En 93-årig ser tilbage
FORTALT AF FREDERICK W. FRANZ
DEN 12. september 1893 kom en lille dreng til verden i byen Covington, der ligger ved Ohioflodens sydlige bred i staten Kentucky, lige over for byen Cincinnati i Ohio. Hans lykkelige forældre, Edward Frederick Franz og Ida Louise (født Krueger), gav ham navnet Frederick William Franz.
Sådan begyndte mit nu 93-årige liv. Min far, der var født i Tyskland, bekendte sig til den lutherske kirke, hvor jeg blev døbt ved at præsten fugtede sin hånd og lagde den på min pande. Der blev udfærdiget en dåbsattest, som blev indrammet og hængt op på væggen i vort hjem sammen med dåbsattesterne for mine to ældre brødre, Albert Edward og Herman Frederick. Blot tyve år senere fandt jeg ud af hvor ubibelsk en sådan religiøs skik er.
Det var efter at vi var flyttet til Greenup Street at jeg første gang så en vogn der kunne køre uden hestespand — det var et åbent, tosæders automobil der kom kørende ned ad gaden. Nogle år senere så jeg for første gang en flyvemaskine. Vi boede dengang ved siden af Kriegers bageri, hvor min far havde natarbejde som bager. Når han kom hjem om morgenen lagde han sig til at sove. Om eftermiddagen havde han så tid til at være sammen med os drenge.
Da jeg nåede skolealderen blev jeg først sendt i en skole der tilhørte den romersk-katolske St. Joseph-kirke. Det indbefattede ganske vist at jeg også skulle overvære gudstjenesterne — men skolen lå bekvemt, lige i nærheden, ved hjørnet af 12. gade og Greenup Street. Jeg kan tydeligt huske klasseværelset. Den munk der fungerede som lærer beordrede mig engang op foran hele klassen, hvor jeg måtte række min åbne hånd frem for at få tildelt adskillige slag med en lineal for en forseelse jeg havde begået.
Jeg husker også når jeg skulle tage plads i kirkens mørke skriftestol, og over for skriftefaderen, der sad bag skillevæggen, fremsige en udenadlært bøn og bekende hvor slem en dreng jeg var. Derefter gik jeg ned til alterskranken hvor jeg knælede for at deltage i nadveren, der foregik ved at præsten puttede et stykke brød i munden på mig — vinen gemte han for selv at drikke den på et senere tidspunkt. Sådan begyndte min religiøse opdragelse hvorigennem jeg fik respekt for Gud, en respekt der fremover skulle blive meget større.
Da jeg i 1899 havde gået et år i denne kirkeejede skole, flyttede vi over på den anden side af Ohiofloden til Cincinnati, hvor vi kom til at bo i Mary Street nr. 17. Nu kom jeg i en almindelig folkeskole, i tredje klasse. Jeg var en uopmærksom elev, og jeg kan huske at jeg engang, sammen med min sidekammerat, blev sendt ned på inspektørens kontor på grund af dårlig opførsel. Inspektøren, Fitzsimmons, gav ordre til at vi skulle bøje os forover så vi kunne nå spidsen på vore sko med fingrene mens han med et spanskrør tildelte os et antal slag bagi. Jeg fik naturligvis dumpekarakterer.
Min far ville imidlertid ikke have at jeg skulle gå to år i samme klasse. Da det næste skoleår skulle begynde tog han mig derfor med til Liberty Street-skolen, hvor vi mødte op på inspektør Logans kontor. Far bad mr. Logan om at indskrive mig i fjerde klasse. Mr. Logan var meget venlig over for mig, og sagde: „Lad os nu se hvor meget den unge mand ved.“ Da jeg havde besvaret flere spørgsmål til hans synlige tilfredshed sagde han: „Jo, han kan vist godt klare sig i fjerde klasse.“ Så mr. Logan sørgede personligt for at jeg rykkede en klasse op i forhold til den jeg var dumpet fra. Herefter tog jeg mig sammen og gjorde mig umage i skolen — og jeg dumpede aldrig mere.
