Gud belønner dem der ivrigt søger ham

„Endvidere, uden tro er det umuligt at behage ham, for den som nærmer sig Gud må tro at han er til, og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“ — Hebr. 11:6, NW.

 1. Nævn en vigtig forudsætning for et lykkeligt familieliv. Forklar nærmere.

DEN der er medlem af en familie, en fader eller moder, en søn eller datter, vil sikkert beredvilligt indrømme at en vigtig forudsætning for et lykkeligt familieliv er at familiens medlemmer kan udtrykke sig frit, alt efter som de har behov for eller føler trang til. Under de nuværende forhold er det imidlertid ofte tilfældet at denne trang ikke får lov at ytre sig på normal måde men undertrykkes. Den kvæles dog ikke fuldstændigt men er stadig til stede og får måske afløb ad anden, mindre heldig, vej. Trangen til og behovet for at udtrykke sig giver sig tydeligt til kende. Barnet græder over den mindste smule for at opnå andres medfølelse og opmærksomhed. Henrykkes det over et eller andet, ønsker det at dele sin begejstring med en som vil forstå. Hvem har ikke set et lille barn falde og slå sig under sin leg udendørs, rejse sig uden et ord og skynde sig ind til sin mor, og først da give tårerne frit løb?

 2. Hvilke evner og egenskaber er årsag til det stærke ønske hos mennesket om at meddele sig til andre?

² Ja, mennesket har evnen til og et stærkt ønske om at meddele sig til andre, at tale med andre om hvad der ligger det på sinde. Det søger ivrigt at give udtryk for hvad der bor i dets indre, enten for fornøjelsens skyld, eller for at søge hjælp, eller for at opleve glæden ved selv at hjælpe. Kan vi opspore grunden til dette stærke ønske? Ja. Mennesket har et tænkende og spørgende sind. Det kan udforske, opfinde og organisere. Det har en stærk fornemmelse af ret og uret; det kan vælge og bedømme. Det kan finde ud af hvordan noget skal forstås og kan opbygge en dyb værdsættelse af ting og personer. Det følger heraf at det selv ønsker at blive forstået og værdsat af andre. Det ejer evnen til at elske, og nærer selv en stærk længsel efter at blive elsket, og det oplever den dybeste tilfredsstillelse og glæde når det finder sin kærlighed gengældt. Har vi ikke alle erfaret dette? Disse vidunderlige egenskaber og evner ejer mennesket, og de kræver naturligt nok at komme til udtryk. Så derfra stammer menneskets ønske om at meddele sig til andre.

 3. (a) Hvilken anden faktor kommer ind i billedet? (b) Hvoraf fremgår det at begge faktorer har betydning fra den tidligste barndom og fremefter?

³ Dette ønske bringer imidlertid en anden vigtig faktor ind i billedet, nemlig trangen til at have et godt forhold til andre. Disse to faktorer er nært forbundet, for den ene afhænger af den anden. Man kan nemlig ikke meddele sig frit til andre medmindre man har et godt forhold til dem, og man kan heller ikke opbygge et godt forhold til andre medmindre man lærer at meddele sig til dem. Begge dele må udvikles rigtigt, og for at illustrere dette betragter vi igen barnet. Barnet har en naturlig trang til at udtrykke sig og gør det spontant idet det tager den kærlighed og opmærksomhed der vises det — det gode forhold til andre — for givet. Men på et ret tidligt tidspunkt lærer det — hvis det opdrages rigtigt — at selv ikke dets moder reagerer på hver eneste lyd det giver fra sig. Barnet lærer at der er tidspunkter hvor det må forholde sig roligt. Det opdrages til at forstå at et godt forhold kan ødelægges af en dårlig opførsel. Efterhånden som barnet bliver større lærer det at i alle livets forhold spiller de to faktorer — trangen til at meddele sig og til at have et godt forhold til andre — en vigtig rolle; det gælder i skolen, det gælder når man vil opbygge et venskabsforhold, især med en af det modsatte køn, og det gælder når man skal omgås mennesker i verden i forretningsøjemed eller når man søger adspredelse. Ja, disse to faktorer bidrager en hel del til den succes et menneske opnår i livet. Der er stadig noget man kan lære for at forbedre sine evner i disse to retninger og derved fremme og beskytte sine bedste interesser i livet.

