Vi må vandre i tillid til Jehovas ledelse
„Vær modige og stærke. Vær ikke bange og bliv ikke opskræmte på grund af dem, for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ — 5 Mosebog 31:6.
1. Hvordan viste Jehova sig som en uforlignelig leder for israelitterne?
JEHOVA viste sig som en uforlignelig leder da han bragte israelitterne ud af trældommen i Ægypten. Han førte dem ikke blot gennem ørkenen men sørgede også for mad og drikke til dem og gav dem en fuldendt vejledning. Levitterne på Nehemias’ tid kunne derfor sige: „I din rige barmhjertighed forlod du [Jehova Gud] dem . . . ikke i ørkenen. Skysøjlen forsvandt ikke fra pladsen over dem om dagen, hvor den førte dem ad vejen, eller ildsøjlen om natten, hvor den oplyste den vej for dem som de skulle gå ad. Og du gav dem din gode ånd for at give dem indsigt, og du holdt ikke din manna tilbage fra deres mund, og du gav dem vand da de var tørstige. Og i fyrre år sørgede du for føde til dem i ørkenen. De manglede intet. Deres klæder blev ikke slidt, og deres fødder svulmede ikke op.“ — Nehemias 9:19-21.
2. Hvorfor kunne Moses tilskynde israelitterne til at ’være modige og stærke’?
2 Ved at tugte israelitterne i faderlig godhed lærte den guddommelige Lærer dem hvad det vil sige at være retfærdig. Han gjorde alt til deres eget bedste. Selv når de knurrede og gjorde oprør, var han langmodig og forlod dem ikke. Især når de stod over for talmæssigt overlegne fjendehære beviste Jehova sin dygtighed som fører og anrettede ødelæggelser i fjendernes rækker. Moses talte sandt da han opmuntrede israelitterne med disse ord: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange og bliv ikke opskræmte på grund af dem, for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ (5 Mosebog 31:1, 6) Gud ville ’drage med dem’ hvis de viste tro. Hvilken spore for os til at vandre i tillid til Jehovas ledelse!
Advarsler fra fortiden
3. Hvordan viste israelitterne utaknemmelighed og mangel på tillid til Jehova kort efter at være blevet udfriet fra trældommen i Ægypten?
3 Men det der hændte israelitterne udgør en advarsel for os. Skønt de kun havde været fri af trældommen i Ægypten i kort tid, syndede de gentagne gange mod deres usynlige Fører. Mens Moses var oppe på Sinaj bjerg for at modtage Loven, viste de utaknemmelighed for alt hvad Gud havde gjort for dem. De overtalte Aron til at lave en guldkalv og tilbad den under noget han kaldte en „højtid for Jehova“. (2 Mosebog 32:1-6) Ti af de tolv spioner som var sendt ud for at udforske Kana’ans land viste sig troløse, og kun Josua og Kaleb tilskyndede folket til at drage ind i landet og indtage det. Men Israel handlede ikke i tro på Gud, som derfor forordnede at alle mænd „fra tyveårsalderen og opefter“, med undtagelse af Levis stamme og de trofaste mænd Kaleb og Josua, skulle dø i ørkenen inden for et tidsrum af 40 år. (4 Mosebog 13:1 til 14:38; 5 Mosebog 1:19-40) Dette bør vi afgjort se som en advarsel mod en lignende utaknemmelighed og mangel på tillid til Jehovas ledelse!
4. Hvad i Israels historie viser at den ulykke der ramte Juda, Jerusalem og templet i 607 f.v.t., var velfortjent?
4 Jehova lod israelitterne strejfe omkring i ørkenen i 40 år, men forlod dem ikke. Han udkæmpede fortsat deres kampe. Efter Moses’ og Josuas død oprejste Gud dommere for at udfri sit folk fra undertrykkende fjender. Men på det tidspunkt gjorde israelitterne hvad der var rigtigt i deres egne øjne, og lovløs vold, umoralitet og afgudsdyrkelse begyndte at brede sig. (Dommerne 17:6 til 19:30) Da de senere ønskede en konge ligesom de omboende nationer, imødekom Jehova deres ønske, men advarede dem angående følgerne. (1 Samuel 8:10-18) Men selv ikke Davids hus’ kongedømme tilfredsstillede folket, og på Rehabeams tid gjorde ti stammer oprør. (1 Kongebog 11:26 til 12:19) I de flestes bevidsthed blev den tanke at Gud ledte dem, trængt mere og mere i baggrunden. Jerusalems og templets ødelæggelse og omstyrtelsen af Juda rige for babyloniernes hånd i 607 f.v.t. var en velfortjent dom over et folk som havde undladt at vandre i tillid til Jehovas ledelse. Hvilken advarsel for os!