Min religiøse opdragelse ændrede sig også. På en eller anden måde kom repræsentanter for Den Anden Presbyterianske Kirke i Cincinnati i kontakt med min mor. Hun besluttede at sende Albert, Herman og mig i denne kirkes søndagsskole, som dengang blev ledet af mr. Fisher. Den unge Bessie O’Barr blev min søndagsskolelærer. På den måde lærte jeg Bibelens inspirerede skrifter at kende. Jeg var meget taknemmelig da min søndagsskolelærer forærede mig et personligt eksemplar af Bibelen i julegave!
Jeg besluttede mig til at jeg hver dag resten af livet ville læse et stykke i Bibelen. På den måde blev jeg snart godt kendt med Den Hellige Skrift. Dens gavnlige indflydelse hjalp mig til at modstå påvirkningen af mine klassekammeraters dårlige sprog og umoralske opførsel. Det er ikke så mærkeligt at de betragtede mig som en særling.
Gymnasiet og universitetet
Da jeg i 1907 havde fået min folkeskoleeksamen, lod mine forældre mig fortsætte min uddannelse på Woodward High School — hvor min ældste bror, Albert, allerede havde gået et år. Jeg valgte ligesom han den klassisk-sproglige gren. Jeg begyndte derfor at studere latin — et studium jeg dyrkede de næste syv år.
I foråret 1911 oprandt så tiden for min studentereksamen. Jeg blev udvalgt til som elevrepræsentant for Woodward-gymnasiet at holde talen ved dimissionsfesten, som skulle afholdes i Cincinnatis største auditorium, koncertsalen.
Dengang samledes Cincinnatis tre gymnasier — Woodward High School, Hughes High School og Walnut Hills High School — til en fælles dimissionsfest. Gymnasiernes ældste elever sad på den store scene med front mod en stuvende fuld sal. Den første tale skulle holdes af elevrepræsentanten for Woodward High School. Jeg havde valgt at tale over emnet „Skole og borgerskab“. Alle tre talere fik et pænt bifald. Jeg var nu i mit attende år.
Mine forældre lod mig fortsætte min uddannelse, så jeg blev optaget på universitetet i Cincinnati, hvor jeg studerede det man før i tiden kaldte de frie kunster. Jeg havde nu besluttet mig for at blive presbyteriansk prædikant.
Foruden at jeg fortsat studerede latin begyndte jeg nu også at studere græsk. Det var en stor forret at få lov til at læse bibelgræsk hos professor Arthur Kinsella! Jeg læste også klassisk græsk hos dr. Joseph Harry, der havde forfattet flere værker om græsk. Jeg vidste at hvis jeg ville være presbyteriansk præst måtte jeg beherske Bibelens græske grundsprog. Derfor anstrengte jeg mig voldsomt og bestod da også de afsluttende eksaminer.
Jeg blev også interesseret i at lære spansk, som jeg syntes havde flere ligheder med latin. Dengang gjorde jeg mig ingen forestilling om hvor meget jeg senere skulle få brug for mine spanskkundskaber i min kristne tjeneste.
Det var et højdepunkt i min akademiske karriere da universitetets rektor, dr. Lyon, bekendtgjorde for en forsamling af studenter i auditoriet at jeg var blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen ved Ohios statsuniversitet om Cecil Rhodes’ studielegat, der ville give adgang til Oxford-universitetet i England. En af de andre konkurrencedeltagere var bedre til atletik end jeg, men på grund af mine gode karakterer ønskede man også at anbefale mig til Oxford-universitetet. Jeg var naturligvis taknemmelig for at jeg kunne stå mål med forudsætningerne for at modtage stipendiet, og under normale omstændigheder ville det også have været en stor glæde.
„Dette er sandheden!“
Ved en lejlighed sagde Jesus til sine disciple: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) I 1913 — et år tidligere — havde min broder Albert fundet „sandheden“ i Chicago. Hvordan var det gået til?
Jo, Albert boede på et KFUM-kollegium mens han arbejdede i Chicago. En lørdag aften i foråret 1913 var han gået tidligt i seng, men pludselig kom hans værelsesmakker brasende ind. Han var blevet indbudt til samme aften at besøge en mr. og mrs. Hindman, hvis datter Nora også skulle have en veninde på besøg — og to piger var mere end han kunne tage sig af, så nu manglede han en til at tage med. Albert stillede sig beredvilligt til rådighed. I aftenens løb viste det sig imidlertid at Alberts kammerat udmærket kunne klare at opvarte de to unge damer. Mr. og mrs. Hindman koncentrerede så deres opmærksomhed om Albert, idet de præsenterede ham for det budskab Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab forkyndte.