Et højere plan

 4. Er det klogt kun at begrænse sig til menneskelige kontakter?

⁴ Kan vi hæve det vi her har talt om, op til et højere plan? Mange er tilfredse med at begrænse deres kontaktmuligheder til mennesker, men er det rimeligt og fornuftigt at gøre det? Kunne vi ikke derved gå glip af en endnu dybere følelse af tilfredshed, endnu varigere og sikrere goder? De føromtalte egenskaber og evner som mennesket ejer, er i sig selv et tydeligt vidnesbyrd om at mennesket ikke er et resultat af en blind, upersonlig kraft, men er et produkt af en ophøjet intelligens, en fornuftbegavet arkitekt og skaber, som selv ejer disse samme egenskaber, blot i højeste potens. Ydermere viser det at mennesket ikke er en robot, ikke er ledet af instinkter, men frit kan bruge eller misbruge disse gaver efter eget valg. Der tales meget i vor tid, både af enkeltpersoner og af nationer, om at leve sit eget liv og bestemme sin egen skæbne. De der siger sådan, foretrækker i realiteten at ignorere eksistensen af en skaber som har et bestemt formål med jorden og menneskene på den. Men er det rigtigt og fornuftigt at se sådan på det?

 5. Hvilke spørgsmål rejser den kendsgerning at mennesket ejer så udmærkede egenskaber?

⁵ Vi har allerede ved tidligere lejligheder anført tilstrækkelige grunde til ikke at følge verden eller at lade sig påvirke af dens ånd. Hvis vor læser kan gå med hertil og vi tager eksistensen af en Skaber for givet, er det da ikke rimeligt, som det næste skridt, at spørge om denne Skaber ikke har givet mennesket en åbenbaring om sig selv og sin hensigt? Den kendsgerning at mennesket ejer et tænkende og spørgende sind og har evnen til at udøve tro, kærlighed og hengivenhed, taler afgjort for at den der har givet mennesket disse gaver også vil give mennesket mulighed for fuldt ud at lade disse egenskaber komme til udtryk og vil belønne dem der ivrigt søger ham. Efter at vi har set hvor vigtig en plads trangen til at meddele sig til andre og til at have et godt forhold til andre, indtager i menneskenes indbyrdes forhold, lad os da se om det samme gælder på et højere plan, hvor resultatet vil være endnu mere lønnende.

 6. Hvordan alene kan vore behov og ønsker opfyldes på tilfredsstillende måde, og hvordan er der skabt mulighed herfor?

⁶ Eftersom trangen til at meddele sig til andre og at have et godt forhold til sine medmennesker spiller en så vigtig rolle i menneskenes indbyrdes forhold, har det endnu større betydning for forholdet mellem Skaberen og os selv. Når selv børn er sig deres behov i denne retning bevidst, er det da ikke kun naturligt at vi som vor Skabers afkom, hans børn, føler trang til og behov for at have et godt forhold til ham og at meddele os til ham? Om denne trang skal tilfredsstilles afhænger dog helt af vor Skaber. Han alene kan gøre dette muligt, og det er en stor glæde at kunne sige at han også har skabt mulighed for det! Han har sandelig åbenbaret sig for os, og han har givet os mulighed for at komme i forbindelse med ham gennem bønnen. Hvordan har han da åbenbaret sig for os? Først og fremmest gennem sit skrevne ord, Bibelen, og, som Bibelen selv forklarer, også gennem et levende Ord, sin elskede søn, Jesus Kristus, som kaldes „Guds Ord“. — Åb. 19:13; Joh. 1:1.

