Guds hensigt med at lade nogle „fødes igen“
„Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen.“ — Joh. 3:5, 7.
1, 2. (a) Hvad må vi forstå og værdsætte før vi kan få en tilfredsstillende forklaring af Guds hensigt med at lade nogle „fødes igen“? (b) Hvilket vidnesbyrd indeholder Guds ord om hans retfærdighed, men hvad forpligter hans retfærdighed ham ikke til?
FØR vi kan få en tilfredsstillende forklaring af Guds hensigt med at lade nogle „fødes igen“, er det nødvendigt at vi forstår og værdsætter Jehova Guds vigtigste egenskaber og hans hensigter med jorden og mennesket.
2 Guds ords vidnesbyrd lader os ikke i tvivl om at en af Guds mest fremtrædende egenskaber er retfærdighed. Retfærdighed er selve grundvolden for hans trone. (5 Mos. 32:4; Sl. 89:15) At han er retfærdig forpligter ham imidlertid ikke til at vise alle sine fornuftbegavede skabninger nøjagtig den samme gunst. For eksempel skabte han nogle som åndeskabninger, engle, der står langt over menneskene. Han belønner heller ikke alle sine trofaste jordiske skabninger på samme måde. Jesus sagde således om Johannes Døber at „den mindste i Himmeriget er større end han“. (Matt. 11:11, da. aut.) Dette er noget vi gør klogt i at have i tanke når vi undersøger spørgsmålet om at være „født igen“.
Guds hensigt med jorden og mennesket
3. Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter havde Adam og Eva da de blev skabt?
3 For at forstå Guds hensigt med at lade nogle mennesker „fødes igen“, er det nødvendigt at forstå de omstændigheder der fik Gud til at tage dette skridt. Går vi tilbage til vore første forældre ser vi at Gud gav dem påbudet: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over . . . alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:28) Som fuldkomne mennesker var Adam og Eva Guds børn. Eftersom Gud havde sat dem i en dejlig have, fyldt med alle slags smukke dyr og blomster og herlige frugter, var alle betingelser til stede for at de kunne leve en lykkelig tilværelse. Efterhånden som de underlagde sig jorden og opfyldte den med deres egen art, ville hele jorden til sidst blive et paradis befolket med fuldkomne mennesker ligesom Adam og Eva. Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter lå ikke foran dem!
4, 5. (a) Hvorfor kom vore første forældre ikke til at tjene Guds hensigt? (b) Ved hvem besluttede Jehova da at hans hensigt med jorden og mennesket skulle fuldbyrdes?
4 Vore første forældre manglede imidlertid værdsættelse af alt det Gud havde gjort for dem, og de overtrådte hans lov. Gud viste dem derfor bort fra sin familie af sønner og dømte dem til døden. Følgelig blev alle deres efterkommere født som syndere der var underlagt døden. (1 Mos. 3:19; Rom. 5:12) Hverken vore første forældre eller nogen af deres efterkommere har kunnet føre Guds oprindelige påbud til menneskeslægten ud i livet. Betyder det at Guds hensigt med jorden og mennesket aldrig vil blive virkeliggjort? På ingen måde, for Guds ord forsikrer os om at hans hensigt aldrig slår fejl. — Es. 46:10, 11; 55:10, 11.
5 Hvordan vil Guds oprindelige hensigt med jorden og mennesket da blive fuldbyrdet? Det vil ske ved hjælp af en sæd hvis komme Gud forudsagde allerede i Edens have og som han også gav Abraham løfte om. Apostelen Paulus viser at denne sæd først og fremmest er Jesus Kristus. — 1 Mos. 3:15; 22:17, 18; Gal. 3:16, 29.
