Hvor har jeg oplevet mange gode ting!

Fortalt af Arthur Bonno

DET var i 1951. Min kone, Edith, og jeg overværede et områdestævne. Her hørte vi en meddelelse om at der ville blive holdt et møde for dem der var interesseret i missionærtjeneste.

„Lad os gå derhen og høre nærmere!“ udbrød jeg.

„Det er ikke noget for os, Art,“ sagde Edith.

„Jo, kom nu, Edie, vi går bare hen og lytter.“

Efter mødet blev der uddelt ansøgningsskemaer til Gileadskolen.

„Lad os udfylde dem!“ sagde jeg begejstret.

„Jamen, Art, hvad med familien?“

Halvandet års tid efter dette stævne kom vi på Gileadskolen, og vi fik til opgave at tjene i Ecuador i Sydamerika.

Som man måske kan fornemme af vores samtale ved ovennævnte stævne, var jeg en impulsiv type og fuld af gåpåmod. Men Edith var mild og beskeden. Hun var vokset op i Elizabeth, en lille by i Pennsylvania, USA, og havde aldrig vovet sig ret langt væk hjemmefra eller mødt en udlænding. Så det var svært for hende at forlade familien. Alligevel lagde hun hele sit hjerte i den opgave vi fik i et fremmed land. I 1954 ankom vi til Ecuador, og vi har tjent som missionærer i dette land lige siden. I de år vi har været her, har vi oplevet mange gode ting. Kunne du tænke dig at høre om nogle af dem?

Glade minder

Vi skulle først virke i hovedstaden, Quito, der ligger i næsten 3000 meters højde i Andesbjergene. Fra kystbyen Guayaquil tog det os to dage at komme dertil med tog og lastbil — en rejse man i dag kan tilbagelægge med fly på en halv time. Vi mindes med glæde de fire år vi tjente i Quito. I 1958 oplevede vi igen noget godt — vi blev indbudt til at virke i kredstjenesten.

Dengang var der kun to små kredse i hele landet. Ud over at vi besøgte nogle menigheder, forkyndte vi også i mange uger om året i indianske landsbyer, eller pueblos, hvor der ikke boede nogen Jehovas Vidner. I disse landsbyer blev vi ofte tilbudt logi i små værelser uden vinduer. Værelserne var udstyret med en seng og intet andet. Vi rejste rundt med en trækasse der indeholdt et primusapparat, en pande, tallerkener, et vaskefad, lagner, et myggenet, tøj, gamle aviser og nogle få andre ting. Vi brugte de gamle aviser til at tilstoppe hullerne i væggene så det var lidt sværere for rotterne at trænge ind.

Værelserne var mørke og beskidte, men de samtaler vi havde, lyste op. Om aftenen, når vi sad på sengen og spiste et beskedent måltid tilberedt på vores primusapparat, snakkede vi sammen. Min impulsive natur havde ofte fået mig til at tale uden at tænke mig om, så min kone brugte af og til sådanne rolige stunder til at nævne hvordan jeg kunne udtrykke mig mere taktfuldt over for brødrene i de menigheder vi besøgte. Jeg fulgte hendes råd, og mine besøg blev mere opmuntrende. Og når jeg tankeløst talte dårligt om andre, afviste hun at tage del i samtalen. Det har lært mig at have et positivt syn på mine brødre. Vores samtaler om aftenen kredsede dog mest om det vi havde læst i Vagttårnet, og de oplevelser vi havde haft i forkyndelsen den dag. Og det var virkelig nogle spændende oplevelser!

Hvordan vi fandt Carlos

I byen Jipijapa i det vestlige Ecuador fik vi opgivet navnet på en mand der var interesseret i sandheden. Han hed Carlos Mejía, men vi fik ikke nogen adresse. Da vi om morgenen forlod det værelse vi havde lejet, anede vi ikke hvor vi skulle lede efter ham, så vi gik i en tilfældig retning. Vi måtte passere mange mudderhuller i jordvejene, for det havde regnet kraftigt aftenen før. Jeg gik foran min kone da jeg pludselig hørte et højt skrig bag mig: „Art!“ Jeg vendte mig om og så at Edie stod i mudder til knæene. Hele situationen var så komisk at havde det ikke været fordi min kone var grædefærdig, ville jeg have slået en høj latter op.

