De tre verdener
Bibelen taler om tre verdener. Ingen behøver længere at være desorienteret, hvad angår DEN DAVÆRENDE VERDEN, DEN NUVÆRENDE VERDEN OG DEN KOMMENDE VERDEN
NÆSTEN alle kender Jesu ord i Johannes 3:16, hvor han siger: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Dog skrev den selv samme bibelskribent, apostelen Johannes, disse ord i sit brev: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.“ (1 Joh. 2:15) Vil Gud sige os, at vi ikke skal elske det, han elsker? Er der en modsigelse i Bibelen? Nej; hvis der er noget modsigende, så er det kun tankerne hos dem, som intet kender til de tre verdener.
Hvor lærer vi om de tre verdener? I Bibelen, i Peters andet brev, det tredje kapitel. Her taler apostelen om 1) „den daværende verden“ eller „himle“ og „en jord“, som blev ødelagt på Noas tid; 2) „de nuværende himle og jorden“ og 3) „nye himle og en ny jord“. — 2 Pet. 3:5-13.
Det er bemærkelsesværdigt, at alle tre verdener er forbundet med himle og en jord. Betyder det, at der har været og vil komme en anden jordklode? Nej. I Bibelen er ordet „jorden“ ligesom ordet „himle“ ikke altid benyttet i bogstavelig betydning. I Salme 96:1 siger Bibelen for eksempel: „Syng for HERREN, al jorden.“ Her er „jorden“ brugt symbolsk om Guds tjenere på jorden.
Når Bibelen taler om, at en jord skal forgå, refererer det ikke til den bogstavelige jord; for Guds ord siger om den bogstavelige jordklode: „Han bygged sit tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som jorden.“ (Sl. 78:69) Når Bibelen taler om, at en jord blev ødelagt eller skal ødelægges, betyder det altså den symbolske „jord“, det vil sige den synlige, menneskelige del af en verden, menneskesamfundet og dets ordning.
På samme måde er udtrykket „himle“ ofte anvendt symbolsk om en verdens usynlige herskere — åndeskabninger, hvad enten disse er onde eller gode.
„Den gamle verden“
Da Adam og Eva sluttede sig til oprøret mod deres Gud og Skaber, begyndte en fordærvet verden. Under en mægtig åndeskabnings, Satan Djævelens, usete indflydelse tog ondskaben til på jorden. Herom siger den bibelske beretning: „Jorden blev efterhånden fordærvet i Gudens øjne, og jorden fyldtes med vold.“ — 1 Mos. 6:11, NW.
Hvorfor lå voldshandlinger som en knugende hånd om jorden? Én grund var, at et ukendt antal hellige, himmelske engle var blevet ulydige mod Gud. Hvordan det? Ved at de forlod deres rette bolig i himmelen for at tage ophold på jorden. „Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer.“ (1 Mos. 6:1, 2) Kort tid efter, at gudssønnerne havde materialiseret sig som mænd og ægtet menneskedøtrene, blev forholdene værre.
Dette skete, fordi det afkom, der blev frugterne af disse vanhellige forbindelser, var bastarder, menneskevanskabninger og misfostre. De var større end gennemsnitsmennesket, og de havde en utrolig livskraft som følge af, at de havde engle til fædre. Dette uhyrlige, mægtige afkom blev kaldt nefilim. De terroriserede jorden og fyldte den med vold.
Hvem udgjorde „himlene“ i denne gamle verden? Da det i virkeligheden var gudssønnerne eller nefilims fædre, der regerede på jorden, dannede de sammen med Satan Djævelen, en himmelsk herskerklike, en symbolsk „himmel“ over menneskeheden. Der var også en symbolsk „jord“ i denne gamle verden: det moralsk fordærvede menneskesamfund. Det er således sandt, „at der fra ældgammel tid var himle til og en jord“. — 2 Pet. 3:5.