Albert sendte mig senere en brochure med titlen Hvor er de døde? Den var skrevet af en skotsk læge ved navn John Edgar, som var medlem af de internationale bibelstudenters menighed i Glasgow. Først lagde jeg brochuren til side. Men en aften da jeg havde en smule tid tilovers inden jeg skulle til korprøve, begyndte jeg at læse i den. Den var så interessant at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Jeg læste i den hele vejen mens jeg gik de godt halvanden kilometer til den presbyterianske kirke. Da jeg ankom var kirkedøren stadig låst, så jeg satte mig på den kolde stentrappe og fortsatte læsningen. Da organisten kom forbi og så hvor opslugt jeg var af det jeg læste sagde han: „Det må være meget interessant.“ „Ja, det er ikke ordet,“ svarede jeg.
Jeg glædede mig meget over de nye sandheder jeg lærte, og fik den idé at spørge prædikanten, dr. Watson, om hvad han mente om denne brochure. Jeg viste ham den og spurgte: „Dr. Watson, hvad mener De om dette?“
Han tog brochuren, åbnede den, og snerrede: „Årh, det må være et af de Russell-skrifter. Hvad ved han om eskatologi?“ Jeg var temmelig forbløffet over hans hånlige indstilling. Da jeg tog brochuren fra ham og gik, tænkte jeg ved mig selv: „Jeg er ligeglad med hvad han mener om det. Dette er SANDHEDEN!“
Det varede ikke længe før Albert kom hjem på et af sine besøg. Han havde taget de tre første bind af værket Studier i Skriften, af Charles Taze Russell, med til mig. Albert satte mig også i forbindelse med den lokale menighed af bibelstudenter. Det viste sig at de var naboer til den presbyterianske kirke. Jeg var lykkelig for det jeg lærte og besluttede snart at tiden var inde til at bryde forbindelsen med den presbyterianske kirke.
Senere, da Albert besøgte os igen, mødte vi en søndag aften op ved dr. Watsons prædiken. Bagefter gik Albert og jeg ned til ham hvor han stod og gav hånd til menighedens medlemmer efterhånden som de gik. Jeg sagde til ham: „Dr. Watson, jeg forlader kirken.“
Han svarede: „Jeg vidste det! Jeg vidste det så snart jeg så dig læse i de Russell-skrifter. Den mand, Russell — jeg ville ikke have ham inden for mine døre!“ Så tilføjede han: „Fred, synes du ikke at vi hellere burde gå op i sakristiet og bede sammen?“ „Nej, dr. Watson, jeg har truffet min beslutning,“ svarede jeg.
Dermed forlod Albert og jeg kirken. Det var en herlig fornemmelse ikke at være bundet til et religiøst system der førte falsk lære! Og hvor var det dejligt at blive tilsluttet menigheden af internationale bibelstudenter der var så loyale over for Guds ord! Den 5. april 1914 symboliserede jeg min indvielse ved vanddåben i Chicago, Illinois.
Jeg skrev et brev til universitetets styrelse inden den bekendtgjorde udfaldet af konkurrencen om Cecil Rhodes’ studielegat, og gjorde opmærksom på at jeg ikke længere var interesseret i stipendiet til Oxford-universitetet og at de skulle slette mig af listen over kandidater. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg tog dette skridt selv om min professor i græsk ved universitetet, dr. Joseph Harry, på forhånd havde oplyst mig om at jeg var blevet godkendt til at modtage legatet.
To måneder senere, den 28. juni 1914, blev den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru myrdet i Sarajevo i Bosnien. Samtidig var de internationale bibelstudenter forsamlet på tredjedagen af deres generalstævne i Memorial Hall, Columbus, Ohio. Kun en måned senere, den 28. juli 1914, udbrød historiens første verdenskrig. Vi bibelstudenter forventede at hedningernes tider på 2520 år ville udløbe den 1. oktober samme år.
