„Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“

GUD sagde til det første menneskepar, Adam og Eva: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:28) At det virkelig er Guds hensigt, fremgår også af Esajas 45:18, hvor der siges, at Gud dannede jorden til at bebos.

Da det er Guds hensigt med jorden, vil det også ske, for han siger videre: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — Es. 46:11.

Eftersom befalingen „bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“ kom fra Jehova Gud selv, var det en bemyndigende befaling eller et påbud; og eftersom han er Den Guddommelige, ville det være et guddommeligt påbud. Da dette guddommelige påbud blev givet vore første forældre, var de fuldkomne og retfærdige, for alt Guds værk er fuldkomment. (5 Mos. 32:4) Som en hjælp for dem til at blive på retfærdighedens og lydighedens vej og til at beskytte dem mod ondt, gav Gud dem en skærmende engel. (Ez. 28:13, 14) Denne skærmende engel blev imidlertid opfyldt af hovmod og selvisk ærgerrighed. For at fremme sine selviske planer lokkede han vore første forældre ind på ulydighedens vej, hvilket resulterede i deres død. Denne kerub har siden været kendt under navnene Dragen, Slangen, Djævelen og Satan. (Åb. 20:2) Selv om Gud dømte ham til døden på det tidspunkt, han gjorde oprør, har han fået lov til at fortsætte sin skændige virksomhed som „denne verdens gud“ lige op til vor tid. (1 Mos. 3:15; 2 Kor. 4:4) Da hensigten med det guddommelige påbud var at frembringe børn i retfærdighed og til liv, følger det heraf, at påbudet ikke under sådanne uretfærdige forhold, hvor Adam og Eva var underlagt dødsdommen, kunne udføres, som det oprindeligt havde været Jehova Guds hensigt. Men da Guds hensigter ikke forandrer sig, kan vi med tillid forvente, at det guddommelige påbud endnu står over for at skulle opfyldes.

Hvem skal opfylde det guddommelige påbud? Ikke de kristne, der håber at opnå himmelsk herlighed sammen med Kristus Jesus, for det guddommelige påbud skal udføres på jorden af jordiske skabninger. (Se Joh. 14:2, 3; 1 Joh. 3:2; Åb. 20:5, 6) Herlige åndeskabninger i himmelen kunne ikke udføre en sådan befaling. — 1 Kor. 15:43, 44.

Opfyldelsen af det guddommelige påbud vil heller ikke ske ved opstandelsen af de døde. (Joh. 5:28, 29) Det er sandt, at den vil bidrage til at opfylde jorden, men det vil ske ved Guds magt og ikke gennem skabninger, der handler i lydighed mod hans påbud. De opstandne skarer vil heller ikke få denne forret betroet, for Jesus sagde udtrykkeligt, at sådanne ikke tager til ægte eller bortgiftes. — Matt. 22:30.

Hvem skal da opfylde det guddommelige påbud? Kendsgerningerne viser, at Gud i dag har skænket sin ånd til mange uden derved at indgive dem håbet om himmelsk herlighed. Disse beskrives som en „stor skare“, der kommer ud fra alle nationer, og omtales som stående foran Guds trone, idet de tilskriver ham og Lammet frelsen. (Åb. 7:9-17) Da de søger retfærdighed og ydmyghed, har de løfte om at blive skjult på Guds vredes dag. (Zef. 2:1-3) Efter at Guds vrede er kommet til udtryk, vil de tage del i opfyldelsen af det guddommelige påbud.

Den forbilledlige vandflod

De begivenheder, der førte til Vandfloden i Noas dage, og de, der fulgte lige efter, tjener som en nøgle til at åbne disse sandheder for os, idet de med bemærkelsesværdig nøjagtighed skildrer det, der nu finder sted og skal finde sted om kort tid. Jesus Kristus viste selv klart, at Noas tid havde profetisk betydning, idet han sagde: „Og som Noas dage var, således skal Menneskesønnens nærværelse være.“ — Matt. 24:37, AS, margenen.

Om Noas dage læser vi: „Men Jehova så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. . . . Og Jehova sagde: Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade, både mennesker, kvæg . . . Men Noa fandt nåde for Jehovas øjne.“ Hvorfor? Fordi „Noa var en retfærdig, ustraffelig mand“. — 1 Mos. 6:5, 7-9.

Jehova Gud befalede derfor Noa at bygge en ark eller vældig båd, som han skulle bringe sin familie og visse dyr ind i. Noa adlød og beviste således sin tro med sine gerninger. Og han bar yderligere vidnesbyrd om sin tro ved at forkynde og advare de onde om Vandfloden. — Hebr. 11:7; 2 Pet. 2:5.

Arken tjente som et beskyttende sted for Noa, hans familie og de dyr, han tog derind. Hvad var den et billede på? På Guds foranstaltning i vor tid for at beskytte sit folk mod katastrofen, Harmagedonslaget. (Åb. 16:16) Og hvori består denne foranstaltning? I Guds organisation, og den vil ligesom arken for Noa og hans familie tjene som et tilflugtssted, når Guds vrede bryder løs over hans fjender.

