Fra slagsbroder til kristen forkynder
FORTALT AF HARRY S. YOSHIKAWA
VORE naboer i den lille by på Hawaii hvor jeg voksede op for næsten halvtreds år siden, var alle hasardspillere, slagsbrødre og tyveknægte. Min fader var en grov og brysk fisker — en ekspert i kampteknik.
Fader lærte tidligt min broder og mig hvordan vi skulle forsvare os. Vi deltog i konkurrencer i kampteknik, og for det meste enten vandt vi eller blev nummer to. Da jeg var tretten år gammel rejste vi til Japan i seks måneder, hvor vi blev yderligere undervist i kampteknik. Jeg lærte også boksning af en tidligere mellemvægtsmester fra Hawaii.
Slagsmål blev min ugentlige beskæftigelse. Jeg fik øgenavnet „den lille knuser“, men lille — det var jeg ikke. Mine venner kunne finde på at hente mig midt om natten, for at få mig til at slås mod nogen i Honolulu eller Waikiki.
I 1944 gik jeg ind i hæren og blev sendt til Europa. Den anden verdenskrig var i gang, og det var frygteligt at opleve. Efter at krigen var forbi dannede jeg en musikgruppe der hed „The Beach Combers“, og desuden et hawaiiansk boksehold. Vi rejste rundt i Europa og underholdt både tropper og civile. Vi indspillede flere plader og lavede også radioudsendelser.
To unge som jeg altid vil huske
Det var i Belgien under krigen, i begyndelsen af 1945, at jeg første gang hørte noget som på det tidspunkt ikke betød noget videre for mig. Jeg var oversergent, og hver uge plejede en ung mand, omkring atten år gammel, at komme til mit kontor. Han fortalte mig om hvordan Gud ville oprette en regering som ville skabe fred på jorden. Når jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde meldt sig til krigstjeneste, sagde han at han allerede var i en hær — i Kristi hær. Dette svar undrede mig.
Efter at jeg var vendt tilbage til Hawaii i 1946, fortalte en anden teenager mig om Bibelen. I begyndelsen troede jeg at han gjorde det på grund af det liv jeg førte — altid sloges jeg, drak og gjorde andre slette ting. Jeg huskede hvad den unge belgier havde fortalt, og jeg var overrasket over at budskabet var det samme.
Denne unge mand plejede at uddele religiøse blade på gaden ved siden af en biograf. Da jeg havde ondt af ham og var skamfuld på hans vegne, tilbød jeg at købe alle hans blade så han enten kunne tage hjem eller tage med mig i biografen. Men han afslog altid. Jeg syntes at han var usædvanlig, i betragtning af sin unge alder.
Ægteskabet forandrede mig ikke
Nu og da gav jeg mig også tid til at gøre kur til pigerne, og med tiden blev jeg gift. Men ægteskabet satte ikke nogen stopper for mine ugentlige slagsmål.
Nogle gange fandt der en anden slags kamp sted når jeg kom hjem. Min hustru plejede at være vred på mig fordi jeg lod hende og børnene være alene hjemme. Engang da jeg følte mig som en vældig karl efter at have vundet en gadekamp, kom jeg hjem klokken 6 om morgenen, og min hustru sad oppe og ventede på mig. Jeg forsøgte at snige mig ind gennem kælderen idet jeg foregav at være fuld, men hun lod sig ikke narre. Hun ventede på mig, og slog mig med en geta, en træsko.
Hvordan jeg begyndte at forandre mig
Året 1954 markerede et vendepunkt i mit liv. En kollega i det busselskab hvor jeg arbejdede som chauffør, gav mig to brochurer, Grundlaget for troen på en ny verden og Efter Harmagedon — Guds Nye Verden. Jeg tog imod dem, og hele natten var jeg opslugt af deres indhold, som jeg læste to gange. Jeg kunne se at det her var helt anderledes end de trosretninger jeg ellers kendte noget til.
Jeg fik at vide at der i samme kvarter hvor vi boede, var en familie med denne tro. Jeg gik derfor fra det ene hus til det andet for at lede efter dem. Det var en tirsdag aften, og da jeg fandt frem til huset, var man i gang med at studere Bibelen. Da jeg spurgte om de var Jehovas vidner tøvede de med at svare, måske fordi jeg talte på en bøs og grov måde og var klædt i gammelt arbejdstøj. De har sikkert troet at jeg kom for at skabe ubehageligheder.
Jeg blev imidlertid inviteret indenfor og blev behandlet på en yderst venlig og gæstfri måde, hvilket fik mig til at føle mig fuldstændig hjemme. Som følge deraf begyndte min karakteristiske væremåde at forsvinde. Jeg skammede mig over min tale og min opførsel. Disse mennesker gav sig tid til at forklare mig mange ting fra Bibelen, og de opmuntrede mig til at få mit eget personlige bibelstudium, og til at overvære alle deres bibelske møder. Jeg forlod stedet med en følelse af at disse mennesker måtte have sandheden.
