Hvad er dit hjertes ønske?
JEHOVA Gud forhindrer ingen i at handle efter sit hjertes ønske. Vi har frihed til at vælge det der taler til vort hjerte og det vore øjne finder behag i. Den vise kong Salomon sagde under inspiration: „Glæd dig, yngling, i din ungdom, vær vel til mode i livets vår; gå, hvor dit hjerte lyster, og nyd, hvad dit øje skuer.“
Men det betyder ikke at unge der følger hvert eneste af hjertets og øjnenes ønsker, ikke er ansvarlige over for livets Giver, Jehova Gud, for deres handlinger. Kong Salomon fortsatte: „Men vid, at for alle disse ting skal du kræves til regnskab af Gud. Slå mismod ud af dit sind, hold sygdom fjernt fra din krop; thi ungdom og livsgry er tomhed! Tænk på din skaber i ungdommens dage.“ — Præd. 11:9–12:1.
Jehova Gud vil ikke skærme os mod at lide skade, skuffelser eller sorg hvis vort hjertes ønsker står i vejen for eller griber ind i vort arbejde i forbindelse med den sande tilbedelse. Det vil derfor være sand visdom at følge de ønsker der tager hensyn til vort dyrebare forhold til Jehova Gud.
I unge mænd og kvinder, hvad er jeres hjertes ønske? Er jeres forhold til Jehova det I er allermest interesseret i? Ønsker I at bruge jeres evner og jeres materielle aktiver sådan at I får så meget tid som muligt til at fremme Rigets interesser? Tænker I alvorligt på at få en større andel i den livsvigtige gerning det er at forkynde Riget og gøre disciple? Er det jeres hjertes ønske at blive almindelige pionerer så snart I kan, og i mellemtiden være midlertidige pionerer hver gang det er muligt for jer?
Hvorfor nogle har valgt pionertjenesten
Mange unge der er indviede og døbte er optaget af at bruge alle deres kræfter i tjenesten for Jehova Gud som hengivne disciple af Herren Jesus Kristus. Fra en pioner i Nigeria har vi følgende udtalelse: „Selv mens jeg endnu gik i skole var jeg mig bevidst at der kun er kort tid og at jeg gerne ville gøre klog brug af den tid der er tilbage. Så jeg var jævnlig med i den midlertidige pionertjeneste.“ En anden pioner siger: „Jeg tror at pionertjenesten er en af de måder hvorpå vi unge kan vise Jehova vor taknemmelighed for det han har gjort for os.“
En ung mand der var gift gennemførte en læreruddannelse i Bandung i Indonesien og vendte tilbage til sin hjemby. Men det var ikke bare verdslig kundskab han vendte hjem med, for han var blevet en indviet og døbt discipel af Herren Jesus Kristus. Han var den eneste i den bjerglandsby, og han tilbragte mange timer med at forkynde „den gode nyhed“ for folk på deres eget sprog. Han holdt mindehøjtidsforedraget kl. 22 efter at landsbyens beboere var vendt hjem fra arbejdet. Der var over hundrede samlet omkring et bål på byens markedsplads. Denne gode tilslutning opmuntrede broderen, han indså hvor stort behov der var for at bruge mere tid til forkyndelse og undervisning, og så meldte han sig som midlertidig pioner. Snart efter holdt han op med at give verdslig undervisning og blev almindelig pioner. Nu er mange af hans tidligere elever indviede, døbte Jehovas vidner.
En kredstilsynsmand fra Japan fortæller at brødrene og søstrene derovre betragter pionertjenesten som et ganske indlysende valg, hvis muligheden overhovedet er til stede. Næsten halvdelen af pionererne i Japan er unge forkyndere. Det er ganske almindeligt i Japan at de unge forkyndere forbereder sig længe i forvejen til at blive pionerer så snart de kommer ud af skolen, også selv om en af forældrene ikke er i sandheden.
Går du i skole? Bliver din kærlighed til Jehova og til folk i dit distrikt stadig større? Giver denne kærlighed sig udtryk i at du har et brændende ønske om at gøre alt hvad du overhovedet kan til fremme af Rigets interesser? Gør du god brug af skoleferierne til forøget tjeneste på arbejdsmarken? Forbereder du dig til at blive almindelig pioner? Søger du at tilegne dig færdigheder som vil gøre det lettere for dig at få et deltidsarbejde når din verdslige uddannelse er færdig? Kender du en broder eller søster som måske gerne ville være din pionermakker? Har du drøftet det med ham eller hende? Er du midlertidig pioner hver gang du har lejlighed til det?
At være pioner mens man går i skole
Nogle brødre og søstre har endda fundet at de kan være almindelige pionerer mens de endnu går i skole.
