Bekendelse af synder — På Guds måde eller menneskers?

KATOLIKKERNES skriftemål har ændret karakter i århundredernes løb. I den katolske kirkes første tid blev der kun krævet skrifte og pålagt bod for alvorlige synder. Bogen Religion in the Medieval West siger: „Indtil slutningen af det sjette århundrede var bodssystemet meget hårdt: Bodens sakramente kunne man kun modtage én gang i livet; skriftemålet var offentligt og boden streng og langvarig.“

Hvori kunne bodsøvelsen bestå? I 1052 blev det pålagt et skriftebarn som bod at gå hele vejen fra Brügge i Belgien til Jerusalem på bare fødder! „I 1700-tallet kunne man stadig se katolikker knæle i iskoldt vand til halsen i hellige kilder og vandløb under afsigelse af bodsbønner,“ oplyser bogen Christianity in the West 1400-1700. Eftersom man dengang ikke kunne få absolution (tilgivelse) før bodsøvelsen var til ende, ventede mange med at skrifte til de lå på dødslejet.

Hvornår vandt skriftemålet i dets nutidige form udbredelse? Religion in the Medieval West skriver: „I slutningen af det sjette århundrede indførte keltiske munke i Frankrig en ny bodsform. . . . Det var det personlige skriftemål, hvor skriftebarnet bekendte sine synder for præsten i enrum. Dette var en tillempning af klostrenes skriftemål med åndelig rådgivning.“ Klostrenes skriftemål bestod i at munkene bekendte deres synder for hinanden og fik åndelig hjælp til at overvinde deres svagheder. I det personlige skriftemål, som var af nyere dato, skænkede kirken imidlertid præsten langt større „magt eller fuldmagt til at forlade synder“. — New Catholic Encyclopedia.

Skænkede Jesus virkelig sine disciple en sådan fuldmagt? Hvad har han sagt som har fået nogle til at drage den konklusion?

„Himmerigets nøgler“

Ved en lejlighed sagde Jesus Kristus til apostelen Peter: „Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.“a (Mattæus 16:19) Hvad mente Jesus med udtrykket „Himmerigets nøgler“? Det vil vi forstå når vi betragter en anden lejlighed hvor Jesus brugte udtrykket „nøgle“.

Jesus sagde engang til de religiøse ledere der var velbevandrede i Moseloven: „Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.“ (Lukas 11:52) Hvor ’hindrede de andre i at gå ind’? Jesus siger i Mattæus 23:13: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.“ Det jødiske præsteskab lukkede så at sige døren for mange ved at berøve dem muligheden for at komme i himmelen sammen med Jesus Kristus. Den „nøgle“ som disse religiøse ledere havde „taget“, havde intet at gøre med tilgivelse af synder men var derimod nøglen til visdommen fra Gud.

På samme måde stod de „Himmerigets nøgler“ som Peter fik overdraget, ikke for magten til at underrette himmelen om hvem der kunne få synder tilgivet og hvem der ikke kunne. Nej, de symboliserede den store forret Peter havde fået, nemlig at åbne vejen til himmelen ved at udbrede guddommelig kundskab under sin tjeneste. Han udbredte først denne kundskab til jøderne og de jødiske proselytter, derefter til samaritanerne og sluttelig til hedningerne. — Apostelgerninger 2:1-41; 8:14-17; 10:1-48.

„Hvad I binder på jorden“

Det Jesus sagde til Peter, gentog han senere over for de andre disciple. „Sandelig siger jeg eder,“ sagde Jesus, „hvad I binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen; og hvad I løser på jorden, det skal være løst i Himmelen.“ (Mattæus 18:18) Hvilken myndighed var det Kristus her overdrog disciplene? Sammenhængen viser at han talte om at løse problemer trosfæller imellem og om at holde menigheden ren for forhærdede, onde mennesker. — Mattæus 18:15-17.

Når der skete alvorlige overtrædelser af Guds lov, skulle ansvarlige mænd i menigheden bedømme om synderen burde ’bindes’ (betragtes som skyldig) eller ’løses’ (frikendes). Betød det at himmelen skulle rette sig efter menneskers afgørelser? Nej, for som bibelkommentatoren Robert Young anfører, ville alle de afgørelser disciplene traf, følge himmelens beslutning og ikke omvendt. Ifølge Robert Young lyder vers 18 ordret oversat: Hvad I binder på jorden „vil være det som er bundet (allerede)“ i himmelen.

Det er ikke rimeligt at tro at et ufuldkomment menneske kan træffe beslutninger som er bindende for de himmelske domstole. Det er langt mere fornuftigt at sige at Kristi udnævnte repræsentanter følger hans anvisninger med hensyn til at holde menigheden ren. Dette gør de ved at træffe beslutninger under Jesu ledelse på grundlag af principper der i forvejen er fastsat i himmelen. — Mattæus 18:20.

Kan noget menneske „repræsentere Kristus som faderlig dommer“ og træffe beslutninger der afgør en trosfælles evige fremtid? (New Catholic Encyclopedia) Præster der lytter til skriftemål, fortæller næsten altid den bodfærdige at han har fået tilgivelse, selv om „det [blandt katolske teologer] synes at være en stiltiende opfattelse at en person sjældent virkelig angrer sine synder“. (The New Encyclopædia Britannica) Man hører aldrig om en præst der nægter at absolvere eller tilgive en synder. Mon ikke det skyldes at den enkelte præst ikke ser sig i stand til at afgøre om en synder angrer eller ej? Og hvis han ikke er i stand til det, hvorfor hævder han så at kunne tilgive synder?

Forestil dig at en barmhjertig dommer ved en verdslig domstol rutinemæssigt frifandt alle kriminelle, selv vaneforbrydere, fordi de gennemgik et ritual hvori de tilstod deres lovovertrædelser og sagde at de fortrød deres handlinger. En sådan misforstået barmhjertighed ville undergrave respekten for loven, selv om det sikkert ville falde i overtrædernes smag. Kan det tænkes at den katolske kirkes skriftemål har en så forhærdende virkning på mennesker at de fortsætter med at synde? — Prædikeren 8:11.

„Skriftemålet ansporer ikke til at undgå fremtidige synder,“ siger Ramona. Hun taler af egen erfaring, for hun har som katolik skriftet siden hun var syv år. Hun tilføjer: „Skriftemålet bibringer én den tanke at Gud tilgiver alt uanset hvad ens ufuldkomne kød forleder én til at gøre. Man får ikke noget inderligt ønske om at gøre det rette.“b

Men hvad så med Jesu ord i Johannes 20:22, 23? Her siger Jesus: „Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.“ Giver Jesus ikke her sine disciple myndighed til at tilgive synder?

Isoleret set kunne det godt se sådan ud. Men når disse ord betragtes på baggrund af beretningen i Mattæus 18:15-18 og alt det andet Bibelen lærer om bekendelse af synder og tilgivelse, hvilken konklusion kommer man da til? At Jesus i Johannes 20:22, 23 giver sine disciple myndighed til at udstøde forhærdede, ikkeangrende overtrædere som har begået alvorlige synder. Samtidig giver Kristus sine disciple myndighed til at vise barmhjertighed og tilgive syndere der angrer. Jesus sagde ikke at hans disciple skulle skrifte alle deres synder for en præst.

De ansvarlige i menigheden fik myndighed til at tage sig af dem der begik alvorlige synder. Deres afgørelser skulle træffes under Guds hellige ånds ledelse og i harmoni med Guds anvisninger gennem Jesus Kristus og De Hellige Skrifter. (Jævnfør Apostelgerninger 5:1-5; Første Korintherbrev 5:1-5, 11-13.) De ansvarlige mænd ville derved følge himmelens anvisninger og ikke forvente at himmelen skulle rette sig efter deres afgørelser.

’Bekend jeres synder for hinanden’

Hvornår bør kristne da bekende deres synder for hinanden? I tilfælde af alvorlig synd (ikke enhver lille overtrædelse) bør den kristne gå til de ansvarlige tilsynsmænd i menigheden. Selv hvis synden ikke er af alvorlig karakter men synderen nages af dårlig samvittighed, er det godt at lette sit hjerte og søge åndelig hjælp.

Herom siger bibelskribenten Jakob: „Er nogen iblandt jer [åndeligt] syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre.“ — Jakob 5:14-16.

I disse ord ligger der ikke en opfordring til at foretage formelle, rituelle skriftemål. Meningen er snarere den at når en kristen er så tynget af synd at han ikke føler sig i stand til at bede, skal han tilkalde menighedens udnævnte ældste eller tilsynsmænd så de kan bede med ham. For at hjælpe ham til at blive åndeligt rask, vil de også bruge Guds ords olie. — Salme 141:5; jævnfør Lukas 5:31, 32; Åbenbaringen 3:18.

Det er interessant at Johannes Døber tilskyndede folk til at ’frembringe frugt som stemmer med sindsændringen’. (Mattæus 3:8, Ny Verden-oversættelsen; jævnfør Apostelgerninger 26:20.) En oprigtig, angrende overtræder forlader sin syndige kurs. Ligesom kong David i det gamle Israel, vil en angrende synder bekende for Gud og modtage tilgivelse. David skrev: „Min synd gav jeg omsider til kende for dig, og min misgerning dækkede jeg ikke over. Jeg sagde: ’Jeg bekender mine overtrædelser for Jehova.’ Og du tilgav min syndeskyld.“ — Salme 32:5, NV.

Man kan ikke opnå denne tilgivelse ved bodsøvelser. Kun Gud kan tilgive synd. Han overholder sine fuldkomne retfærdsnormer, men hans tilgivelse er et udtryk for hans kærlighed til menneskeheden og hans ufortjente godhed på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer. Angrende syndere får kun Guds tilgivelse hvis de holder op med at gøre det der er forkert i hans øjne. (Salme 51:7; Esajas 1:18; Johannes 3:16; Romerne 3:23-26) Og kun de der bliver tilgivet af Gud vil opnå evigt liv. For at blive tilgivet må vi bekende vore synder på Guds måde og ikke menneskers.

[Fodnoter]

[Illustration på side 7]

David bekendte sin synd for Jehova og blev tilgivet