9:2

breve: I det første århundrede e.v.t. var folk afhængige af breve fra pålidelige afsendere som introducerede dem for en fremmed der ankom, og bekræftede hans eller hendes identitet eller bemyndigelse. (Ro 16:1; 2Kt 3:1-3) Nogle jøder i Rom omtalte denne form for kommunikation. (ApG 28:21) De breve som Saulus bad ypperstepræsten om at skrive til synagogerne i Damaskus, gav ham bemyndigelse til at arrestere de jødiske kristne i denne by. (ApG 9:1, 2) I brevene som Saulus fik med sig, bad ypperstepræsten åbenbart synagogerne i Damaskus om at samarbejde med Saulus i hans forfølgelseskampagne mod de kristne.

Damaskus: Byen, der ligger i nutidens Syrien, siges at være en af de ældste byer i verden som har været beboet lige siden sin grundlæggelse. Det er muligt at patriarken Abraham passerede eller rejste igennem denne by, der lå i Aram, da han var på vej sydover mod Kanaan. På et tidspunkt blev Eliezer, “en mand fra Damaskus”, en del af Abrahams husstand som tjener. (1Mo 15:2) Næsten tusind år senere dukker Damaskus igen op i den bibelske beretning. (Se Ordforklaring: “Aram; aramæere”). På dette tidspunkt lå aramæerne i krig med Israel, og der opstod et fjendtligt forhold mellem de to nationer. (1Kg 11:23-25) I det første århundrede var Damaskus en del af den romerske provins Syrien, og i byen var der en jødisk befolkning, der måske var på omkring 20.000, og adskillige synagoger. Grunden til at Saulus udså sig de kristne i Damaskus som mål, var måske at byen lå ved et vigtigt trafikknudepunkt i regionen og han derfor frygtede at de kristnes lære hurtigt kunne sprede sig fra denne by. – Se Tillæg B13.

Vejen: En betegnelse der bruges i Apostlenes Gerninger om den kristne livsform og om den kristne menighed i det første århundrede. Den stammer muligvis fra Jesus’ udtalelse i Joh 14:6: “Jeg er vejen.” De der blev Jesus’ disciple, blev omtalt som nogle der tilhørte “Vejen”, i den betydning at de fulgte samme vej som Jesus og efterlignede ham i deres liv. (ApG 19:9) Jesus’ liv var centreret om tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. For de kristne havde troen på Jesus Kristus desuden en central plads. Måske allerede i år 44 e.v.t., i Antiokia i Syrien, blev Jesus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang ... kaldt kristne”. (ApG 11:26) Men selv efter at de havde fået denne betegnelse, omtaler Lukas menigheden som “Vejen” og “denne Vej”. – ApG 19:23; 22:4; 24:22; se studienoter til ApG 18:25; 19:23.