„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“
Udfriet med „dyrebart blod“
JEHOVAS største kærlighedshandling var at sende sin enestefødte søn til jorden for at han kunne give sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum. Vi har i høj grad brug for en sådan udfrielse, for alle mennesker er ufuldkomne, og „end ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham, . . . så han kan blive i live for bestandig“. (Salme 49:6-9) Hvor er vi taknemmelige for at Gud „gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“! — Johannes 3:16.
Hvordan kan genløsningen da udfri os? Lad os se på fire områder hvor vi kan opnå frihed som følge af Jehova Guds storslåede kærlighedshandling.
Udfrielse ved en løsesum
For det første kan Jesu offer befri os fra den nedarvede synd. Vi er alle født syndere. Ja, vi er syndige allerede inden vi er i stand til at bryde Jehovas lov. Hvordan det? I Romerbrevet 5:12 står der: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden.“ Da vi er efterkommere af den syndige Adam, har vi arvet hans ufuldkommenhed. Men betalingen af løsesummen gør det muligt for os at slippe fri af den nedarvede synds greb. (Romerne 5:16) Jesus ’smagte døden for ethvert menneske’ og bar syndens følger for Adams efterkommere. — Hebræerne 2:9; 2 Korinther 5:21; 1 Peter 2:24.
For det andet kan Jesu genløsningsoffer udfri os fra syndens dødbringende virkninger. „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Straffen for synd er død, men ved sin offerdød gjorde Guds søn det muligt for lydige mennesker at opnå evigt liv. Ja, „den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet“. — Johannes 3:36.
Læg mærke til at vi kun kan opnå udfrielse fra syndens virkninger ved at tro på Guds søn. Det indbefatter at vi foretager forandringer i vores liv og lever i harmoni med Guds vilje. Hvis vi før har fulgt en forkert kurs, må vi vende om og i stedet praktisere det der behager Gud. Apostelen Peter sagde at vi må ’ændre sind og vende om for at få vores synder slettet ud’. — Apostelgerninger 3:19.
For det tredje befrier Jesu offer os for en dårlig samvittighed. Alle der indvier sig til Jehova og lader sig døbe som disciple af hans søn, finder trøst og styrke. (Mattæus 11:28-30) På trods af vores ufuldkommenhed nærer vi en dybtfølt glæde over at kunne tjene Gud med en ren samvittighed. (1 Timoteus 3:9; 1 Peter 3:21) Hvis vi bekender vores synder og opgiver dem, vil der blive vist os barmhjertighed, og vi kan blive frigjort fra samvittighedskvaler. — Ordsprogene 28:13.
Genløsningen hjælper os og giver os håb
Som det fjerde frigør vores tro på genløsningen os fra ængstelse for om Gud kan godkende os. Apostelen Johannes skrev: „Hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus.“ (1 Johannes 2:1) Angående Jesu rolle som hjælper skrev apostelen Paulus: „Han [er] også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem.“ (Hebræerne 7:25) Så længe der er det mindste spor af synd i os, har vi brug for Jesu Kristi ypperstepræstelige tjeneste for at kunne bevare et godkendt forhold til Gud. Men hvordan handlede Jesus som ypperstepræst for os?
Fyrre dage efter sin opstandelse i år 33 steg Jesus til himmelen og frembar værdien af sit ’dyrebare blod’ for Gud. Som følge deraf vil han snart udfri lydige mennesker fra synd og død.a (1 Peter 1:18; 19) Vil du ikke mene at Jesus fortjener vores kærlighed og lydighed?
Også Jehova Gud fortjener vores kærlighed og lydighed. Han har kærligt sørget for at vi kan opnå „udfrielse ved en løsesum“. (1 Korinther 1:30) Vi skylder ham ikke alene vores nuværende liv, men kan også takke ham for at vi har mulighed for at opnå evigt liv. Vi har derfor al grund til at „adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“. — Apostelgerninger 5:29.
[Fodnote]
a Se Jehovas Vidners kalender 2006, marts og april.
[Ramme/illustrationer på side 9]
VIDSTE DU DET?
• Jesus steg til himmelen fra Oliebjerget. — Apostelgerninger 1:9, 12.
• Kun Jesu trofaste apostle var vidner til hans himmelfart. — Apostelgerninger 1:2, 11-13.