Evolutionsteorien på anklagebænken

Overbeviste tilhængere af udviklingslæren kræver nu en tilbundsgående efterkontrol af oprindelsen til organisk liv

FORESTIL dig at du er jurist i en kriminalretssag. Den anklagede bedyrer sin uskyld, og vidner træder frem og taler til hans forsvar. Mens du lytter til vidneudsagnene bemærker du imidlertid at de er modstridende. Senere bliver vidnerne kaldt tilbage til skranken, og nu ændrer de forklaring. Ville du som jurist tillægge deres vidneudsagn nogen som helst værdi? Ville du frifinde den anklagede? Sikkert ikke, for enhver uoverensstemmelse i forsvarets forklaringer svækker den anklagedes troværdighed.

Og dette er faktisk tilfældet med evolutionsteorien. Et væld af vidner er trådt frem med mange forskellige historier om livets oprindelse, alt sammen til forsvar for evolutionsteorien. Men ville deres udsagn holde i en retssal? Stemmer vidneudsagnene overens?

Modstridende vidneudsagn

Hvordan begyndte livet? Det er måske dét spørgsmål der har skabt flest overvejelser og diskussioner. Striden drejer sig ikke blot om skabelse kontra evolution; de modstridende meninger findes for en stor del blandt evolutionisterne selv. Faktisk alt ved teorien om livets udvikling — hvordan udviklingen skete, hvor den begyndte, hvem eller hvad der satte den i gang, og hvor lang tid den tog — er hede diskussionsemner.

I mange år fastholdt evolutionisterne at livet begyndte i en varm organisk ursuppe. Nogle mener nu at livet kan være begyndt i havenes skum. Undersøiske gejsere er også blevet foreslået som livets krybbe. Andre påstår at levende organismer er kommet hertil ved meteornedslag. Eller måske, siger atter andre, har asteroider ramt jorden og har ændret atmosfæren, hvorved der er opstået liv. En forsker siger: „En jern-asteroide der pløjede sig ned i jorden ville bestemt få interessante ting til at ske.“

De forhold der rådede ved livets begyndelse er også blevet taget op til fornyet overvejelse. „Livet begyndte ikke under rolige, gunstige forhold, som man engang troede,“ siger bladet Time, „men under helvedesagtige himle på en jord hærget af vulkanudbrud og kometer og asteroider.“ Nogle videnskabsmænd siger at hvis livet skal være opstået i dette kaos, må det være foregået inden for en kortere tidsperiode end man tidligere har ment.

Videnskabsmænd er også uenige om hvor Gud — „hvis han er til“ — passer ind i billedet. Nogle mener at livet udviklede sig uden indgriben fra en skabers side, mens andre mener at Gud satte processen i gang og lod udviklingen fortsætte.

Hvordan foregik evolutionen efter at livet var begyndt? Selv her er der modstridende opfattelser. I 1958, cirka hundrede år efter at Arternes Oprindelse var blevet udgivet, fastslog evolutionisten sir Julian Huxley: „Darwins store opdagelse, det universelle princip om naturlig udvælgelse, er klart og endeligt fastslået som den eneste måde hvorpå store evolutionære ændringer foregår.“ Men 24 år senere skrev evolutionisten Michael Ruse: „Et stigende antal biologer . . . argumenterer for at enhver evolutionsteori baseret på darwinistiske principper — især de teorier der fremholder naturlig udvælgelse som nøglen til evolutionære forandringer — er helt igennem vildledende.“

Bladet Time har erklæret at der er „mange solide fakta“ der støtter evolutionsteorien, men indrømmer dog at den er en kompliceret historie med „mange huller og en del modstridende teorier om hvordan man skal finde frem til de manglende beviser“. Nej, sagen er ikke afsluttet; nogle af de mest overbeviste tilhængere af udviklingslæren kræver nu en tilbundsgående efterkontrol af oprindelsen til organisk liv.

De vidneudsagn der skal støtte udviklingslæren — især hvad angår livets begyndelse — er altså ikke samstemmende. Videnskabsmanden T. H. Janabi siger at de der fremmer udviklingslæren „har udviklet og forkastet mange fejlagtige teorier gennem årene, og forskerne har endnu ikke været enige om én bestemt teori“.