Jehova leder en ny nation
5. Hvad frembragte Jehova i skikkelse af Jesus, og hvad skulle Jesus gøre?
5 Ligesom datidens israelitter kom Jehovas tjenere i senere perioder ud for skiftende omstændigheder, men hans ledelse svigtede aldrig. Da Jesus fra Nazaret i år 29 underkastede sig vanddåben, frembragte Gud en profet og fører som var større end Moses. I sin egenskab af Messias skulle denne føre mennesker ud af den onde verden som ligger i Satans magt. (Mattæus 3:13-17; Daniel 9:25; 5 Mosebog 18:18, 19; Apostelgerninger 3:19-23; 1 Johannes 5:19) Men hvilke mennesker skulle det være? Det skulle være alle, både jøder og ikke-jøder, som troede på den Messias som den store himmelske Fører, Jehova Gud, havde tilvejebragt.
6. (a) Hvad satte Jesu disciple i stand til at forkynde og tage sig af en voksende organisation? (b) Hvorfor lod det senere til at Bibelens sandheds lys var blevet slukket?
6 Jesus lærte sine disciple Guds underfulde sandhed og gav dem de nødvendige anvisninger i forbindelse med tjenesten. (Lukas 10:1-16) Da Kristus fuldførte sin tjeneste ved at fremstille sig selv som offer på den syndige menneskeheds vegne, efterlod han sig disciple der var oplært til at videreføre forkyndelsesarbejdet og tage vare på det der vedrørte den voksende organisation af dem som troede på ham. I aposteltiden var der voldsom forfølgelse. Men Jehovas hånd var med hans folk, og dets trængsler blev opvejet af en storslået tilgang af troende. (Apostelgerninger 5:41, 42; 8:4-8; 11:19-21) Efter at Jesu apostle og deres nærmeste medarbejdere var døde, blev de der bekendte sig som disciple af Kristus efterhånden behersket af strenge og hovmodige gejstlige og konger. (Apostelgerninger 20:28-30) Da denne tilstand varede ved i omtrent 1500 år, lod det til at Bibelens sandheds lys var blevet slukket.
7. Hvornår og hvordan gjorde Jehova igen sin ledelse gældende, og hvad åbenbarede han for sine nutidige tjenere?
7 Men da lød bekendtgørelsen: ’Riget er nær!’ som ’en røst der råber i ørkenen’. (Jævnfør Esajas 40:3-5; Lukas 3:3-6; Mattæus 10:7.) I slutningen af det 19. århundrede gjorde Jehova igen sin ledelse gældende og begyndte at kalde sine sande tilbedere ud af denne onde verden og dens babyloniske religiøse systemer. (Åbenbaringen 18:1-5) Ved hjælp af sit skrevne ord og sin hellige ånd åbenbarede Gud for sine nutidige tjenere at året 1914 betegnede enden for hedningenationernes uafbrudte styre og den herliggjorte Jesu Kristi indsættelse på tronen i himmelen som Guds udvalgte konge over hele menneskeheden. — Lukas 21:24; se 1975 Yearbook of Jehovah’s Witnesses, side 34-37.
8. (a) Hvad blev siden organiseret? (b) Hvem har sluttet sig til Jesu salvede disciple, og hvad viste tydeligt at Gud og Kristus ledte dem?
8 Siden organiseredes en ny nation bestående af resten af det åndelige Israel, som blev yderligere oplyst om Guds hensigter og fuldt oplært til tjenesten. Senere fik disse salvede disciple af Kristus følge af en skare af troende med jordisk håb. Nu forkynder alle disse vidner for Jehova i fællesskab og med glæde hans navn og rige til jordens ender. (Esajas 66:7, 8; Galaterne 6:16; Åbenbaringen 7:4, 9, 10) Det har tydeligt kunnet ses at Jehova og hans kongelige Søn har ledet Vidnernes organiserede virksomhed, især ved at millioner af retsindige er blevet standhaftige fortalere for Rigets styre. Er du med i denne lykkelige skare som vandrer i tillid til Jehovas ledelse? — Mika 4:1, 2, 5.
