Privilegier i den hellige tjeneste bør værdsættes højt
OPGAVER i forbindelse med den hellige tjeneste bør værdsættes højt. Når Judas præster i fortiden havde en ligegyldig holdning til de tjenesteprivilegier Jehova havde betroet dem i forbindelse med sit tempel, retledte han dem strengt. (Malakias 1:6-14) Og når nogle i det gamle Israel tilskyndede nasiræerne til at tage let på det ansvar de havde påtaget sig i forbindelse med deres hellige tjeneste, irettesatte Jehova sådanne syndige israelitter. (Amos 2:11-16) Sande kristne udfører også hellig tjeneste, og de tager den alvorligt. (Romerne 12:1) Denne hellige tjeneste har mange facetter, som alle er vigtige.
Mens Jesus opholdt sig på jorden sammen med sine disciple, oplærte han dem til at blive forkyndere af Guds rige. Med tiden ville deres budskab nå ud til jordens fjerneste egne. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8) Denne forkyndelse er endnu mere presserende nu da vi lever i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning.
Alle Jehovas vidner deltager i dette arbejde. Hundredtusinder finder glæde ved at kunne være med i dette arbejde som heltidsforkyndere i pionertjenesten. For at dække behovet i forbindelse med dette verdensomspændende arbejde har tusinder desuden stillet sig til rådighed for særlig heltidstjeneste på Betel, som rejsende tilsynsmænd eller som missionærer. Hvad kan det indebære for dem der ønsker at fortsætte i en sådan særlig tjeneste?
Når der opstår presserende behov i familien
Normalt er det nødvendigt at foretage visse forandringer i sin tilværelse før man tager en af de særlige former for heltidstjeneste op. Ikke alle har mulighed for det. Måske er det umuligt på grund af de bibelske forpligtelser man har. Men hvad kan der gøres når nogle der allerede virker i særlig heltidstjeneste, bliver konfronteret med et presserende behov i deres familie, måske i forbindelse med deres aldrende forældre? De bibelske principper og råd der omtales i det følgende, giver de retningslinjer der er behov for i denne forbindelse.
Hele vort liv bør være bygget op omkring vort forhold til Jehova. (Prædikeren 12:13; Markus 12:28-30) Hvis vi har fået betroet noget helligt, bør vi værdsætte det. (Lukas 1:74, 75; Hebræerne 12:16) Jesus sagde ved en lejlighed til en der havde behov for at prioritere anderledes end han gjorde, at han burde engagere sig helt og fuldt i forkyndelsen af Guds rige. Det var øjensynlig mandens hensigt at udskyde dette arbejde til hans far var død. (Lukas 9:59, 60) På den anden side understregede Jesus også hvor forkert det var at nogle som hævdede at have viet alt til Gud, ikke ’gjorde en eneste ting for deres fader eller deres moder’. (Markus 7:9-13) Også apostelen Paulus pegede på den vigtige forpligtelse man har til at sørge for ’dem som er medlemmer af ens husstand’, inklusive forældre og bedsteforældre. — 1 Timoteus 5:3-8.
Betyder det at de der har påtaget sig en særlig heltidstjeneste, bør forlade deres tjenesteopgave for at tage sig af deres familie når der opstår et presserende behov? Svaret afhænger af mange faktorer, og afgørelsen er helt personlig. (Galaterne 6:5) Mange har følt at de, skønt de værdsatte deres tjenesteopgave, gjorde klogt i at være hos deres forældre så de kunne yde dem den nødvendige hjælp. Hvorfor? Situationen kan have været kritisk. Måske har ingen andre i familien haft mulighed for at hjælpe. Muligvis har den lokale menighed ikke været i stand til at gøre det fornødne. Nogle har formået at være pionerer samtidig med at de har ydet en sådan hjælp. Andre har, efter at have sørget for familien, haft mulighed for at genoptage deres særlige heltidstjeneste. I mange tilfælde er problemet dog blevet løst på anden måde.
Hvordan nogle har opfyldt deres forpligtelser
Når der er opstået presserende behov i familien, har nogle som virker i særlig heltidstjeneste, kunnet tilgodese disse behov uden at opgive deres tjenesteforrettigheder. Her følger nogle få eksempler på hvordan dette har været muligt.
Et ægtepar som nu tjener på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, begyndte deres beteltjeneste i 1978 efter at have virket i kreds- og områdetjenesten. Broderens opgave er forbundet med et stort ansvar inden for den teokratiske organisation. Hans forældre har imidlertid også haft behov for hjælp. Dette par fra Betel har foretaget tre til fire rejser hvert år — omkring 3500 kilometer hver gang — for at besøge broderens forældre og tage sig af dem. For at dække forældrenes behov har de egenhændigt bygget dem et hus. Nogle gange har de måttet rejse i forbindelse med et behov for akut lægebehandling. I næsten 20 år har de brugt stort set al deres ferie på at røgte dette ansvar. De elsker og ærer forældrene, men de sætter også stor pris på deres privilegier i den hellige tjeneste.
