Unge spørger:
Er det Djævelen der regerer?
KUNNE du finde på at sulte dig ihjel? Eller forgifte dig selv? Eller udfordre én til en duel som ingen af jer kunne gøre jer håb om at overleve?
„Nej,“ svarer du sikkert, „jeg er da ikke vanvittig.“
Hvad mener du da om en verden hvis økonomiske og sociale system lader gode fødevarer rådne op mens millioner sulter? Og hvad mener du om lande der forurener jordens miljø mens de opruster til kernekrig?
For ti år siden var det på mode at give „samfundet“ eller „systemet“ skylden for vanviddet i verden. Men Bibelen fortæller om en usynlig skabning ved navn Satan, som er „denne tingenes ordnings gud“ og som „har forblindet de ikke-troendes forstand“. Kan det være rigtigt at nogen, en djævel, gør menneskene blinde for hvad der er til deres eget bedste? Eller er denne opfattelse „en flugt fra et ansvar der er menneskers, en narresut“, som den katolske præst Peter J. Riga engang kaldte troen på Djævelen? — 2 Korinter 4:4.
I Newington i Connecticut sad 14-årige Bruce i en historietime og tænkte på samfundets selvdestruktive kurs. En klassekammerat viste ham forklaringen ud fra Bibelen. „Mine forældre troede ikke på en djævel,“ husker Bruce, „men hvilken anden forklaring var der på at verden er så skør?“
Hvad er forklaringen?
„Historien ville blive fuldstændig meningsløs,“ hævder den rumænske dramatiker Eugene Ionesco, „hvis vi måtte udelade det dæmoniske element.“ Til en tysk avis har han sagt: „Men hvis der findes et dæmonisk element vil det lede os til den konklusion at der også findes et guddommeligt væsen, en Gud. Det er denne Gud jeg gerne ville tro på. Vi kan ikke forvente mere fra menneskers side. Hvis mennesket overlades til sig selv, går det uden tvivl sin undergang i møde. Det er hvad jeg tror og hvad jeg frygter.“ — Welt am Sonntag, 2. september 1979.
Tom, en ung mand der læste til ingeniør, var dybt deprimeret over verdensforholdenes overvældende håbløshed. Han opgav sin uddannelse og slog sig i stedet ned i en hytte i en skov. „Jeg kan tydeligt huske at jeg tænkte at troen på Djævelen var naiv, at formålet med den bare var at skræmme folk, ligesom med helvedeslæren.“ Men så begyndte Tom selv at læse hvad Bibelen har at sige om Djævelen.
System i galskaben
Det fremgår tydeligt af Bibelen at Satan er en intelligent person der forstår at organisere. Engang var han fuldkommen, og hørte til blandt de store skarer af åndeskabninger som Gud skabte i himmelen. (Job 38:7) Men han gjorde sig selv til en oprører. Måske har du selv læst i Første Mosebog hvordan han fik Adam og Eva til at vende sig bort fra Gud. Hvad er hans plan? Han ønsker at få hele verden til at gøre som han. Gud har sagt til Satan at skønt han vil få nogle tilhængere, vil hans plan til sidst slå fejl. — 1 Mosebog 3:15.
Hans tilhængere kan blive som „små djævle“ — som fader, så søn. Jesus sagde til de ondsindede modstandere der levede på hans tid: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte . . . han er en løgner og løgnens fader.“ (Johannes 8:44) Her har vi forklaringen på hykleriet, begærligheden og vanviddet i de voksnes verden.
I betragtning af dette overrasker det dig sikkert ikke at Djævelen fandt på nogle dundrende løgne for at skjule sin sande identitet. I Ægypten, Babylon, Persien og Grækenland skræmte han folk ved hjælp af helvedeslæren. Forestillingen om en djævel med horn, hale og trefork til at kaste folk ind i ilden med, stammer fra Pluton, underverdenens gud i den klassiske mytologi, og fra Pan, en græsk gud. Den indblandede mytologi afleder tankerne fra Djævelens virkelige hensigt.
„Da jeg studerede Bibelen,“ fortæller Tom efter at være flyttet fra sin hytte i skoven, „gik det hurtigt op for mig at den klart og tydeligt lærer at Djævelen eksisterer. Bibelens beskrivelse af ham lød sandsynlig i mine ører — en meget snedig, superintelligent åndeskabning der får verden til at handle sindssygt. Da jeg forstod at hverken helvedeslæren eller kristenhedens mytiske forestilling om en djævel med trefork, horn, hale og så videre var bibelsk, gav det hele pludselig mening.“ Hvordan viser Bibelen at Satan, hvis navn betyder „modstander“, regerer en verdensordning der har vendt sig bort fra Gud?
En vældig politisk magthaver
Djævelen tilbød at give Jesus alle eksisterende riger hvis han ville udføre en tilbedelseshandling over for ham. Det nægtede Jesus at gøre. Men tænk på hvilken magt en sådan politisk handel lader formode: „Djævelen sagde til ham: ’Jeg vil give dig hele myndigheden over dem og også deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil.’“ — Lukas 4:6, 7.
