Unge spørger:
Hvorfor sige nej til euforiserende stoffer?
„RENT følelsesmæssigt er jeg som et barn,“ siger Mike, en ung mand på 24 år. „Til tider bliver jeg bange, eller ligefrem skræmt, af andre unge på min egen alder. Jeg lider af depressioner og usikkerhed og har endda nogle gange overvejet selvmord.“
Ann er 36 år. Også hun beskriver sig selv som „meget ung rent følelsesmæssigt“, og siger at hun har „ringe selvrespekt“. Hun tilføjer: „Jeg føler det meget svært at føre en normal tilværelse.“
Hvorfor har disse to mennesker, der ellers er sunde og raske, så store følelsesmæssige problemer? Mike og Ann høster konsekvenserne af en beslutning de traf da de var ret unge — de ville prøve euforiserende stoffer. — Galaterne 6:7.
Det kan ikke afvises at mange unge i dag tager sådanne stoffer — lige fra hallucinogener til hash og marihuana. Der er derfor store chancer for at du før eller senere vil få nogle af dem tilbudt. Ønsket om at føle sig accepteret af sine jævnaldrende kan være ret stærkt, og dette ønske kan gøre at man føler sig presset. Hvordan vil du reagere? Vil du have selvtillid og styrke nok til at sige nej? Hvorfor bør du sige nej? Inden vi svarer på spørgsmålet vil det være gavnligt først at se på nogle omstændigheder vedrørende dig selv og den proces du gennemgår når du vokser op, og som fører til at du til sidst bliver følelsesmæssigt moden.
Den følelsesmæssige udvikling
Som ung befinder du dig i en periode hvor det rent vækstmæssigt går stærkt; dette indbefatter også den seksuelle udvikling. Men det du erfarer er mere end blot en fysisk vækst. Du vokser også følelsesmæssigt. Hvad vil det sige?
Jo, du bliver hele tiden udsat for nye udfordringer og gør erfaringer der både kan være belastende og udbytterige. Men alle disse erfaringer udgør en vigtig del af din følelsesmæssige udvikling. Hvordan det? Det har noget at gøre med hvordan du udvikler evnen til at klare dig selv, det vil sige evnen til at tage livets udfordringer op og derved lære hvordan du bør tage medgang henholdsvis modgang. På den måde udvikler man sig følelsesmæssigt. Unge der prøver at slippe væk fra problemerne ved at tage euforiserende stoffer, kan i virkeligheden hæmme denne følelsesmæssige udvikling. Det vil vi se på senere.
Men hvorfor er dét at klare sig selv en evne der skal udvikles? Fordi denne evne kun opnås ved træning og øvelse. Det kan illustreres på følgende måde: Har du nogen sinde beundret en virkelig dygtig fodboldspiller? Måske har den måde hvorpå han beherskede alle spillets udfordringer, fascineret dig. Du har måske set ham bruge sit hoved og sine fødder helt suverænt. Men hvordan har en sådan spiller udviklet disse færdigheder? Gennem mange års træning. Han har lært at sparke til bolden, løbe med den, drible, finte og så videre, indtil han er blevet en mester i spillet.
Det at udvikle evnen til at tage livets udfordringer op ligner dette. Det kræver træning! Og hvordan får du denne træning? Bibelen giver et fingerpeg om det i Romerbrevet 5:3: „Lad os også juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed.“ Udholdenhed er den egenskab at stå fast under pres eller prøvelser uden at give efter. Bemærk at det er ved at se trængslerne eller de ulykkelige omstændigheder i øjnene at du kan udvikle egenskaben udholdenhed. Den udholdenhed du udvikler under den ’trængsel’ du har i øjeblikket, vil sætte dig bedre i stand til at klare genvordigheder i fremtiden. På den måde kan „trængselen“ blive en positiv oplevelse der medfører gode resultater. — Jævnfør Jakob 1:2-4.
Hvordan kan dette princip komme til at berøre dit liv? Ved at du erkender de problemer eller vanskeligheder du kommer ud for som ung, og lærer at tage dem op, i stedet for at flygte fra dem. Mangler du for eksempel selvtillid? Er du genert eller ensom? Eller er du bekymret over dit udseende? Er det familien der volder vanskeligheder, eller er der problemer i skolen? Problemerne vil være forskellige og mere eller mindre alvorlige fra den ene person til den anden. Der er lige fra de mindre „hverdagsproblemer“ til de langt mere foruroligende problemer der til tider kan udvirke at man får selvmordstanker. For at udvikles følelsesmæssigt må du, uanset hvilke problemer du har, erkende dem og tage dig af dem nu!
’Men hvad har alt dette at gøre med at sige nej til stoffer?’ tænker du måske. Overvej følgende:
Stofferne hæmmer udviklingen
Ann, der prøvede at flygte fra virkeligheden ved hjælp af narkotika, siger: „I 14 år har jeg ikke gjort noget ved mine problemer.“ Hun indrømmer: „Rent følelsesmæssigt er jeg meget ung.“ Mike giver udtryk for lignende tanker og siger: „Jeg har været på stoffer siden jeg var 11 år gammel. Da jeg holdt op var jeg 22 men følte mig som et barn. Jeg klyngede mig til andre i et forsøg på at finde tryghed. Det gik langsomt op for mig at min følelsesmæssige udvikling var standset da jeg begyndte at tage stoffer.“
Mike, Ann og utallige andre har kort tid efter at de var begyndt at eksperimentere med narkotika, følt at disse stoffer kunne hjælpe dem igennem livets ubehageligheder. Men jo mere de støttede sig til stofferne jo mindre erkendte de problemerne. Resultatet? De undlod at udvikle evnen til at klare de problemer der følger med livet som en moden voksen. Fælles for dem begge er at deres følelsesmæssige udvikling standsede eller gik langsommere da de begyndte at tage stoffer.
Som dr. Sidney Cohen, tidligere leder af en narkoafvænningsklinik, forklarer: „Problemet med de unge [stof]misbrugere er at de lige fra de vågner om morgenen glider over i en tilstand hvor de er ’skæve’, så selv om de lærer noget er der ikke tid til at bruge det i praksis. Deres dag består i at ’fyre marihuana’ — lige efter morgenmaden, så i frikvarteret midt på formiddagen, så i spisefrikvarteret, og så videre. Dermed bliver der meget lidt tid til at få et overblik over hvad de har lært eller at bruge det i praksis.“
For helt at forstå dette, prøv så igen at tænke på illustrationen med fodboldspilleren. Hvad vil der ske hvis han på et vist tidspunkt standser fodboldtræningen, lad os sige efter at han har lært at sparke til bolden? Han vil selvfølgelig ikke gøre væsentlige fremskridt ud over det han allerede har lært. Hvad er det der på samme måde sker når en 13-årig lader være med at tage livets udfordringer op fordi han er på stoffer? „Jeg spildte alle disse år i min udvikling,“ svarer Frank, der har været på stoffer siden han var 13. „Da jeg holdt op, nåede jeg til den smertelige erkendelse at jeg overhovedet ikke var udrustet til at klare livets problemer. Jeg var pludselig en 13-årig igen med alle de følelsesmæssige omvæltninger som enhver ung i den alder kommer ud for.“
Vi lærer gennem erfaring
Når du som ung erfarer opvæksten med dens op- og nedture, forbereder du dig i virkeligheden på livet med alle dets udfordringer. „Vi lærer meget gennem erfaring,“ forklarer en resocialiseringsrådgiver til Vågn op! „Alt imens vi gør os erfaringer i livet, fører vort sind en fuldstændig fortegnelse over disse som det senere vil rådføre sig med når der opstår problemer. Det er meget lig en datamat. Vi programmerer en datamat med oplysninger. Når der så opstår et problem søger den i sin hukommelse, analyserer oplysningerne og kommer med svaret. Men hvad sker der hvis man har programmeret bare den mindste smule forkert? Når man beder den klare visse problemer vil den give forkerte svar.“
I de unge år foregår din indlæringsproces på nogenlunde samme måde. Den førnævnte rådgiver fortsætter: „Når en ung gør sig sine livserfaringer samtidig med at han er på stoffer, vil hans sind modtage forkerte og forvrængede informationer. Når han så står over for problemer, vil hans hjerne foretage en analyse af de forkerte oplysninger og dermed gøre det vanskeligt for ham at klare visse problemer i livet.“
Som ung har du derfor behov for helt og fuldt at erfare livet med dets op- og nedture, dets sejre og nederlag. Sandt nok er det ikke nogen let sag at vokse op. Men hvis du prøver at undgå dette „vokseværk“ ved at bruge stoffer, kan det i alvorlig grad hæmme dine muligheder for at blive ansvarsbevidst og moden som voksen.
I denne forbindelse kan du lære noget af Jesus Kristus selv. Da han hang på marterpælen, var der nogle der tilbød ham „vin tilsat myrra“ for at han kunne blive bedøvet og slippe bort fra virkeligheden. Hvad gjorde han? Bibelen svarer: „Han ville ikke tage det.“ (Markus 15:23) Hvad bør du gøre når andre lægger pres på dig for at få dig til at prøve at tage stoffer? „Gør det ikke!“ råder Mike kraftigt. „Lad være med at begynde at tage stoffer. Du vil komme til at lide under følgerne resten af dit liv!“
Men hvordan kan du sige nej til euforiserende stoffer? Det vil blive behandlet i et kommende nummer af Vågn op!
[Tekstcitat på side 24]
„Lad være med at begynde at tage stoffer. Du vil komme til at lide under følgerne resten af dit liv!“
[Illustration på side 23]
Hvad ville du sige?