Den gamle, himmel og jord var ond. Gud besluttede, at de måtte væk. „Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade.“ (1 Mos. 6:7) Gud åbenbarede dette for Noa, en mand, der afskyede hin verdens onde tilstande og elskede retfærdighed. Gud instruerede ham om at bygge en stor treetages ark, og Noa gjorde, som Gud bød ham. Noa virkede også som retfærdighedens forkynder. Men med undtagelse af Noa og hans hustru, deres tre sønner og tre sønnekoner var ingen dengang interesseret i retfærdige tilstande. At det var Guds hensigt at udslette menneskene ved en vandflod, ville den onde verden ikke tro. Verden spottede Noa og gjorde nar af hans ark-byggeri.
Men en dag i november, år 2370 f. Kr., kom tiden for „den gamle verdens“ ende. Bibelen siger: „Himmelens sluser åbnedes, og regnen faldt over jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Og vandet steg og stod højt over jorden, og arken flød på vandet; og vandet steg og steg over jorden, så de højeste bjerge under himmelen stod under vand. Således udslettedes alle væsener, der var på jordens flade, mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle.“ Spotterne, som hånede den tanke, at Gud ville ødelægge en ond verden, lo ikke mere. — 1 Mos. 7:11, 12, 18, 19, 23.
Enden på denne gamle verden omfattede både himlene og jorden. Den symbolske „jord“, den synlige, menneskelige del af denne gamle, fordærvede verden forsvandt, men planeten jorden blev stående. De symbolske, „himle“ blev også ødelagt, eftersom de åndelige gudssønner blev tvunget til at dematerialisere sig og vende tilbage til det åndelige område.
Om den, der hidførte denne verdensødelæggende vandflod, siger Bibelen: „Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder, Noa, tillige med syv andre, da han lod syndfloden komme over de ugudeliges verden.“ — 2 Pet. 2:5.
„Den nuværende, onde verden“
Nogen tid efter Vandfloden på Noas tid begyndte den verden, vi lever i. Noa gav jorden en ny og god start. Men ikke længe efter Vandfloden dukkede ondskab op igen. Hvad skete der? Under Djævelens indflydelse opgav mennesker at følge det retfærdige eksempel, som Noa havde sat.
Den jord omspændende vandflod havde ikke tilintetgjort Djævelen og de ulydige gudssønner. På grund af deres ulydighed fik disse gudssønner ikke lov at komme tilbage til Guds hellige organisation. Disse ulydige gudssønner blev nu forment Guds oplysende vejledninger, blev ladet tilbage i mørke og blev derved „de ånder, der var i forvaring“. (1 Pet. 3:19) Djævelen opkastede sig selv til hersker over disse „ånder, der var i forvaring“, og blev således dæmonernes fyrste. Djævelen og hans dæmoner udgør altså denne onde verdens „himle“.
Meget træffende kalder en af Jesu Kristi apostle denne verden for „den nuværende, onde verden“. (Gal. 1:4) Den nuværende verden har altså ikke Gud til ophavsmand. Den er under Djævelens kontrol, og herom siger Bibelen: „Hele verden er i den Ondes vold.“ — 1 Joh. 5:19.
Er denne „nuværende, onde verden“ bestemt til at skulle fortsætte i det uendelige? Nej, Gud har sat en dato for dens ophør. Ifølge tegnet på de sidste dage vil enden komme i løbet af denne generation. Det middel, hvormed Gud vil udslette den nuværende, onde verden, vil være en krig i himmelen og på jorden. Bibelen kalder denne usynlige og synlige krig med det symbolske navn „Harmagedon“. — Åb. 16:16.
Guds ord omtaler mangfoldige steder denne krig, der kæmpes af himmelske styrker, og som vil gøre ende på denne onde verden. For eksempel omtales den som „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, „Jehovas store og forfærdelige dag“, „Jehovas vredes dag“, „hævnens dag fra vor Gud“, „vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares“, og „den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. D’et betyder, at „Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild“, og „da er undergangen pludselig over dem“ i „en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme“. — Åb. 16:14; Mal. 4:5, Ka; Zef. 2:2, Ka; Es. 61:2; Rom. 2:5; 2 Pet. 3:7; 2 Tess. 1:7, 8; 1 Tess. 5:3; Matt. 24:21.