At læse dette afsnit i Bibelen fik Janet til at ændre mening. „Jeg troede ganske vist på Gud mens jeg voksede op, men jeg tænkte ikke særlig meget på Djævelen før jeg blev 24 år og læste en bibelstudiebog der hed Sandheden der fører til evigt liv,“ siger hun.a „Det der gjorde indtryk på mig i denne bog var hvor stor magt Djævelen har. Og da jeg så læste det 10. kapitel i Daniels bog, var jeg ikke længere i tvivl om at Djævelen findes.“
I Daniels bog kaldes Satans oprørske engle for ’fyrster’. Det fremgår at disse fyrster har haft myndighed over fortidens verdensmagter — Babylon, Persien, Grækenland, og så videre. Det kapitel i Bibelen der især gjorde indtryk på Janet, giver et vist indblik i Satans usynlige organisation: „Jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens fyrste,“ siger en engel ved navn Gabriel. „Se, da kommer Grækenlands fyrste. Og ikke én hjælper mig imod dem undtagen Mikael [en anden engel].“ (Daniel 10:20, 21) Kun Jehova Gud kan standse Satan og løse de problemer hans verdensordning har forårsaget.
Der gøres ende på galskaben
Ville du ikke blive glad hvis Gud i din levetid greb ind over for Satan og hans ordning? Bibelen viser tydeligt at vor tid kendetegnes af ’veer’ (trængsler), „for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:12.
I 1914 udbrød der, for første gang i historien, en verdenskrig. Det førte til veer uden sidestykke over hele jorden. Senere kom den anden verdenskrig og multinationale krige i Korea, Vietnam, Mellemøsten og andre steder. Verdensledere er nu bange for at menneskeheden vil udslette sig selv i en tredje verdenskrig. Vor tid, der kendetegnes af verdenskrige, er enestående. Bibelen omtaler den i forbindelse med social uro („lovløshed“, ulydighed mod forældre, uforsonlighed), og med hungersnød og jordskælv. Jesus forbandt disse begivenheder med ’tegnet på afslutningen på tingenes ordning’. — Mattæus 24:3, 7, 12, 34; 2 Timoteus 3:1-3.
Filosoffen og matematikeren Bertrand Russell var øjenvidne til de radikale forandringer der har fundet sted siden 1914. Skønt han som agnostiker hverken troede på Gud eller Djævelen, sagde han om menneskehedens selvdestruktive kurs siden 1914:
„Lige siden 1914 har enhver der er opmærksom på udviklingen i verden, været dybt foruroliget over det der synes at være en af skæbnen forudbestemt march mod stadig større katastrofer. Mange alvorligt tænkende mennesker har fået en følelse af at der ikke kan gøres noget . . . De har indtryk af at menneskeslægten bliver drevet af sted af vrede guder — ligesom helten i en græsk tragedie — uden længere at være herre over sin skæbne.“ — New York Times Magazine, 27. september 1953.
Hvad betyder alt dette? At Djævelens tid virkelig er „kort“, for Jesus tilføjede: „Denne generation [der levede i 1914] skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ Som en del af „alt dette“ vil Gud tilintetgøre Satans ordning. Derefter vil Gud ved hjælp af Jesus Kristus gøre Satan selv „til intet“. — Mattæus 24:21, 34; Hebræerne 2:14.
En forstandig regering
Hvordan bør vi være til mode, nu da vi ved at Djævelen virkelig regerer som „denne tingenes ordnings gud“? „Det er ikke en frygtindgydende tanke,“ siger Janet. „Tværtimod. Det forklarer hvad det er der sker i denne tid.“ Bruce giver udtryk for denne mening: „Man får et sikkert håb. Man ved at Guds himmelske regering, hans rige, vil sejre.“ Tom spørger: „Hvordan skulle man ellers kunne tro på at jorden vil blive et paradis?“ — Salme 37:9-11.
En amerikansk komiker ved navn Flip Wilson vakte jubel med replikken: „Det var Djævelen der fik mig til det.“ Men vil det være rigtigt af os at mene at vi kan give Satan skylden for vore egne fejltagelser? Nej, det ville tværtimod være tåbeligt. Prøv selv at læse Bibelens forklaring på forholdene i verden. Det ville være klogt. Hvorfor ikke undersøge det mere grundigt — snart?
[Fodnote]
a Udgivet af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab
[Ramme på side 14]
’Tænk dybere over årsagerne’
En ledende artikel i „The Wall Street Journal“ redegjorde for terroristproblemet, og bemærkede: „Det moderne, verdslige sind ønsker at give samfundet skylden.“ Men artiklens afsluttende ord lød: „Det første skridt til at gøre noget ved terrorismen er at tænke dybere over årsagerne til den. I denne henseende var vore forfædre nået længere end os. Vi er nærmere sandheden hvis vi giver Satan skylden end vi er hvis vi bebrejder samfundet.“ — 28. oktober 1977.
[Illustration på side 13]
Hornene, halen, klovene og treforken stammer fra gamle hedenske guder