Masada — Et bevis på at Messias var kommet?
BLODSUDGYDELSE i religionens navn har været en af historiens stadig tilbagevendende foreteelser. Slaget om Masada var ingen undtagelse, for dens forsvarere havde stærke religiøse motiver. Hvis man besøger udgravningerne på Masada, kan man se ruinerne af en synagoge hvor dolkmændene samledes om tilbedelsen og de rituelle bade i forbindelse med en religiøs renselse.
Man har også fundet fragmenter af Bibelen på Masada. Hvad finder man frem til når man sammenligner disse bibelfragmenter med det vi læser i Bibelen i dag? I sin bog Masada skriver professor Yigael Yadin om det første fund:
„En hastig undersøgelse på stedet viste os straks, at det var et brudstykke af Salmernes Bog, og vi kunne endda bestemme kapitlerne: Stykket gik fra salme 81 til salme 85. . . . Det var muligt at datere den uden ringeste tvivl. . . . Det kunne umuligt være fra senere end år 73 e.Kr., det år, Masada faldt. . . . Dette stykke fra Salmernes Bog — ligesom de andre bibelske skriftruller, som vi senere fandt — er næsten identisk med teksten i de bibelske bøger, vi bruger i dag.“
Dolkmændene troede tilsyneladende at den guddommelige Forfatter af De Hebraiske Skrifter ville velsigne deres opstand mod Rom. Som The Universal Jewish Encyclopedia forklarer: „Den fanatiske nidkærhed hvormed jøderne udkæmpede Den Store Krig mod Rom (66-73 e.v.t.) blev bestyrket af deres tro på at den messianske æra var nært forestående. Tabet af templet øgede blot spekulationerne om Messias’ komme.“
Messias’ komme
„Jødiske, messianske entusiaster byggede ofte deres udregninger på Daniels Bog,“ hedder det i The Encyclopedia of Religion. Den hebraiske profet Daniel forudsagde ganske rigtigt ’Messias’, Førerens’, komme. (Daniel 9:25) To andre steder omtaler Daniel at Messias ville blive hersker over verden og at hans rige ville udslette alle menneskeskabte regeringer. — Daniel 2:44; 7:13, 14.
De jødiske oprørsstiftere i det første århundrede mente at tiden var inde hvor disse profetier ville gå i opfyldelse. Josefus skriver at det der mere end noget andet æggede dem til krig var troen på at tiden var inde til at der ville fremstå en leder fra deres land som ville blive hersker over hele verden. Men Daniel forudsagde at den messianske fører først ville blive „ryddet bort“, og at Jerusalem og dets tempel efter hans død ville blive ødelagt af „folket som tilhører en fører der kommer“. — Daniel 9:25, 26.
Jødernes holdning til hedningernes styre
I det første århundrede bestod befolkningen i Judæa af nogle få rige og mange fattige. Nogle rige jøder, især blandt saddukæerne og farisæerne, satte pris på den myndighed som Rom lod dem udøve i landet, og de foragtede det jævne folk. De var derfor imod ethvert tilløb til revolution og arbejdede i stedet på at bevare et fredeligt forhold til Rom. — Lukas 16:14; 19:45, 46; Johannes 2:14; 7:47-49; 11:47, 48.
På den anden side led den almindelige judæer under den romerske skattebyrde og under deres egne landsmænds undertrykkelse. De var ikke tilfredse med at leve under den såkaldte Pax Romana (den romerske fred) men ønskede forandringer. Denne interessekonflikt resulterede i en frygtelig borgerkrig. „[De Herskende] vilde regere,“ skrev Josefus, „[Masserne] begaa Voldshandlinger og udplyndre de Besiddende.“
For eksempel udplyndrede og dræbte dolkmændene jøder og retfærdiggjorde disse terrorhandlinger med at de kun straffede de jøder som samarbejdede med Rom. En rabbiner fra det andet århundrede, Johanan ben Torta, gav følgende grund til at jøderne i det første århundrede kom ud for så meget ondt: „De var pengebegærlige og hadede hinanden.“
Det er ikke så underligt at de jøder der virkelig var gudfrygtige, længtes efter Messias’ komme, for de håbede at han ville styrte det romerske styre og oprette Guds retfærdige rige. Men skruppelløse mennesker benyttede sig af disse forventninger.
Falske messiasser
Omkring år 33 e.v.t. henvendte en jødisk leder ved navn Gamaliel følgende ord til de styrende i Jerusalem: „Efter ham [Teudas], i indskrivningens dage, fremstod Judas Galilæeren, og han fik folk med sig. Også den mand omkom, og alle de som adlød ham blev spredt for alle vinde.“ — Apostelgerninger 5:36, 37.
