Kan du forøge din andel i forkyndelsen af Riget?

SOM indviede tjenere for Jehova Gud bør vi have medlidenhed og medfølelse med denne verdens mennesker. Det havde vort eksempel Jesus Kristus. Da han så de israelitiske skarer, der var „vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“, „ynkedes han inderligt over dem“. — Matt. 9:36.

På lignende måde rørtes apostelen Paulus i sine inderste følelser over de vantro israelitter. „Jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte,“ skrev Paulus til romerne. „Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder.“ — Rom. 9:2, 3.

Er du, ligesom Paulus, dybt interesseret i folk i dit distrikt? Smerter det dig at se at de fleste, ved at ringeagte Guds ord, bringer deres fremtidige liv i fare og endog nu skader sig selv fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt? Bevæges du til at gøre alt hvad du overhovedet kan for at hjælpe dem til at få nøjagtig kundskab om sandheden? Tilskynder dine medmenneskers betrængte åndelige tilstand dig til at søge efter muligheder for at forøge din andel i forkyndelsen?

Overvej dine muligheder

Mange har, som følge af deres store kærlighed til Jehova og deres medmennesker, udvidet deres andel i forkyndelsen af Riget ved at tage den almindelige eller den midlertidige pionertjeneste op. Har du overvejet dine muligheder for at gøre det samme?

Mange indviede tjenere for Jehova Gud ville meget gerne være pionerer. Men deres forhold tillader dem simpelt hen ikke at blive det. Og Jehova Gud kræver naturligvis ikke at hans folk anvender alle døgnets timer til at arbejde i. Der er absolut behov for hvile og adspredelse. Det er grunden til at Jesus Kristus ved en lejlighed sagde til sine disciple: „Kom I nu med til et øde sted, så I kan være ene og hvile jer lidt.“ — Mark. 6:31.

Ikke desto mindre gør vi klogt i at overveje hvordan vi anvender vor tid og om vi kan forøge vor andel i forkyndelsen af Riget. Vi burde bede som Moses: „At tælle vore dage lære du os, så vi kan få visdom i hjertet!“ (Sl. 90:12) Ja, vi må ønske at Jehova Gud vil hjælpe os til at sætte pris på vor tid, tage et skøn over den, og anvende den bedst muligt.

Vi bør alle spørge os selv: Viser den måde jeg anvender min tid på at jeg tror fuldt og fast på at vi lever i den sidste del af „de sidste dage“ og at der bør gøres enhver rimelig anstrengelse for at nå de retsindige inden det er for sent? (Mika 4:1) Burde jeg korrigere mit syn på materielle ting, så jeg ville være tilfreds med mindre? Kunne jeg bruge færre timer til verdsligt arbejde, så jeg kunne få en større andel i forkyndelsen af den gode nyhed, muligvis som pioner? Bruger jeg mere tid på underholdning og adspredelse end jeg burde? Hvor meget af denne tid kunne jeg anvende mere gavnligt i den betydningsfulde forkyndelse af Riget?

Efter at have overvejet dine forhold under bøn, finder du måske at du, ved at foretage nogle ændringer, kunne blive almindelig pioner eller i det mindste midlertidig pioner. Hvis det er tilfældet, fastsæt da en dato hvor du vil begynde, og arbejd så hen imod dette mål, mens du ser hen til Jehova så han kan velsigne dine bestræbelser.

En broder på Hawaii som blev opmuntret af en rejsende tilsynsmand til at gøre dette, skriver: „Mit spørgsmål var hvornår jeg skulle begynde som pioner og trække mig tilbage fra min tjenestemandsstilling. Én ting vidste jeg — jo længere jeg blev i mit verdslige arbejde, des vanskeligere ville det være at holde op, for goderne og lønnen ville stige. Jeg satte mig det mål at holde op på mit arbejde og begynde i pionertjenesten den 1. oktober 1966. Sikke hurtigt denne dag kom; før jeg vidste af det, var jeg i pionertjenesten.“ I dag tjener denne broder som specialpioner.

Hent opmuntring i andres eksempel

Efter at have overvejet dine muligheder for at blive pioner, spekulerer du måske på om du vil være i stand til at fortsætte som pioner. Andres eksempel kan i denne forbindelse være både gavnligt og opmuntrende for dig.

