Hvordan vi vandrer med Gud i en voldspræget verden
„Glem ikke dette: Der vil komme frygtelige tider i de sidste dage.“ — 2 Timoteus 3:1, The New American Bible (katolsk).
1. Hvad vidner om at vi lever i „de sidste dage“?
MON ikke de fleste er enige om at vor tid kan betegnes som ’frygtelig’? I det ovenfor citerede vers fra Bibelen er ordet „frygtelige“ oversat fra det græske grundord khalepos. Andre oversættelser gengiver udtrykket med „strenge tider“, „onde dage“, „kritiske tider som er vanskelige at klare“ og „farefulde Tider“.a I Mattæus 8:28 bruges det samme ord om to dæmonbesatte mænd, om hvem det siges at de var usædvanlig „vilde“ eller „voldsomme“.b Hvor er det sandt at vor tid er frygtelig og voldspræget! Den svarer til beskrivelsen i den ovennævnte profeti af apostelen Paulus, hvilket med sikkerhed viser at vi befinder os i „de sidste dage“!
2. (a) Hvordan har de gudløse gjort tiderne så frygtelige? (b) Hvilke skriftsteder peger på hovedårsagen til de sørgelige forhold, og hvor omfattende er disse forhold blevet?
2 Hvorfor er forholdene blevet så frygtelige her i „de sidste dage“? Er det ikke på grund af den indstilling Paulus beskrev da han forudsagde at menneskene ville blive ’egenkærlige, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige og opblæste’? Dertil kommer at sådanne mennesker tilskyndes i deres gudløshed af den der i Bibelen beskrives som „denne tingenes ordnings gud“ og som kaldes „Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. Resultatet er de rystende forhold vi ser overalt omkring os i dag — i myndighedsinstanser, i forretningsverdenen, i religiøse organisationer, ja, i samfundet som helhed. — 2 Timoteus 3:2-5, 13; 2 Korinter 4:4; Åbenbaringen 12:9, 12.
3. På hvilken baggrund kan man sige at volden er blevet en epidemi?
3 Jo længere vi kommer op i 1980erne, jo mere griber voldsepidemien om sig i hele verden. Alene i 1980 blev der i USA anmeldt 1,3 millioner tilfælde af voldsforbrydelser, en 13 procents forøgelse over det foregående år. Drab blev en af de største dødsårsager blandt mænd i alderen 25 til 44. I løbet af 70ernes tiår var antallet af mord i Storbritannien steget med 50 procent, røveriske overfald med 300 procent, og vandalisme med 200 procent. I Frankrig er det samlede antal forbrydelser steget over 260 procent siden 1963. Fra hele verden høres lignende rapporter.
4. Hvordan har verdensskuepladsen ændret sig siden 1914, og hvilke spørgsmål opstår derfor?
4 Historikeren Walter Laqueur skriver følgende betragtning: „Perioden op til den første verdenskrig var i det store og hele mere human. Det er sørgeligt at sige at menneskeliv er blevet billigere i vor tid — delvis som en virkning af det massedrab der fandt sted i den første og den anden verdenskrig. Desuden har vi disse voldsfilosoffer i dag som man ikke havde i det nittende århundrede — folk der holder på at vold er vidunderligt, at det er psykisk gavnligt for én, og at vi faktisk har brug for vold.“ Siden den første verdenskrigs udbrud i 1914 har volden bredt sig ubehersket i hele verden. Hvordan ser Gud på vold? Og hvordan bør kristne se på vold?
Hvordan Gud ser på vold
5. (a) Hvornår begyndte volden på jorden? (b) Hvordan omtalte Jesus voldens ophavsmand?
5 Bibelen fortæller om en periode i fortiden hvor „jorden blev fyldt med vold“. Det var for over 4300 år siden, efter den dårlige begyndelse menneskeheden havde fået ved Adams og Evas ulydighed og deres påfølgende udvisning fra Edens have. Deres første søn, Kain, slog sin broder Abel ihjel. Bibelens beretning fortæller: „Kain . . . var af den onde og slog sin broder ihjel. Og af hvilken grund slog han ham ihjel? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ (1 Mosebog 6:11, NW; 1 Johannes 3:12) Jesus forklarer at „den onde“ er den samme som Djævelen, idet han siger: „Han var en manddraber da han begyndte.“ (Johannes 8:44) Ja, fra Satan begyndte i Edens have, har han skaffet sig et uhørt synderegister som voldsagitator for menneskeheden.
6. (a) Hvilke rystende forhold rådede der på Enoks tid, og hvad gjorde Jehova? (b) Hvorfor ’tog’ Gud Enok? (1 Mosebog 5:24)
6 Efter at Kain havde slået Abel ihjel, gik det fra ondt til værre i datidens verden. Kains efterkommer Lemek bliver også nævnt som en manddraber. (1 Mosebog 4:23, 24) Fra samme periode læser vi: „Den syvende i rækken fra Adam, Enok [efterkommer af Set], profeterede også om [de onde] da han sagde: ’Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ting som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.’“ (Judas 14, 15) Gud tog Enok bort fra verden, så han ikke længere måtte døje den vold og ugudelighed der trivedes blandt de onde. Hvilken velsignelse for ham når han får livet igen på den fredfyldte ’nye jord’ Jehova vil skabe! — 2 Peter 3:13; Hebræerne 11:5.