Interessant nok forventede Darwin at der ville være uenighed. I forordet til Arternes Oprindelse skrev han: „Jeg ved kun alt for vel, at der næppe er et eneste af de her omhandlede Punkter, mod hvilket man ikke kunne anføre Kendsgerninger, der tilsyneladende vilde føre til Slutninger, som er dem stik modsatte, til hvilke jeg er kommen.“

Ja, disse modstridende forklaringer rejser tvivl om evolutionsteoriens troværdighed.

Er evolutionsteorien det intellektuelle valg?

Bogen Milestones of History nævner at evolutionsteorien fra begyndelsen „appellerede til mange fordi den virkede mere videnskabelig end teorien om en speciel skabelse“.

Når der bliver fremsat dogmatiske udtalelser af nogle evolutionister, kan de virke overbevisende. For eksempel hævder videnskabsmanden H. S. Shelton at idéen om en speciel skabelse er „for tåbelig til at blive seriøst overvejet“. Biologen Richard Dawkins siger ligefrem: „Hvis man skulle møde en der siger at han ikke tror på udviklingslæren, så er vedkommende enten uvidende, dum eller sindssyg.“ Og professor René Dubos siger: „De fleste oplyste mennesker accepterer nu som et faktum at alt i kosmos — fra himmellegemerne til menneskene — har udviklet sig og fortsætter med at udvikle sig via evolutionsprocessen.“

I lyset af disse udtalelser virker det som om enhver person med blot en smule intelligens accepterer udviklingslæren. Hvis man gør det, skulle det altså betyde at man var ’oplyst’ og ikke „dum“. Der findes imidlertid højtuddannede mænd og kvinder som ikke er tilhængere af evolutionsteorien. Francis Hitching skriver i sin bog The Neck of the Giraffe: „Jeg fandt at mange videnskabsmænd havde deres tvivl, og nogle af dem gik så vidt som til at hævde at den darwinistiske udviklingsteori havde vist sig ikke at være en ægte videnskabelig teori overhovedet.“

Chandra Wickramasinghe, en meget anset britisk forsker, indtager samme holdning. „Der er ingen beviser for nogen af de grundlæggende læresætninger i den darwinistiske evolutionsteori,“ siger han. „Det var en social magtfaktor der erobrede verden i 1860, og jeg mener at det har været en katastrofe for videnskaben lige siden.“

T. H. Janabi har undersøgt de argumenter evolutionisterne fremsætter. „Jeg fandt at situationen er noget anderledes end vi bliver forledt til at tro,“ siger han. „Bevismaterialet er for sparsomt og for ubetydeligt til at støtte en så kompleks teori som den om livets oprindelse.“

De der afviser evolutionsteorien bør altså ikke uden videre klassificeres som ’uvidende, dumme eller sindssyge’. I forbindelse med holdninger der udfordrer evolutionsteorien måtte selv den renlivede evolutionist George Gaylord Simpson indrømme: „Det ville bestemt være en fejltagelse blot at afvise, trække på smilebåndet ad, eller latterliggøre dem. Modstanderne var (og er) grundige og dygtige forskere.“

Et spørgsmål om tro

Nogle mener at udviklingslæren er baseret på kendsgerninger, mens skabelseslæren er baseret på tro. Det er sandt at intet menneske har set Gud. (Johannes 1:18; jævnfør Andet Korintherbrev 5:7.) Men udviklingslæren har ikke noget fortrin i denne henseende, da den er baseret på hændelser som intet menneske nogen sinde har bevidnet eller gentaget.

Videnskabsmænd har for eksempel aldrig set at mutationer — selv gunstige — har frembragt nye livsformer; alligevel er de sikre på at det er den måde nye arter er opstået på. De har ikke været vidner til spontan tilblivelse af liv; alligevel insisterer de på at livet begyndte spontant.

Denne mangel på beviser får T. H. Janabi til at kalde evolutionsteorien „en simpel ’tro’“. Fysikeren Fred Hoyle kalder den „evangeliet ifølge Darwin“. Dr. Evan Shute går endnu videre, idet han siger: „Jeg tror at skabelsestilhængerne har færre mysterier at bortforklare end den helhjertede evolutionist.“

Andre eksperter er enige med ham. Astronomen Robert Jastrow har sagt: „Når jeg betragter mennesket synes dette særprægede væsens opståen af kemikalier i et bassin med varmt vand at være et lige så stort mirakel som Bibelens beretning om dets opståen.“

Hvorfor er mange stadig afvisende over for idéen om en skabelse?

[Illustration på side 3]

Dogmatiske udtalelser kan virke kuende