Er Bibelen blevet modbevist?

HAR naturvidenskaben og bibelkritikken bevist at Bibelen er fyldt med fejl og myter? Inden vi godtager forskernes konklusioner bør vi huske at selv om mange lærde fremlægger deres synspunkter med stor selvsikkerhed og autoritet, er det ikke ensbetydende med at de altid har ret. Deres antagelser hviler i mange tilfælde på et spinkelt grundlag.

Tvivlsomme forudsætninger

Som eksempel på en tilsyneladende autoritativ udtalelse fra en bibelkritiker kan vi betragte hvad S. R. Driver har sagt om Daniels bog. Ifølge overleveringen, og bogen selv, blev den skrevet i Babylon i det sjette århundrede før vor tidsregning af Daniel. (Daniel 12:8, 9) S. R. Driver hævder imidlertid at den blev skrevet langt senere. Hvorfor? Et af de ’beviser’ han fremholder er at Daniels bog indeholder græske ord. Og ifølge Driver „kan det med sikkerhed fastslås at disse ord ikke kunne være anvendt i Daniels bog medmindre den er blevet skrevet efter at den græske kultur var blevet udbredt i Asien i forbindelse med Alexander den Stores erobringer“. Alexanders erobringstogter fandt sted omkring 330 før vor tidsregning.

Efter denne udtalelse at dømme er sagen helt klar. Som begrundelse anfører Driver imidlertid kun tre græske ord, som alle er navne på musikinstrumenter. (Daniel 3:5) Eftersom grækerne allerede tidligt i historien havde nær forbindelse med det vestlige Asien, hvordan kan man da med gyldig grund hævde at musikinstrumenter med græske navne ikke blev anvendt i Babylon i det sjette århundrede før vor tidsregning? Afgjort et spinkelt argument for at sætte spørgsmålstegn ved tilblivelsen af Daniels bog!

Et andet eksempel er den måde hvorpå man betragter de fem første bøger i Bibelen. Ifølge overleveringen blev hovedparten af stoffet nedskrevet af Moses, omkring år 1500 f.v.t. Kritikerne hæfter sig imidlertid ved at der er forskelle i den sproglige stil, og at Gud somme tider omtales ved sit navn, Jehova, og somme tider ved det hebraiske ord for Gud. Heraf udleder de at disse bøger i virkeligheden er en sammenblanding af skrifter som er skrevet på vidt forskellige tidspunkter og først er blevet samlet efter år 537 f.v.t.

Skønt denne teori er almindeligt anerkendt, har ingen kunnet begrunde hvorfor Moses ikke skulle kunne omtale Skaberen som både Gud og Jehova. Der er heller ikke fremlagt beviser for at Moses ikke kunne skifte stil efterhånden som han blev ældre, skrev om forskellige emner, eller anvendte ældre kildemateriale. Som John Romer desuden siger i sin bog Testament — The Bible and History: „En væsentlig indvending mod hele denne analysemetode er at man til den dag i dag ikke har fundet et eneste tekstfragment fra oldtiden der kan bevise eksistensen af de teoretiske forbindelser mellem forskellige manuskripter der er så populære blandt forskerne i dag.“

En grundlæggende antagelse hos mange bibelkritikere omtales i McClintock og Strong’s Cyclopedia: „Forskerne . . . går ud fra den antagelse at de historiske kendsgerninger bag beretningerne udelukkende har en naturlig forklaring, ligesom alt andet vi betragter som kendsgerninger. . . . Hvis en skribent omtaler en begivenhed som en kendsgerning og den ikke kan forklares inden for rammerne af de kendte naturlove, så . . . har den omtalte begivenhed ikke fundet sted.“

Eftersom Bibelens mirakler ikke kan forklares inden for rammerne af de kendte naturlove, antager mange at de ikke har fundet sted. Ligeledes betragter man langtrækkende profetier som en umulighed, eftersom mennesker jo ikke kan se langt ind i fremtiden. Ethvert mirakel må være en legende eller en myte. Enhver profeti der har fået en klar opfyldelse, må være blevet skrevet efter sin opfyldelse.a Nogle hævder at profetierne i Daniels bog fik deres opfyldelse i det andet århundrede før vor tidsregning, og at bogen derfor må være blevet skrevet på den tid.