Som det var i Noas dage i endens tid for hin verden, sådan vil det være i dag. Den store profet, Jesus Kristus, sagde: „Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom log rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ (Matt. 24:38, 39) Opslugt af livets jag, som folk er i dag, ønsker de ikke at høre advarselen om den nuværende verdens ende; ganske i lighed med folk i „den gamle verden“ spotter de tanken om, at en ond verden vil blive tilintetgjort. De fleste i dag „ænser“ således ikke advarselen om denne verdens ende, som nu lyder fra den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Nogle mennesker håner og ler ad den tanke, at Gud skulle træde til og gøre ende på denne verden.
Der er ikke noget usædvanligt ved, at folk spotter tegnet på de sidste dage og Kristi anden nærværelse. Det måtte uvægerligt blive sådan. „I de sidste dage,“ siger apostelen Peter, „skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres lyster og siger: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.““ — 2 Pet. 3:3, 4.
Men hvorfor spotter spotterne? Skulle ødelæggelsen af „den gamle verden“ ikke tjene som en advarsel om, at Gud kan gøre det igen? Jo, den skulle! Men mennesker ønsker ikke at blive mindet om afslutningen på denne verden; med overlæg undgår de at tænke på den. De ønsker at tro, at alt vil fortsætte nøjagtig, „som det var fra skabelsens begyndelse“. Af selviske grunde er deres hukommelse blottet for alt om „den gamle verden“ og dens våde endeligt.
Men det vil ikke gavne dem at ignorere sandheden, som apostelen forklarer: „Thi efter deres eget ønske er de ikke opmærksomme på den kendsgerning, at der i gammel tid var himle og en jord, der fremstod kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord, og ved disse midler led den tids verden en ødelæggelse, da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord er de nuværende himle og jorden gemt til ild og forbeholdt dommens og ødelæggelsens dag for de ugudelige mennesker.“ (2 Pet. 3:5-7, NW) Ja, Gud vil gøre det igen! Han har lovet det i sit ord.
„Nye himle og en ny jord“
Tilintetgørelsen af denne verdens symbolske himle og jord vil ikke efterlade et tomrum. Nej, den vil gøre plads for en helt ny verden: „Men efter hans forjættelse venter vi „nye himle og en ny jord“, hvor retfærdighed bor.“ — 2 Pet. 3:13.
Den nye verden vil aldrig blive fordærvet; den vil altid forblive en retfærdig verden. Djævelen og dæmonerne, som udgjorde denne verdens himle, vil aldrig blive den nye verdens himle. I Harmagedon vil Djævelen og hans dæmoner blive styrtet i afgrunden for tusind år; ved udløbet af Kristi tusindårige regering vil de blive kastet i ildsøen, et symbol på evig tilintetgørelse.
De nye himle, som består af Kristus Jesus og 144.000 trofaste kristne, der er blevet løskøbt ud af menneskeslægten, vil aldrig blive fordærvet. Og den nye jord vil forblive retfærdig for bestandig. De kan blive borger på den retfærdige nye jord og nyde dens evige velsignelser. Om den nye jord siger Guds ord: „Og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Åb. 21:4.
Aldrig nogen sinde i al evighed vil den nye verden ende eller dens strøm af velsignelser til fuldkomne mænd og kvinder på jorden ophøre. Det garanterer Jehova for: „Thi ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra HERREN [Jehova], således skal eders afkoms og navn bestå. Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbaten skal alt kød komme og tilbede for mit åsyn, siger [Jehova], og man går ud for at se på ligene af de mænd, der faldt fra mig.“ — Es. 66:22-24.
Efter Harmagedon vil de overlevende gå ud og se på ligene af dem, Jehova har dræbt. Over to milliarder døde! Ligene af dem, som nægtede at elske den nye verden, som Gud elskede så højt, at han gav sin enbårne søn! Ligene af dem, som elskede den nuværende, onde verden, som vi har fået bud om ikke at elske. Deres døde legemer vil ikke blive begravet, men blive til føde for orme, fugle og vilde dyr. De vil være alt retfærdigt, overlevende kød en gru. Derefter vil til evig tid, på alle tider af året, fra måned til måned og fra uge til uge, alt menneskeligt kød komme og tilbede Jehova, ære den retfærdige nye verdens Gud.