Masada — Hvorfor skete det?
„ALT for længe siden have vi jo, brave Kammerater! besluttet, ikke at tjene hverken Romerne eller nogen anden, uden Gud alene; . . . Lad disse vore Hænder, medens de endnu ere frie og kunne føre et Sværd, gøre os en god Tjeneste. Lad os dø fri for Fjendernes Trældom, lad os som frie Mænd forlade Livet med vore Børn og Hustruer!“
Denne desperate opfordring blev efter sigende givet af Eleazar, søn af Jair (eller Ben Ya’ir), til forsvarerne af Masada. Den blev optegnet af historikeren Josefus fra det første århundrede i værket Jødernes Krig mod Romerne. Hvorfor opfordrede denne jødiske leder sine fæller til, i modstrid med Guds lov, at begå massemord og til sidst selvmord? (2 Mosebog 20:13) Og hvad der er endnu vigtigere: Hvordan kan kendskabet til denne begivenhed hjælpe os til at overleve i vore dages voldsprægede verden?
Masadas dolkmænd
Før udbruddet af den jødiske opstand i år 66 e.v.t. blev en romersk garnison stationeret ved Masada, en befæstet bjergtop i nærheden af Det Døde Hav. Skønt Masada lå i et afsidesliggende område, havde Herodes den Store her ladet opføre et smukt vinterpalads. Han havde bygget et vandsystem så man endog kunne tage varme bade. Det kritiske var dog at fæstningen under den romerske besættelse indeholdt et stort våbendepot. Eftersom stemningen mod de romerske besættelsestropper i Palæstina var meget ophedet, var våbnene i fare for at falde i hænderne på jødiske revolutionære. En af disse grupper blev kaldt sicarii, hvilket betyder „dolkmænd“, og de omtales i Bibelen som nogle der var indblandet i en opstand. — Apostelgerninger 21:38.
I år 66 indtog disse dolkmænd Masada. Med deres nyerhvervede våben drog de til Jerusalem for at støtte opstanden mod det romerske styre. De jødiske oprøreres massakre på romerske garnisoner ved Masada og i Jerusalem fik det romerske imperiums vrede til at blusse op mod alle jøder. Inden udløbet af år 66 var den tolvte romerske legion, anført af Cestius Gallus, marcheret ind i Judæa og havde lejret sig uden for Jerusalem. Romerne angreb byen fra alle sider og gik så langt som til at underminere den nordlige tempelmur. Men pludselig trak Cestius Gallus, uden nogen indlysende grund, sine tropper tilbage og forlod Judæa. „Dersom denne en kort Tid havde villet fortsætte Belejringen med Kraft, vilde han snart have kunnet faa Byen i sin Magt,“ skrev øjenvidnet Josefus.
Men romerne var ikke slået. Fire år senere marcherede den romerske hærfører Titus til Jerusalem med fire legioner.a Denne gang blev hele byen udslettet og Judæa kom atter ind under Roms jernåg. På én undtagelse nær — Masada.
Besluttede på at knuse denne sidste modstandsgruppe, omgav romerne fæstningen med en tyk stenmur samt otte muromkransede lejre. Til sidst byggede de en rampe af jord der førte op til toppen — en menneskeskabt skråning der var knap 200 meter lang og 55 meter høj! Herpå anbragte de et belejringstårn og en stormbuk der skulle bryde igennem Masadas mur. Det var kun et spørgsmål om tid før den romerske hær ville bryde igennem og indtage den sidste fæstning i Judæa!
I dag kan man tydeligt se omridset af de romerske lejre, belejringsmuren og den enorme rampe, hvilket alt sammen vidner om hvordan det jødiske oprør endte. I 1965 sluttede en omfattende arkæologisk udgravning af Masada. The New Encyclopædia Britannica (1987) kommenterer fundene på følgende måde: „Man fandt den romersk-jødiske historiker Josefus’ beskrivelse, der indtil da var den eneste detaljerede kilde til Masadas historie, særdeles nøjagtig.“
Hvordan reagerede dolkmændene på Eleazars selvmordstale nu da romerne var ved at gennembryde muren? Josefus beretter: „Alle gennemborede de deres Nærmeste . . . og udvalgte saa ved Lodtrækning ti til at dræbe alle de øvrige. Derpaa lagde de sig ned ved deres Hustruers og Børns Side, sloge Armene om dem og modtoge beredvilligt Dødsstødet af de ti, som viste dem denne sørgelige Venskabstjeneste.b Da disse uden at skælve havde dræbt dem alle, kastede de paa samme Maade Lod om deres egen Skæbne . . . men der var dog en gammel Kone, samt en kvindelig Slægtning af Eleazar, . . . som sammen med fem Børn vare krøbne ned i de underjordiske Vandledninger, uden at blive bemærkede af de andre. . . . Tallet paa de døde — Mænd, Kvinder og Børn — beløb sig til 960.“
Hvorfor fik den jødiske opstand en så tragisk afslutning? Havde det noget at gøre med Jesus fra Nazarets liv og død?
[Fodnoter]
a På Masada har arkæologer fundet i hundredvis af mønter med hebraiske inskriptioner der lovpriser opstanden, for eksempel: „For Zions frihed“ og „Jerusalem, den hellige“. Professor Yigael Yadin forklarer i sin bog Masada: „Sheklerne i vore fund repræsenterer alle opstandens år fra år 1 til år 5, det sidste år sheklen blev præget, svarende til året 70 e.K., da templet i Jerusalem blev ødelagt.“ Se mønten ovenfor.
b På et af de mest strategiske steder i nærheden af en af Masadas porte fandt man 11 potteskår, og på hvert eneste var der skrevet et kort hebraisk navn, nærmest et tilnavn. Adskillige lærde mener at der måske er tale om de lodder man havde brugt ved den lodtrækning Josefus henviser til. Et af potteskårene bar inskriptionen: „Ben Ja’ir“, der betyder „søn af Jairus“. „Yadins opdagelse af lodderne, deriblandt et lod med navnet Ben Jair, er en forbløffende bekræftelse af Josefus’ beretning,“ siger Louis Feldman i bogen Josephus and Modern Scholarship.
[Illustration på forsiden]
Masada — Et bevis på at Messias var kommet?
[Illustration på side 4]
En jødisk mønt fra år 67 e.v.t. som omtaler „år 2“ af krigen mod Rom
[Kildeangivelse]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.