Tænk på de pionerer som har tjent trofast i mange år. Når du hører eller læser om deres erfaringer i Yearbook og Vagttårnet, så tænk på den glæde de har haft og stadig har. Betragt deres forhold og tænk på hvordan de har været i stand til at få det bedste ud af det. Hvis du kender pionerer hvis forhold ikke er så forskellige fra dine, tal da med dem om hvordan de fik begyndt og hvad der har sat dem i stand til at fortsætte.

Kredstilsynsmanden vil også være glad for at besvare dine spørgsmål om pionertjenesten. Og han har gode forudsætninger for at gøre det. Han ved af erfaring hvad det vil sige at være pioner. Han har også samarbejdet med mange pionerer, og sandsynligvis indbefatter det nogle som, inden de blev pionerer, havde betænkeligheder der meget lignede dine.

De ældste i din menighed kan, hvad enten de er pionerer eller ej, hjælpe dig. Da det sædvanligvis er gifte mænd med børn, har de selv måttet finde en balance i varetagelsen af deres ansvar for familie og menighed, så de nidkært kunne føre an i forkyndelsen af Riget og arbejdet med at gøre disciple. Ved at tale med dem vil du måske kunne se hvordan nogle af de ting de har gjort for at røgte deres ansvar kan være en hjælp for dig til at tilrettelægge dine forhold så du kan blive pioner. De ældste er desuden i stand til at give forslag baseret på deres erfaringer fra samarbejdet med pionererne, eller på deres egne erfaringer som midlertidige pionerer. Så tøv ikke med at tale med dem om ethvert problem du synes kan hindre dig i at klare dig godt i pionertjenesten.

Når ældste og menighedstjenere vælger pionertjenesten

Naturligvis kan ikke alle ældste og menighedstjenere blive pionerer. Men når de der er i stand til det, begynder som almindelige eller midlertidige pionerer, tjener dette som en yderligere opmuntring for alle i menigheden til at kæmpe energisk i forkyndelsen af Riget. Ældste og menighedstjenere bør derfor passe på at de med deres ord og handlinger på ingen måde undervurderer vigtigheden af at anstrenge sig for at få vidnearbejdet fuldført i denne sidste del af „de sidste dage“. Det er indlysende at de ikke vil kunne opmuntre andre til at have en større andel i forkyndelsen af Riget og arbejdet med at gøre disciple, hvis de ikke udnytter deres egne muligheder på bedste måde.

Virkningen af at de ældste og menighedstjenerne sætter et godt eksempel illustreres godt af det der er sket de sidste år i en menighed i Portugal. Brødrene i udvalget var bekymrede over at så få tog pionertjenesten op. Selv i måneder med særlig aktivitet var der sjældent nogen der anmodede om at blive midlertidige pionerer. Udvalget drøftede sagen og besluttede at det bedste resultat sikkert ville opnås ved at de selv satte eksemplet og blev midlertidige pionerer i april måned. Det gjorde de, selv om ikke en eneste af dem havde ferie. De udarbejdede en plan for aftenerne og weekenderne, som satte dem i stand til at nå timemålet, selv om forbudet mod arbejdet i Portugal gør det vanskeligere at nå. Sidste år (1971) var de glade for at se at adskillige forkyndere fulgte deres eksempel og tjente som midlertidige pionerer. I år (1972) var alle udnævnte tjenere midlertidige pionerer i april. Det opildnede virkelig menigheden til aktivitet. Omkring en fjerdedel af forkynderne følte sig tilskyndet til at tage del i den midlertidige pionertjeneste.

På lignende måde gik det i Ikot Eyo-menigheden i Nigeria, da alle udnævnte tjenere gik foran i pionertjenesten. Enogfyrre af de nioghalvtreds døbte forkyndere blev midlertidige pionerer. Resultatet var at menigheden nåede en ny forkynderrekord. Også bibelstudiearbejdet viste tydelige fremskridt.

En af grundene til det store antal pionerer i Japan — én ud af fire forkyndere — er det fremragende eksempel som de ældste, hvoraf mange er pionerer, har sat. En del ældste som har været i stand til det, har forladt et godt arbejde for at blive pionerer. En opgav en stor stilling i Hitachi Electrical Works for at få tid til at blive pioner. Afdelingslederen på en bilfabrik opgav sit indbringende arbejde for at tjene som pioner. En ældste i Kyoto Ykyo-menigheden havde gennemgået en uddannelse i USA for at få en stor stilling i sit firmas tegnestue. Men han opgav denne mulighed for at kunne blive pioner med verdsligt deltidsarbejde.