Hvordan Guds oprindelige hensigt vil blive virkeliggjort
6. Hvordan åbnede Gud vejen til at Adams efterkommere atter kunne blive en del at Guds familie?
6 Hvordan kunne Jesus Kristus foranledige at Guds oprindelige hensigt blev virkeliggjort? Først og fremmest ved at fjerne den fordømmelse der hvilede over menneskeslægten på grund af Adams oprør. Det kunne han gøre fordi han var født som et fuldkomment menneske, idet Jehova Gud — og ikke Marias mand Josef — var hans Fader. Jesus fjernede denne fordømmelse ved at dø på marterpælen som et offer. Et af de vigtigste formål med hans komme til jorden var netop at han skulle give sit liv som en løsesum. Derved åbnede han vejen til at Adams efterkommere atter kunne blive en del af Jehovas godkendte familie. — Matt. 20:28.
7. På hvilket grundlag blev Jesus oprejst fra de døde som en åndeskabning?
7 En død genløser kunne imidlertid ikke gavne menneskeslægten. Derfor oprejste Jehova Gud Jesus Kristus på den tredje dag, idet han gjorde ham „levende i ånden“. (1 Pet. 3:18) Jehova gjorde dette på grundlag af det der var sket ved Jordan da Jesus var blevet døbt. Dér havde Gud, ved hjælp af sin hellige ånd, „født“ Jesus som sin åndsavlede søn. Johannes Døber havde ikke alene set Guds ånd dale ned over Jesus som en due, men han havde også hørt Guds stemme sige: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ — Matt. 3:16, 17; Hebr. 10:5-10.
8. Hvad blev Jesus, foruden at blive „født igen“ ved Jordan, salvet og ordineret til?
8 Jesus blev derved ikke alene en åndelig søn af Gud men også Messias, Kristus, den der var salvet til at være konge i Guds rige. Samtidig blev han ordineret til at tjene som ypperstepræst til gavn for den døende menneskehed, for at fjerne synden og dens nedbrydende virkninger. (Hebr. 7:26) Desuden blev ordene i Esajas 61:1, 2 nu opfyldt på ham: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet.“ Jesus var altså blevet åndsavlet, „født igen“. Som Guds ånds-salvede søn forblev han trofast indtil døden, til trods for alle Satan Djævelens forsøg på at få ham til at bryde sin integritet. Derfor oprejste Gud ham fra døden.
9. Hvilken ret fik Jesus på grund af sin trofasthed indtil døden, og i hvilken hensigt?
9 Derefter „ophøjede Gud ham . . . til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn“. (Fil. 2:9-11) Jesu opstandelse blev bekræftet af flere hundrede vidner. Kort før han vendte tilbage til sin Fader i himmelen sagde han til sine disciple: „Al myndighed [eller magt] i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Matt. 28:18) I kraft af sin offerdød havde han nu fået overdraget den fulde ret til at genrejse menneskeheden, og i kraft af sin opstandelse og himmelfart, hvorved han tog sæde ved Guds højre hånd i himmelen, fik han også magten til at gøre det. (Luk. 22:69) Jesus Kristus er således i stand til at virkeliggøre Guds oprindelige hensigt med jorden og mennesket. Alle de messianske profetier er derfor møntet på ham. — Se Salme 72; Esajas 9:6, 7; 11:1-10.
Hvorfor andre „fødes igen“
10, 11. (a) Hvilke skriftsteder viser at nogle skal herske sammen med Jesus i hans rige? (b) Hvor mange vil få del i dette privilegium, og hvordan ved vi at det anførte tal skal tages bogstaveligt?
10 Vil Jesus Kristus udvirke alt dette alene? Nej. Vil han have engle til at herske sammen med sig i sin regering? Nej. De der sammen med ham vil opfylde de messianske profetier, er nogle der har været mennesker på jorden ligesom han. Men før de kan få del i Kristi rigsregering må de, ligesom han, først „fødes igen“ mens de er på jorden. Jehovas ånd, der virker på dem, avler dem som åndelige sønner der har udsigt til evigt liv i himmelen. Som sådanne har de et særlig nært forhold til Gud, idet de har modtaget „en ånd der hører dem til der er antaget som sønner, ved hvilken ånd [de] råber: ’Abʹba, Fader!’“ (Rom. 8:15) Jesus fremholdt gentagne gange dette håb for sine apostle. (Luk. 22:28-30; Joh. 14:2, 3) Apostlene omtalte ligeledes dette håb. — Rom. 8:17; 1 Kor. 15:52, 53; 1 Joh. 3:2.