7. Hvordan blev fortidens verden fyldt med vold?
7 På Enoks oldesøn Noas tid fik den onde åndeskabning Satan desuden følgeskab af nogle gudssønner. Det var engle der havde været ulydige mod Gud ved at komme ned til jorden for at gifte sig med menneskedøtrene. Sammen med dem fik de et bastardafkom, de såkaldte nefilim. Dette navn betyder „omhuggerne“, og i fuld overensstemmelse med denne betegnelse fór de frem som mordere blandt menneskene. „Det var heltene som levede i gamle dage, de navnkundige mænd. . . . Så sagde Gud til Noa: ’Alt køds endeligt står mig klart, for jorden er fuld af vold på grund af dem; og se, jeg ødelægger dem sammen med jorden.’“ — 1 Mosebog 6:1-13, NW.
8. (a) Hvordan er forholdene i dag, sammenlignet med Noas tid? (b) Hvilket eksempel har Noa givet os og hvordan kan vi have gavn af at følge det?
8 Apostelen Peter oplyser: „Ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord [fra Gud] er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vor tids verden nu er meget tæt på denne domsdag. Hvad skal vi da gøre for at overleve? Ja, hvad gjorde Noa og hans familie? Bibelen siger: „Noa vandrede med Gud. . . . Og Noa gjorde ganske som [Jehova] havde pålagt ham.“ (2 Peter 3:6, 7; 1 Mosebog 6:9, 22; 7:5) Dette indbefattede at Noa var „en forkynder af retfærdighed“. Ved sin tro „fordømte han verden“. (2 Peter 2:5; Hebræerne 11:7) Bør vi ikke efterligne Noa og hans familie, idet vi søger frelse fra vor tids verden, der i høj grad „ligger i den ondes magt“? — 1 Johannes 5:19.
Voldens fremmarch
9. (a) Hvad blev resultatet af voldens udbredelse på Noas tid? (b) Hvilken parallel udvikling fandt sted efter Vandfloden, og hvilken klimaks har udviklingen nået?
9 Volden greb mere og mere om sig i verden før Vandfloden — indtil Gud selv eksekverede sin dom ved at ødelægge dem der ødelagde jorden. (1 Mosebog 6:13, 17) Efter Vandfloden omtales Noas oldesøn Nimrod som „en vældig jæger i opposition til Jehova“, og lige fra hans tid er volden taget til — først langsomt, men efterhånden hurtigere og hurtigere. (1 Mosebog 10:1, 6, 8, 9, NW) Man opfandt sværd, spyd, bue og pil; senere kom geværer, kanoner og andre skydevåben. Men under den første verdenskrig, der udbrød i 1914, blev der anvendt voldsredskaber man aldrig før havde set magen til — flyvemaskiner, kampvogne og giftgasser. Brugen af undervandsbåde spredte rædsel under denne krig, og de nye maskingeværer kostede millioner af mennesker livet.
10. (a) Hvordan er Jesu profeti om begivenhederne „på Herrens dag“ blevet opfyldt? (b) Hvorfor kan vi forvente at Jehova snart vil eksekvere sin dom?
10 Herren Jesus Kristus havde forudsagt at en udvikling af denne art ville ske „på Herrens dag“, som vi har befundet os på siden 1914. (Åbenbaringen 1:10) Han skildrede hvordan han som nykronet konge ville ride frem på en hvid hest, efterfulgt af en rytter på en ildrød hest. Denne rytter „blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham“ — den totale krigs sværd. Dette symbolske sværd står også for vor tids krigsvåben, de frygteligste mennesket nogen sinde har udtænkt og produceret, deriblandt atomraketterne, hvis samlede sprængkraft er nok til at udslette hele menneskeheden flere gange! Hvis nefilim-kæmpernes tilstedeværelse på Noas tid, sammen med menneskenes ondskab, var nok til at Jehova ville udslette menneskene fordi jorden på grund af dem var blevet fyldt med vold — vil vi med al rimelighed kunne forvente at den samme suveræne Herre i dag vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (1 Mosebog 6:4, 7, 13; Åbenbaringen 6:1-4; 11:18) Med henblik på de ugudelige mennesker i vor tid sagde Herren Jesus selv: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. . . . de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort.“ — Mattæus 24:37, 39.
Hvordan kristne ser på vold
11. (a) Hvorfor billigede Gud at Israel i fortiden førte krige? (b) Hvordan betragter Gud og Kristus krigsførelse i vor tid? (Se Andet Korinterbrev 10:3, 4.)
