Hvor passer mennesket ind?

VENDER vi os fra dyreverdenens undere og indviklede forhold og betragter menneskene, opdager vi at der findes endnu større undere, for menneskelegemet, og især menneskets hjerne, er umådelig mere kompliceret. Svælget mellem dyreverdenen og menneskets verden er langt større end svælget mellem insekter og aber.

Hvori består dette svælg? Det viser sig i forskelligheder hvad fysisk, mental og åndelig beskaffenhed angår. Mennesker af alle stammer og nationer nærer, uanset hvor de lever, et ønske om at tilbede noget højere. End ikke de mest gudløse af alle regeringer har formået at udrydde dette karakteristiske træk. Historien viser at menneskene altid på den ene eller den anden måde har dyrket en gud. Selv de der hævder at være gudløse tilbeder forskellige ting som fædrelandet, penge, fornøjelser, helte, sportsstjerner, eller idoler inden for underholdningsbranchen, hvis ikke de opstiller sig selv som guder.

Menneskets anlæg for åndelighed

Baggrunden for dette er at mennesket alene af alt hvad der lever på jorden har evnen til at fatte og forstå åndelige begreber og derfor også ejer moralfølelse, hvad dyrene ikke gør. Man kan faktisk sige at mennesket har et medfødt anlæg for åndelighed, og det har et behov for at dette anlæg tilgodeses. Mennesket sætter pris på kunst, skønhed og gode egenskaber. Det kan, med Guds hjælp, frembringe „åndens frugt“, det vil sige „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Gal. 5:22, 23.

Hensigt, fornuft, dødsbevidsthed

Bibelen forklarer dette fortrin hos mennesket, idet den siger at mennesket blev skabt i Guds billede og lighed. (1 Mos. 1:26, 27) Mennesket kan genspejle nogle af Guds egenskaber. Før Adam syndede var han til fuldkommenhed „Guds billede og herlighed“. (1 Kor. 11:7) Ikke sådan at forstå at han var Guds billede hvad udseende og skikkelse angår, men han var det hvad de tiltalende egenskaber kærlighed, fornuft, visdom, barmhjertighed og medfølelse angår. Han havde disse og andre af Guds egenskaber i et mål der passede til den plads han indtog i Guds skaberværk og til de forpligtelser han skulle leve op til.

Mennesker handler desuden ud fra en hensigt, og ikke som dyrene, instinktivt. Dyrene tjener ganske vist en hensigt, men ikke som følge af at de kan ræsonnere — de gør det på grund af deres instinkt eller fordi en erfaring for en kort tid har lært dem at rette opmærksomheden mod et umiddelbart mål. Tag for eksempel Bibelens beskrivelse af strudsens adfærd:

„Den betror sine æg til jorden

og lader dem varmes i sandet,

tænker ej på, at en fod kan knuse dem,

vildtet på marken træde dem sønder.

spildt er dens møje,

det ængster den ikke.

Thi Gud lod den glemme visdom

og gav den ej del i indsigt.“ — Job 39:17-20.

I bogen Animals Are Quite Different, der er „Et studium af forholdet mellem menneskene og dyrene“, siger Hans Bauer:

„I modsætning til menneskene undersøger dyrene ikke bevæggrundene til deres handlinger. Når et dyr overlades til sig selv, gør det ganske enkelt hvad der passer det og hvad der er det mest behagelige, og intet andet. Som en generel regel kan siges at dyret nyder at gøre alt hvad der kan være det til nytte i netop den natur det har. Og i usædvanlig mange tilfælde vil det der er til gavn for dyret være opbygningen af livet i dets eget samfund [som i tilfældet med termitter, myrer, bier, fugle og så videre].“ — S. 204.

Dermed være ikke sagt at dyr ikke har følelser. I ovennævnte bog siges der på siderne 24, 25:

„Vi har al grund til at indrømme at dyr, ligesom mennesker, kan frygte, hade, føle hengivenhed og afsky, føle hjemve, elske deres hjemlige omgivelser, og optændes af vrede og rædsel, have trang til at være sammen med og at efterligne andre, og føle velvære, sorg, glæde og nedtrykthed.“

Men disse følelser er almindeligvis kun midlertidige og ikke baseret på tankevirksomhed. En hund kan for eksempel være trofast mod og kæmpe for sin herre, selv om denne skulle behandle den hårdt og benytte den til et grusomt og ondt forehavende.