En ung pioner fra Hawaii fortæller: „Jeg indså at hvis jeg arbejdede som pioner det halve af hver dag hvor jeg gik i skole, ville det tjene som en beskyttelse mod påvirkning fra verdslige skolekammerater og modvirke at jeg blev inddraget i forskellige fritidsaktiviteter, for så ville jeg være optaget af tjenesten på arbejdsmarken. Med stor hjælp fra Jehova og megen opmuntring fra min familie klarede jeg mig godt i pionertjenesten. Jeg er virkelig glad for at jeg var pioner mens jeg gik i skole, for det har skærpet min værdsættelse af det dyrebare privilegium det er at tjene Jehova i disse sidste dage og hjulpet mig til i højere grad at stole på Jehova som den der giver mig styrke.“
En søster i byen New York der begyndte som pioner mens hun gik i skole, fulgte denne timeplan: Hun kom hjem fra skole omkring kl. 14. Så begyndte hun i tjenesten en halv time senere og fortsatte til kl. 18 eller 19. Hun havde en forholdsvis lang spisepause på skolen hvor hun kunne nå at læse nogle af sine lektier, og resten ordnede hun når hun kom hjem fra tjenesten. Hun er stadig glad for pionertjenesten og betragter den som en beskyttelse mod at blive ført på afveje af de ting folk i verden foretager sig.
Nogle steder har skoleeleverne i de højere klasser en vis mulighed for selv at bestemme hvordan deres skoleskema skal se ud. En søster i Kansas i U.S.A. kunne ordne det sådan at hun tog de fleste af de obligatoriske fag i løbet af de tre første år på high-school. Så kunne hun være pioner under sit sidste år på high-school, hvor hun fik lov til at nøjes med tre fag.
En søster på Filippinerne er tvunget af sin fader til at læse ved en højere læreanstalt, men hun er alligevel pioner. Hvordan kan hun klare det? „Ved begyndelsen af hvert studieår,“ siger hun, „sørger jeg for at tilmelde mig i løbet af den første uge af tilmeldingsperioden, sådan at jeg kan tilrettelægge skemaet godt. Fra da af er jeg så studerende om formiddagen og pioner om eftermiddagen.“
Går du også i skole i øjeblikket? Er det muligt for dig at lægge din tid sådan til rette at du kan være pioner uden dog at forsømme din skolegang? Er det dit hjertes ønske at gøre det?
En højere uddannelse opgives til fordel for pionertjenesten
Ikke alle der nu er pionerer har altid ønsket at blive det. Nogle af dem har tidligere ønsket en højere uddannelse for at komme frem i verden. En pionersøster der tjener på Hawaii fortæller: „Mit mål var at få en god uddannelse på college [nærmest universitet]. Jeg tilmeldte mig på et college, og blev åndeligt uvirksom. Jeg fandt college meget utilfredsstillende. Jeg mente at der måtte være noget der var bedre i livet, noget der kunne give én mere udbytte af tilværelsen. Jeg begyndte at overvære møderne igen og kom sammen med nogle pionerer. Snart forlod jeg college og fulgte mit ønske om at tjene Jehovas som pioner.“
En anden søster fra Hawaii fortæller følgende: „Min fader ville have at jeg skulle gå på college med støtte fra et legat. Jeg ønskede selv at lære nok til at finde ud af om menneskers filosofi kan hjælpe folk med deres problemer. Efter et år på college indså jeg hvor tom denne verdens visdom er, jeg forlod college og modtog ikke mere legatstøtte. Min moder var et godt eksempel som pioner. Der var andre nidkære pionerer i menigheden, og deres tro og nidkærhed virkede så smittende at jeg fik et stærkt ønske om at blive pioner sammen med dem.
Efter et besøg af kredstilsynsmanden var jeg besluttet på at blive pioner. Jeg talte med min moder om det, og da min fader ikke er i sandheden mente jeg at jeg sikkert måtte rejse hjemmefra. Jeg sagde til moder at jeg ville være pioner, selv om det skulle betyde at jeg blev nødt til at flytte hjemmefra. Tanken om at blive skilt fra hinanden fik os begge til at græde. Jeg bad Jehova om han ville blødgøre min faders hjerte så han lod mig blive boende hjemme mens jeg var pioner. Jehova hørte min bøn, og jeg har nu kunnet glæde mig over flere år som pioner hjemme. Det har også været muligt at få deltidsarbejde så jeg har kunnet tjene hvad jeg skulle bruge.“
Villighed til at opgive tilsyneladende materielle fordele
Når ønsket om at blive pioner er stærkt nok, er man villig til at give afkald på meget der tager sig ud som materielle fordele. Mange gange har selv unge forkyndere der er blevet pionerer været nødt til at foretage visse forandringer. De der har gjort det har modtaget store velsignelser.