11 Det er sandt at Guds tjenere i fortiden nu og da udkæmpede krige mod deres fjender. Dette var imidlertid teokratiske krige, som Gud havde givet befaling om. Israel kæmpede for at fjerne de fordærvede, dæmontilbedende nationer fra Guds land. (3 Mosebog 18:24-27; 5 Mosebog 7:1-6) Billiger Gud også nationernes krige, deriblandt de krige de siden 1914 har udkæmpet om verdensherredømmet? Når katolikker dræber katolikker, protestanter dræber protestanter, buddhister dræber buddhister eller muslimer dræber muslimer, er det da på befaling af Gud, som ’ud af ét menneske har dannet hver nation af mennesker’? Hvordan betragter fredsfyrsten Kristus de blodsudgydelser der fandt sted i kristenheden da den første verdenskrig, og senere den anden verdenskrig, udbrød? (Apostelgerninger 17:24-26; Esajas 9:6) Lad os bemærke den ny og højere standard Fredsfyrsten satte for kristne lige før han selv led en voldelig død.
12, 13. (a) Hvorfor lod Jesus sine disciple medbringe sværd? (b) Hvad gjorde Jesus imidlertid klart angående teokratisk krigsførelse?
12 Med tanke på sin egen rolle i opfyldelsen af Bibelens profetier sagde Jesus til sine disciple den aften han blev arresteret: „Lad den der ikke har noget sværd sælge sin yderklædning og købe et. For jeg siger jer at det som står skrevet nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig dette: ’Og han blev regnet blandt lovløse.’“ Da de så sagde til ham: „Herre, se, her er to sværd,“ svarede han: „Det er nok.“ (Lukas 22:36-38) Nok til hvad? For det første nok til at opfylde Esajas 53:12. Og for det andet nok til at understrege en vigtig lektie for kristne.
13 Der kunne vel ikke tænkes nogen stærkere grund til at bruge et sværd end det at ville beskytte Guds egen søn! Og dog var det ikke Guds vilje at Jesus skulle skånes. Da apostelen Peter trak sit sværd og huggede ud efter ypperstepræstens tjener, sagde Jesus derfor til ham: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52, 53; Johannes 18:10, 11) Hermed gjorde Jesus det klart at teokratisk krig fra da af ikke længere måtte føres med kødelige våben.
14. Hvad indebærer det at kristne, som Jesus sagde, ikke er „en del af verden“?
14 Dette var klart i overensstemmelse med hvad Jesus havde sagt til sine disciple tidligere samme aften, nemlig at de ville blive forfulgt fordi de ikke var „en del af verden“. Og det var i harmoni med de ord Jesus henvendte i bøn til sin Fader samme aften; han understregede at hans disciple, ligesom han selv, ikke var „en del af verden“. Og det stemte med Jesu ord til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 15:19, 20; 17:14-16; 18:36.
15. (a) Hvilken enhed har dét at holde sig adskilt fra verden ført til? (b) Hvilke sider af denne enhed beskrives i Esajas 2:2-4?
15 Holder du dig adskilt fra denne verden og dens voldsmetoder, som Jesus og hans disciple gjorde i det første århundrede? Da har du fået del i den vidunderlige, verdensomspændende enhed som kun kendes blandt Jehovas vidner. Det er en enhed der udspringer af lydighed mod Guds love og hans vilje i dag. En stor skare af fredselskende kristne „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ strømmer i dag til Jehovas store åndelige tempel for at tilbede der. (Åbenbaringen 7:9, 10, 15) Det er dem der beskrives i Esajas 2:2-4: „Det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“
16. (a) Hvilken kontrast er der mellem Jehovas Vidner og verden? (b) Hvad forudsiges i Mika 4:1-5 angående velstanden blandt Guds folk, grunden til denne, og det endelige udfald? (c) Hvilken omstændighed giver nu anledning til yderligere spørgsmål?
16 Her er ikke tale om nationalistiske flagtilbedere med hver sit fædreland. Det er ét fredeligt, forenet folk fra alle nationer, mennesker der er neutrale i en krigsførende verden. Mika 4:1-5 nævner også at de har ’smedet deres sværd til plovjern’, og beskriver derefter deres åndelige velstand og deres udsigt til at leve evigt på jorden i enhed. Profetien nævner dem som modsætning til denne verdens nationer: „Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i [Jehova] vor Guds navn for evigt og altid.“ Men når vi vandrer i Guds navn, udsættes vi for pres fra mange sider i denne voldsprægede verden. Hvordan skal vi klare de situationer der måtte opstå? I den næste artikel gives bibelske svar på dette spørgsmål.
[Fodnoter]
a Den danske autoriserede oversættelse; Seidelins oversættelse; Ny Verden-oversættelsen; og F. L. B. Hansens oversættelse.
b Ny Verden-oversættelsen; The New English Bible.
Hvordan vil du besvare følgende spørgsmål:
■ Hvordan tyder forholdene i dag på at vor tid er de sidste dage?
■ Hvordan fremgår Guds syn på vold af beretningen i Første Mosebog?
■ Hvilke paralleller er der mellem Noas tid og vor tid?
■ Hvordan bør kristne, i overensstemmelse med Jesu befaling og eksempel, stille sig i forhold til verden?
■ Hvad lærer vi i Esajas 2:2-4 og Mika 4:1-5 om hvordan vi kan vandre med Gud og hvad dette fører til?
[Illustration på side 9]
Forholdene i dag opfylder profetien om „frygtelige tider“ i de sidste dage
[Illustration på side 10]
Jesus sagde: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd“