Jeg lærte at stole på Jehova

FORTALT AF JÁN KORPA-ONDO

Året var 1942, og jeg blev bevogtet af ungarske soldater i nærheden af Kursk i Rusland. Vi var blevet fængslet af aksemagterne, der kæmpede mod Rusland under den anden verdenskrig. Min grav var gravet, og jeg fik ti minutter til at beslutte om jeg ville skrive under på at jeg ikke længere var et af Jehovas vidner. Inden jeg fortæller hvad der skete derefter, må jeg hellere give jer forhistorien.

JEG blev født i 1904 i landsbyen Zahor, der ligger i det der nu er det østlige Slovakiet. Da den første verdenskrig sluttede, blev Zahor en del af den nyligt oprettede republik Tjekkoslovakiet. Vores landsby bestod af omkring 200 huse og to kirker, en græsk-katolsk og en calvinistisk.

Jeg kom i den calvinistiske kirke, men levede livet uden nogen moralske begrænsninger. I nærheden af min bopæl boede der en mand som var helt anderledes. En dag talte vi sammen, og han lånte mig en bibel. Det var første gang jeg holdt denne bog i hånden. Omkring samme tidspunkt, i 1926, blev jeg gift med Barbora, og inden længe fik vi to børn, Barbora og Ján.

Jeg begyndte at læse i Bibelen, men der var mange ting jeg ikke forstod. Jeg henvendte mig derfor til min præst og spurgte om han kunne hjælpe mig. „Bibelen er kun for uddannede folk,“ sagde han, „lad endelig være med at prøve at forstå den.“ Derefter spurgte han om ikke vi skulle tage et slag kort.

Efter denne episode tog jeg hen til den mand som havde lånt mig Bibelen. Han var bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Han var glad for at hjælpe mig, og efter nogen tid fik jeg øjnene op for at det var sandheden. Jeg holdt op med at drikke for meget og begyndte at føre et moralsk retskaffent liv; jeg begyndte endda at fortælle andre om Jehova. Sandheden fra Bibelen havde slået rod i Zahor i begyndelsen af 1920’erne, og kort efter blev der oprettet en gruppe af aktive bibelstudenter.

Vi blev imidlertid udsat for stærk religiøs modstand. Den lokale præst fik vendt det meste af min familie imod mig, idet han hævdede at jeg var blevet skør. Men nu følte jeg virkelig at der var en mening med livet, og jeg besluttede mig for at tjene den sande Gud, Jehova. I 1930 symboliserede jeg derfor min indvielse til Jehova og blev døbt.

Svære prøvelser

I 1938 blev vort område underlagt Ungarn, som stillede sig på Tysklands side under den anden verdenskrig. På det tidspunkt var der omkring 50 Jehovas vidner i vores landsby med mindre end tusind indbyggere. Vi fortsatte med at forkynde selv om det var med fare for at miste både liv og frihed.

I 1940 blev jeg indkaldt til den ungarske hær. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde læst bibelprofetierne om folk der skulle smede deres våben om til redskaber til fredelig brug, og jeg vidste at Gud til sin tid ville standse al krig på jorden. (Salme 46:9; Esajas 2:4) Jeg var derfor kommet til at hade krig, og jeg besluttede at jeg ikke ville gå ind i hæren, uanset konsekvenserne.

Jeg blev idømt 14 måneders fængsel og afsonede min dom i Pécs i Ungarn. Fem andre forkyndere sad i det samme fængsel, og vi var glade for at kunne være sammen. I en periode sad jeg imidlertid i isolationscelle med lænker om fødderne. Når vi nægtede at udføre arbejde der støttede krigen, blev vi slået. Vi blev også tvunget til at stå ret hele dagen, bortset fra to timer ved middagstid. Det stod på i flere måneder. Men vi var glade, for vi havde en ren samvittighed over for Gud.

Under pres for at gå på kompromis

En dag kom en gruppe på 15 katolske præster for at forsøge at overbevise os om at det var vigtigt at vi støttede krigen ved at gå ind i hæren. I samtalens løb sagde vi: „Hvis I kan bevise ud fra Bibelen at sjælen er udødelig, og at vi vil komme i himmelen hvis vi dør i krigen, vil vi melde os til hæren.“ Det kunne de selvfølgelig ikke, og de havde ikke lyst til at tale med os mere.

I 1941 havde jeg afsonet min fængselsstraf, og jeg så frem til at blive genforenet med min familie. I stedet for blev jeg ført i lænker til en militærbase i Sárospatak i Ungarn. Da jeg ankom, fik jeg mulighed for straks at blive løsladt. „Det eneste du skal gøre, er at underskrive dette løfte om at du vil betale 200 pengö når du kommer hjem,“ sagde de.