Det blev foreslået at jeg fik et studium med en kollega i det busselskab hvor jeg arbejdede; han var et af Jehovas vidner. Tænk — det var en mand jeg engang havde villet gennemtæve fordi jeg ikke brød mig om hans udseende! Men jeg ville gerne lære noget, så jeg ydmygede mig og besluttede at bede ham om at studere Bibelen med mig.
Da jeg nærmede mig hans hjem, så han at jeg kom. Han var helt sikker på at jeg var kommet for at skabe ubehageligheder. Hans hustru bød mig velkommen, og hun viste mig en usædvanlig kristen venlighed. Hendes mands frygt forsvandt snart, og et bibelstudium blev påbegyndt. Inden der var gået to måneder begyndte jeg at fortælle mine venner og slægtninge om det jeg lærte, men på en taktløs måde.
Jeg lod uden omsvøb min hustru vide at vi ikke længere var buddhister, og at vi ikke mere ville fejre jul eller andre hedenske helligdage, hvilket hun måtte acceptere — ellers skulle jeg nok få hende til det. Da hun troede at jeg var blevet fuldstændig vanvittig, spurgte hun mine forældre hvad hun dog skulle gøre, for ’deres søn’ opførte sig meget underligt. Min moder beroligede hende, idet hun sagde: „Det skal du ikke tage dig af. Min søn interesserer sig aldrig for noget ret længe ad gangen. Giv ham tre måneder, og han har glemt alt om den skøre religion og Jehova.“
Offentlig forkyndelse
Denne gang tog min moder imidlertid fejl. Snart deltog jeg i den offentlige forkyndelse sammen med andre. Jeg glemmer aldrig den første gang; den var næsten katastrofal. Den præsiderende tilsynsmand tog mig med for at uddele bibelske blade på gaden.
Jeg råbte til de forbipasserende: „Læs Vågn op!“ Så var der én som hånligt svarede: „Jeg er lysvågen, så jeg behøver ikke det bras.“ Øjeblikkelig vendte min gamle personlighed tilbage.
„Nå, så du er lysvågen, hva’? Det er du ikke ret længe. Du vil sove om kort tid.“ Jeg langede ud efter ham og forfulgte ham et godt stykke ned ad gaden. Så blev jeg indhentet af den forfærdede tilsynsmand, der sagde at han var glad for at jeg endnu ikke havde fået fat i manden. Han forklarede at hvis jeg havde slået ham ville det have bragt skam over Guds navn. Jeg sagde at hvis politiet havde anholdt mig, ville jeg ikke have fortalt dem at jeg var et af Jehovas vidner, men at jeg var pinsemand.
Tilsynsmanden retledte mig tålmodigt og forklarede at det ville være at lyve. Derefter blev han stående lige ved siden af mig. Jeg følte mig virkelig flov, og da jeg gik hjem bad jeg Jehova om at tilgive mig, for det havde aldrig været min mening at bringe skam over hans navn.
Min første oplevelse i forbindelse med at besøge folk i deres hjem var en helt anden historie. Ved den første dør traf jeg en dame som var meget flink. Hun lyttede til min prædiken, og hun stillede spørgsmål, men ikke om Bibelen. Hun spurgte: „Er De gift? Hvor mange børn har De? Hvem laver mad for Dem?“
Hendes mand, som undrede sig over hvem det var der talte med hende, kom ud. Han sagde at jeg spildte min tid, for hun var psykisk syg og ikke ved sin forstands fulde brug. Men hun blev ved med at stille mig spørgsmål, og jeg fremholdt hele min bibelprædiken. Dette gav mig mod til at gå videre til det næste hus. Og hvor overraskende! I dette hus tog en interesseret familiefader imod tre bibelske publikationer. Da dagen var forbi havde jeg spredt yderligere syv.
Radikale forandringer
Jeg havde været så afhængig af nikotin at jeg engang da mine cigaretter slap op, vækkede min hustru og fik hende til at gå ind og bede naboen om et par stykker. Men gennem mit studium af Guds ord lærte jeg at rygning ikke hører hjemme i den kristnes liv. Tre måneder efter at jeg var begyndt at studere, holdt jeg derfor op med at ryge.
Jeg besluttede mig til at symbolisere min indvielse til Jehova ved vanddåben, og jeg blev døbt den 17. juli 1954. Mit store ønske var nu at min familie ville forene sig med mig i den sande tilbedelse.
Det er orientalsk skik og brug at hustruen udfører alle de huslige pligter uden hjælp fra sin mand. Jeg havde altid været en stærk tilhænger af dette. Men eftersom mit ønske om at få min hustru til at studere Bibelen var stærkere, begyndte jeg snart at vaske op, vaske bleer, hjælpe med madlavningen og med børnene.
