Hav et fornuftigt syn på kæledyr
DE HAR måske ikke en leopard, en odder eller en kvælerslange i Deres hjem eller i baghaven. Måske har De et mere almindeligt, lille, husdyr — for eksempel en hund eller kat. Selv om dette skulle være tilfældet kan det stadig være et spørgsmål om dyret er på sin rette plads eller ej, fysisk eller på andre måder. Deres egen holdning til og behandling af kæledyret kunne være årsag til et forkert forhold. Hvordan kan man afgøre det? Ved at betragte det formål deres og vores Skaber havde med at skabe dem, og den stilling hvori han satte dem i forhold til mennesket.
Den bibelske beretning viser at af alle jordens skabninger var det kun mennesket der blev skabt i Guds billede og lighed. Det fik herredømme over alle jordens andre skabninger. (1 Mos. 1:26-28) Skønt Adam var interesseret i dyrene og i at give dem alle navn, fandt han „ingen medhjælp, der passede til ham“ blandt dem. (1 Mos. 2:19, 20) De stod alle under mennesket; Jesu disciple Peter og Judas beskriver dem med rette som „fornuftløse dyr“. — 2 Pet. 2:12; Jud. 10.
Det er sandt at dyr leger, de viser følelser som glæde, sorg, hengivenhed, frygt, vrede og ængstelse. De enkelte dyr er også forskellige, idet hver art har sine særlige egenskaber, og det samme er tilfældet med de enkelte inden for samme art. Imidlertid er det som Hans Bauer påpeger i sin bog Animals Are Quite Different: „Uanset hvor meget [et dyrs] handlinger, i den måde de kommer til udtryk på, kan ligne menneskers . . . er det aldrig på grundlag af abstrakt tænkning at et dyr baserer sit levnedsløb eller blot de enkelte handlinger som dette levnedsløb er sammensat af. . . . Intet som et dyr gør eller undlader at gøre er nogen sinde en følge af en tankerække, bevidste overvejelser eller tro.“ Han konkluderer: „Det er et resultat af forholdene i det miljø som dyret skal klare sig i.“ — Side 34; jævnfør Salme 32:9.
Det har atter og atter vist sig at den „visdom“ dyr lægger for dagen ved at gøre sådanne ting som at bygge dæmninger (bævere), lave bikager (bier), spinde komplicerede spind (edderkopper) og lignende ting, skyldes instinkter. Disse bedrifter kan dyrene udføre selv om de vokser op adskilt fra andre dyr af deres art. Denne visdom blev nedlagt i deres arveanlæg af Skaberen.
Mange dyr kan selvfølgelig oplæres til at gøre noget der er nyt for dem og ikke er en del af deres nedarvede egenskaber. Men dette er altid begrænset af og afhængigt af den pågældende dyrearts naturlige egenskaber. En abe kan for eksempel lære at køre på cykel eller løbe på skøjter; men den kan aldrig oplæres til at udføre en hyrdehunds arbejde med at våge over en hjord eller genne hjorden ind i eller ud af en fold. Ej heller er det alle hunderacer der egner sig som hyrdehunde.
Mennesker kan derimod danne tanker, de kan drage slutninger fra det enkelte tilfælde til det almene, eller omvendt, og de kan ræsonnere fra årsag til virkning eller fra virkning til årsag. Mennesket kan derfor ved hjælp af kundskab og forståelse, opnået gennem tidligere erfaringer, løse nye problemer der opstår. Det kan således bevidst og af egen vilje bygge på sin kundskab og forståelse. Det kan også forstå, tro på og holde fast ved normer for ret og uret, godt og ondt, retfærdighed og uretfærdighed. Dyr kan ikke gøre nogen af disse ting.
Man må være forsigtig
Hvis vi er interesserede i at behage Gud i vort liv, må vi udvise forsigtighed med de kæledyr vi eventuelt har. Måske har vi lagt mærke til at en forkert holdning over for et dyr var medvirkende til den første kvindes oprør mod Gud. Hun lod sig påvirke af ord der tilsyneladende kom fra en slanges mund, et dyr der instinktivt er ’træsk’ eller snedigt og dog er et ’fornuftløst dyr’. — 1 Mos. 3:1-6.
I de forløbne århundreder har falsk tilbedelse ofte indbefattet et forkert syn på dyr. Krokodiller, bavianer og tyre har været holdt i templer hvor de er blevet badet, parfumeret og fodret med den fineste mad, mens mennesker i det samme område har levet under elendige forhold og har sultet. Mægtige nationer har taget et bestemt landdyr eller en fugl som det stolte symbol for deres regering og folk, og de har æret dette symbol med nidkærhed.