9. Hvilket verdensomspændende samfund er blevet til, og hvilken holdning har det til Guds ledelse og teokratiske styre?
9 Med tiden skulle Jesu disciple være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:6-8; Markus 13:10) I samklang hermed forkynder Jehovas vidner nu den gode nyhed om Riget over hele jorden, og de som ’med rette er indstillet til evigt liv’ tager med et glad hjerte imod sandheden. De kommer med i et verdensomspændende samfund af åndelige brødre og søstre som med glæde billiger Guds ledelse og har underkastet sig teokratisk styre. (Apostelgerninger 13:48; 1 Peter 2:17) Har du ligesom dem fuldstændig tillid til at Jehova Gud og hans konge og søn Jesus Kristus leder denne organisation af rigsforkyndere?
Vær på vagt mod svigtende tillid
10. Hvilket advarende eksempel bør få alle kristne til at ransage sig selv omhyggeligt?
10 Kan nogle der har mærket alle velsignelserne ved Jehovas ledelse falde i den snare at miste troen på og tilliden til ham? Ja, for vi advares: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.“ (Hebræerne 3:12, 13) Alle kristne bør derfor ransage sig selv omhyggeligt.
11. (a) Hvordan kunne ens samvittighed forhærdes? (b) Hvad skete der med nogle i det første århundrede?
11 Ens samvittighed kan blive så forhærdet at man ikke ser noget forkert i en handlemåde som er ude af harmoni med ånden i kristendommen og som røber manglende tro på og tillid til Jehova. For eksempel kunne nogle falde i den snare at sætte materialistisk stræben og kødelige fornøjelser lige så højt som, eller endda over, deres tjeneste for Gud. Eller nogle kunne begå umoralitet eller tale nedsættende om ansvarlige brødre i menigheden. I det første århundrede havde der sneget sig nogle „ugudelige“ ind i menigheden, nogle som ’besmittede kødet og lod hånt om herredømme og spottede sådanne som var herlige’ (dem der skuldrede et ansvar i menigheden). (Judas 4-8, 16) Disse falske kristne havde mistet den sande tro på Jehova og hans ledelse. Måtte det aldrig ske for os!
12. (a) Hvad overser de der har en uafhængig og oprørsk ånd? (b) Hvilken indstilling lagde henholdsvis Kora og David for dagen?
12 De som „lader hånt om herredømme“ viser ofte også en uafhængig og oprørsk ånd der gør dem blinde for den kendsgerning at Jehova leder sin organisation. Det fik frygtelige følger for Kora og andre at have denne ånd, der fik dem til at udfordre Moses’ og Arons gudgivne myndighed. (4 Mosebog 16:1-35) David var helt anderledes! Han slog sig til tåls og ventede på at Gud skulle gøre uretten god, og ville ikke slå sin onde fjende kong Saul ihjel, da denne var „Jehovas salvede“. (1 Samuel 24:2-7) Ja, det var Jehova der udpegede Moses, Aron, Saul, David, Jesus Kristus og andre. I dag finder udnævnelser i Guds organisation ligeledes sted i harmoni med Bibelens krav og under ledelse af Jehovas hellige ånd. — 1 Timoteus 3:1-13; Titus 1:5-9; Apostelgerninger 20:28.
13. (a) Hvorfor bør vi være taknemmelige for Jehovas ledelse? (b) Som hvem bør vi vandre, og med hvilken indstilling?
13 Da det ’ikke står til en mand at styre sine skridt’ bør vi være taknemmelige for Jehovas ledelse. (Jeremias 10:23) Abraham og hans hengivne hustru Sara adlød Gud og handlede i tro. Boaz og Rut rettede sig efter Guds forordninger. Også mange andre trofaste mænd og kvinder tog med glæde imod Jehovas ledelse. (Hebræerne 11:4-38; Rut 3:1 til 4:17) Som fortidens tjenere for Jehova bør vi afvise en uafhængig ånd, med glæde samarbejde med Guds teokratiske organisation og vandre i fuldstændig tillid til Jehovas ledelse.
„Kast din byrde på Jehova“ i tillid
14. Hvad kan hjælpe os til at være på vagt over for en oprørsk ånd?
14 Hvad kan hjælpe os som Jehovas loyale vidner til at være på vagt over for en oprørsk ånd? Først må vi erkende det forkerte i at være oprørsk og overmodigt tilsidesætte Guds vejledning. (Nehemias 9:16, 28-31; Ordsprogene 11:2) Vi kan som David indtrængende bede vor himmelske Fader: „Hold også din tjener tilbage fra overmodige gerninger; lad dem ikke beherske mig. Da vil jeg være uangribelig, ja, jeg vil ikke være skyldig i megen overtrædelse.“ (Salme 19:13) Det vil også være gavnligt at huske hvor megen kærlighed Jehova har vist os. Det bør øge vor kærlighed til ham og motivere os til altid at underlægge os hans ledelse. — Johannes 3:16; Lukas 10:27.