Efter at arken ved at bevare de retfærdige i live havde tjent Guds formål, og flodens vande var sunket, og jorden var blevet tør, befalede Gud Noa, at han sammen med sin familie og alle dyrene skulle gå ud af arken. (1 Mos. 6:18; 7:2-11; 8:14-16) Noa og hans familie var på det tidspunkt de eneste levende mennesker, og de blev alle regnet for retfærdige af Gud. Han gentog det guddommelige påbud til dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ (1 Mos. 9:1) Da de ikke i virkeligheden var retfærdige og fuldkomne, men blot på grund af deres tro og lydighed blev regnet som sådanne, kunne de imidlertid kun opfylde befalingen på en forbilledlig måde.

I modsætning til Noas sønner vil den store skare, der overlever Harmagedon, blive i stand til virkelig at udføre det guddommelige påbud, idet de vil nyde goderne af Kristi Jesu genløsningsoffer. (Matt. 20:28; Rom. 5:18, 19) Da de på grund af deres tro og lydighed er blevet regnet for værdige til at bevares gennem dette onde tingenes systems ødelæggelse, vil de ved at fortsætte på denne vej gradvis blive opløftet til fuldkommenhed og sand og fuldstændig retfærdighed. (Es. 26:9) Satan og hans dæmonhorder vil ikke længer udøve nogen ond indflydelse på menneskeheden, men blive styrtet i afgrunden i tusind år. (Åb. 20:1-3) I deres sted vil Kristus Jesus og hans brud udøse velsignelser over lydige mennesker. — Åb. 21:4, 5.

Der opstår så dette spørgsmål: Eftersom de, der skal udgøre den store skare, nu indsamles, er deres ægteskab og frembringelse af børn nu begyndelsen til det guddommelige påbuds opfyldelse? Den kendsgerning, at ingen af Noas sønner havde nogen børn før eller under Vandfloden, taler for, at svaret på dette spørgsmål må være nej. Der var kun otte mennesker, der gik ind i arken, og der kom kun otte ud. (1 Mos. 7:13; 8:16; 1 Pet. 3:20) I harmoni med den kendsgerning, at det guddommelige påbud først blev gentaget efter Vandfloden, fødtes det først omtalte barn to år efter Vandfloden. (1 Mos. 11:10) Den selvfølgelige slutning vil derfor være, at tiden for det guddommelige påbuds opfyldelse er efter Harmagedon.

Eftersom udførelsen af befalingen om at være „frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“ henligger til efter Harmagedon, betyder det så, at de, der nu gifter sig og sætter børn i verden, overtræder Guds lov? Nej, for Skriften viser, at „ægteskabet er agtværdigt i et og alt“. — Hebr. 13:4, KJ.

Det er naturligt at stille spørgsmålet: Hvad med dem, der nu gifter sig eller blev gift inden for det tidsrum, da de gav agt på advarselsbudskabet om at flygte til den modbilledlige ark ved at slutte sig til Guds organisation? Vil de få den samme ægtefælle efter Harmagedon? Dersom begge ægtefæller bevares gennem katastrofen, vil de fortsat leve som mand og hustru. Den gamle verdens afslutning vil ikke opløse sådanne ægteskabelige bånd. Bibelen viser, at kun døden eller ægtefællens utroskab løser mennesker fra den pagt, der blev indgået ved ægteskabets stiftelse. Denne kendsgerning burde få dem, der overvejer at gifte sig nu, til at tænke sig godt om.

Opfyldelsen af befalingen „bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“ ved den store skare, der overlever Harmagedon, og den fuldstændige opfyldelse af jorden ved de opstandne millioner, vil blive til hævdelse af Jehovas overhøjhed. Hvorledes? Fordi dette var Jehova Guds oprindelige hensigt, som han bekendtgjorde for det første menneskepar i Edens have, og den oprørske kerub, der blev Satan, Djævelen, har sat alle sine kræfter ind på at krydse denne hensigt, at opfylde jorden med gudfrygtige mennesker, for således at bevise, at Gud ikke var den højeste. Da han havde fået vendt Adam og Eva bort fra Gud, påstod han pralende, at han kunne gøre det samme med alle deres efterkommere. (Job 1 og 2) Det var, for at han kunne få tid til at bevise denne pralende påstand, at Gud lod ham blive i live. — 2 Mos. 9:16.

For at håndhæve sin overhøjhed må Jehova Gud anvende sin retfærdighed og magt i fjernelsen af den Onde. Kunne han gøre det og alligevel virkeliggøre sin hensigt med jorden? Det var stridsspørgsmålet. Kendsgerningerne viser, at han har været og stadig er i stand til det, for ligesom der før Vandfloden fandtes mænd og kvinder, som han bevarede gennem katastrofen, sådan er der også nu på jorden mænd og kvinder, som han på grund af deres tro og lydighed med fuld ret kan bevare, når hans vrede i Harmagedon bryder ud mod al uretfærdighed. De, som således beviser, at Satans påstand om, at han kan vende alle mennesker bort fra Jehova Gud, er usandhed, vil blive belønnet med den nye jords velsignelser, heri indbefattet opfyldelsen af påbudet „bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“. Ved at føre Guds hensigter med jorden ud i livet vil de således få en endnu større andel i hævdelsen af Jehovas overhøjhed, idet jorden nemlig vil blive fyldt med en retfærdig menneskeslægt, der lever i et verdensomfattende paradis, og som vil få herredømmet over de lavere dyr og tjene Gud i ånd og sandhed.