„Hvordan er det muligt?“ spurgte jeg. „Hvad skal pengene bruges til?“

„For pengene modtager du en attest på at du er blevet kasseret ved hærens lægeundersøgelse.“

Jeg stod nu over for en vanskelig beslutning. I over et år var jeg blevet udsat for en umenneskelig behandling; jeg var udmattet. Nu kunne jeg blive fri ved at betale nogle penge. „Jeg vil tænke over det,“ mumlede jeg.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde kone og børn at tænke på. Omkring dette tidspunkt modtog jeg et brev med nogle opmuntrende ord fra en medkristen. Han citerede Hebræerbrevet 10:38, hvor apostelen Paulus citerer Jehovas ord: „’Men min retfærdige skal leve som følge af tro’, og ’hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham’.“ Kort efter var der ved barakkerne to ungarske officerer som henvendte sig til mig, og den ene sagde: „Du aner ikke hvor meget vi respekterer dig fordi du så konsekvent holder fast ved Bibelens principper. Giv ikke op!“

Næste dag gik jeg hen til dem der havde tilbudt mig min frihed for 200 pengö, og sagde: „Eftersom Jehova Gud har tilladt at jeg er blevet fængslet, vil han også sørge for min løsladelse. Jeg vil ikke købe mig fri.“ Jeg blev derefter idømt ti års fængsel. Men der blev gjort flere forsøg på at få mig til at gå på kompromis. Retten tilbød at benåde mig hvis bare jeg ville tjene i hæren i to måneder, og jeg behøvede ikke engang at bære våben. Jeg afslog også dette tilbud og begyndte at afsone min fængselsstraf.

Forfølgelsen forværres

Jeg blev igen ført til fængslet i Pécs. Denne gang var torturen endnu værre end første gang. De bandt mine hænder på ryggen, hvorefter jeg blev hængt op i dem i cirka to timer. Det bevirkede at begge mine skuldre gik af led. Denne form for tortur blev gentaget over en periode på omkring et halvt år. Jeg kan kun takke Jehova for at jeg ikke gav op.

I 1942 blev en gruppe bestående af politiske fanger, jøder og 26 Jehovas vidner ført til byen Kursk i et område der var besat af de tyske tropper. Vi blev overgivet til tyskerne, og de satte fangerne til at bringe fødevarer, våben og tøj ud til soldaterne ved fronten. Som Jehovas vidner nægtede vi at udføre den slags arbejde, da det ville være et brud på vores kristne neutralitet. Som følge heraf blev vi sendt tilbage til ungarerne.

Til sidst blev vi indsat i det lokale fængsel i Kursk. I flere dage blev vi slået tre gange om dagen med politistave. Jeg fik et slag i tindingen og faldt om. Mens jeg blev slået, tænkte jeg: ’Det er ikke så vanskeligt at dø.’ Hele min krop var følelsesløs, så jeg mærkede ikke noget. I tre dage fik vi ikke noget at spise. Derefter blev vi stillet for retten, og seks blev dømt til døden. Mens dommen blev eksekveret, blev 20 af os holdt tilbage.

De trosprøver jeg blev udsat for i Kursk i oktober 1942, er de værste jeg nogen sinde har oplevet. Vi havde det som kong Josafat i det gamle Israel udtrykte det da hans folk befandt sig i en tilsyneladende håbløs situation: „I os er der ingen kraft over for denne vældige folkemængde som kommer imod os, og vi ved ikke hvad vi skal gøre, men vore øjne er vendt mod dig.“ — 2 Krønikebog 20:12.

Vi blev alle 20 taget med ud for at grave vores fælles grav mens vi blev bevogtet af 18 ungarske soldater. Da vi var færdige med at grave, fik vi at vide at vi havde ti minutter til at underskrive et dokument, som i uddrag lød: „Jehovas Vidners lære er forkert. Jeg vil ikke længere tro på den eller støtte den. Jeg vil kæmpe for Ungarn . . . Jeg bekræfter med min underskrift at jeg tilslutter mig den romersk-katolske kirke.“

Efter de ti minutter lød ordren: „Højre om. Marchér mod graven!“ Derefter kom befalingen: „Første og tredje fange ned i hullet!“ Disse to fanger fik yderligere ti minutter til at underskrive dokumentet. En af soldaterne sagde indtrængende: „Opgiv jeres tro, og kom op af graven!“ Der var dyb tavshed. Derefter skød den øverstbefalende officer dem begge to.

„Hvad med resten?“ spurgte en soldat den øverstbefalende officer.