11 Hvor mange vil opnå denne himmelske belønning? Ifølge alle de skriftsteder der omtaler dette emne, vil de der „fødes igen“ være forholdsvis få. Det er hvad vi kunne forvente, eftersom det er en ganske særlig belønning, en yderst privilegeret stilling, de modtager. Jesus sagde således om dem: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Luk. 12:32) Hvor mange vil denne skare da bestå af? Apostelen Johannes fortæller at han så 144.000 åndelige israelitter der var beseglede på deres pander, og ligeledes 144.000 der stod på Zions bjerg sammen med Lammet Jesus Kristus. At dette tal skal tages bogstaveligt fremgår af sammenhængen, hvori der også omtales „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle“. — Åb. 7:3, 4, 9; 14:1, 3; 20:4, 6.
Et folk for Hans navn
12, 13. Hvilket arbejde er det Jehovas hensigt at disse vordende medarvinger til Riget skal udføre nu i tiden?
12 Det er imidlertid Jehova Guds hensigt at disse vordende konger og præster skal udføre et arbejde mens de endnu er i kødet som mennesker. Hvilket arbejde? Jo, ligesom Jesus blev salvet til at „bringe godt nyt til de sagtmodige“, sådan bliver disse salvet til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Es. 61:1, 2, NW; Luk. 4:16-21; Apg. 8:4, 12) Da Jesus tog afsked med sine første disciple gav han dem således det påbud at de skulle ’gøre disciple af folk af alle nationerne, idet de døbte dem’. (Matt. 28:19, 20) Og lige før han steg til himmelen sagde han til sine 11 trofaste apostle at de skulle være ’vidner om ham til jordens fjerneste egne’. — Apg. 1:8.
13 Et af Guds vigtigste formål med at lade „den gode nyhed“ forkynde for alle nationerne er at „udtage et folk for sit navn“. (Apg. 15:14) Eftersom Guds navn er Jehova, er dette folk blevet kendt som Jehovas Vidner. (Es. 43:10-12, NW) De salvede disciple af Jesus Kristus er dog ikke de eneste der forkynder „den gode nyhed“ for de sagtmodige og som gør disciple og er vidner for Jehova Gud. Nej, ligesom Jehovas love i det gamle Israel også gjaldt de fastboende udlændinge i landet, sådan gælder de befalinger de åndelige israelitter har fået, også deres medarbejdere, ’den store skare’ af „andre får“. — Joh. 10:16; Åb. 7:9.
14. Hvilken yderligere forpligtelse påhviler der disse salvede disciple af Jesus Kristus?
14 Endnu en forpligtelse der påhviler Jesu Kristi salvede disciple, er at de må bære Guds ånds frugt, nemlig „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Gal. 5:22, 23) Jesus sagde at hans sande disciple kunne kendes på den kærlighed de viste hinanden. (Joh. 13:34, 35) Apostelen Paulus giver dem derfor følgende formaning: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker, . . . og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ Følgende ord af apostelen understreger hvor vigtigt det er at kristne lever op til dette krav: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (Ef. 4:22-24; 1 Kor. 9:27) Kun ved at være trofaste lige til døden kan de salvede gøre sig håb om at modtage „livets krone“. — Åb. 2:10.
Guds oprindelige hensigt ikke ændret
15. (a) Hvilken fejl har mange såkaldte kristne begået i forbindelse med Guds hensigt? (b) Hvilket håb som fremhæves i De kristne græske Skrifter, har de bygget deres opfattelse på?