Med min fars tilladelse havde jeg forladt universitetet i Cincinnati i maj 1914, kun et par uger før udløbet af mit næstsidste studieår. Jeg traf øjeblikkelig aftale med Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab om at blive kolportør, eller pioner, som man i dag kalder en sådan heltidsforkynder. På det tidspunkt var jeg blevet aktiv forkynder i Cincinnati-menigheden af de internationale bibelstudenter.
Senere blev jeg udnævnt som ældste i Cincinnati-menigheden. Da Amerikas Forenede Stater blev inddraget på de allieredes side i den første verdenskrig og unge mænd blev udskrevet til militærtjeneste, blev jeg fritaget fordi man betragtede mig som en ordets tjener.
Broder Russell
Blandt de hændelser i mit liv som jeg ser tilbage på med særlig glæde er de gange hvor jeg havde den forret at møde Selskabets første præsident, Charles Taze Russell. Første gang jeg mødte ham personligt var dagen før premieren på forevisningen af Skabelsens Fotodrama, der fandt sted søndag den 4. januar 1914 i koncertsalen i Cincinnati. Den lørdag mødte jeg en ældste fra Cincinnati-menigheden uden for koncertsalen. Han sagde: „De siger at broder Russell er derinde. Hvis du går om bag scenen kan du få ham at se.“ Jeg var meget ivrig og gik indenfor, hvor jeg snart kom i samtale med ham. Broder Russell var kommet for at inspicere arrangementet for denne allerførste forevisning af Skabelsens Fotodrama.
Ved en senere lejlighed, i 1916, skulle broder Russell skifte tog i Cincinnati, hvilket betød at han måtte vente der i flere timer. En søster og jeg havde fået nys om det, hvorefter vi skyndte os til jernbanestationen. Der mødte vi broder Russell sammen med sin sekretær. Han havde taget en madpakke med, og da det blev frokosttid delte han den med os.
Efter frokost spurgte han om vi havde nogen bibelske spørgsmål. Jeg ville gerne vide om det kunne tænkes at Adam vil få en opstandelse, i betragtning af at han havde syndet med vilje og ikke angrede. Med et glimt i øjet svarede broder Russell: „Kære broder, du stiller et spørgsmål og samtidig svarer du selv på det. Nå, hvad var det nu du ville spørge om?“
„Den fuldbyrdede hemmelighed“
Charles Taze Russell nåede ikke at skrive det syvende bind i serien Studier i Skriften. Han døde tirsdag den 31. oktober 1916. Da hans sekretær, som sad ved hans dødsleje i toget på vej tilbage fra Californien, spurgte ham hvad han havde tænkt sig med det syvende bind, svarede han: „Det må en anden skrive.“
Året efter, i 1917, udkom det syvende bind, der indeholdt en kommentar til de profetiske bøger Ezekiel og Åbenbaringen, sammen med en vidunderlig forklaring af Salomons højsang. Selskabet havde store planer med hensyn til udbredelsen af denne nye bog. Derfor sendte de kartoner af dette syvende bind til bestemte venner i menighederne over hele USA. Der ankom mange kasser til mit hjem i Baymiller Street 1810 i Cincinnati, hvor de blev opbevaret til vi fik yderligere besked på hvordan indholdet skulle uddeles.
Der var otte sider i Den fuldbyrdede Hemmelighed med citater af hvad fremtrædende personligheder tidligere havde sagt om krig. Men stærkt tilskyndet af kristenhedens religiøse organisationer, den katolske og protestantiske kirke, gjorde De Forenede Staters regering indsigelse mod siderne 247-254, som blev skåret ud af bøgerne. Når Den fuldbyrdede Hemmelighed herefter blev afhændet til folk, fulgte der også en forklaring på hvorfor disse sider manglede. De Forenede Staters regering var ikke tilfreds med denne løsning, og som følge af yderligere tilskyndelse fra landets religiøse organisationer blev der nedlagt forbud mod hele det syvende bind af Studier i Skriften.
Jeg husker at jeg en søndag morgen var optaget af noget omme ved bagdøren til vores hus. Nogle mænd kom gående ned ad stien langs huset. Anføreren vendte sit frakkerevers og viste mig et metalskilt, hvorefter han krævede adgang til huset. Jeg havde ikke andet valg end at lade dem komme indenfor, hvor de så kasserne med bøgerne Den fuldbyrdede Hemmelighed. Nogle få dage senere kom der en lastbil og hentede dem alle.