En anden broder havde været i rejsetjenesten i 36 år da han blev stillet over for hvad han selv beskriver som en af de største udfordringer i sit liv. Hans 85-årige svigermor, en trofast tjener for Jehova, havde behov for at bo sammen med nogen der kunne hjælpe hende. De fleste af hendes børn følte på det tidspunkt at det ville være meget ubelejligt at have hende boende. Et af familiens medlemmer sagde til den rejsende tilsynsmand at han og hans kone burde ophøre i rejsetjenesten og tage sig af konens mor på familiens vegne. Dette ægtepar opgav ikke deres dyrebare tjeneste, men de negligerede heller ikke moderens behov. I de følgende ni år var hun hos dem det meste af tiden. Først boede de i et „mobile home“, derefter i forskellige lejligheder som kredsene stillede til rådighed. I lange perioder rejste broderen, som på det tidspunkt var områdetilsynsmand, alene rundt for at varetage sine tjenesteopgaver, mens hans kone blev hos sin mor og passede hende døgnet rundt. Hver uge efter søndagsmødet rejste denne områdetilsynsmand den lange vej tilbage for at hjælpe dem. Mange som kendte til situationen, gav udtryk for stor påskønnelse af dette ægtepars indsats. Med tiden følte andre af familiens medlemmer sig også tilskyndet til at yde hjælp. Tusinder af Jehovas vidner nyder fortsat gavn af dette selvopofrende ægtepars tjeneste fordi de ikke opgav det privilegium det er at virke i en særlig heltidstjeneste.
Samarbejde med familien
Hvis flere i familien erkender værdien af den særlige heltidstjeneste, kan de måske ved at samarbejde gøre det muligt for i hvert fald nogle af dem at forblive i denne tjeneste.
En sådan samarbejdsvilje i familien har været en hjælp for et canadisk ægtepar der tjener som missionærer i Vestafrika. De ventede ikke til der opstod en nødsituation. Før ægteparret som et led i deres forberedelse til missionærtjenesten tog af sted til Vagttårnets Bibelskole Gilead, drøftede manden med sin yngre broder hvordan deres mor skulle passes hvis hun blev syg eller mistede førligheden. Den yngre broder sagde, idet han både gav udtryk for sin kærlighed til moderen og sin værdsættelse af missionærarbejdet: „Jeg har selv familie og børn nu. Jeg kan ikke rejse langt væk og udrette det du kan. Hvis der sker mor noget, skal jeg nok tage mig af hende.“
Et ægtepar der tjener som missionærer i Sydamerika, mødte stor samarbejdsvilje hos konens familie i forbindelse med pasningen af hendes aldrende mor. En af hendes søstre og dennes mand passede moderen indtil denne søster blev ramt af en dødelig sygdom. For at mindske missionærparrets bekymring skrev svogeren: „Så længe jeg og børnene er i live, vil det ikke blive nødvendigt for jer at forlade missionærtjenesten.“ Som en yderligere hjælp flyttede en anden søster og hendes mand hen i nærheden af moderen, og de passede hende til hendes død. Et fint eksempel på en samarbejdsvillig indstilling. Alle hjalp til for at støtte missionærtjenesten.
Forældre som giver til Jehova
Forældre viser ofte en enestående værdsættelse af hellig tjeneste. Noget af det mest værdifulde hvormed forældre kan ære Jehova, er deres børn. (Ordsprogene 3:9) Mange kristne forældre tilskynder deres børn til at tage heltidstjenesten op. Nogle af dem føler det ligesom Hanna, der gav sin søn Samuel til Jehovas tjeneste „for stedse“, det vil sige „alle de dage han [var] til“. — 1 Samuel 1:22, 28.
En mor skrev til sin datter i Afrika: „Vi takker Jehova for det vidunderlige privilegium du har fået. Vi kunne ikke have håbet på noget bedre for dig.“ Ved en anden lejlighed sagde hun: „Sandt nok er det et offer for os at være adskilt fra dig, men vi glæder os meget over at se hvordan Jehova tager sig af dig!“
En missionær i Ecuador skrev, efter at have berettet om de forskellige situationer som var opstået i forbindelse med at han skulle tilvejebringe den nødvendige hjælp til sine aldrende forældre: „Den største hjælp min kone og jeg har fået, har nok været min fars bønner. Efter hans død fortalte min mor: ’Der gik ikke en dag hvor din far ikke bad til Jehova om at I begge måtte få lov til at fortsætte i jeres distrikt.’“
Et ældre ægtepar i Californien var glade for at en af deres sønner var i heltidstjenesten. Hustruen døde mens denne søn og hans kone befandt sig i Spanien. Andre af familiens medlemmer mente at der nu var behov for at nogen tog sig af faderen. Men da de var travlt optaget af at passe deres verdslige arbejde og opdrage deres børn, følte de ikke at de var i stand til at påtage sig dette ansvar. I stedet opfordrede de indtrængende det par der virkede i den særlige heltidstjeneste, til at vende hjem for at tage sig af faderen. Faderen havde imidlertid, trods sine 79 år, stadig et godt helbred og et klart åndeligt udsyn. Efter at forskellige ved et familieråd havde givet udtryk for deres mening, rejste faderen sig op og sagde meget bestemt: „Jeg synes de skal tage tilbage til Spanien og fortsætte deres arbejde.“ Parret fulgte hans opfordring, men hjalp ham også med forskellige praktiske ting. På nuværende tidspunkt virker de i kredstjenesten i Spanien. Efter afholdelsen af førnævnte familieråd har andre af familiens medlemmer vist værdsættelse af den indsats dette par yder i et fremmed distrikt. Efter nogle år åbnede en af de andre sønner sit hjem for faderen og passede ham til hans død.
