6:7

bliver ... frikendt: Eller “bliver befriet (tilgivet)”. Bogst.: “er blevet retfærdiggjort”. Det græske ord dikaioo, der bruges her, gengives ofte med “at erklære retfærdig”. Ud fra sammenhængen kan man se at Paulus talte om salvede kristne der levede på hans tid. De var blevet døbt til Kristus Jesus og havde fået håb om at komme til at leve i himlen. Men for at de kunne blive salvet med hellig ånd og godtaget som Guds åndelige sønner, måtte de dø med hensyn til deres tidligere livsførelse som ufuldkomne mennesker og få deres synder tilgivet af Gud. Derefter kunne de blive tilregnet menneskelig fuldkommenhed. Da Paulus talte om dette emne i forbindelse med de salvede kristne, byggede han sin argumentation på en grundlæggende sandhed. Han vidste at straffen for Adams synd var død. (1Mo 2:17) Derfor konkluderede Paulus at den der er død, er blevet frikendt for sin synd fordi han ved sin død har afsonet den fulde straf for synden. I Ro 6:23 siger Paulus: “Den løn synden betaler, er døden.” Når en person dør, kan han altså ikke længere kræves til regnskab for sine synder. Og hvis ikke Jesus havde ofret sit liv og Gud havde til hensigt at oprejse de døde, ville personen aldrig kunne leve igen. Men han ville stadig være frikendt for synd, for Gud vil ikke tage sagen op igen og idømme ham yderligere straf.