En mark som bærer hvede og ukrudt

„Forklar billedet med ukrudtet på marken for os.“ — Matt. 13:36.

 1, 2. (a) Hvilke principper kan man regne med i forbindelse med såning og høst? (b) Hvilken lignelse bygger på disse to principper?

DEN regelmæssige vekslen mellem „sæd og høst“ hører til de ting der ifølge Jehova Gud ikke skal ophøre „så længe jorden står“. (1 Mos. 8:21, 22) Et beslægtet princip nævnes af apostelen Paulus: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Gal. 6:7.

² På baggrund af disse sandheder var en vis landmand som i såtiden havde arbejdet hårdt med at så hvede i sin mark, overbevist om at han ved høsttiden ville komme til at høste hvede. Det ville være en naturlig følge af det han havde sået. Og da hans medhjælpere på gården senere kom og fortalte ham at marken ikke alene bar hvede men også ukrudt, var han overbevist om at der stak noget under. Han vidste hvad han havde sået: hvede, og ikke ukrudt. Den nye situation krævede en afgørelse. Hans folk foreslog at der straks blev grebet ind. De ville rykke ukrudtsplanterne op med det samme. Men den kloge landmand lagde en dæmper på deres iver. Han sagde at de skulle lade være, så de ikke kom til at ødelægge hveden når de rykkede ukrudtet op. De skulle blot lade begge dele vokse side om side, og når høsten kom ville der være tid nok til at skille den ægte hvede fra den falske.

 3. Hvilken vigtig udvikling i forbindelse med Riget skildrede Jesus i denne lignelse, og hvornår skulle adskillelsesarbejdet finde sted?

³ Jesus Kristus benyttede dette billede for at skildre en udvikling der ville finde sted i forbindelse med det arbejde han havde påbegyndt på jorden. Det var et såningsarbejde, og det var meningen at det skulle føre til en afgrøde af sande kristne som skulle være sammen med ham i den himmelske regering der betegnes som „himlenes rige“. Med ovennævnte lignelse forudsagde han imidlertid at fjenden, Satan Djævelen, ville søge at ødelægge hans arbejde. Marken ville ikke alene bære den ønskede afgrøde af hvedelignende, sande kristne, men også en afgrøde af ukrudtslignende, falske kristne. Begge slags ville få lov til at vokse sammen indtil høsten, hvor adskillelsen skulle finde sted. Dette adskillelsesarbejde ville være en af de ting der kendetegnede „de sidste dage“, „afslutningen på tingenes ordning“. — Matt. 13:24-30, 36-43; jævnfør Mattæus 24:3; Andet Timoteusbrev 3:1.

 4. Hvorfor skulle denne lignelse være af interesse for os?

⁴ Er vi interesseret i at se en ende på den nuværende onde ordning? Vil vi personligt blive berørt af udfaldet af dette høstarbejde? Og kan Jesu lignelse desuden hjælpe os til at forstå kristendommens historie, som den har formet sig op gennem århundrederne? Lad os se.

Lignelsen om hveden og ukrudtet

 5, 6. (a) Hvorfor kan udtrykket „himlenes rige“ i denne lignelse ikke sigte til Kristi himmelske regering? (b) Hvad belyser lignelserne i dette kapitel altså?

⁵ Da Jesus fortalte denne lignelse sad han ved bredden af Galilæas sø, ikke langt fra det hus han boede i. Henvendt til en folkeskare bestående af hans disciple og mange nysgerrige som havde samlet sig om ham, sagde han: „Himlenes rige er blevet ligesom en mand der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik sin vej. Da strået kom op og satte kerne, kom ukrudtet også til syne.“ — Matt. 13:24-26.