„Bind dem,“ svarede han. „Vi vil tortere dem lidt mere og skyde dem klokken seks i morgen tidlig.“

Pludselig blev jeg bange, ikke for at dø, men for at jeg ikke kunne klare torturen og ville gå på kompromis. Jeg trådte derfor frem og sagde: „Hr. officer, vi har begået de samme synder som vore brødre der lige er blevet skudt. Hvorfor skyder I os ikke med det samme?“

Men det gjorde de ikke. Vi blev bundet med hænderne på ryggen og derefter hængt op i dem. Når vi mistede bevidstheden, smed de vand på os. Smerten var frygtelig fordi kroppens vægt fik skuldrene til at gå af led. Denne tortur fortsatte i omkring tre timer. Men pludselig kom der en ordre om at der ikke måtte skydes flere Jehovas vidner.

Forflyttet mod øst — derefter flugt

Tre uger senere marcherede vi i nogle dage i formation indtil vi nåede Don-flodens bred. De ansvarshavende sagde at vi ikke ville vende tilbage i live. Om dagen blev vi sat til formålsløst arbejde som at grave grøfter og derefter fylde dem op igen. Om aftenen havde vi mulighed for at bevæge os nogenlunde frit omkring.

Som jeg så situationen, havde vi to muligheder. Vi kunne enten vælge at dø dér, eller vi kunne flygte fra tyskerne og overgive os til russerne. Tre af os besluttede at foretage et flugtforsøg over den tilfrosne Don-flod. Den 12. december 1942 bad vi til Jehova og tog af sted. Vi nåede den russiske front og blev straks anbragt i en fangelejr med omkring 35.000 fanger. Det følgende forår var kun 2300 i live. Resten var døde af sult.

Frihed, men endnu en tragedie

Jeg overlevede som russisk fange resten af krigen, og nogle måneder efter dens afslutning, i november 1945, kunne jeg endelig drage hjem til Zahor. Vores gård var i en elendig forfatning, så jeg måtte begynde forfra. Min kone og mine børn havde passet gården under krigen, men i oktober 1944 da russerne nærmede sig, var de blevet evakueret mod øst. Alt hvad vi ejede, var blevet plyndret.

Men det værste var at min kone var alvorligt syg da jeg kom hjem, og i februar 1946 døde hun. Hun blev kun 38 år. Vi fik så lidt tid sammen til at nyde vores genforening efter at have været adskilt i fem lange og vanskelige år.

Jeg blev trøstet af mine åndelige brødre og ved at overvære møderne og deltage i forkyndelsen fra hus til hus. I 1947 fik jeg mulighed for at låne nogle penge så jeg kunne rejse til Brno, en rejse på omkring 400 kilometer, for at overvære et stævne. Her blandt mine kristne brødre, deriblandt Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, modtog jeg megen trøst og opmuntring.

Men fredsperioden efter krigen varede ikke længe. I 1948 begyndte kommunisterne at forfølge os. Mange af de brødre der førte an i Jehovas Vidners arbejde i Tjekkoslovakiet, blev arresteret i 1952, og jeg fik overdraget ansvaret for at føre tilsyn med menighederne. I 1954 blev jeg så pågrebet og idømt fire års fængsel. Min søn, Ján, og hans søn Juraj blev også fængslet fordi de ville bevare deres kristne neutralitet. Jeg tilbragte to år i statsfængselet Pankrác i Prag. I 1956 blev jeg benådet og løsladt.

Endelig frihed

I 1989 mistede kommunismen endelig sit greb om Tjekkoslovakiet, og Jehovas Vidners arbejde blev juridisk anerkendt. Vi kunne altså frit mødes og forkynde. Der var nu næsten hundrede forkyndere i Zahor, hvilket betød at hver 10. indbygger var et Jehovas vidne. For nogle få år siden blev der bygget en smuk, rummelig rigssal i Zahor med over 200 siddepladser.

Mit helbred er blevet dårligt, og derfor henter og bringer brødrene mig til rigssalen. Jeg glæder mig over at være til møde og at svare ved vagttårnsstudiet. Jeg er især glad for at repræsentanter fra tre generationer af min familie tjener Jehova, deriblandt adskillige børnebørn. Et af mine børnebørn har tjent som rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner i Tjekkoslovakiet indtil han måtte opgive denne tjeneste for at varetage sine familieforpligtelser.

Jeg er taknemmelig for at Jehova har styrket mig under mine mange prøvelser. At holde mit blik rettet mod ham — ’som så jeg den usynlige’ — har holdt mig oppe. (Hebræerne 11:27) Ja, jeg har virkelig følt at han har udfriet mig. Det er grunden til at jeg, selv nu, gør alt hvad jeg kan, for at overvære menighedens møder og tale om hans navn i den offentlige forkyndelse.

[Illustration på side 25]

Rigssalen i Zahor

[Illustration på side 26]

Jeg værdsætter den forret det er at kunne svare ved vagttårnsstudiet