Jeg fik hende trukket op af mudderet, men hendes sko blev dernede. En dreng og en pige stod og kiggede på os. Jeg sagde til dem: „I får en skilling hvis I kan få fat på de sko.“ I løbet af et øjeblik havde Edie fået sine sko tilbage, men hun havde brug for et sted hvor hun kunne vaske sig. Børnenes mor, der havde set hele optrinnet, bød os indenfor. Her hjalp hun min kone med at få vasket benene, mens børnene gjorde skoene rene. Da vi skulle til at gå, skete der noget utroligt. Jeg spurgte kvinden om hun vidste hvor vi kunne finde en mand der hed Carlos Mejía. Hun så helt forbavset ud og sagde: „Det er min mand!“ Der blev oprettet et bibelstudium, og alle i familien blev med tiden døbt. Nogle år senere begyndte Carlos, hans kone og to af deres børn som specialpionerer.

Udfordrende rejser — hjertevarmende gæstfrihed

Der var mange udfordringer forbundet med at virke i kredstjenesten. Vi rejste med bus, tog, lastbil, kano og små fly. Engang var vi sammen med områdetilsynsmanden John McLenachan og hans kone, Dorothy, på en forkyndertur. Ved grænsen til Colombia besøgte vi nogle små fiskerbyer. Vi sejlede i en kano der var udhugget af en træstamme og forsynet med en påhængsmotor. I vandet omkring os svømmede hajer der var lige så store som kanoen! Det gjorde selv vores erfarne bådfører ængstelig, og han styrede hurtigt kanoen tættere på land.

De udfordringer vi mødte i kredstjenesten, var imidlertid alle anstrengelserne værd, for vi fik mulighed for at lære nogle dejlige, gæstfri brødre at kende. De familier vi boede hos, insisterede ofte på at vi skulle have tre måltider om dagen, mens de selv kun fik ét. Eller de nødte os til at sove i husets eneste seng, mens de selv sov på gulvet. Min kone sagde tit: „Disse kære brødre og søstre hjælper mig til at se hvor få ting man kan klare sig med.“

„Vi vil ikke unddrage os“

I 1960 oplevede vi igen noget godt — vi blev indbudt til at tjene på afdelingskontoret i Guayaquil. Mens jeg tog mig af administrativt arbejde, gik Edith i tjenesten med forkyndere fra en menighed der lå i nærheden af afdelingskontoret. Jeg har aldrig opfattet mig selv som en der egnede sig til kontorarbejde, og følte mig lidt som en hund i et spil kegler. Men som det fremgår af Hebræerbrevet 13:21, udruster Gud os ’med alt godt, så vi kan gøre hans vilje’. To år senere blev jeg indbudt til at overvære et ti måneder langt kursus der skulle afholdes på Gileadskolen i Brooklyn, New York. Dengang forventede man at hustruerne forblev i det tildelte distrikt. Min kone modtog et brev fra Brooklyn. I brevet blev hun bedt om nøje at overveje om hun kunne gå med til at hendes mand skulle være væk i ti måneder.

Som svar skrev Edith: „Det vil sikkert ikke blive det letteste i verden, men vi ved jo at Jehova vil hjælpe os gennem en hvilken som helst vanskelig situation. . . . Vi ønsker ikke at unddrage os de ansvarsopgaver vi får, eller at sige nej til muligheder for at blive bedre til at udføre vores tjeneste.“ I den periode jeg boede i Brooklyn, fik jeg brev fra min kone hver uge.

Tjeneste med trofaste brødre og søstre

I 1966 måtte Edith og jeg på grund af helbredsproblemer vende tilbage til Quito. Her begyndte vi igen i missionærtjenesten og forkyndte sammen med de lokale brødre og søstre, der gjorde meget for at bevare deres uangribelighed!

En trofast søster var gift med en mand der ikke delte hendes tro, og han slog hende ofte. En dag, klokken seks om morgenen, blev vi ringet op af en som fortalte at hun endnu en gang var blevet slået. Jeg skyndte mig hen til søsterens hus. Da jeg så hende, troede jeg ikke mine egne øjne. Hun lå i sengen, helt ophovnet og med mærker overalt. Manden havde banket hende med et kosteskaft indtil det var brækket over. Senere samme dag traf jeg manden og fortalte ham at kun en kujon ville gøre som han havde gjort. Han blev flov og undskyldte mange gange.