 7. Hvori kan de der søger Gud hente opmuntring?

⁷ I det skrevne ord finder vi god støtte for ovennævnte ræsonnement. Da apostelen Paulus talte til athenerne, som var ’ivrige i deres gudsdyrkelse’ og hvis by var „fuld af afgudsbilleder“, benyttede han lejligheden til at fortælle dem om Skaberen. Han sagde at han var den „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den“. Han bekræftede at det var Skaberens ønske at menneskene skulle „søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os; thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere har sagt: ’Thi vi er også af hans slægt.’“ — Ap. G. 17:16, 22-28.

 8. Hvilken slags oplysninger har vi brug for når vi skal nærme os Gud på en antagelig måde?

⁸ Opmuntret af disse ord spørger vi videre om Bibelen indeholder særlige oplysninger til vejledning for os angående vort forhold til Gud og hvordan vi kan meddele os til ham, sådan at vi kan finde ham og lære at bede til ham på en antagelig måde. Skønt vi, ligesom børn, ofte er mere opmærksomme på vort behov for at meddele os til ham, er spørgsmålet om vort forhold til ham dog af større betydning. Vi vil derfor betragte dette først. Fortæller Bibelen os noget om hvilke betingelser vi nødvendigvis først må opfylde for at opnå Guds gunst og behage ham?

Tre hovedkrav

 9. (a) Hvordan understreger Guds ord den første forudsætning? (b) Hvorfor er det fornuftigt at tro på eksistensen af en personlig Skaber, og hvilke spørgsmål fremkalder dette?

⁹ Det første krav er at man må have tro. Dette fremgår tydeligt af Paulus’ ord til hebræerne idet han siger at „uden tro er det umuligt at behage ham, for den som nærmer sig Gud må tro at han er til, og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. (Hebr. 11:6 NW) For den ærlige og oprigtigt søgende skulle det ikke være vanskeligt at tro på Guds eksistens, selv om han og hans egenskaber er usynlige for menneskene. Grunden hertil er, som Paulus andetsteds argumenterer, at „det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; . . . Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de [mennesker som vil ignorere Gud og undertrykke sandheden] er uden undskyldning“. I betragtning af det stadig større kendskab vi får til den uendelige energi der gennemtrænger verdensrummet og som virker i overensstemmelse med love der peger hen til et centralt punkt hvorfra den udgår og styres, kan vi godt erklære os enige med Paulus i dette. Men hvilken forsikring har vi om at Gud bliver „deres belønner som ivrigt søger ham“, og hvordan hjælper dette os i spørgsmålet om vort forhold til ham? — Rom. 1:18-20.

10. Hvad var Abrahams tro grundlagt på, og hvilken yderligere forudsætning henleder dette vor opmærksomhed på?

¹⁰ Her kommer den bibelske beretning os igen til hjælp. På et ret tidligt tidspunkt, nemlig i Første Mosebog, kapitel 15, fortæller den om en mand der ivrigt søgte Gud, som troede på ham, og som fik løfte om en stor belønning. (1 Mos. 15:1, 6) Hans navn var Abram, som senere ændredes til Abraham. Hvordan kom han til at tro på Jehova som den sande Gud? Det er vigtigt at få svar herpå, eftersom det henleder vor opmærksomhed på et andet krav man må opfylde. Abraham var kendt med den skrevne beretning der var givet videre fra hans forfædre Noa og Sem og som senere kom til at udgøre den første del af Pentateuken (Mosebøgerne) og som nu omfatter de indledende kapitler i Første Mosebog. Disse pålidelige oplysninger gav Abraham nøjagtig kundskab og dermed det nødvendige grundlag for sand tro. Både for at lære noget og for at kunne sætte os i Abrahams sted og således bedre forstå hans gode eksempel vil vi nu nærmere betragte nogle af de ting som først blev nedskrevet.