En salvet broder i Pennsylvania i USA som havde været i pionertjenesten i 40 år, var over 90 år gammel da hans kone blev alvorligt syg og døde. Ud over en søn og tre døtre havde han adskillige åndelige børn. En af hans døtre havde været i heltidstjenesten i mere end 40 år. Sammen med sin mand havde hun virket i missionærtjenesten, i rejsetjenesten og på Betel. Søsteren hjalp med at arrangere det sådan at faderen blev passet på behørig vis. De lokale brødre sørgede for hans transport til og fra møderne i rigssalen. Senere, efter at hendes mand var død, spurgte hun sin far om han ønskede at hun skulle forlade Betel for at tage sig af ham. Hendes far satte stor pris på det der er helligt, og han mente det var muligt at dække hans behov på anden måde. Han svarede derfor: „Det ville være det værste du kunne gøre, og det ville være endnu værre hvis jeg lod dig gøre det.“
Støtte fra menigheden
Nogle menigheder har ydet meget stor hjælp til dem der virker i en særlig form for heltidstjeneste, ved at tage sig af deres aldrende forældre. De viser især deres påskønnelse over for dem der har ydet en sådan tjeneste igennem mange år. Menighederne kan ikke fritage disse heltidstjenere for deres bibelske forpligtelser, men de kan gøre meget for at lette byrden så det ikke bliver nødvendigt for dem at opgive deres særlige tjeneste.
Et tysk ægtepar havde virket i deres fremmede distrikt i 17 år, meget af tiden i rejsetjenesten, da broderens aldrende mor fik et voksende behov for hjælp. Hvert år brugte de deres ferie til at hjælpe hende. Jehovas vidner som boede i nærheden, ydede også kærlig hjælp. Da parret i en vanskelig periode opholdt sig hos moderen, mødtes de ældste fra den lokale menighed med dem. De ældste vidste udmærket hvor meget parret gjorde for moderen. Men de satte også stor pris på den indsats parret ydede i deres særlige heltidstjeneste. De ældste havde derfor tilrettelagt et hjælpeprogram som de mente kunne dække moderens behov, og sagde derefter: „I er ikke i stand til at yde mere hjælp end I allerede gør. Vi vil gerne hjælpe jer så I kan fortsætte jeres tjeneste i Spanien.“ Og det har disse ældste gjort gennem de sidste syv år.
En broder som har tjent i Senegal siden 1967, har på lignende måde modtaget megen kærlig støtte fra den menighed hans far var tilsluttet. Da der opstod en kritisk situation, rejste denne broder med sin kærlige hustrus accept alene til USA for at hjælpe sine forældre. Han fandt det nødvendigt at blive hos dem i flere måneder. Det var en vanskelig situation, men da han havde gjort alt hvad han kunne, trådte menigheden til og hjalp ham så han kunne fortsætte i missionærtjenesten. I en periode på 18 år ydede menighedens medlemmer kærlig hjælp på utallige måder, først til faderen (selv om han ikke længere kunne genkende mange af dem) og derefter til moderen. Fritog det sønnen for ansvar? Nej, han rejste ofte fra Senegal og brugte sin ferie til at yde sine forældre al den hjælp han kunne. Men mange i menigheden glædede sig over at vide at de havde en andel i at et flittigt ægtepar kunne fortsætte deres særlige heltidstjeneste i Senegal.
Jesus sagde at de der havde forladt alt for den gode nyheds skyld, ville få hundrede gange flere brødre, søstre, mødre og børn. (Markus 10:29, 30) Og sådan forholder det sig blandt Jehovas tjenere. Et ægtepar som på nuværende tidspunkt tjener i Benin i Vestafrika, oplevede dette på en ganske særlig måde da to Jehovas vidner fra deres forældres menighed sagde til dem at de ikke skulle bekymre sig om deres forældre. „Jeres forældre er også vores forældre,“ tilføjede de.
Vi kan vise vores værdsættelse af privilegier i den hellige tjeneste på mange måder. Er der områder hvor du kunne gøre det i endnu højere grad?
[Illustration på side 26]
De har stillet sig til rådighed for særlig heltidstjeneste