Senere hørte vi at Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident, og seks af hans medarbejdere ved hovedkontoret i Brooklyn falskeligt var blevet anklaget for at modarbejde De Forenede Staters krigsbestræbelser. For hver af de fire anklagepunkter blev de dømt til at afsone tyve år i forbundsfængselet i Atlanta — de enkelte domme kunne dog afsones sideløbende. Krigen sluttede den 11. november 1918, og den 25. marts 1919 blev broder Rutherford og hans medarbejdere løsladt mod kaution. De blev senere fuldstændig frikendt. Forbudet mod bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed blev også hævet så den nu igen frit kunne uddeles.
Det indgød os i høj grad nyt mod da Selskabet traf forberedelser til at afholde det første stævne efter krigen. Det skulle finde sted fra den 1. til den 8. september 1919 i Cedar Point, der ligger ved et badested på spidsen af en halvø i nærheden af Sandusky, Ohio. Jeg følte det som et stort privilegium at få lov til at overvære dette stævne.
På Betel
Året efter, i 1920, tog præsident Rutherford imod en invitation til at holde et offentligt foredrag i Cincinnati. På det tidspunkt arbejdede jeg som kolportør, men broder Rutherford opfordrede mig til at skrive et brev til ham for at ansøge om tjeneste ved hovedkontoret i Brooklyn.
Jeg sendte brevet, og efter at jeg havde fået et positivt svar steg jeg på toget mod New York, hvortil jeg ankom tirsdag aften den 1. juni 1920. Der blev jeg modtaget af Leo Pelle, en gammel ven fra Louisville, Kentucky. Han viste mig vej til Betel. Næste dag, om onsdagen, fik jeg at vide at jeg — som betelfamiliens medlem nummer 102 — skulle dele kvistværelse med Hugo Riemer og Clarence Beatty.
Selskabet havde oprettet sit første trykkeri i ejendommen Myrtle Avenue 35. I kælderetagen havde man installeret den første rotationspresse, som vi kaldte „slagskibet“ på grund af dens størrelse. Vi fremstillede Selskabets nye blad med titlen Den gyldne Tidsalder — det der i dag hedder Vågn op! Et transportbånd førte bladene fra trykkemaskinen op gennem en spalte i gulvet og hen over en skråtstillet bordplade, hvor jeg havde til opgave at tage dem fra, støde dem op og stable dem så de kunne transporteres videre til skæremaskinen og forsendelsen.
Lørdag formiddag, når trykkemaskinen ikke kørte, var en del af os brødre optaget af at pakke bladene ind i brunt papir der var påtrykt abonnenternes navne og adresser. Derefter gjorde vi dem klar til forsendelse med postvæsenet. Dette var mit arbejde i nogle måneder, indtil Donald Haslett fra afdelingen der førte tilsyn med kolportørerne forlod Betel for at gifte sig med Mabel Catel. Så blev jeg flyttet fra Myrtle Avenue 35 til kolportørafdelingen i Selskabets kontor på Columbia Heights 124.
Jeg tilhørte New York-menigheden, hvor jeg fik til opgave at lede et bogstudium som blev afholdt i hjemmet hos familien Afterman, der boede i Brooklyns Ridgewood-område.
Radio og stævneopgaver
Jeg arbejdede i kolportørafdelingen til 1926. Selskabet havde i mellemtiden oprettet sin første radiostation, WBBR, på Staten Island. Det var i 1924. Jeg havde det store privilegium at medvirke i Selskabets radioprogrammer, ikke blot som taler men også som sanger — ja, jeg spillede endog på mandolin til klaverakkompagnement. Jeg sang også andentenor i vores WBBR-mandskvartet. I sin egenskab af Selskabets præsident var broder Rutherford naturligvis hovedtaleren i WBBR’s programmer som havde mange lyttere.