I begyndelsen af 1970’erne var mit helbred blevet bedre, og vi begyndte igen i kredstjenesten. I vores kreds lå byen Ibarra. Da vi sidst havde besøgt byen, i 1950’erne, var der kun to forkyndere, en missionær og en lokal broder. Vi var derfor ivrige efter at møde de mange nye der siden havde sluttet sig til menigheden.

Første gang vi var til møde, stod broder Rodrigo Vaca på podiet og ledede en drøftelse med spørgsmål og svar. Hver gang han stillede et spørgsmål, råbte flere af tilhørerne „yo, yo!“ (mig, mig!) i stedet for at række hånden op. Edith og jeg kiggede forbløffede på hinanden. ’Hvad foregår der her?’ tænkte jeg. Senere fandt vi ud af at broder Vaca er blind, men at han kan genkende brødrenes og søstrenes stemmer. Han er en hyrde der virkelig kender sine får! Man kommer til at tænke på Jesu ord i Johannesevangeliet 10:3, 4, 14 om det nære forhold der er mellem „den rigtige hyrde“ og hans får. I dag er der seks spansktalende menigheder, en quichuatalende menighed og en tegnsprogsmenighed i Ibarra. Broder Vaca tjener stadig trofast som ældste og specialpioner.a

Taknemmelig for Jehovas godhed

I 1974 viste Jehova os endnu en gang sin godhed. Vi blev indbudt til at vende tilbage til Betel, hvor jeg igen skulle tage mig af administrativt arbejde. Senere blev jeg bedt om at virke i afdelingskontorets udvalg. Edith arbejdede først i køkkenet, og senere begyndte hun at arbejde på kontoret, hvor hun i dag ordner post.

Vi har gennem årene haft den glæde at byde hundredvis af gileaduddannede missionærer velkommen. Disse missionærer bidrager ved deres modenhed og nidkærhed til at opbygge de menigheder de tjener i. Vi føler os også opmuntret af de tusinder af brødre og søstre som er kommet fra over 30 lande for at tjene her. Deres selvopofrende indstilling gør dybt indtryk på os. Nogle har solgt deres hus og forretning for at komme og tjene i områder hvor der er stort behov for forkyndere. De har købt køretøjer så de kan forkynde i fjerntliggende områder, oprettet nye menigheder og været med til at bygge rigssale. Mange enlige søstre er rejst hertil fra udlandet for at virke som pionerer — de er utrolig dygtige og nidkære!

Ja, hvor har jeg oplevet mange gode ting i de år jeg har tjent Jehova Gud! Det der har størst værdi for mig, er mit forhold til ham. Jeg er også dybt taknemmelig for at Jehova gav mig ’en medhjælper’. (1 Mos. 2:18) Når jeg ser tilbage på de 69 år min kone og jeg har tilbragt sammen, kommer jeg til at tænke på Ordsprogene 18:22, hvor der står: „Har man fundet en god hustru, har man fundet noget godt.“ Det har været dejligt at være gift med Edith. Hun har hjulpet mig på så mange måder, og hun har desuden været en omsorgsfuld datter for sin mor. I al den tid vi har været i Ecuador, har min kone hver uge sendt et brev til sin mor, helt frem til 1990 da hendes mor døde som 97-årig.

Jeg er nu 90 år, og Edith er 89. Det giver os stor glæde at tænke på at vi har hjulpet 70 mennesker til at lære Jehova at kende. Hvor er vi glade for at vi udfyldte ansøgningerne til Gileadskolen for 60 år siden! Som følge af den beslutning har vi oplevet mange gode ting i livet.

[Fodnote]

[Illustration på side 29]

Sammen med andre missionærer fra vores Gileadklasse på Yankee Stadium i New York, 1958

[Illustration på side 31]

I kredstjenesten besøger vi en familie der er Jehovas Vidner, 1959

[Illustration på side 32]

På afdelingskontoret i Ecuador, 2002