⁶ Et hastigt blik på de øvrige lignelser om Riget i Mattæus-evangeliet, kapitel 13, hjælper os til at forstå at udtrykket „himlenes rige“, som det er brugt i disse lignelser, ikke kan sigte til det fuldt oprettede messianske rige i himlene. Kunne man forestille sig „ukrudt“, surdejslignende ’slethed’ (vers 33; 1 Kor. 5:8), eller onde mennesker der sammenlignes med ubrugelige fisk (versene 47-50), have nogen forbindelse med Kristus i hans himmelske rige? Afgjort ikke! Disse lignelser må derfor sigte til en udvikling — god eller dårlig — som finder sted i forbindelse med den jordiske udvælgelse af Kristi fremtidige medregenter i „himlenes rige“. Lignelsen om hveden og ukrudtet skildrer specielt en tilstand blandt dem på jorden der hævder at de er kaldet til at herske sammen med Kristus i hans rige. Denne tilstand ville få lov til at råde i en vis tid før den symbolske høst gjorde ende på den.

 7, 8. (a) Hvem er „Menneskesønnen“? (b) Hvilken anden profeti omtaler en „menneskesøn“ og dem der symboliseres ved „den gode sæd“?

⁷ Lidt senere forklarede Jesus selv hvad der mentes med udtrykkene „en mand der såede“ (eller ’husherren’), „sin mark“, „god sæd“, „hans fjende“ og „ukrudt“. Beretningen lyder: „Derpå lod han folkeskarerne gå, og han gik ind i huset. Og hans disciple kom til ham og sagde: ’Forklar billedet med ukrudtet på marken for os.’ Som svar sagde han: ’Den der sår den gode sæd er Menneskesønnen; marken er verden; den gode sæd, det er rigets sønner; men ukrudtet er den ondes sønner, og fjenden der såede det er Djævelen.’“ — Matt. 13:36-39.

⁸ Jesus betegnede sig selv som „Menneskesønnen“. (Matt. 8:20; 25:31; 26:64) Da han i et af Daniels syner profetisk blev betegnet som „en menneskesøn“, var det interessant nok i forbindelse med Guds rige. Profetien siger her: „Magt og ære og herredom gaves ham [den omtalte menneskesøn], og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ At Menneskesønnen ville få medregenter i Riget fremgår også af dette profetiske syn, idet der siges: „Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.“ — Dan. 7:13, 14, 27.

„Den gode sæd“ bliver sået

 9. Hvad er „marken“, og hvorfor har Jesus sået „god sæd“ i den?

⁹ Det er med henblik på at kunne udtage et tilstrækkeligt antal af disse ’hellige’ det vil sige „rigets sønner“, af verden, at Jesus, ’husherren’ i lignelsen, sår „god sæd i sin mark“. Denne mark er ifølge forklaringen ensbetydende med „verden [græsk: kosʹmos]“, menneskehedens verden. Fra og med Jesu jordiske tjeneste blev menneskeheden til en „mark under dyrkning“, en religiøs mark hvori det var muligt at så og dyrke „den gode sæd“ eller „rigets sønner“. (1 Kor. 3:9) I de tre og et halvt år Jesu jordiske tjeneste varede, beredte han flittigt jordbunden i den jødiske del af „marken“. (Matt. 9:35-38) Og fra og med pinsedagen år 33 såede han „den gode sæd“, først blandt jøderne og til sidst i hele verden, i hele „marken“. — Apg. 1:8.

10. Hvordan skred såningsarbejdet frem blandt jøderne og proselytterne?

¹⁰ Jesus forklarede at „den gode sæd“ var ensbetydende med „rigets sønner“. De første af disse salvede, åndsavlede „rigets sønner“ var Jesu trofaste apostle og de omkring hundrede andre disciple, både mænd og kvinder, der fik den hellige ånds gave på pinsedagen år 33 i Jerusalem. (Apg. 1:13-15; 2:1-4) Samme dag blev omkring 3000 andre, både jøder og proselytter, føjet til den nyoprettede kristne menighed. (Apg. 2:5-11, 41) Jehova velsignede dette såningsarbejde og „fortsatte . . . med daglig at føje dem til som blev frelst“, med det resultat at „tallet på mændene“ (man talte muligvis ikke kvinderne) snart nåede op på „omkring fem tusind“. Og lidt senere i beretningen står der: „Der blev stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder.“ (Apg. 2:47; 4:4; 5:14) Såningen skred hurtigt fremad blandt både jøder og proselytter.