Forudsætninger af den art bygger imidlertid på den trosartikel at Gud ikke findes, og hvis han gør, at han da aldrig griber ind i menneskenes anliggender. Hele pointen i Bibelens budskab er imidlertid at Gud er til og at han spiller en aktiv rolle i menneskets historie. Hvis dette er sandt — og det peger alle vidnesbyrd på at det er — så bortfalder en væsentlig del af grundlaget for den moderne bibelkritik.

Har den moderne forskning vist at Bibelen er fejlagtig?

Hvad skal man da sige til påstanden om at videnskaben har bevist at vi ikke kan stole på Bibelen? Sandheden er den at når Bibelen berører det vi betegner som videnskabelige emner, er den i langt de fleste tilfælde helt på linje med den moderne forskning.

For eksempel indeholder Bibelen en række særdeles praktiske påbud vedrørende hygiejne og smitsomme sygdomme. I den forbindelse står der i bogen Manual of Tropical Medicine: „Man kan ikke undgå at blive imponeret af de omhyggelige hygiejniske forholdsregler i den mosaiske periode. . . . Det er sandt at klassifikationen af sygdomme var meget enkel — akutte sygdomme blev kaldt ’pest’ og kroniske sygdomme med en eller anden form for udslæt blev kaldt ’spedalskhed’ — men de overordentlig strenge karantæneregler havde sandsynligvis mange fordele.“

Overvej også følgende udtalelse i Bibelen: „Alle regnfloderne løber i havet, men havet bliver ikke fuldt. Det sted hvor regnfloderne løber hen, vender de tilbage til for atter at løbe.“ (Prædikeren 1:7) Dette svarer til den beskrivelse af vandets kredsløb vi finder i moderne lærebøger. Floderne leder vand ud i havet hvorfra det fordamper og bliver til skyer, som føres ind over land hvor vandet falder ned på jorden som regn eller sne for igen at løbe ud i floderne.

Ligeledes har forskerne opdaget at bjerge hæver og sænker sig, og at de områder der nu er bjerge engang har stået under vand. Dette er helt i overensstemmelse med salmistens poetiske ord: „Vandet stod over bjergene. Bjerge steg, sletter sank — til det sted som du havde fastlagt til det.“ — Salme 104:6, 8.

En skribent har fremsat denne påstand: „Det Gamle Testamentes skribenter betragtede jorden som en flad skive og henviste somme tider til de søjler som de antog den hvilede på.“ Men sådan forholder det sig ikke. Esajas talte om „Ham der bor over jordens kreds“. (Esajas 40:22) Og Job sagde om denne: „Han udspænder norden over det tomme, hænger jorden på intet.“ (Job 26:7) Beskrivelsen af Jorden som et rundt legeme ophængt i rummet uden nogen synlig støtte, svarer bemærkelsesværdigt til det vi ved i dag.

Udviklingsteorien

Hvordan forholder det sig med det modsætningsforhold der hersker mellem Bibelen og udviklingsteorien?b Opslagsværket Encyclopædia Britannica siger: „Evolutionsteorien er accepteret af det overvældende flertal i den videnskabelige verden.“ Bibelen lærer imidlertid, i et sprog der er tilstrækkelig enkelt til at også folk i førvidenskabelig tid kunne forstå det, at livet er skabt direkte af Gud, og at de grundlæggende livsformer ikke har udviklet sig men er blevet skabt. — 1 Mosebog 1:1; 2:7.

Evolutionister adskiller sig ikke væsentligt fra bibelkritikere. De har stærke meninger og udtaler sig med stor autoritet. Enkelte er dog ærlige nok til at indrømme at udviklingsteorien har sine svage punkter. En siger: „Darwins evolutionsmodel . . ., der i realiteten er en teori om historisk rekonstruktion, . . . er umulig at efterprøve eksperimentelt eller ved direkte iagttagelse, som det er normalt inden for videnskaben . . . Desuden drejer evolutionsteorien sig om en række unikke begivenheder: livets opståen, intelligensens opståen og så videre. Unikke begivenheder kan ikke gentages eller gøres til genstand for nogen form for eksperimentel undersøgelse.“ (Evolution: A Theory in Crisis af Michael Denton) En anden evolutionist taler om „udviklingens faktum“, men gør selv opmærksom på en væsentlig hindring for at bevise dette såkaldte faktum: „Når man leder efter forbindelsesleddene mellem de større dyregrupper, er de der simpelt hen ikke.“ — The Neck of the Giraffe af Francis Hitching.