15. Hvordan bør en broder bære sig ad hvis han mener at han ikke er blevet udnævnt til menighedstjener eller tilsynsmand fordi de ældste har noget imod ham?
15 Vi må ikke tabe den kendsgerning af syne at Jehova leder sin organisation, skønt det måske ikke altid er let at vandre i tillid til Jehovas ledelse. Vi kunne forestille os at en broder mener at han ikke er blevet udnævnt til menighedstjener eller tilsynsmand fordi de ældste har noget imod ham. I stedet for at reagere på en måde som kunne forstyrre menighedens fred, bør han huske at det er Jehova der leder den teokratiske organisation. Han kan derfor ydmygt og fredeligt spørge efter grunden. (Hebræerne 12:14) Det vil så være viist af ham at vedkende sig enhver svaghed hans opmærksomhed måtte blive henledt på, og under bøn bestræbe sig på at gøre fremskridt! Derefter kan han lægge sagen i Guds hænder, i overensstemmelse med ordene: „Kast din byrde på Jehova.“ (Salme 55:22) Med tiden, og efterhånden som vi gør os åndeligt egnede, vil Jehova helt sikkert give os rigeligt at gøre i hans tjeneste. — Jævnfør Første Korintherbrev 15:58.
16. Hvad bør vi ikke gøre, selv når nogen i menigheden virkelig har gjort os uret, og hvorfor?
16 Ville selv det at en broder eller søster gjorde os uret, give os grund til at ophøre med at komme sammen med menigheden? Ville det berettige os til at holde op med at yde Jehova hellig tjeneste? Nej, for det ville være troløst mod Gud og utaknemmeligt over for hans ledelse. Det ville også vise at vi ikke elskede de loyale medtroende vi har over hele jorden. (Mattæus 22:36-40; 1 Johannes 4:7, 8) Hvis vi brød vor uangribelighed over for Gud, ville vi desuden give Satan grund til at smæde Gud — hvad vi afgjort ikke ønsker! — Ordsprogene 27:11.
17. (a) Hvad bør bidrage til at vi bevarer vor tillid til Jehovas ledelse af organisationen? (b) Hvad vil de der fortsat vandrer i tillid til Jehovas ledelse erfare?
17 Lad os da ’velsigne Jehova og aldrig glemme hans gerninger som kroner os med loyal hengivenhed og med barmhjertighed’. (Salme 103:2-4) Hvis vi altid husker vor kærlige Gud og handler i harmoni med hans ord, vil vi bevare en stærk fortrøstning til hans aldrig svigtende ledelse. (Ordsprogene 22:19) Vender man sig bort fra Jehova og hans organisation, lader hånt om ledelsen fra „den trofaste og kloge træl“ og nøjes med personlig bibellæsning og udlægning, bliver man som et enligt træ i et afsvedet land. Den som har tillid til vor store Fører, Jehova, vil derimod „blive som et træ der er plantet ved vand og som sender sine rødder ud ved et vandløb; og han mærker ikke når heden kommer, og hans løv skal være frodigt“. Desuden vil han „i året med tørke . . . ikke ængstes og ikke ophøre med at bære frugt“ til Guds ære. (Mattæus 24:45-47; Jeremias 17:8) Denne velsignelse kan du opleve hvis du beslutsomt fortsætter med at vandre i tillid til Jehovas ledelse.
Kan du svare?
■ Hvordan viste Jehova sig som en uforlignelig Fører for israelitterne?
■ Hvilken advarsel udgør det gamle Israel med hensyn til Guds ledelse?
■ Hvem er Jehova Fører for i dag?
■ Hvad kan hjælpe os til at være på vagt over for svigtende tillid til Jehovas ledelse?
■ Hvordan bør vi se på Jehovas ledelse selv når nogen i menigheden gør os uret?
[Illustration på side 17]
I 607 f.v.t. ramte ulykken dem der ikke vandrede i tillid til Jehovas ledelse. Det er klogt at se en advarsel i dette!
[Illustration på side 19]
Abraham, Sara, David, Jesus og mange andre har vandret i tillid til Jehovas ledelse. Gælder det også dig?