En broder i Ubiri i Nigeria, som har valgt at blive pioner selv om hans ikke-troende forældre ville sørge for at han kunne få en universitetsuddannelse, skriver: „Eftersom jeg lige er blevet færdig på high-school og kun er kvalificeret til kontorarbejde — for jeg har ikke lært noget håndværk — har jeg tvunget mig selv til at blive fisker. Jeg har ikke nogen til at støtte mig økonomisk, men jeg vil ikke lade denne lejlighed til at blive pioner gå fra mig, for det er det jeg har sukket efter at blive.“ Han er nu almindelig pioner og leder femten bibelstudier i sit distrikt.
En søster fra Portugal fortæller hvordan det gik til at hun blev pioner: „Jeg var enebarn og al opmærksomheden var derfor samlet om mig. Men jeg indså at jeg brugte det meste af min tid på mit verdslige arbejde. Mine forældre var ikke økonomisk afhængige af mig. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevist om at den tid jeg brugte i mit arbejde som sekretær kunne anvendes meget bedre i pionertjenesten. Så snart jeg havde truffet min beslutning om at blive pioner begyndte der at opstå problemer. Jeg fik et fristende tilbud om at blive sekretær i et andet firma for det dobbelte af den løn jeg ellers fik. Da min fader, som ikke er i sandheden, hørte at jeg ville være pioner, sagde han at han aldrig ville tale med mig igen og truede endda med at tage sit eget liv. Men jeg holdt fast ved min beslutning. Min fader gav mig straks ordre til at forlade hjemmet.
Under disse prøvelser var min moder til stadig opmuntring for mig. Og jeg vil aldrig glemme hvordan mine kærlige brødre og søstre viste venlighed og gav mig den kærlighed jeg havde brug for. Jeg vil altid være dem taknemmelig. Jeg fik flere invitationer til at komme og spise end der er måltider på en dag. Brødrene ville have at jeg skulle blive ved at være sund og rask og syntes endda at jeg burde tage på i vægt, sådan at min fader ikke skulle tro at jeg led nogen nød. Når jeg kom frem for Jehova i bøn følte jeg i særlig grad at jeg fik styrke og mod til at fortsætte i pionertjenesten. Ni måneder senere mødte jeg så en dag min fader på gaden. Han havde svært ved at få sagt goddag til mig, men jeg havde en følelse af at han var glad for at se mig. Og til min overraskelse fik jeg kort efter besked om at jeg kunne komme tilbage og bo hjemme og fortsætte i pionertjenesten. Efter at jeg har været pioner i over fem år, har min fader nu for første gang besluttet at tage med til et stævne. Jeg kan sige som der står i Salme 27:10 (NW): ’Om min egen fader og min egen moder forlod mig, ville Jehova selv tage mig til sig.’“
Et ungt ægtepar på Filippinerne fortæller hvordan de begyndte i pionertjenesten: „Vi forstod hvor kort tid der var tilbage, og det fik os til at forlade vores verdslige heltidsarbejde og gå ind i pionertjenesten. Fordi vi gjorde det har vi nu fred i sindet, og vi er kommet hinanden meget nærmere som mand og hustru fordi vi arbejder sammen i tjenesten på arbejdsmarken. Vi har lært at lægge et budget både over tiden og pengene. Når vi arbejder i distriktet prøver vi at lægge det sådan til rette at vi både kan gå fra hus til hus og på genbesøg i samme område. Det sparer på transportudgifterne. Til husholdningen har vi lært at købe de nødvendige fødevarer først, og i større mængder hvis det bedst kan betale sig.“
En ung søster fra Nigeria begyndte alvorligt at overveje pionertjenesten da hun kom ud af high-school. Hun havde flere muligheder for at få verdsligt arbejde. Hun besluttede at tage det job der kunne give hende mest tid til forkyndelsen, selv om det betød at lønnen ikke blev så høj. Hun tænkte som så: ’Når dette system forsvinder sammen med det der hører det til, vil jeg være sikker på at jeg har et kald.’