15 Mange såkaldte kristne begår den fejl at de ignorerer Jehovas oprindelige hensigt med jorden og mennesket. Hans ord viser tydeligt hvad denne hensigt var og er, og han forsikrer os om at han ikke har forandret sig. (1 Mos. 1:28; Es. 45:18; Mal. 3:6, NW) I De kristne græske Skrifter lægges der imidlertid vægt på det nye forsæt som Jehova bekendtgjorde efter menneskenes syndefald, nemlig at udvælge et begrænset antal mennesker som på grundlag af Jesu offer skal herske sammen med Jesus i det himmelske rige. (1 Mos. 3:15; 2 Tim. 4:7, 8, 18) Alle disse må naturligvis først „fødes igen“, ligesom Jesus Kristus blev det. (Joh. 3:3) Guds frelsesforanstaltning på grundlag af Kristi offer er imidlertid ikke begrænset til dem der har håb om liv i himmelen. Dette fremgår også klart af De kristne græske Skrifter.
Én frelse — to håb
16, 17. Hvilke skriftsteder viser at Kristi offers fortjeneste ikke er begrænset til dem der har et himmelsk håb?
16 Jesus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10) For at Guds vilje kan ske på jorden ligesom den sker i himmelen, må der leve retfærdige mennesker på jorden, mennesker som dem om hvem det forudsiges: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ Dette må hentyde til forholdene her på jorden, for i himmelen har der aldrig været skrig, sorg, smerte eller død. — Åb. 21:3, 4.
17 Med ordene i Romerbrevet 8:19-21 peger apostelen Paulus på at der er to kategorier af mennesker der høster gavn af Guds gavmilde foranstaltninger: „Skabningen [én kategori] venter jo med spændt forventning på at Guds sønner [en anden kategori] skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ I sidste ende vil alle som viser tro på Kristi offer altså kunne glæde sig over livet som Guds sønner — de 144.000 som er blevet „købt fra jorden“ til liv i himmelen, og de mange millioner som vil opnå evigt liv i et jordisk paradis. — Åb. 7:4, 9; 14:3; Matt. 25:31-34.
18, 19. (a) Hvad peger på at opfyldelsen af Guds hensigt med jorden og mennesket nu er nær? (b) Hvem udgør Guds rige og „Abrahams sæd“? (c) Hvilke spørgsmål er endnu ikke blevet besvaret?
18 Af det vi her har behandlet fremgår det klart at Guds oprindelige hensigt med jorden vil blive virkeliggjort. Og opfyldelsen af Bibelens profetier, som for eksempel i Mattæus, kapitel 24, Markus, kapitel 13, Lukas, kapitel 21, Andet Timoteusbrev 3:1-5 og Åbenbaringen 6:1-8, viser at den tid hvor det vil ske, nu er nær. På grund af Satans oprør og Adams og Evas ulydighed besluttede Jehova at belønne en privilegeret gruppe, som han ville benytte til at virkeliggøre sin oprindelige hensigt, med liv i himmelen. Det er kun medlemmerne af denne gruppe der „fødes igen“. Sammen med deres Herre og Mester, Jesus Kristus, udgør de det rige som Jesus lærte sine disciple at bede om. De udgør „Abrahams sæd“ i hvem „alle jordens folk“ skal velsignes. — 1 Mos. 22:18; Gal. 3:29.
19 Vi har nu undersøgt grunden til at Guds søn og hans medarvinger til Riget måtte „fødes igen“, hvor mange denne skare består af og hvilke pligter der påhviler dem nu i tiden. Følgende spørgsmål er imidlertid ikke blevet besvaret: Hvilken rolle spiller Gud og hvilken rolle spiller det enkelte menneske i forbindelse med det at blive „født igen“? Hvordan kan et menneske vide at Jehova Gud har udvalgt det til at blive „født igen“?
[Illustration på side 12]
Efter at Jesus var blevet døbt i vand, blev han „født“ som Guds åndsavlede søn
[Illustration på side 14]
Alle genfødte disciple af Jesus Kristus er med til at forkynde „den gode nyhed“ for de sagtmodige