11. Hvilke værdifulde oplysninger giver beretningen om menneskets skabelse?

¹¹ Til bekræftelse af det tidligere fremførte ræsonnement siges der her tydeligt at mennesket blev skabt i Guds billede og udrustet med egenskaber og evner som satte det i stand til at gøre sig til herre over jorden og herske over alle ting. Mennesket havde et nært samfund med sin Skaber og havde hans velsignelse. Det havde et godt forhold til ham. Mennesket kendte ikke blot sin Skabers ’kraft og guddommelighed’ men fik også mangfoldige vidnesbyrd om hans kærlige omsorg, der kronedes med den største af alle gaver, en ideel ægtemage og medhjælp, hvormed hans lykke var fuldkommen og der åbnede sig yderligere muligheder for et vidunderligt fællesskab med og forhold til andre. — 1 Mos. 1:26-31; 2:18-23.

12. Hvad blev følgen af menneskets ulydighed, og hvilket tredje hovedkrav understreges hermed?

¹² Imidlertid brugte den første kvinde og derefter den første mand — som ikke var robotter — deres frihed til med overlæg at gå imod Jehovas udtrykkelige befaling. De ville leve deres eget liv og bestemme deres egen skæbne. Hvad blev resultatet? Blandt andet at deres forhold til og fællesskab med Skaberen, og også deres forhold til og fællesskab med hinanden, led ubodelig skade. De „skjulte sig for ham“, og da manden blev udspurgt, prøvede han at skyde skylden på Gud og kvinden idet han sagde: „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ (1 Mos. 3:8, 12) Heraf kan vi lære noget meget betydningsfuldt, hvilket Abraham utvivlsomt også gjorde. Adam og Eva vidste at de stod i gæld til Jehova for deres liv og alle de goder de nød godt af. Så længe de værdsatte dette og underordnede sig deres Skaber i hengivenhedens og indvielsens ånd, høstede de velsignelserne ved at have et godt forhold til ham og have fællesskab, med ham. Men så snart de mistede denne ånd og tog sagerne i deres egen hånd, satte de øjeblikkelig disse velsignelser over styr. Det gjaldt dengang og det gælder endnu. Vi er her kommet til et tredje hovedkrav som må opfyldes på linje med kravet om tro og nøjagtig kundskab, nemlig kravet om helhjertet hengivenhed for Jehova.

13. Hvoraf ses det at de førnævnte krav er nært forbundet?

¹³ Disse tre krav er nært forbundet. Tro er ikke blot det at man med sindet antager eller tror på noget usynligt, ikke en såkaldt blind tro. Nej, det er en sikker overbevisning om eksistensen af noget der, skønt usynligt, dog har sandhedens og virkelighedens præg. Dette nødvendiggør at der ligger nøjagtig kundskab til grund for denne tro. Paulus definerede tro som „det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete“. Den største usete virkelighed er Jehova. Hans „usynlige væsen“ ses tydeligt af de ting han har skabt. Hans ord, Bibelen, bærer sandhedens præg; som Jesus sagde: „Dit ord er sandhed.“ En sådan tro eller sikker overbevisning er levende og fuld af kraft og bærer nødvendigvis frugt i overensstemmelse med den nøjagtige kundskab og forståelse fra Guds ord som den hviler på. Den der ejer en sådan tro er overbevist om at Gud er „deres belønner som ivrigt søger ham“. Det er netop den betydning der ligger i indvielsen, et ønske og en beslutning om til stadighed at søge Jehova, at glæde sig over at gøre hans vilje som den kommer til udtryk i hans ord. Sådan var Jesu egen indstilling, som der profetisk blev sagt om ham: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov [dit ord] er i mit indre.“ — Hebr. 11:1, 6, NW; Rom. 1:20; Joh. 17:17; Sl. 40:9.

14. Hvordan gav Jehova i Edens have et solidt grundlag for tro og håb?

¹⁴ Der er imidlertid noget andet som Abraham fik at vide gennem denne gamle beretning og som i høj grad øgede hans tro på løftet om en belønning og også hans kærlige hengivenhed for den som gav dette løfte. Vor egen tro og hengivenhed kan også øges. Da den almægtige Gud havde afsagt dommen over de to første mennesker i Edens have efter at de med vilje havde været ulydige, udtalte han, så at sige i samme åndedrag, en bemærkelsesværdig profeti. Denne profeti indeholdt i en gådefuld form et løfte som gav et sikkert håb om en belønning. Profetien forudsagde at der skulle være fjendskab mellem slangens sæd og kvindens sæd, men fortalte dog ikke hvem kvinden var. Derefter sagde Gud: „Den [kvindens sæd] skal knuse dit [slangens] hoved,“ hvilket ville betyde nederlag og død for den der brugte slangen som sit redskab, nemlig Satan Djævelen. — 1 Mos. 3:15; se også Johannes 8:44.