En pionersøster fra byen Davao på Filippinerne fortæller om de velsignelser hun fik da hun gav afkald på sit verdslige arbejde for at blive pioner: „Jeg fandt ingen ægte glæde og lykke gennem mit verdslige arbejde; det var meget utilfredsstillende og gav mig mange skuffelser. Da jeg sagde op tilbød firmaet mig en højere stilling og en stor lønforhøjelse. Men jeg holdt fast ved mit ønske om at blive pioner. Efter to år som pioner har jeg udelukkende høstet glæder og velsignelser i mængde. Min bibelkundskab er blevet meget bedre og jeg er blevet dygtigere til at forkynde. Jeg har også fundet det lettere at bære Guds ånds frugt. Nu lægger jeg altid vægt på at opmuntre andre unge til at tage del i pionertjenesten.“
Opmuntring fra forældre er en hjælp
Det er givet at andres eksempel kan være en kilde til opmuntring. Men ud over dette kan det undertiden ske at hjertets ønske om at gøre det gode har brug for at blive styrket. Forældre kan gøre meget for at hjælpe deres børn i denne henseende.
En søster fra Visayan Islands (en del af Filippinerne) fortæller: „Mine forældre gjorde meget for at støtte mig i min beslutning om at blive pioner. Jeg benyttede mig af skoleferien til at ansøge om at tjene som midlertidig pioner. Vore brødres oplevelser som vi har kunnet læse i Vagttårnet vakte mit hjerte til at stræbe efter det privilegium pionertjenesten er.“
En ældste i Korea opmuntrede sine fire børn til at blive pionerer. Ved et kredsstævne blev han og hans børn interviewet. Den ældste datter havde været den dygtigste i high-school. På et tidspunkt havde hun selv ønsket at læse videre. Hendes fader havde imidlertid sagt til hende at hun naturligvis havde frihed til at gøre dette, men at hun så ikke kunne forvente økonomisk støtte fra ham. Hun skiftede mening angående videre uddannelse, og nu har hun mange velsignelser som pioner. Den næstældste, en søn, fortalte at han også på et tidspunkt gerne ville videreuddannes og følge en verdslig karriere. Men hans fader satte sig ned og gennemgik nogle skriftsteder sammen med ham. Hans fader fortalte ham også at hvis han insisterede på at følge en verdslig karriere, måtte han finde et andet sted at bo. Han fulgte sin faders vejledning og er nu meget taknemmelig for at faderen var både fast og venlig i sit standpunkt. De to yngste børn fortalte at det der skete med de to ældste havde gjort indtryk på dem. Lige fra begyndelsen lagde de planer om at blive pionerer. Den yngste søn forlod high-school for at blive pioner.
Overvej at blive pioner
Måske forholder det sig nu sådan at dit hjertes ønske er at blive pioner, men at dine forhold simpelt hen ikke tillader det i øjeblikket. Hvis det er tilfældet, så bliv ikke mismodig. Du kan være forvisset om at Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus i høj grad værdsætter din trofaste tjeneste.
Hvis du er vedholdende i bønnen kan det være at det der nu hindrer dig med tiden vil blive fjernet, så du bliver fri til at opfylde dit hjertes ønske. Sådan gik det med en søster der nu tjener som missionær. Da hun begyndte at tale om at blive pioner var hun stadig mindreårig og boede hjemme. Hendes ikke-troende fader ønskede ikke at hun skulle være pioner men at hun skulle studere på en læreanstalt. Hun bad vedholdende Jehova om han ville blødgøre hendes faders hjerte. Inden et år var hun i stand til at begynde i pionertjenesten. Hendes helbred begyndte også at blive bedre, og dette gjorde et gunstigt indtryk på hendes fader. Idet denne søster nu ser tilbage på sin pionertjeneste, siger hun: „Det var umagen værd at overvinde alle de vanskeligheder der er dukket op i tidens løb.“
Mens du nu tænker over de erfaringer andre har haft, så overvej om også du kan gribe det privilegium det er at være pioner. Jehova Gud har overladt det til hver enkelt af os at afgøre hvor megen tid vi vil anvende i arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. Han har også ladet os forstå hvilket behov der er for dette livsvigtige arbejde. Han har åbenbaret for os at denne tingenes ordning snart vil nå sin afslutning. Det betyder at folks liv er i alvorlig fare. De må opnå et godkendt forhold til Jehova hvis de skal overleve „den store trængsel“. Jehova har også åbenbaret at det er hans vilje at vi udbreder hans ords livreddende budskab. Når vi retter os efter hans vilje er det derfor et udtryk for vor kærlighed til ham og til vore medmennesker.
Udspringer dit hjertes ønsker af kærlighed til Jehova? Hvis de gør, så kan du, hvad enten du er i stand til at være pioner eller ej, have den dybe tilfredshed det er at vide at du tjener Jehova af hele din sjæl. Jesus sagde til sine brødre at de skulle forkynde og undervise. „Gør disciple,“ sagde han. Alle indviede kristne ved hvad de skal gøre, og de vil fortsat være travlt optaget af at forkynde den gode nyhed for andre fra hus til hus, hvor som helst, når som helst.