En ældste på Hawaii som blev almindelig pioner, beretter følgende:

„Mens jeg var præsiderende tilsynsmand og prøvede på at hjælpe andre til at blive pionerer, tænkte jeg ofte på vigtigheden af selv at gå foran i pionertjenesten. Omhyggelig planlægning af min økonomi viste at det var muligt. Min beslutning blev yderligere forstærket af et ønske om at hjælpe flere til at blive pionerer og lære folk i distriktet sandheden at kende. Da jeg havde fire børn der var ved at vokse op, var jeg stærkt interesseret i deres fremtid. Jeg havde et godt betalt arbejde som kranfører. I juni 1967 traf jeg beslutning om at opgive dette arbejde og slutte mig til min hustru i pionertjenesten.“

Har Jehova velsignet denne far og hans familie siden han begyndte i pionertjenesten? Resultaterne taler for sig selv. I den menighed hvor de tjener er en ud af syv enten almindelig pioner eller specialpioner. Mødedeltagelsen er på cirka 150 procent.

Angående sin egen families velsignelser bemærker denne broder: „Mit yngste barn begynder på sidste skoleår til september og vil samtidig begynde som almindelig pioner. Så bliver vi seks pionerer i familien, vor ældste datter medregnet; hun og hendes mand er pionerer i en anden menighed. Det at hele familien sætter Rigets interesser først, tjener som en beskyttelse og bringer os stor glæde.“

Forældre kan give gode tilskyndelser

Ligesom de ældstes og menighedstjenernes eksempel har en god virkning på menigheden, således har også forældrenes eksempel når de gør god brug af deres muligheder for at forkynde den gode nyhed, en gavnlig indflydelse på deres børn. Når vægten i hjemmet ikke lægges på materielle ting, men på åndelige ting, medvirker det i høj grad til at opbygge et brændende ønske hos børnene om at fremme Rigets interesser.

En ældste i Nigeria siger angående virkningen af forældres gode indstilling til pionertjenesten: „Forældrene sætter pionererne, og i særdeleshed specialpionererne og kredstilsynsmændene, højt. Dette har resulteret i at mange unge har fået en lignende værdsættelse af pionertjenesten, og betragter den som en højst attråværdig tjeneste.“

En kredstilsynsmand i samme land omtaler et typisk eksempel på de bestræbelser familier gør sig for at fremme interessen for pionertjenesten inden for familien: „En femtenårig søster fortalte ved kredsstævnet i Itire at hendes forældre betragtede dét at hun skulle være pioner som en del af deres familieansvar. De indpasser familiens timeplan efter hendes tjeneste.“ Hvis den unge søster ikke nåede målene, ville hun betragte det som at svigte familien. Hun siger: „Det virker som en stærk tilskyndelse for mig til at nå pionermålene.“

På Filippinerne har mange familier udfoldet lignende anstrengelser. Skønt de kun ejer lidt, og ofte har mange børn, er en del forældre dér villige til at lade børnene hjælpe til i hjemmet og være pionerer, fremfor at de har et heltidsarbejde hvor de hjælper med at bære familiens økonomiske byrder. En ung pionersøster fra Quezon City skriver: „Jeg er fra en stor familie med ni børn, men mine forældre foretrækker at jeg er pioner. For at hjælpe dem arbejder jeg hjemme — vasker og stryger, laver mad og syr tøj.“

I samme land har en mand og hans hustru tjent som specialpionerer i mere end femten år mens de samtidig har taget sig af deres ni børn. Ikke alle familier kan gøre dette, men denne familie fandt at samarbejdet i familien gjorde det muligt for dem. Faderen beretter: „Vi lærte vore børn at arbejde mens de endnu var små. Min ældste søn var i stand til at tage sig af gården, og hans søstre hjalp ham. Vore døtre lærte at forsørge sig selv ved at sælge på markedet. Vi hjalp dem også til at værdsætte pionertjenesten således at fem af mine døtre i dag tjener som almindelige pionerer, og min yngste søn har tjent som midlertidig pioner.“

Denne broder og søster så gode resultater, ikke blot i deres familie, men også i deres forkyndelse og arbejde med at gøre disciple. De har været medvirkende til at en ny menighed er blevet dannet, og de har hjulpet seks andre menigheder til at gøre fremskridt. De har været i stand til at hjælpe femogtredive retsindige til at lære sandheden at kende.

