Gud. Jesus henviste ikke kun til sine ord men også til sine gerninger som bevis for at han virkelig var sendt af Gud. Hvorfor skulle folk tage imod ham som Messias hvis han ikke ved sine gerninger viste at han havde de samme egenskaber som den Gud han prøvede at få dem til at lære at kende? — Joh. 10:37, 38.

27. Hvad bør vi nu være fast besluttede på hvis vi virkelig påskønner vor værdifulde hellige tjeneste?

²⁷ I dag må vi følge det samme adfærdsmønster hvis Gud skal kunne antage vor tjeneste. I betragtning af alt hvad det kan betyde at vi bruger vort liv på denne måde, måtte vi da være besluttede på at fortsætte vor tjeneste og sætte vor lid til at Gud vil støtte os uanset hvad der kommer af modstand eller vanskeligheder. Og måtte Gud høre vor bøn når vi, ligesom Zakarias, beder ham „om at give os det privilegium, når vi [er] friet af fjendehånd, frygtløst at yde ham hellig tjeneste med loyalitet og retfærdighed for hans øjne alle vore dage“. — Luk. 1:74, 75.

[Fodnote]