Engang da vi var på strandtur sammen med vore venner, begyndte jeg at læse op fra Bibelen for dem. Vi plejede ellers at nyde brændingen eller at tale om alt muligt. Nu bestemte de sig til at gå en tur for at slippe væk fra min ihærdige prædiken. Men til deres skræk og rædsel fulgte jeg i hælene på dem, med Bibelen i hånden. Til sidst indvilligede min hustru, vor ven og hans hustru i at få et regelmæssigt bibelstudium.
Min moder så at jeg ikke mistede interessen for at tjene Jehova, sådan som hun havde troet jeg ville. Hun forstod efterhånden at den nye personlighed som jeg opdyrkede, ikke blot skyldtes et kortvarigt lune. For at finde ud af hvad det var der havde gjort mig til et helt nyt menneske, gik hun også med til at studere Bibelen.
Den 25. juni 1955 har været en af de lykkeligste dage i mit liv. Det var den dag hvor dåben skulle finde sted ved et at Jehovas vidners stævner, og hvem sad fremme blandt dåbskandidaterne? Min hustru, min moder, vor ven og hans hustru — alle fire rede til at symbolisere deres indvielse til Jehova.
Jeg har siden haft den glæde at se flere af mine kolleger i busselskabet tage imod Bibelens sandheder og blive Jehovas vidner. Blandt dem er en chauffør som jeg engang holdt fast op mod en væg, idet jeg truede ham med prygl. Han er nu rejsende tilsynsmand.
Lejligheder til at tjene
Året efter min dåb begyndte jeg at få forskellige opgaver i menigheden. I 1958 blev jeg så udnævnt til præsiderende tilsynsmand, og desuden til bytilsynsmand for Honolulu.
På grund af familieforpligtelser så det ud til at der ikke kunne blive tale om en heltidstjeneste som pioner for mit vedkommende. Vore fire børn var stadig i skolealderen. Men som familie deltog vi i den midlertidige pionertjeneste når som helst vi kunne. I 1963 blev min hustru derefter almindelig pioner.
Vores menighed var pionersindet. I nogle måneder var over halvdelen af forkynderne midlertidige pionerer; på et tidspunkt tooghalvfjerds på én gang! Med så mange pionerer i en menighed var det nødvendigt med god planlægning og megen indbyrdes hjælp. Børnepasning, transport og distriktsfordeling blev omhyggeligt arrangeret. Hvilken lykkelig måned vi havde sammen!
I 1967 blev jeg indbudt til at deltage i kredsarbejdet, idet jeg skulle besøge en række menigheder på Hawaiiøerne for at styrke og opmuntre dem i åndelig henseende. Det var en attråværdig tjeneste, men eftersom tre af vore børn stadig gik i skole, kunne jeg ikke tage imod den inden jeg havde drøftet sagen med min familie.
Mine vidunderlige børn var villige til at tage noget deltidsarbejde og hjælpe på alle tænkelige måder, så jeg kunne påtage mig denne nye opgave. En af mine døtre sagde: „Fader, du opmuntrer altid os til at blive pionerer, men hvad med dig selv? Her har du en lejlighed til at give dig selv i heltidstjenesten for Jehova.“
I kredsarbejdet har vi været ude for mange forskellige — undertiden morsomme — situationer. Én står ganske tydelig for mig. To naboer stod på en meget dårlig fod med hinanden, fordi den ene havde fældet den andens mangotræ som hang ind over hans have. De havde både skældt hinanden ud og truet hinanden. Da jeg besøgte den mand som havde fældet træet, troede han at jeg var en detektiv der undersøgte sagen, så han inviterede mig indenfor.
Da jeg begyndte at tale, tænkte han: ’Sikken underlig fremgangsmåde den detektiv benytter; han forsøger at tugte mig med Bibelen!’ Efter få øjeblikke opdagede han imidlertid hvem jeg virkelig var, og han fortalte mig at han aldrig før havde ladet Jehovas vidner komme ind i sit hjem. Han indvilligede i at få et hjemmebibelstudium, og hele hans familie deltog og gjorde gode fremskridt. Med tiden blev ti af hans venner og slægtninge Jehovas vidner.
Vore børn er alle voksne nu. En af vore sønner har tjent i fire år på Betel i Brooklyn, Jehovas Vidners hovedkontor for hele verden. Han tjener nu som kreds- og områdetilsynsmand på Amerikansk Samoa sammen med sin hustru. Vore to døtre er specialpionerer. Vor anden søn og hans hustru, der nu har en lille pige, er også aktive forkyndere at den gode nyhed. Og min hustru og jeg er stadig i kredstjenesten.
Der er kun få der stadig husker mig som slagsbroder. Faktisk er der nogle som finder det vanskeligt at tro på min fortid. For nu er jeg kendt vidt og bredt på øerne som en fredelig kristen forkynder, og hvilken glæde er det ikke på denne måde at repræsentere den almægtige Gud, Jehova!
[Illustration på side 381]
Stik imod orientalsk skik og brug begyndte jeg at hjælpe min hustru med det huslige arbejde