Vagttårnets selskab havde i 1922 afholdt sit andet generalstævne i Cedar Point, Ohio. Ved den lejlighed lød broder Rutherfords kraftige tilskyndelse til os: „Forkynd! Forkynd, forkynd Kongen og Riget!“
Et af de store privilegier jeg nød i 20’erne var at tjene sammen med broder Rutherford ved det internationale stævne der blev afholdt i 1926 i London. Der holdt han sit offentlige foredrag i Royal Albert Hall for en stor tilhørerskare, efter at jeg havde sunget en tenorsolo akkompagneret af koncertsalens berømte orgel.
Den følgende aften talte broder Rutherford til en forsamling af jøder, over temaet „Palæstina for jøderne — hvorfor?“ og jeg sang et soloparti fra Händels Messias, „Comfort Ye, My People“. Dette særlige møde blev overværet af nogle tusinde jøder. Dengang anvendte vi fejlagtigt visse profetier fra De Hebraiske Skrifter på de kødelige, omskårne jøder. Men i 1932 åbnede Jehova vore øjne så vi forstod at disse profetier gjaldt det åndelige Israel.
Det var også en fantastisk oplevelse at være til stede ved stævnet der blev afholdt i 1931 i Columbus, Ohio, da broder Rutherford foreslog det ’nye navn’ Jehovas Vidner og alle de tilstedeværende begejstret støttede forslaget. Straks efter antog alle menigheder af Jehovas folk jorden over det ’nye navn’. — Jævnfør Esajas 62:2.
Fredag den 31. maj 1935 befandt jeg mig som dirigent i orkestergraven lige neden for den platform hvorfra broder Rutherford holdt sit epokegørende foredrag over Åbenbaringen 7:9-17. Han viste klart for os hvem der udgjorde „den store skare“ som skildres i disse vers. Den såkaldte Jonadabskare var særligt indbudt til at overvære dette foredrag. Grunden til dette blev klar da broder Rutherford viste at ’den store skare’ skulle bestå af de „andre får“ under ledelse af „den rigtige hyrde“ Jesus Kristus. (Johannes 10:14, 16) Det var en betagende oplevelse, ikke mindst den næste dag, lørdag den 1. juni, da 840 stævnedeltagere lod sig døbe i vand for at symbolisere deres indvielse til Gud gennem Kristus, med håbet om at komme til at leve i et jordisk paradis! Fra det tidspunkt begyndte antallet af Kristi „andre får“ at vokse i en sådan grad at det nu langt overstiger det stadigt faldende antal medlemmer af den „lille hjord“ af åndsavlede „får“, disciple af „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus. — Lukas 12:32.
Da den anden verdenskrig brød ud i 1939 så det imidlertid ud til at den ville standse indsamlingen af ’den store skare’. Jeg kan huske at broder Rutherford en dag sagde til mig: „Nå, Fred, det ser ud til at ’den store skare’ ikke bliver så stor endda.“ Vi havde ikke den ringeste forestilling om hvilket kolossalt indsamlingsarbejde der ventede forude.
I 1934 iværksatte Selskabet forkyndelse ved hjælp af rejsegrammofoner og plader med foredrag af præsident Rutherford, for at give folk lyst til at modtage bibelsk læsestof. Da broder Rutherfords foredrag udkom på plade i spansk oversættelse benyttede jeg dem i forkyndelsen blandt den spansktalende befolkning der bor i nærheden af trykkeriet på Adams Street 117. Ved at besøge de interesserede igen og igen hjalp jeg dem til at forstå Bibelens sandheder. Med tiden fik jeg det privilegium at organisere den første spansktalende menighed i Brooklyn — og jeg har tilhørt denne menighed lige siden.
Udskiftninger på Selskabets præsidentpost
Broder Rutherford døde den 8. januar 1942. Nathan H. Knorr efterfulgte ham som præsident for Selskabet. I sommeren 1942, mens den anden verdenskrig rasede, holdt broder Knorr et offentligt foredrag med temaet „Freden — kan den vare ved?“ Dette foredrag skærpede vore forventninger til den nærmeste fremtid. Senere, mandag den 1. februar 1943, åbnede broder Knorr Vagttårnets bibelskole Gilead på Kingdom Farm. Der var 100 elever i den første klasse. Jeg havde den forret at deltage i programmet ved indvielseshøjtideligheden. Brødrene Eduardo Keller, Maxwell G. Friend, Victor Blackwell og Albert D. Schroeder fungerede som lærere.