Hvor meget kan de vide?

En stor del af bevismaterialet for udviklingsteorien er blevet fremlagt af geologer og palæontologer — forskere der beskæftiger sig med jordens fortid. De problemer som disse forskere står over for, er ikke meget forskellige fra astronomernes problemer. Ved hjælp af forskelligt udstyr kan astronomerne undersøge den stråling der kommer langt ude fra verdensrummet, fra fjerne planeter, stjerner, galakser og eksotiske himmellegemer såsom kvasarer. Idet de forsøger at få flest mulige informationer ud af disse undersøgelser, udvikler forskerne teorier om så vanskelige spørgsmål som stjernernes natur og universets oprindelse. De har sjældent mulighed for at efterprøve deres teorier, og når det lykkes viser det sig ofte at teorierne er utilstrækkelige eller direkte forkerte.

Radioastronomen Gerrit Verschuur skriver: „De amerikanske interplanetariske rumsonder har afsløret en chokerende mangel på eksakt viden om det der findes i kosmos. På nært hold viste Mars sig at være helt anderledes end nogen af de indtryk vi kunne få fra Jorden. . . . Ingen astronom havde forestillet sig at Jupiters bælter havde en så fantastisk struktur . . . Det var en stor overraskelse da Voyagers kameraer afslørede Saturns snoede ringe, små måner og mere end 1000 smalle ringe. . . . Noget tilsvarende synes at gøre sig gældende i laboratorierne hvor forsøgsobjekter fotograferes under stadig kraftigere forstørrelse. Hver gang forstørrelsesgraden øges fremkommer der helt uventede informationer som forvirrer os og tvinger os til at ændre vore tidligere antagelser.“

Geologer, palæontologer og andre der leverer en stor del af ’bevismaterialet’ til støtte for udviklingsteorien, beskæftiger sig ligesom astronomerne med begivenheder og objekter fra en meget fjern fortid. Akkurat som astronomerne bygger deres antagelser på oplysninger de henter fra en svag stråling der har bevæget sig gennem rummet over ufattelige afstande, må disse forskere støtte sig til spor som tilfældigt har overlevet siden Jordens oldtid. Derfor må de, ligesom astronomerne, uundgåeligt tage fejl i mange af deres antagelser.

Kan man tro på Bibelen?

Som vi har set er der absolut ingen grund til at lade sig kue af lærde meninger til ikke at tro på Bibelen. Dette er dog ikke i sig selv et bevis for at man kan tro på den. For at finde ud af dette må man gøre hvad mange bibelkritikere har forsømt, nemlig selv slå op i Bibelen og læse den med et åbent sind. (Apostelgerninger 17:11) For nogle år siden indrømmede en australsk forfatter der tidligere havde været kritisk over for Bibelen: „For første gang i mit liv gjorde jeg hvad der normalt er en journalists første pligt: Jeg efterprøvede mine oplysninger. . . . Og jeg var målløs, for det jeg læste [i evangelieberetningerne] var hverken legende eller naturalistisk digtning. Det var reportage. Første- og andenhåndsberetninger om usædvanlige begivenheder. . . . Reportage er kendetegnet af en særlig klang, og den klang finder man i evangelierne.“

Vi vil gerne opfordre dig til at følge denne forfatters eksempel. Læs selv Bibelen. Når du tænker over den dybe visdom der findes heri, den måde hvorpå dens profetier er blevet opfyldt og den forbløffende indre harmoni, vil du indse at den er mere end blot en samling uvidenskabelige myter. (Josua 23:14) Når du selv erfarer hvordan den visdom der findes i Bibelen kan forandre dit liv til det bedre, vil du ikke længere være det mindste i tvivl om at Bibelen er Guds ord. (2 Timoteus 3:16, 17) Jo, man kan tro på Bibelen! — Johannes 17:17.

[Fodnoter]

[Illustration på side 6]

Det er lige så vanskeligt for palæontologerne at fastslå hvad der skete i en fjern fortid som det er for astronomerne at fastslå beskaffenheden af det der findes i fjerne egne af verdensrummet