Den indskrivning der førte til Judas’ opstand fandt sted i år 6 e.v.t. i den hensigt at øge Roms skatteindtægter. Josefus beretter at Judas „dadlede [Jøderne], hvis de vedbleve at svare Romerne Skat“. Navnet Judas er afledt af Juda, hvilket antyder at han tilhørte den stamme hvorfra man ventede at Messias skulle fremstå. (1 Mosebog 49:10) „Hans lidenskabelige veltalenhed og hans læres popularitet drog et stort antal til hans faner, og mange af disse betragtede ham som Messias,“ hedder det i McClintock og Strong’s Cyclopædia.
Læg mærke til at Apostelgerninger 5:37 ikke siger noget om at tilhængerne af denne Judas omkom sammen med ham. Ifølge den jødiske lærde Gaalya Cornfeld „slog [hans bevægelse] dybe rødder og vakte de messianske forhåbninger til live“. To af dolkmændenes ledere, Manaem og Eleazar, var faktisk efterkommere af Judas Galilæeren. I begyndelsen af den jødiske opstand i år 66, bevæbnede Manaem sine mænd med våben som havde været opbevaret på Masada. „Han vendte derpaa som en Konge tilbage til Jerusalem og [blev] . . . Opstandens Fører.“ „Der er så at sige ingen tvivl om, at Manaem [søn af] Judas, blev betragtet som en Messias,“ tilføjer Encyclopaedia Judaica.
I det selv samme år blev Manaem imidlertid snigmyrdet af medlemmer af en rivaliserende jødisk oprørsbevægelse. Hans tilhængere flygtede tilbage til Masada, hvor Eleazar overtog kommandoen over dolkmændene indtil år 73. Eleazars selvmordstale afspejler hans forfader Judas’ fejlagtige lære: „Alt for længe siden have vi jo, brave Kammerater! besluttet, ikke at tjene hverken Romerne eller nogen anden, uden Gud alene.“
De kristnes neutralitet
Før den jødiske opstand i år 66 var der blevet oprettet kristne menigheder i Judæa, heriblandt naturligvis en menighed i Jerusalem. (Apostelgerninger 9:31) Disse menigheder bestod af jøder som var kommet til tro på at Jesus fra Nazaret var den Messias hvis død og opstandelse var forudsagt. (Apostelgerninger 2:22-36) De jødiske kristne udbredte nidkært deres tro, mens de fredeligt ventede på Messias’ andet komme som verdenshersker. Jesus havde ladet forstå at han ville vende tilbage efter „lang tid“. — Mattæus 25:19, 31; 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8-11.
Hvad beskyttede de kristne i Judæa mod at lade sig rive med af den jødiske opstand i år 66 og dens tilsyneladende succes? De huskede sandsynligvis deres Herres advarsel: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Jesus havde også lært dem at have et afbalanceret syn på ikkejødernes regeringsmyndighed. „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Markus 12:17) Jesus havde desuden forudsagt at der ville fremstå mænd som ville give sig ud for at være Messias og sige: „’Det er mig,’ og: ’Den fastsatte tid er kommet nær,’“ men han gav denne advarsel: „Gå ikke efter dem.“ — Lukas 21:8.
Jesus havde endog forudsagt udfaldet af den jødiske opstand med ordene: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den. . . . For der vil være stor nød over landet og vrede over dette folk; og de skal falde for sværdets æg og føres som fanger til alle nationerne.“ — Lukas 21:20-24.
Den frygtelige bølge af blodsudgydelse der fulgte i kølvandet på den jødiske opstand var en dramatisk opfyldelse af Jesu profeti! Men de kristne i Judæa undslap ved lydigt at „flygte til bjergene“. „Før Titus’ belejring af Jerusalem [i år 70], var byens kristne samfund flygtet til Pella,“ hedder det i Encyclopaedia Judaica. Pella lå interessant nok ved foden af en bjergkæde mod nord på den anden side af Jordanfloden, og var således helt adskilt fra Judæa af Jordandalen. „Det er vanskeligt at gøre rede for denne flugt hvis [Jesu] profeti skulle være skrevet efter at begivenhederne var indtruffet,“ skriver G. A. Williamson i sin indledning til Josephus — The Jewish War.
At de kristne i Judæa på denne måde undslap trængselen er et magtfuldt bevis på at de var disciple af den sande Messias. Dette rejser nogle vigtige spørgsmål. Hvad var hensigten med Messias’ første komme? Hvordan tjener den katastrofale jødiske opstand som en advarsel for os i dag, og især for den del af verden der kalder sig „kristen“? Disse spørgsmål vil blive yderligere behandlet i dette blad.