I sin indledende tale gjorde broder Knorr opmærksom på at Selskabet havde tilstrækkelige midler til at finansiere skolen i fem år. Men indtil i dag har Jehova Gud den Almægtige holdt denne skole i gang i ni gange så lang tid!
Det var en stor forret at få lov til at samarbejde med Nathan H. Knorr. Den 4. juli 1923 havde jeg holdt foredrag for en gruppe dåbskandidater hvor han var iblandt. Det foregik ved Little Lehigh River uden for Allentown i Pennsylvanien, som var hans hjemby. Dengang gjorde jeg mig næppe nogen forestilling om at han skulle blive den tredje præsident for Vagttårnets selskab.
I den tid hvor broder Knorr var præsident rejste jeg meget og talte til store forsamlinger af brødre rundt omkring i verden — blandt andet i Latinamerika og Australien — for at opmuntre dem til at forblive trofaste. Jeg husker en bestemt episode i 1955, mens Jehovas Vidners virksomhed var forbudt i Spanien. Jeg var til stede ved et hemmeligt stævne som blev afholdt i skovene uden for Barcelona. Hele forsamlingen af spanske brødre blev omringet af bevæbnede betjente fra det hemmelige politi og alle mænd blev kørt bort på lastbiler til politiets hovedkvarter. Der blev vi tilbageholdt og forhørt. Da jeg var amerikansk statsborger lod jeg blot som om jeg ikke forstod spansk. Desuden var to søstre sluppet bort og havde informeret det amerikanske konsulat om min arrestation. Konsulatet henvendte sig så til politiet. For at undgå for megen offentlig og international opmærksomhed løslod de endelig os udlændinge, og senere de andre brødre. Efter dette samledes nogle stykker af os i et hjem hos brødrene Serrano, hvor vi sammen glædede os over at Jehova havde udfriet sit folk. I 1970 blev Jehovas Vidner anerkendt som trossamfund i Spanien. I dag er der et afdelingskontor uden for Madrid, og sidste år var der mere end 65.000 forkyndere af Riget i menighederne rundt om i landet.
Nathan H. Knorr døde den 8. juni 1977 og afsluttede således sit jordiske livsløb. Efter ham overtog jeg hvervet som Selskabets præsident. Broder Knorr havde virket som præsident i mere end 35 år — længere end nogen af de to tidligere præsidenter, Russell og Rutherford. Som medlem af Jehovas Vidners styrende råd har jeg haft til opgave at virke i udgiverudvalget og redaktionsudvalget.
Jeg føler det som en stor forret og glæde stadig at kunne tjene på Selskabets hovedkontor. Hver dag må jeg spadsere fra Betelhjemmet til kontorbygningen — hvilket er en glimrende motion for et aldrende legeme. Selv om jeg nu er 93 år og mit syn stadig forringes, er jeg lykkelig for at Jehova har velsignet mig med et godt helbred, så jeg i de 66 år jeg har tjent på Betel ikke har været fraværende en eneste dag på grund af sygdom — og jeg er stadig i stand til at arbejde på fuldtid. Det er i sandhed en guddommelig gunstbevisning at jeg har fået lov til at være her siden 1920 og se den vækst og udvidelse der har fundet sted i organisationen, både på hovedkontoret og i hele verden.
Med fuld tillid til universets Suveræn, Jehova Gud, og hans feltmarskal, Jesus Kristus, der er herre over himmelens utallige skarer af serafer, keruber og hellige engle, ser jeg sammen med millioner af trosfæller frem til det Bibelen viser der stadig ligger foran — nemlig ødelæggelsen af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og krigen på Guds, den Almægtiges, store dag ved Harmagedon, der kulminerer i historiens største sejr for universets Suveræn, Jehova Gud, der er „fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid“. Halleluja! — Salme 90:2.
[Illustration på side 23]
[Illustration på side 24]
Blandt betelmedarbejdere i 1920 (F. W. Franz i centrum)
[Illustration på side 25]
Sammen med N. H. Knorr i 1961
[Illustration på side 26]
Som taler ved et stævne i Japan i 1978