23:6

jeg er farisæer: Blandt tilhørerne var der nogle der kendte Paulus. (ApG 22:5) De må have forstået at når han kaldte sig selv en søn af farisæere, var det et udtryk for at de havde noget tilfælles. Og farisæerne i Sanhedrinet var godt klar over at Paulus ikke udgav sig for at være noget han ikke var, for de vidste at han nu var blevet en ivrig kristen. Men i denne sammenhæng skal Paulus’ udtalelse om at han var farisæer, forstås relativt – Paulus identificerede sig mere med farisæerne end med saddukæerne fordi farisæerne troede på opstandelsen. På den måde skabte han et fælles grundlag med de farisæere der var til stede. Han håbede åbenbart at han ved at tage dette kontroversielle emne op kunne få nogle af medlemmerne af Sanhedrinet til at se logikken i hans argumentation, og strategien virkede. (ApG 23:7-9) Paulus’ udtalelse her i ApG 23:6 harmonerer også med den måde han omtaler sig selv på da han senere forsvarer sig over for kong Agrippa. (ApG 26:5) Og da Paulus skriver fra Rom til sine medkristne i Filippi, nævner han igen sin fortid som farisæer. (Flp 3:5) Det er også værd at bemærke hvordan andre kristne der tidligere havde været farisæere, bliver beskrevet i ApG 15:5. – Se studienote til ApG 15:5.