11. Hvordan blev såningsarbejdet udvidet til at omfatte samaritanerne og derefter ikke-jøderne?

¹¹ Efter at sædemanden Jesus, ved den hellige ånds virke, havde sørget for at sæden blev sået blandt samaritanerne (Apg., kap. 8), udvidede han såningsarbejdet til også at omfatte de uomskårne ikke-jøder eller hedninger. (Apg. kap. 10; 13:1-5, 46, 47) I løbet af få årtier blev der oprettet kristne menigheder fra Nordafrika til Sortehavet og fra Babylonien til Italien, og muligvis endnu længere mod vest. (Apg. 2:5-11; 1 Pet. 5:13; Rom. 15:24; Kol. 1:5, 6, 23) Som følge af det nidkære arbejde ’kom strået op og satte kerne’. — Matt. 13:26.

Ukrudtet bliver sået

12, 13. Hvem er „fjenden“, og hvordan såede han ukrudt „mens folkene sov“?

¹² Men fjenden var også på færde. I sin lignelse havde Jesus advaret: „Mens folkene sov, kom hans [sædemandens] fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik sin vej. Da strået kom op og satte kerne, kom ukrudtet også til syne.“ (Matt. 13:25, 26) Jesus forklarede at denne „fjende“ var „Djævelen“, som altså ville udføre sit undergravende arbejde „mens folkene sov“. I Bibelen kan søvn symbolisere enten døden eller åndelig døsighed. (Matt. 9:24; Rom. 13:11; 1 Tess. 5:6) Efter at Paulus havde talt om at han ville ’fuldende sit løb’, sagde han til de ældste fra den kristne menighed i Efesus: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig. Hold jer derfor vågne.“ — Apg. 20:24-31.

¹³ Historien bekræfter at det var „mens folkene sov“ at Satan „kom . . . og såede ukrudt blandt hveden“. Da apostlene, der kollektivt virkede som et bolværk mod frafaldet, begyndte at sove ind i døden, var der mange kristne ældste som undlod at ’holde sig vågne’. (2 Tess. 2:3, 6-8) De blev åndeligt døsige og beskyttede ikke længere „rigets sønner“ mod de „undertrykkende ulve“ der begyndte at komme ind iblandt dem. Disse „ulve“ svarede til det „ukrudt“ der blev sået blandt „den gode sæd“. Med henvisning til aposteltidens snarlige afslutning skrev Johannes, den af apostlene der døde sidst: „Det er den sidste time, og som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time. De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de gik ud for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags.“ — 1 Joh. 2:18, 19.

14. Hvilken slags ukrudt var det Jesus sigtede til i sin lignelse?

¹⁴ Jesus sagde: „Ukrudtet er den ondes sønner.“ (Matt. 13:38) I sin bog Natural History of the Bible kommer H. B. Tristram ind på hvilken slags ukrudt det er der sigtes til i denne lignelse. Han skriver: „Ugræsset (zizania) svarer til det arabiske zawân, hvoraf det græske navn er afledt, eller til Lolium temulentum, giftigt rajgræs. . . . det er den eneste art af græsfamilien hvis frø er giftige. Ordet zawân er afledt af zân, ’at kaste op’, da følgen af at spise rajgræs er voldsom kvalme, krampeanfald og diarré, ofte med døden til følge. Planten har bredere blade end de fleste andre vilde græsser og ligner fuldstændig hvede indtil den sætter aks.“

15. (a) Er ukrudtet en degenereret form for hvede? (b) Hvad er Menneskesønnen således uden skyld i?

¹⁵ Det skal her bemærkes at „ukrudtet“ ikke, som nogle jødiske talmudistera og andre engang troede, er en degenereret form for hvede. Der spirer aldrig ukrudt frem af hvedekorn. Det ville være i strid med Jehovas uforanderlige lov: „Lad jorden få græs til at gro frem, planter der bærer frø, frugttræer der bærer frugt med frøene indeni, efter deres arter.“ (1 Mos. 1:11, 12, NW) Denne videnskabelige sandhed viser at Menneskesønnen Jesus Kristus, ’den der såede den gode sæd’, ikke kan være skyld i det der skete med „marken“. Den „gode sæd“ som han såede, kunne aldrig blive til en høst af ukrudt. Den kunne kun frembringe „hvede“, ægte „rigets sønner“. Hvad der senere skete med „marken“ var et direkte resultat af at fjenden med overlæg og i ond hensigt havde tilsået den med „ukrudt“ eller „den ondes sønner“.