Hvis I er forældre, tilskynder I så jeres børn, med ord og eksempel, til at blive pionerer? Hvis du er ung, påskønner du så de opmuntringer du får? Er det dit ønske at forøge dine forældres glæde ved at blive pioner? Er din kærlighed til Jehova og dine medmennesker blevet så stor at du ønsker at anvende så megen tid som muligt i forkyndelsen af Riget?

Grib de muligheder der står åbne for dig

Overvej, uden hensyn til dine nuværende forhold, hvordan du måske kan udvide din fremtidige andel i forkyndelsen af Riget. Så længe dine forhold kan forandre sig på denne side af „den store trængsel“, se da på pionertjenesten som et muligt mål. Hvis forholdene forandres så du bliver fri til at blive almindelig eller midlertidig pioner, vil du i dit sind og hjerte være indstillet på at gøre bedst mulig brug af de muligheder der åbner sig. Dét er netop hvad mange brødre og søstre har gjort.

En broder i Portugal havde mulighed for at sælge sin andel i et interessentskab og blive pioner. Han greb muligheden og investerede sine penge på en måde der garanterede en regelmæssig indkomst, tilstrækkelig til at sørge for hans hustru og to børn, såvel som hans moder; derefter påbegyndte han pionertjenesten. Han har ikke fortrudt denne beslutning. Han skriver: „Jeg havde altid meget at gøre som forretningsmand. Men som pioner har jeg endnu mere. På den anden side er jeg langt mere glad og sund. Jeg kom ofte hjem komplet udmattet, udkørt og irritabel. Mine nerver var dårlige og jeg tog beroligende midler. Nu da jeg er pioner, er jeg nogle dage meget træt rent fysisk, men i sandhed glad og tilfreds mentalt set, når jeg kommer hjem. Siden jeg er blevet pioner har jeg derfor aldrig taget beroligende midler! Det er sandt at vi nu lever et mere beskedent liv, men vort liv er så meget rigere. Og åndeligt talt, ja, så er der slet ingen sammenligning.“

Selv denne broders tolvårige datter har bemærket forskellen. Hun siger: „Før, da far kom sent hjem og var træt, så vi ham næsten aldrig. Han spiste bare, og så gik han i seng, næsten uden at tale med os. Nu bruger far mere tid sammen med os, og vi kan virkelig lide det. Mest af alt glæder vi os over det familiestudium far regelmæssigt har med os nu.“

Som i mange andre dele af verden har brødrene og søstrene i Korea også bestræbt sig for at drage nytte af mulighederne for at blive almindelige eller midlertidige pionerer. I dette land er 1810 af de 14.754 forkyndere af den gode nyhed, pionerer; det er én ud af otte. De lader sig ikke afskrække af de bidende kolde vintre. Tværtimod! Der er sædvanligvis rekord med hensyn til midlertidige pionerer i den kolde januar måned. Hvorfor? Fordi mange klasseværelser ikke er opvarmede, og skolerne må lukke på grund af det strenge, kolde vejr; dette gør det muligt for elever og lærere at tage den midlertidige pionertjeneste op. Husmødrene får også lejlighed til at forøge deres forkyndelse som midlertidige pionerer, idet de får hjælp af de større børn i hjemmet.

Gør du på lignende måde brug af dine muligheder? Hvis du har ferie i december eller januar, kunne du så lægge planer om at blive pioner? Hvis du har skoleferie, kunne du så hjælpe din moder med noget af arbejdet i hjemmet og muligvis åbne vejen for at hun kan være midlertidig pioner sammen med dig?

Meget vil endnu kunne udrettes med at hjælpe de retsindige til at tage standpunkt for den sande tilbedelse, hvis vi alle, som følge af vor kærlighed til Jehova og vore medmennesker, stadig er opmærksomme på om vi kan forøge vor andel i forkyndelsen af Riget.