15 Hvilke velsignelser og hvilken løn bliver følgen af at vise Jehova tro og hengivenhed?

¹⁵ Det ville blive en stor belønning for den trofaste ’kvindens sæd’. Det gav også dem der viste tro på og hengivenhed for Jehova håb om udfrielse fra trældom under synden og døden, der var en følge af dette første oprør. Den første der gav bevis på denne tro og hengivenhed var Abel, og han nævnes også i Hebræerbrevets ellevte kapitel som den første af en lang række mænd og kvinder der udviste tro. Abraham nævnes iblandt dem, og den belønning som han og de andre så frem til beskrives som en varig plads i Guds bylignende ordning, hvor de vil kunne glæde sig ved et genoprettet forhold til ham og at have fællesskab med ham i fuldkommenhed. I en vis forstand erfarede disse mænd og kvinder allerede dengang, endnu mens de var ufuldkomne, disse goder på grund af deres tro. Som vi senere skal se, fremgår det af dette samme brev fra Paulus at mænd og kvinder i vor tid kan erfare de samme goder i endnu større mål. — Hebr. 11:8-10, 16.

16. Hvilken særlig belønning fik Abraham som følge af sin tro og hengivenhed?

¹⁶ Beretningen i Første Mosebog 22:1-18 viser at det behagede Jehova at give Abraham en ganske særlig belønning. Efter at Abraham havde bestået en vanskelig prøve på sin tro og hengivenhed, hvorunder han endog viste sig villig til, om så skulle være, at ofre sin elskede søn Isak, åbenbarede Jehova at den sæd der var givet løfte om i Edens have, ville komme gennem hans slægtslinje og at alle jordens folk skulle velsignes ved hjælp af hans sæd fordi Abraham havde adlydt Jehova. Som Jehova havde sagt ved en tidligere lejlighed til Abraham: „Din løn skal blive såre stor!“ — 1 Mos. 22:18; 15:1.

Hvordan man ivrigt søger Jehova

17. Findes der nogen vidnesbyrd om at mennesker som regel påkalder Gud når de er i stor nød?

¹⁷ Vi har nu undersøgt de grundlæggende forudsætninger for et godt forhold til Jehova, men spørgsmålet om hvordan man etablerer forbindelsen med ham og holder den åben, står stadig tilbage. Det kan frembyde lidt af et problem, selv om vi nærer et næsten instinktivt ønske om det. Man har eksempler på at stolte, egenrådige mænd, erklærede ateister, har anråbt Gud om hjælp når de befandt sig i den yderste nød. Selv Kain, den første morder, råbte til Jehova: „Min straf er ikke til at bære,“ og en af grundene var, som han sagde: „Jeg må skjule mig for dit åsyn.“ Ligeledes var Eva, skønt Jehova havde udtalt sin dom over hende, ivrig efter at bringe ham ind i billedet ved sine børns fødsel, for hun sagde: „Jeg har fået en søn med [Jehovas] hjælp!“ og igen senere: „Gud har sat mig andet afkom i Abels sted.“ — 1 Mos. 4:1, 13, 14, 25.