16. Hvordan er lignelsen om hveden og ukrudtet af historisk interesse?

¹⁶ Jesu lignelse om hveden og ukrudtet er således med til at forklare hvordan kristendommens historie op gennem tiden har formet sig. De faktiske forhold viser at Satan efter apostlenes død førte meget „ukrudt“, mange „undertrykkende ulve“ eller „antikrister“, ind i de sande kristne menigheder, sådan som Jesus, Paulus, Peter, Johannes og Judas havde forudsagt. (Apg. 20:29; 2 Pet. 2:1-3; 1 Joh. 2:18; Jud. 4) Det gik som Jesus havde sagt: „Da strået kom op og satte kerne, kom ukrudtet også til syne.“ — Matt. 13:26.

17. Hvornår blev „ukrudtet“ særlig tydeligt?

¹⁷ Dette „ukrudt“ blev særlig tydeligt i det andet og det tredje århundrede, da de såkaldte kirkefædre begyndte at indføre ubibelske lærepunkter som læren om sjælens udødelighed, om et brændende helvede og om treenigheden. Mange af disse mænd var snarere filosoffer end de var sande kristne tilsynsmænd som var trofaste mod den bibelske lære. Udviklingen nåede et højdepunkt i begyndelsen af det fjerde århundrede, da den hedenske kejser Konstantin den Store sammensmeltede denne frafaldne kristendom med romerrigets hedenske religion. I sine forskellige variationer — den romersk-katolske, den russisk-ortodokse, den græsk-ortodokse og den protestantiske — har denne falske kristendom frembragt en rekordhøst af „ukrudt“, ikke blot op igennem århundrederne, men også i vor tid.

„Lad begge dele vokse sammen“

18. Hvad skete der videre, ifølge Jesu lignelse?

¹⁸ Denne situation kunne ikke undgå at forurolige Menneskesønnens „trælle“. Jesu lignelse fortsætter: „Da kom husherrens trælle hen til ham og sagde: ’Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor er da ukrudtet kommet fra?’ Han sagde til dem: ’Det har en fjende, et menneske, gjort.’ De sagde til ham: ’Ønsker du da at vi skal gå ud og samle det fra?’ Han sagde: ’Nej, for det må endelig ikke ske, når I samler ukrudtet fra, at I også rykker hveden op. Lad begge dele vokse sammen indtil høsten; og i høsttiden vil jeg sige til høstfolkene: Saml først ukrudtet fra og bind det i bundter for at brænde det, og gå så i gang med at samle hveden ind i mit forrådshus.’“ — Matt. 13:27-30.

19. Hvorfor var husherrens „trælle“ foruroligede?

¹⁹ Jesus forklarer ikke om disse bekymrede „trælle“ (vers 27) er identiske med „høstfolkene“ (vers 30). Hvis de er, betyder det at englene var foruroligede over de mange ukrudtsplanter i deres Herres mark. (Matt. 13:39) Disse „trælle“ spurgte om de med det samme skulle gå ud og rykke det giftige rajgræs, der symboliserede „den ondes sønner“, op. (Matt. 13:38) De var bange for at disse falske kristne der ondsindet var blevet sået af „fjenden“, Djævelen, skulle kvæle den sande „hvede“, de ægte „rigets sønner“.

20. Hvad svarede ’husherren’ sine „trælle“, og hvordan er det gået rent historisk?

²⁰ Men ’husherren’ Menneskesønnen, bemyndigede ikke sine „trælle“ til at gå ud og indsamle „ukrudtet“ eller de falske kristne og således skille dem fra „hveden“, de sande kristne. Han sagde: „Lad begge dele vokse sammen indtil høsten.“ Sådan gik det til at sande og falske kristne fik lov at vokse side om side i „marken“ eller menneskehedens verden. Men en dag ville „høsttiden“ komme. Hvornår? Og hvordan berører det os?

[Fodnote]