-
Markus – Studienoter, kapitel 14Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
-
-
Mens han i Betania spiste: De begivenheder der omtales i Mr 14:3-9, fandt øjensynligt sted efter solnedgang da den 9. nisan begyndte. Vi får et fingerpeg om tidsangivelsen i parallelberetningen i Johannesevangeliet, hvor der siges at Jesus kom til Betania “seks dage før påske”. (Joh 12:1) Han må være ankommet omkring det tidspunkt hvor sabbatten begyndte (ved solnedgang) den 8. nisan, som var dagen før måltidet hos Simon. – Joh 12:2-11; se Tillæg A7 og B12.
Simon der havde været spedalsk: Denne Simon omtales kun her og i parallelberetningen i Mt 26:6. Han kan have været spedalsk og være blevet helbredt af Jesus. – Se studienote til Mt 8:2 og Ordforklaring, “Spedalskhed”.
en kvinde: Se studienote til Mt 26:7.
alabasterkrukke: Se Ordforklaring: “Alabasterkrukke”.
parfumeret olie: Johannes fortæller at olien vejede et pund. Og i Markus’ og Johannes’ beretning bliver det præciseret at den var “mere end 300 denarer” værd. (Mr 14:5; Joh 12:3-5) Det beløb svarede til det en almindelig arbejder tjente på et år. Der er bred enighed om at denne olie blev udvundet af en aromatisk plante (Nardostachys jatamansi) der vokser i Himalaya. Nardus blev ofte fortyndet eller endda forfalsket, men både Markus og Johannes fortæller at denne olie var ægte nardus. – Se Ordforklaring: “Nardus”.
hælde den ud over hans hoved: Ifølge Matthæus’ og Markus’ beretning hældte kvinden olie ud over Jesus’ hoved. (Mt 26:7) Johannes, der skrev sit evangelium nogle år senere, tilføjer den detalje at hun også hældte den ud over hans fødder. (Joh 12:3) Jesus forklarede at denne venlige gestus var en symbolsk handling som forberedelse til hans begravelse. – Se studienote til Mr 14:8.
-