18. Hvor fremtrædende en plads indtager bønnen i de fleste gudstjenester? Hvad kendetegner den?

¹⁸ Et yderligere vidnesbyrd om hvor udbredt dette dybt rodfæstede ønske er, er at bønnen i de fleste religioner, om ikke alle, under en eller anden form indtager en fremtrædende plads i gudstjenesten. Men uanset om der er tale om en kristen eller anden religion, lægges vægten tydeligvis på ritualer og ceremonier, som kun varieres ved særlige lejligheder og specielle religiøse højtider, som for eksempel jul og påske. Dette gælder også bønnen, som ofte messes eller reciteres monotont fra en bønnebog. Mange, selv i kristenheden, som fra barndommen ikke har kendt til nogen anden form for gudstjeneste, finder intet mærkeligt heri. De der er vant til det, opnår en følelsesmæssig tilfredsstillelse. Alt er beregnet herpå, også bygningen, musikken og præsternes klædning, og ofte hviler der over det hele et skær af mystik, som alt sammen skaber en ophøjet og stemningsfyldt atmosfære. Folk føler at de har været i berøring med hellige ting, en anden verden.

19, 20. Gælder dette også private bønner, og hvilke spørgsmål rejser dette?

¹⁹ Med hensyn til de bønner folk beder for sig selv, kendetegnes disse ofte af det samme, for sådan har man lært at bede som barn. Barnet lærer en bøn udenad som fremsiges ved måltiderne eller ved sengetid. Samme fremgangsmåde bruges ofte af voksne, idet de læser op af en bog eller fremsiger en bøn udenad, samtidig med at de måske lader en rosenkrans gå gennem fingrene eller drejer et bønnehjul.

²⁰ Dette gøres ofte i al oprigtighed, især når det drejer sig om private bønner; men er det virkelig bøn i ordets egentlige forstand? Det giver måske den bedende en følelse af tilfredshed, men behager det Gud? Har han sagt at han vil høre og besvare enhver bøn, blot den er bedt i oprigtighed? Har han overladt det til os at afgøre hvad der er antageligt i denne henseende? Har noget religiøst samfund, uanset hvor stort og traditionsrigt det er, ret til i egen magt at afgøre dette, idet man støtter sig til traditionen, sådan som man så ofte har set det?

21. Hvordan ser den yngre generation ofte på traditioner og ceremonier, og hvilken konklusion når vi frem til?

²¹ Som vi lige har sagt er der ikke mange der gør indsigelse mod den måde hvorpå gudstjenesten foregår. Men kendetegner det ikke vor tid at intet får lov at passere uantastet? Alt bliver udsat for kritik. Den yngre generation er ikke tilbøjelig til at acceptere alt. Mange nærer ingen respekt for noget, undtagen for det rent materielle, som for eksempel nye videnskabelige fremskridt, eller for en eller anden fremtrædende politisk eller militær person. Både inden for og uden for religiøse kredse er det næsten sådan at de fleste har glemt at bede, og at de der ikke har det, bruger en udenadlært remse, måske sammen med en rosenkrans.

22, 23. (a) Hvor kan vi tillidsfuldt søge vejledning angående bøn? (b) Hvilket spørgsmål stilles her med hensyn til at søge Gud?

²² Dog tror vi at der findes mange der, hvis de blev hjulpet, ville være glade for at lære at bede i forvisning om at deres bønner var antagelige for Skaberen. Som allerede nævnt kan det ikke overlades til nogen menneskelig magt eller til et menneskes stemninger og følelser at afgøre hvordan man skal bede. Det er ikke et spørgsmål om blot at lære nogle ord. Nej, vi må som altid gå til Guds ord, Bibelen, i tillid til at den giver svaret. Vi har fundet at den giver nyttige oplysninger om hvordan man nærmer sig Gud på en antagelig måde. Især har vi fundet at Hebræerbrevet giver praktisk vejledning herom. Som allerede nævnt opregner dette brev i kapitel 11 en lang række troens mænd som nød Guds gunst og velsignelse. De troede alle på at Gud „bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. — Hebr. 11:6, NW.

²³ Imidlertid viser Paulus i samme brev — og det gjaldt ikke blot disse troens mænd men det gælder alle som er indviet til Gud — at man samtidig ivrigt må søge noget andet. Ja, det er en uomgængelig nødvendighed hvis det skal lykkes os at opnå Guds gunst. Hvad er dette?