Måske forguder vi ikke ligefrem vores kæledyr som om det var helligt, men hvad nu hvis vi betragter det som om det faktisk stod på samme stade som mennesker? Hvad om vi endog viste større interesse og omsorg for det end for vore medmennesker og tilsidesatte deres interesser til fordel for dyret? Hvad om vi var villige til at gå meget langt og ofre meget for at lindre dyrs lidelser, men undlod at ’elske vor næste som os selv’ og medfølende hjælpe andre på samme måde som Guds søn gjorde da han var på jorden? (Mark. 6:34) Hvis noget sådant var tilfældet, ville det så ikke være at sætte dyret på en plads hvor det ikke hører hjemme?
Det er måske sjældent, men der fortælles om mennesker der lader deres kæledyr sidde til bords sammen med familiens medlemmer og spise af en tallerken. Nogle testamenterer tusinder af kroner til pasning af et eller andet kæledyr. Andre vil ofre store summer for at holde liv i et gammelt og sygt dyr, ja endog risikere at bringe andre familiemedlemmers helbred i fare ved at beholde dyret hjemme.
Vi husker måske at den inspirerede skribent Judas udtrykker Guds fordømmelse og straf over „de engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig“, idet de gjorde noget der var unaturligt for dem som åndevæsener og imod deres rang, som var tildelt af Gud. (Jud. 6, 7) Når mennesker prøver at hæve dyr til et menneskeligt stade, nedværdiger de i virkeligheden sig selv og beholder ikke den værdige, overordnede stilling Gud oprindelig gav dem. Samtidig sætter de dyrene på en plads der ikke er i overensstemmelse med Guds hensigt, en unaturlig plads i forhold til mennesket.
Men kunne beretningen i Anden Samuelsbog 12:1-6 ikke anføres til forsvar for nogle af de måder at behandle kæledyr på som vi her har nævnt? Der fortæller profeten Natan kong David om en fattig mand der købte et lille lam som han opdrættede, og det voksede op hos ham sammen med hans børn. Beretningen siger: „Det åd af hans brød, drak af hans bæger og lå i hans skød og var ham som en datter.“ Så tog en rig mand der havde mange får, lammet fra manden og tillavede det til en gæst. David fandt beretningen troværdig, ikke usandsynlig, for da beretningen var færdig sagde han i heftig vrede: „Så sandt [Jehova] lever: den mand, som gjorde det, er dødsens [fortjener at dø, New World Translation], og lammet skal han erstatte firefold, fordi han handlede så hjerteløst!“ Hvordan skal denne beretning forstås?
Først og fremmest betyder udtrykket „det åd af hans brød, drak af hans bæger“, ikke at lammet sad til bords sammen med familien eller at det brugte det samme drikkebæger som manden. Det betyder simpelt hen at manden overlod noget af sin mad og drikke til lammet. Ofte hentyder ordet „bæger“ i Bibelen ikke til selve drikkebægeret men til dets indhold, og tilsyneladende hældte manden noget af sit eget bægers indhold ud for at lammet kunne slikke det op. (Jævnfør Mattæus 26:39, 42, Johannes 18:11 og Markus 10:38-40, alle efter New World Translation.) Denne mand holdt også lammet varmt om natten ved at lade det sove ved siden af sig. Hvorfor? Det var naturligvis for at holde det lille dyr i live nu hvor det var borte fra sin moder.
Dømte David i sin vrede den rige mand til døden for at have dræbt et lam? Nej, beretningen viser at han udtrykte sin personlige mening ved at sige at en sådan mand fortjente at dø „fordi han handlede så hjerteløst“. Over for hvem? Over for lammet? Nej, for hvis den fattige mands lam ikke var blevet brugt til måltidet, var et af den rige mands lam blevet brugt. Davids heftige vrede skyldtes snarere at den rige mand havde handlet hjerteløst over for den nødlidende mand, mennesket og hans familie. For sine små midler havde den fattige mand købt dette dyr som med tiden kunne forsyne familien med uld og mælk og eventuelt blive begyndelsen til en fårehjord. Nu var al den fattige mands omsorg og alle hans ofre til ingen nytte. Davids dom gik ud på at den rige mand skulle erstatte lammet med fire andre, i overensstemmelse med loven i Anden Mosebog 22:1. (Herefter viser profeten Natan naturligvis at beretningen i virkeligheden var blevet fortalt for at illustrere den hjerteløshed David selv havde lagt for dagen over for Urias.)
Det vil ikke sige at Gud overhovedet ikke har omsorg for dyr. Tværtimod var der i Lovpagten som han gav Israel mange love der krævede at man viste godhed og hensynsfuld omsorg over for sine egne og andre israelitters dyr. Dyr skulle have hvileperioder, hjælpes når de var i nød, de måtte ikke trække i ulige åg, og munden måtte ikke bindes til på dem når de tærskede. (2 Mos. 20:10; 23:4, 5, 12; 5 Mos. 22:10; 25:4) Den treogtyvende Salme beskriver i smukke vendinger den kærlige omsorg hyrder i Israel sædvanligvis havde for deres får. Grusom forsømmelighed over for dyr forekom ikke blandt retfærdige, men blandt onde. — Ordsp. 12:10.
