Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der når der i Første Mosebog 6:6 (NW) siges at „Jehova fortrød at han havde skabt menneskene på jorden“? — D. B., U.S.A.

Flere oversættelser (den danske autoriserede oversættelse, AV, AS, Dy) siger at Gud „angrede“ at han havde gjort dette eller hint. Ordet „angre“ indeholder imidlertid den tanke at man er ked af det fordi man har begået en synd eller noget forkert. Jehova Gud, som er fuldkommen i retfærdighed, kan simpelt hen ikke begå en synd eller noget uret som ville gøre det nødvendigt at han angrede. Det er grunden til at flere nyere oversættelser siger at han „var bedrøvet“ (Mo, RS), „sørgede“ (Rotherham) eller „fortrød“. — AT, NW.

Det hebraiske ord der i Første Mosebog 6:6 oversættes med „fortrød“ er nachamʹ og som så mange andre ord har det flere betydninger. Forskellige former af ordet er i New World Translation blevet gengivet med ’fortryde’ (1 Mos. 6:6), ’befri sig for’ (Es. 1:24) og ’lade sig trøste’. — Jer. 31:15.

Om dette hebraiske ord siger The Interpreter’s Bible, bind 1, s. 225: „Dette ord oversættes almindeligvis med ’angre’ (i passiv form) og ’trøste’ (i forstærkende form). Egentlig betyder ordet ’at drage et lettelsens suk’. . . . Ordet har derfor noget at gøre med ’at ændre indstilling’, ’at skifte sind’, ’at ombestemme sig’, idet andre associationer er underordnede. . . . Når ordet oversættes med ’angre’, hvilket hyppigt sker i forbindelse med Gud, betyder det ’at skifte sind’ eller ’at ombestemme sig’.“

Hvad mente Gud nu da han sagde: „Jeg vil udslette menneskene som jeg har skabt fra jordens flade, . . . for jeg fortryder at jeg har skabt dem“? (1 Mos. 6:7, NW) At han fortrød at han i det hele taget havde skabt menneskene, og at det alt sammen var en frygtelig fejltagelse? På ingen måde! Hvis det var det han følte, ville han have udslettet hele menneskeslægten. Hans sorg eller fortrydelse gjaldt kun den gudløse generation før Vandfloden, for umiddelbart derefter siges der: „Men Noa opnåede godkendelse i Jehovas øjne.“ — 1 Mos. 6:8, NW.

Tanken er tydeligt nok den at Jehova Gud havde ændret indstilling: På grund af sit stærke mishag med menneskene ændrede han holdning over for dem; fra at optræde som menneskenes skaber gik han nu over til at optræde som deres ødelægger. Et eksempel. En fader forærer sin søn en bil, men hvis sønnen misbruger den og kommer i vanskeligheder fordi han kører for hurtigt, vil faderen måske fortryde at han har foræret sin søn bilen og tage den fra ham. Han har ændret indstilling, ombestemt sig, men han har ikke nødvendigvis begået en fejl. Det er sønnen der har handlet forkert. Han kunne have vist sin påskønnelse og glædet sin fader ved at bruge bilen klogt.

Det forholder sig på samme måde med menneskene. Hvis Adam og Eva havde handlet klogt, ville Jehovas hjerte have glædet sig. Men da de handlede uret, fandt Gud ikke behag i dem; han fortrød og måtte nu tage deres liv. Det samme var tilfældet med den onde generation der levede på Vandflodens tid. Gud ændrede indstilling over for den. Ja, det var absolut nødvendigt at han gjorde det, sådan som forholdene havde udviklet sig. Det gjorde ham ondt at det medførte udslettelse af liv, og dog måtte han skride ind for at fastholde sine krav.

Når Jehova Gud fortryder, kan det være på to måder, som Bibelen viser. Hvis hans skabninger forfejler hans hensigt med dem, fortryder han og de pådrager sig hans vrede. Men hvis Jehova påtænker at straffe nogle af sine skabninger på grund af deres urette færd og de fortryder det, angrer deres synder og ikke har nået det punkt hvor der ingen vej er tilbage, da vil Jehova ændre indstilling over for dem og vise dem barmhjertighed; han vil fortryde. I stedet for at hjemsøge dem eller at sende yderligere hjemsøgelser over dem, vil han sørge for lindring til dem.

Det gjorde Jehova Gud over for israelitterne i dommertiden: „[Jehova] ynkedes [hebraisk: nacham’] når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem.“ (Dom. 2:18) Han gjorde det også over for ninevitterne. Jehova havde besluttet at de skulle udslettes på grund af deres store ondskab. Men da de oprigtigt angrede efter at Jonas havde forkyndt for dem, ’fortrød’ Jehova og ændrede indstilling eller ombestemte sig over for dem med hensyn til „den ulykke han havde talt om at volde dem; og han voldte den ikke“. — Jon. 3:8-10, NW.

Hvordan skal vi i betragtning af det foregående forstå de udtalelser der findes i Bibelen om at Jehova Gud ikke fortryder? — 4 Mos. 23:19, NW; 1 Sam. 15:29, NW; Sl. 110:4, NW.

De skal forstås sådan at de gælder de specielle tilfælde i forbindelse med hvilke de forekommer. For eksempel blev Bileam tvunget til at profetere at Jehova ikke ville skifte sind eller fortryde med hensyn til den velstand han havde til hensigt at skænke Israels folk, på trods af de anstrengelser kong Balak gjorde sig for at få Bileam til at forbande Israel. (4 Mos. 23:19, NW) Da kong Saul viste sig troløs fortalte Guds profet ham at Jehova ikke ville „fortryde“ eller skifte sind med hensyn til hans forkastelse af ham. (1 Sam. 15:29, NW) Og Jehova Gud svor — og han fortryder det ikke — at hans søn skulle blive præst på ubestemt tid efter Melkisedeks vis. — Sl. 110:4, NW.

Som på Noas tid har Jehova Gud nu igen besluttet at en ond tingenes ordning skal gå til grunde. På grund af dens store ondskab vil han ikke fortryde eller ændre indstilling med hensyn til hvad han har besluttet. Alle indviede kristne forkyndere har nu den forret at advare alle som elsker retfærdighed om at de skal skille sig ud fra den onde tingenes ordning før det er for sent og derved komme ind under Jehova Guds barmhjertighed, sådan som Noa og hans familie gjorde. — Zef. 2:3.