Belønningen for vedholdenhed
HUN var en græsk kvinde der boede i Fønikien i år 32. Hun søgte desperat at finde helbredelse for sin datter, der var alvorligt syg. Hun havde hørt at en fremmed ville besøge egnen — en der efter sigende havde magt til at helbrede syge — og hun var besluttet på at opsøge ham og bønfalde ham om hjælp.
Da hun fandt ham, faldt hun på knæ og tryglede: „Hav barmhjertighed med mig, Herre, Davids søn. Min datter er slemt dæmonbesat.“ På den måde bad den græske kvinde indtrængende Jesus om at helbrede hendes datter.
Kan du forestille dig hvilken grad af mod og ydmyghed hun har måttet opbyde for at gøre dette? Jesus var en kendt og anset person med en vis magt, og han havde tidligere sagt at han ikke ønskede at nogen vidste hvor han opholdt sig. Han havde taget sine disciple med til Fønikien for at få et tiltrængt hvil, ikke for at forkynde blandt ikketroende. Desuden var Jesus jøde, hvad hun ikke var, og hun har uden tvivl vidst at jøderne afskyede samvær med de foragtede folk fra nationerne. Ikke desto mindre var hun fast besluttet på at finde helbredelse for sit barn.
Disciplene forsøgte at overtale kvinden til at vente med at søge hjælp. I begyndelsen forholdt Jesus sig tavs. Men på grund af hendes gentagne og vedvarende råb sagde disciplene irriteret til Jesus: „Send hende bort; hun bliver jo ved med at råbe efter os.“
Men hun gav ikke op. I stedet kastede hun sig ned for Jesu fødder og sagde: „Herre, hjælp mig!“
Jesus påpegede at hans forpligtelse først og fremmest gjaldt Israels sønner. Samtidig prøvede han hendes tro og beslutsomhed ved venligt at sige til hende: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes [Israels] brød og kaste det til de små hunde [hedningerne].“
I stedet for at blive fornærmet over at Jesus havde sat hende i bås med hundene, var hun vedholdende og sagde ydmygt: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“
Jesus belønnede denne græske kvindes vedholdenhed ved at rose hende for hendes tro og imødekomme hendes tryglen. Forestil dig den glæde hun må have følt da hun kom hjem og fandt at hendes datter var blevet helbredt. — Mattæus 15:21-28; Markus 7:24-30.
Ligesom denne græske kvinde i det første århundrede må vi vedholdende bestræbe os for at behage Jehova og vinde hans gunst. Som det var tilfældet med denne kvinde, forsikrer Bibelen os om at vores vedholdenhed i forbindelse med „at gøre det der er rigtigt“, også vil blive belønnet. — Galaterne 6:9.
Hvad vil det sige at være vedholdende? Hvorfor har vi brug for denne egenskab? Hvilke faktorer kan føre til at vi mister den og giver op? Hvilke belønninger kan vi forvente at modtage hvis vi nu er vedholdende i tjenesten for vor Skaber og Fader, Jehova?
En ordbog siger om det tilsvarende engelske udtryk (persistence), at det „indebærer at man ikke lader sig slå ud af nederlag, tvivl eller vanskeligheder, men urokkeligt og vedblivende stræber efter at nå et mål eller gennemføre et forehavende“.
Bibelen tilskynder gentagne gange Jehovas tjenere til at blive ved med at gøre hans vilje. For eksempel får vi disse opfordringer: „Bliv da ved med først at søge riget“, „hold fast ved det gode“, „vær vedholdende i bønnen“ og ’giv ikke tabt med hensyn til at gøre det der er rigtigt’. — Mattæus 6:33; 1 Thessaloniker 5:21; Romerne 12:12; Galaterne 6:9.
Det er af livsvigtig betydning at vi i det daglige er vedholdende og at vi fortsat opdyrker vedholdenhed. Uden denne egenskab kan vi ikke opnå noget af sand og varig værdi. Tænk for eksempel på et spædbarn der prøver at stå oprejst og tage sine første usikre skridt. Det er usædvanligt at se et barn som på én dag lærer både at stå og at gå. Som spædbørn har vi sikkert alle gjort mange forsøg og er faldet gang på gang inden vi til sidst lærte at gå. Hvad ville der være sket hvis vi efter vort første fald havde besluttet at opgive forsøget? Så ville vi måske stadig kravle rundt på hænder og knæ. Det er nødvendigt at være vedholdende hvis vi skal nå meningsfyldte mål, forbedre vore evner og styrke vor selvrespekt. Et mundheld siger: „Vindere giver aldrig op; og de der giver op, vinder aldrig.“
De der har været pionerer gennem mange år véd at en vellykket tjeneste ikke beror på særlige evner eller anlæg. Det kræver derimod udholdenhed, en fast beslutning om at gøre Jehovas vilje, og tapperhed når man står over for uventede problemer eller måske bliver deprimeret. Man må hele tiden holde sig målet for øje, nemlig at få del i Guds velsignelser til evig tid.
Ja, alle der søger at opnå Jehovas gunst og som ønsker at vinde sejrsprisen, evigt liv, må være vedholdende og udholdende. Uden disse egenskaber kan vi risikere at miste Jehovas gunst og vort greb om belønningen, „det virkelige liv“. — Salme 18:20; Mattæus 24:13; 1 Timoteus 6:18, 19.
En kristen har ofte vanskeligere ved at være vedholdende i de åndelige gøremål end i andre sammenhænge. En mand yder måske en ihærdig indsats på sit verdslige arbejde for at tjene til familiens fysiske behov, men han er måske ’for træt’ til at lede et regelmæssigt bibelstudium med sin kone og sine børn. Hvilke faktorer gør det så vanskeligt for en kristen at være vedholdende?
Én faktor er modløshed der kommer af de fejl vi begår på grund af vore svagheder. Hvis vi konstant tænker på vore fejl, bliver vi måske fortvivlede og giver op fordi vi føler at Jehova aldrig vil kunne tilgive os alle vore synder.
En anden faktor er verdens ånd, der er fyldt med umoralitet, korruption og had. (1 Johannes 2:15, 16) En af de „gode vaner“ som verdens indflydelse kan ødelægge, er netop kristen vedholdenhed. — 1 Korinther 15:33.
Vor vedholdenhed i forkyndelsesarbejdet kan blive svækket af modstand eller af ligegyldighed over for vor hellige tjeneste. I frustration drager vi måske den slutning, at folk i distriktet ganske enkelt ikke ønsker sandheden. Vi tænker måske: „Hvad skal det så gøre godt for?“ — og vi opgiver den særlige forret det er at være et vidne for Gud.
Vi kan også blive påvirket af verdens ånd, der agiterer for at vi skal være gode ved os selv. Hvorfor skal vi anstrenge os og ofre så meget, mens alle andre slapper af og ser ud til at have det sjovt? — Jævnfør Mattæus 16:23, 24.
For at vi som kristne kan blive ved med at gøre Jehovas vilje, må vi iføre os den kristne personlighed og ikke vandre i kødet, men i ånden. (Romerne 8:4-8; Kolossenserne 3:10, 12, 14) Hvis vi anlægger Jehovas syn på sagen, vil vi fortsat kunne udføre vore vigtige åndelige gøremål. — 1 Korinther 16:13.
Nogle der var vedholdende
Jehova har givet os mange gode eksempler i form af tjenere som forblev loyale og trofaste over for ham gennem mange svære prøvelser. Ved at betragte dem kan vi se hvordan vi kan udvikle og udvise kristen vedholdenhed og hvorfor det vil gavne os.
Det største eksempel er Jesus, som blev udsat for mange lidelser fordi han ønskede at herliggøre Jehovas navn. Bibelen opfordrer os til nøje at undersøge hans vedholdende hengivenhed: „Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os, aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone. Ja, betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere som går imod sig selv, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ — Hebræerne 12:1-3.
Det løb der gælder livet er ikke et kort sprint, men et langdistanceløb. Derfor må vi efterligne Kristi vedholdenhed. Størstedelen af tiden kan vi sikkert ikke se løbets mållinje. Men mållinjen må stå klart for vort indre blik, så vi kan se den med vor forstands øjne under hele den krævende rute. Jesus havde denne evne til at se med forstandens øjne, idet han tænkte på „den glæde der lå foran ham“.
Hvad omfatter denne glæde for kristne i dag? Den omfatter blandt andet belønningen i form af udødeligt liv i himmelen for nogle få, og evigt liv på jorden for mange. Den er også en følelse af tilfredshed, en tilfredshed der udspringer af bevidstheden om at man glæder Jehovas hjerte og er med til at hellige Guds navn. — Ordsprogene 27:11; Johannes 17:4.
Hvis man ejer denne glæde vil man også have et nært forhold til Jehova. (Salme 40:8; Johannes 4:34) Et sådant forhold er forfriskende og livsopretholdende, for det giver den troende styrke til med udholdenhed at deltage i løbet og ikke give op. Derudover velsigner Jehova dette forhold ved at udgyde sin hellige ånd over sine tjenere, hvilket også resulterer i større glæde. — Romerne 12:11; Galaterne 5:22.
Job er endnu et efterlignelsesværdigt eksempel når det gælder tro og vedholdenhed. Han var ufuldkommen, og hans viden om årsagen til hans lidelser var begrænset. Nu og da begyndte han derfor at retfærdiggøre sig selv, eller han blev fortvivlet. Men han var hele tiden fast besluttet på at bevare sin uangribelighed over for Jehova og aldrig svigte ham. (Job 1:20-22; 2:9, 10; 27:2-6) Jehova belønnede Job for hans vedholdende hengivenhed ved at give ham åndelige og materielle velsignelser og håbet om evigt liv. (Job 42:10-17; Jakob 5:10, 11) Ligesom Job bliver også vi måske udsat for mange problemer og afsavn, men vi kan have fuld tillid til at Jehova vil velsigne os hvis vi trofast holder ud. — Hebræerne 6:10-12.
I nutiden lægger Jehovas Vidner som folk betragtet kristen vedholdenhed for dagen når de gør Jehovas vilje. På verdensplan har deres vedholdende hus-til-hus-forkyndelse og andre offentlige forkyndelsesmetoder således rettet folks opmærksomhed mod dem og deres budskab. Medierne har utallige gange omtalt deres nidkærhed og beslutsomhed i forkyndelsen af den gode nyhed trods modstand og prøvelser. Én vittighedstegning har denne pointe: „Ingen undgår Jehovas vidner.“ — Mattæus 5:16.
Jehova har velsignet forkyndernes vedholdende anstrengelser med gode resultater i deres tjeneste. Her følger en oplevelse om nogle opfindsomme forkyndere i Italien tilbage i 1960’erne, da der var omkring 10.000 Jehovas vidner til at forkynde for en befolkning på over 53.000.000. I en by med 6000 indbyggere var der ingen Jehovas vidner. Når brødrene besøgte byen var folk fjendtligt indstillet over for deres forkyndelse.
Hver gang brødrene forkyndte i byen, kaldte mange af kvinderne og mændene byens drenge sammen og fik dem til at følge efter forkynderne og pifte ad dem og støje. Efter ganske kort tid var brødrene nødt til at forlade stedet og tage til en anden by. Men brødrene ønskede at byens indbyggere i hvert fald skulle få budskabet af høre én gang, og derfor besluttede de kun at forkynde på meget regnfulde dage, i håb om at de så ikke ville blive generet af drengene. Og ganske rigtigt: Folk i byen havde ikke lyst til at blive våde bare for at skulle genere Jehovas vidner. På den måde blev der aflagt et grundigt vidnesbyrd. De interesserede blev fundet og nye bibelstudier blev påbegyndt. Det resulterede i at der blev oprettet en blomstrende menighed i denne lille by og at man kunne forkynde selv når solen skinnede. Jehova velsigner stadig forkyndernes vedholdenhed, ikke blot i dette område, men i hele Italien, hvor der nu er over 200.000 Jehovas vidner.
Lønnen er stor når man vedholdende gør det rette. Ved hjælp af Guds ånd har Jehovas vidner udført en enestående bedrift i menneskehedens historie: De har forkyndt den gode nyhed om Riget for millioner af mennesker, enten fra hus til hus eller på anden måde. (Zakarias 4:6) De har til deres glæde set opfyldelsen af Bibelens profeti i den forbløffende vækst og sprudlende aktivitet der præger Jehovas jordiske organisation. (Esajas 54:2; 60:22) De har en god samvittighed over for Gud, og de glæder sig i håbet om evigt liv. Men frem for alt værdsætter de deres nære forhold til Skaberen, Jehova Gud. — Salme 11:7.
[Illustration på side 25]
Jesus belønnede den græske kvindes ydmyge vedholdenhed
[Illustration på side 26]
Livet i Paradiset er en del af ’den glæde der ligger foran’ kristne i dag