Det er kun mennesker der har en forestilling om fremtiden eller som lægger planer for fremtiden. De kan spejde fremad i det uendelige, ud i evigheden. I forbindelse med det Gud har givet menneskene siger Bibelen: „Også evigheden har han lagt i deres hjerte.“ (Præd. 3:11) Dyrene, derimod, lever kun i nuet og for den øjeblikkelige tilfredsstillelse af deres ønsker. Mennesket bygger med henblik på fremtiden. Det bruger de oplysninger andre har samlet og de opdagelser andre har gjort, når det lægger planer for sin fremtid, og de fleste mennesker ville gerne fortsætte i det uendelige med at forfølge deres mål. Mennesket frygter den dag dets liv er forbi. Det ved hvordan livet rinder ud — først kommer alderdomsprocessen mod døden, så forlader man sine kære, og uden at have haft mulighed for at gennemføre alt hvad man gerne ville, hører al nydelse op, og snart er man glemt. Denne frygt eller bekymring har dyrene ikke, som vi så det af Bibelens ord om strudsen.

Mennesket er skabt til at leve evigt og har fået herredømme over dyrene

Denne uhyre forskel skyldes at mennesket blev skabt til at leve evigt på jorden, og ikke til at dø. Det var synden der førte til at døden kom ind i verden. (Rom. 5:12; 6:23) At mennesket syndede, bragte imidlertid ikke synd og død ind i dyrenes verden. Dyrene har ingen bevidsthed om synd, og de har heller ikke en samvittighed der kan lede eller overbevise dem. Menneskets uretmæssige behandling af dyrene har i nogle tilfælde ført til deres død, ja ligefrem til udryddelse af visse arter. Men geologiske udgravninger beviser at der levede — og døde — dyr længe før mennesket viste sig på den jordiske skueplads. De har åbenbart altid kun skullet leve en begrænset tid. Hvad enten dyrene dør og går i forrådnelse, eller de ædes af andre dyr, er det altså naturligt for dem at de skal forgå. De har instinkter der varskoer dem når der er fare på færde, og dette sikrer arternes beståen; men det har dyrene ingen anelse om.

Mennesket blev fra begyndelsen gjort til herre over dyrene. (1 Mos. 1:28) Det skyldtes dets store mentale fortrin. Og selv om mennesket ofte har øvet dette herredømme på en grusom og ødelæggende måde, er det dog ubestrideligt dyrenes herre. Efter Vandfloden sagde Gud beroligende til Noa: „Frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle jordens vildtlevende dyr og alle himmelens fugle og i alt, hvad jorden vrimler med, og i alle havets fisk; i eders hånd er de givet!“ — 1 Mos. 9:2.

I overensstemmelse med denne udtalelse nærer dyrene frygt for mennesket. Selv vilde dyr der betragtes som farlige gør alt for at undgå mennesket. Det er de færreste dyr der ligefrem udser sig mennesker for at angribe dem. Det sker sædvanligvis kun hvis et dyr er trængt op i en krog og føler sig tvunget til at angribe. I deres oprindelige fuldkomne tilstand var dyrene faktisk venner af mennesket, og de var skabt til gavn for menneskeslægten. Kun en meget lille procentdel kan i dag anses for at gøre skade, og når der i det hele taget er nogen der gør det, skyldes det sædvanligvis at mennesket har behandlet dem forkert eller har tillagt sig vaner der forurener eller ødelægger.

Mennesket passer således ind i den jordiske skueplads som den der har herredømme og for hvis skyld hele den indviklede opbygning af liv eksisterer på jorden. Plante- og dyrelivet herliggør Gud, men med den natur og beskaffenhed mennesket er i besiddelse af kan det, hvis det opbygger et godt forhold til Gud, bringe Ham langt større herlighed. Som svar på vort spørgsmål må vi sige: Nej, livet her på jorden skyldes ikke en tilfældighed. Den fantastiske opbygning af alt levende, alle de indbyrdes afpassede former, og især det jordiske skaberværks mesterstykke — mennesket selv — berømmer storheden hos den ypperste af alle arkitekter og bygmestre — GUD.