Hvordan man ivrigt søger Guds stad

24. Hvordan omtaler Paulus den stad som vi ivrigt må søge, og hvilken stad er det?

²⁴ I Hebræerbrevet 13:14 minder Paulus dem han skriver til om at „her har vi ikke en stad der bliver stående, men vi søger ivrigt den der skal komme“. (NW) Hvilken stad er det som vi ivrigt skal søge? Om Abraham siger Paulus at „ved tro boede han som fremmed i forjættelsens land som i et fremmed land . . . Thi han ventede på staden med de virkelige grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud“. Om Abraham og hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob siger Paulus ligeledes at „de . . . erklærede offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet“, det vil sige at de forlod deres sted i den gamle tingenes ordning, i Kaldæa, og ingen jord fik i Kana’an. Derimod, siger Paulus, „rækker de efter et bedre sted, et der hører himmelen til [bemærk: ikke et sted i himmelen]. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, thi han har beredt dem en stad“. Senere fortæller Paulus hvilken stad der her er tale om. Efter at have nævnt hvordan det kødelige Israel under Moses’ førerskab kom til Sinaj bjerg, siger han til de sande kristne, som udgør det åndelige Israel: „Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem.“ — Hebr. 11:9, 10, 13-16, NW; 12:18-22.

25. Hvad er en by et passende symbol på, og hvad får vi yderligere at vide om Guds stad?

²⁵ En by bruges i Bibelen som et passende symbol på et samfund af mennesker der lever som en tæt sammenknyttet organisation under en central styrelse. Johannes fik et syn af denne „hellige stad, det ny Jerusalem“, og i Åbenbaringens bog siges det tydeligt hvad den består af. Johannes ser og beskriver den som „en brud, smykket for sin brudgom“, og derefter hører han en engel betegne den som „bruden, Lammets hustru“. Hermed hentydede engelen til Kristus Jesus og hans brudeskare, den sande kirke, den kristne menighed. — Åb. 21:2, 9; se også Åbenbaringen 14:1, 4.

26, 27. (a) Hvordan opfyldes billedet af Guds stad i dag? (b) Hvem har nært samfund med dem der nærer håb om himmelsk borgerskab? (c) Hvilket spørgsmål ser vi nu frem til at få besvaret?

²⁶ Forstår vi hvad dette billede af Guds stad betyder? I forbilledet var den bogstavelige, jordiske by Jerusalem, som lå på Zions bjerg, den elskede hovedstad for hele det gamle Israels land, men kun nogle få israelitter kunne sige at de var borgere i Jerusalem. På samme måde forholder det sig med opfyldelsen. Kristus Jesus og den sande kirke med ham i himmelen udgør regeringsorganisationen som hersker over hele Guds jordiske domæne, og tilsammen udgør denne ordning de nye himle og den nye jord. (2 Pet. 3:13) I disse dage hvor den gamle tingenes ordning går sin afslutning i møde, er de sande indviede kristne som har håb om borgerskab i himmelen, allerede blevet tæt sammenknyttet til en enhed. (Fil. 3:20) Nært forbundet med disse er en „stor skare“ indviede mænd og kvinder som har håb om liv på jorden som undersåtter under Guds rige. De „tjener [Gud] dag og nat i hans tempel“ sammen med resten af dem der udgør Guds åndelige hus eller tempel. (Åb. 7:15; Ef. 2:19-22) I samme forstand som Abraham, Isak og Jakob må disse indviede mænd og kvinder i dag forlade den gamle tingenes ordning. Især må de flygte fra den gudløse symbolske by, Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og i stedet for må de, som bevis på at de har en levende tro, ivrigt søge Guds stad, hans bylignende ordning, som tydeligt giver sig til kende blandt Jehovas vidner.

²⁷ Men vor læser vil måske spørge: Hvordan vil det at finde Guds stad hjælpe mig i mine bønner? Dette spørgsmål vil vi komme ind på at besvare i den følgende artikel.

[Illustration på side 537]

Abraham viste sin tro ved at være villig til at ofre sin søn. „Nu ved jeg,“ sagde Jehova, „at du frygter Gud,“ og han gav Abraham en ganske særlig belønning