Alligevel var dyrene til for at tjene menneskene, ikke omvendt. Gud tøvede ikke med at bruge dyreskind til at klæde det første menneskepar med. (1 Mos. 3:21) Han fandt behag i at Abel bragte et får som offergave. (1 Mos. 4:4) Apostelen Peter taler endda om at de fornuftløse dyr „af naturen er født til at fanges og forgå“. (2 Pet. 2:12) Det vil ikke sige at Guds eneste formål med at skabe dyrene var at de skulle forgå, og dette retfærdiggør heller ikke formålsløs nedslagtning af dyr, som for eksempel at gå på jagt blot for sportens skyld. Men i hvert fald efter at den verdensomspændende vandflod var gået over jorden gav Gud mennesket lov til at bruge „alt, hvad der rører sig og lever,“ til føde, ligesom de grønne urter også skulle tjene til føde. (1 Mos. 9:3) At spise dyrene ville betyde at de forgik i den betydning der er omtalt i Kolossenserbrevet 2:21, 22.
Ikke nok med det, men Guds lov sørgede også for at alle dyr der kom til at udgøre en virkelig fare for mennesker, blev udryddet. (1 Mos. 9:5, 6; 2 Mos. 21:28, 29) Ræve der hærgede en vingård måtte man stille fælder for, og dyr der angreb en mands hjorde skulle slås ihjel. (Højs. 2:15; 1 Sam. 17:34, 35) Menneskets retmæssige interesser og velfærd kom altid i første række; når dyr for alvor kom i vejen for disse kunne man træffe de rette forholdsregler uden skyld over for den almægtige Gud.
Når kæledyr dør
Det er kun naturligt at et dyr, det være sig en hund, en hest eller et hvilket som helst andet dyr hvis selskab man har haft fornøjelse af i nogle år, vil blive savnet af sin ejermand når det dør. Men her må man igen bevare et sundt syn.
Forskellige steder på jorden kan man finde „dyre-kirkegårde“ med gravstene og gravskrifter over det sted hvor forskellige dyr er begravet. Dette får os til at tænke på den omstændelige begravelsesceremoni de gamle ægyptere holdt over deres hellige Apis-tyre, samt deres særlige gravpladser hvor der bogstavelig talt var hundredtusinder af balsamerede katte, bavianer, krokodiller og sjakaler.
Sådanne skikke har ikke noget med Bibelens lære at gøre. Bibelen viser at det kun var mennesket der fik stillet evigt liv i udsigt. Adam skulle kun dø hvis han viste sig at være ulydig. (1 Mos. 2:16, 17) Vi, hans efterkommere, er i en døende tilstand på grund af at vi har arvet synden fra ham, „thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre“. (Rom. 6:23; 5:12) Andre skabninger, som „fornuftløse dyr“, kan ikke synde bevidst eller med overlæg mod Gud. Derfor er deres død simpelt hen en følge af naturlige processer, idet den almindelige levetid fra begyndelsen er nedlagt i deres arveanlæg. Mens et næsehorn således kan leve så længe som op til et halvt århundrede, har en korthalet spidsmus en levetid der sjældent overstiger to eller tre år. Nogle insekter lever kun nogle få timer. Dette vil fortsat være sådan, selv i Guds nye orden under hans søns retfærdige rige, når døden som mennesker har arvet fra Adam ’ikke skal være mere’. — Åb. 21:4.
Den opstandelse der er blevet stillet den syndige menneskehed i udsigt på grundlag af Kristi genløsningsoffer, gælder naturligvis ikke dyrene, som ikke er i stand til at forstå og tro på denne guddommelige foranstaltning. I Israel blev dyr ikke begravet på kirkegårde eller gravpladser når de døde, men de blev slæbt uden for byen og kastet bort. (Jævnfør Jeremias 22:18, 19; 36:30.) De blev aldrig betragtet som om de gik til sheol (menneskehedens fælles grav) og kunne få en opstandelse.
Ja, dyr er vidunderlige — på deres rette plads. Men de kan aldrig virkelig erstatte mennesker. For ikke at gå til yderligheder hvad vort synspunkt eller vore følelser angår, bør vi huske at det var menneskehedens verden Gud elskede så højt at han gav sin enbårne søn. (Joh. 3:16) Ganske vist genspejler størstedelen af menneskene i dag ikke Guds egenskaber og viser ikke i deres handlinger at de er skabt i hans billede og lighed. Derved forårsager de megen sorg, skuffelse, irritation og smerte. Men det er ikke alle der er sådan. Vi kan finde mennesker der kan være glimrende kammerater, mennesker der er værd at beundre og elske, som viser sig værdige til Guds kærlighed. Hvis vi er villige til at gøre noget for at finde sådanne mennesker, behøver vi aldrig være ensomme eller begå den fejl at vende os til dyr for at få hvad kun mennesker kan give.